Cecilie Mærsk 1994-97

905-cecile maersk_2

Den blindpassager der skabte os flest problemer var Adama.

Adama kom om bord sammen med havnearbejderne idet han havde samme pas som der bruges af havnearbejdere.

Der er måske en eller anden der har fået penge for at sige at han havde forladt skibet.

Havnearbejderne plejer at holde nøje øje med den slags, og normalt er der en optælling af havnearbejderne både når de gik om bord og når de forlod skibet.

Senere fandt vi en halv sværdfisk og en papkasse oppe i skorstenen, på indersiden af det gitter som er sat op for at forhindre vennerne i at komme ned i maskinrummet.

Han havde i første omgang ingen identifikationspapirer, men påstod at han var Adam Tinding, født 1960 i Kidam, Liberia.

Han prøvede først at slippe i land i Casablanca, men blev opdaget af havnearbejderne og bragt tilbage til skibet som blev anklaget for at ville smugle en person ind i Marokko.

Hvem ville gerne friviligt til Marokko?

Ved ankomsten til Algeciras var han låst inde i tallymessen, og agenten var blevet informeret om at vi havde en blindpassager som vi gerne ville af med.

Der holdt en politibil med to betjente ved falderebet under hele opholdet, det var åbenbart ikke meningen at vi skulle landsætte ham i Algeciras.

Sent om eftermiddagen begyndte Adama som på det tidspunkt stadig befandt sig i tallymessen at smadre stole og andet inventar i rummet.

Han havde åbentbart også fået fornemmelsen af at han ikke ville blive landsat i Algeciras.

Agenten blev bedt om at arrangere at der kom en doktor ombord for at give Adama noget beroligende, hvilket blev gjort ca. en time senere.

Det spanske politi var vidner til hændelsen, og skibet forsøgte at få vennen indlagt på hospitalet som værende syg.

Det lykkedes desværre ikke for os at få overtalt myndighederne til at indlægge ham.

Da han ikke havde nogen identifikationspapirer var det heller ikke muligt at få ham landsat på anden måde (desværre).

Adama blev flyttet ind i Suez-rummet, idet der var varme, bad og toilet.

Vi kunne fornemme på det hele at der ville gå et stykke tid inden vi slap af med vennen.

IMG_0018hh

Hvert måltid blev afleveret af de to kranførere.

Der var hele tiden to personer tilstede når vi skulle tale med vennen.

I Barcelona fremskaffede agentkontoret et firma som påstod de var ekperter i at fjerne stowaways.

De stillede med tre mand som blev lukket ind til vores ven.

De ville ikke have at vi gik med derind, så hvad der blev sagt ved jeg ikke.

Lidt senere kom de ud fra rummet med vennens identifikationspapirer, det viste sig at han hed.

Adama Sarr, født i Thies, Senegal den 28 februar 1967.

Folkene påstod at de sagtens kunne skaffe os af med ham, men ikke før ankomst Valencia nogle dage senere.Det hele ville koste os ca. 10000$.

Hjemme på skibspersonel mente man at det var mange penge at skulle betale.

De spurgte om ikke vi kunne tage ham med tilbage til Dakar, nu hvor vi vidste hvor han kom fra.

Jeg indviligede i at tage ham med tilbage til Senegal, idet han nu var meget rolig og tilsyneladende havde affundet sig med situationen.

Dog stillede jeg som betingelse at myndighederne i Dakar på forhånd skulle acceptere at Adama kunne blive landsat under næste anløb.

Under ophold i Genoa begyndte det at gå galt, de Italienske myndigheder var i henhold til deres lovgivning ansvarlig for at han ikke forsvandt under havneopholdet.

To vagtsmænd, måske polifolk blev sat på opgaven med at bevogte Adama.

De måtte ikke lade ham ude af syne, så de blev låst inde sammen med ham i Suez-rummet.

Der sad de i fuld belysning og stirrede på ham under hele opholdet.

Mellem Genoa og Livorno blev lyste slukket i Suez-rummet, vores ven var blev træt og ville sove.

Da vi otte timer senere ankom til Livorno gentog hele forstillingen sig.

Adama var i mellemtiden begyndt at blive pirrelig og knap så venligsindet.

Vi fik talt lidt med Adama efter afgang Livorno og det var som om han blev noget roligere.

Inden ankomst Algeciras informerede jeg kranførerne som passede ham om at de skulle være ekstra forsigtig under opholdet i Algeciras.

Da det var sidste havn før Dakar ville Adama efter al sandsynlighed gøre et forsøg på at stikke af.

Hele dagen under opholdet i Algeciras opførte Adama sig normalt.

Men om aftenen kl. ca. 2210 da de to kranførere ville give Adama en cigaret og en kop kaffe inden de skulle til køjs, så begyndte det hele at gå skævt.

Den agterste dør til Suez-rummet blev åbnet for at den ene kranfører kunne komme ind med kaffen.

Begge kranførere observerede straks at vores ven var fuldt påklædt og forsøgte med det samme at få døren lukket igen.

Vores ven som havde fået uanede kræfter, skubbede begge kranførere til side og sprang ud på dækket.

Her lykkedes det Adama at få fat i en jernstang og en surringsspanner.

Nu var situationen en anden, for nu var han pludselig blevet farlig.

Politiet som opholdt sig ved falderebet blev tilkaldt.

De indså med det samme at der ville blive brug for assistance og tilkaldte forstærkning.

Inden vi så os om var der seks betjente om bord, alle bevæbnet med pistol og knipler.

Jeg blev tilkaldt med det samme.

Inden jeg nåede at komme ned på dækket var vennen blevet trængt op i en krog hvor han stod og så yderst farlig ud.

Politiet ville ikke nærme sig ham, de mente at han skulle beroliges først.

På det tidspunkt stod fråden ud af munden på Adama og alle hans muskler sitrede, det var værre at se på end den værste gyserfilm.

7665

Agenten fik tilkaldt lægen, samme læge som agenten normalt sender vores folk op til, og den samme læge som under første ophold var om bord for at berolige vores ven.

I mellemtiden var det lykkedes for en af spaniolerne at berolige vores ven så meget at han havde lagt jernstangen fra sig, han fik serveret kaffe samt fik et par tæpper til at holde sig varm.

Fråden om munden var forsvundet, men han var stadig vild i blikket.

Vi ventede bare på at lægen skulle komme inden at vi ville foretage yderligere.

Lidt efter kom lægen op ad falderebet.

Adama som i mellemtiden var faldet til ro blev temmelig ophidset da han fik øje på lægen.

Han kunne huske ham fra sidste gang og mente at han var “no good” og kun ville slå ham ihjel.

Lægen trak kraftige gummihandsker på og gjorde en sprøjte klar.

Seks betjente sprang på vores ven og forsøgte at holde ham nede.

Det var ved at mislykkedes for dem, så to af besætningsmedlemmerne hjalp til med at holde ham nede.

Alligevel var han så vild at lægen ikke kunne komme til at give ham den beroligende sprøjte det rigtige sted, til sidst stak lægen bare ind hvor det var muligt.

Adama blev herefter gennembanket med knipler af de betjente som var blevet godt sure på ham.

Men nu var Adama så ophidset at sprøjten tilsyneladende ikke havde nogen virkning på ham.

Han stod oppe på bordet i tallymessen, der stod han på det ene ben med hænderne på ryggen og sparkede ind i ståldøren i næsten to timer før han faldt til ro.

Han havde store arbejds sko på, og sparkede så hårdt at de som boede ovenpå i apteringen ikke kunne sove for larmen.

Hen ad ved firetiden om morgenen var Adama blevet så rolig at vi med politiets hjælp kunne skifte hans håndjern således at den ene hånd var fri, og den anden lænket til det ene bordben.

Jeg spekulerede en del på hvordan vi skulle klare at få ham tilbage til Dakar uden at han ville være til fare for besætningen.

Om morgenen tog jeg så beslutningen, vi svejser ham fast til dørkarmen i tallymessen, så kan besætningen i det mindste sove roligt om natten.

Igen med politiets hjælp fik vi Adama ud af rummet medens vi fjernede alt, således at der intet var at han kunne få fat i.

Bordet måtte vi fjerne med en vinkelsliber.

Vi svejsede så en ca. 1,20 meter lang kæde fast i den nederste del af dørkarmen.

Adama blev så lænket til kæden med den ene hånd.

Han fik en hynde fra Suez-rummet at ligge på og et tæppe til at tage over sig samt en spand til at besørge i.

Døren blev herefter låst.

I mellemtiden blev havnemesteren i samråd med rederiet gjort bekendt med, at skibsføreren ikke ville forlade havnen før end vores ven Adama var blevet taget i land, idet han blev anset for at være til fare for skib og besætning.

Der var en del forhandling mellem myndighederne og agentkontoret.

Myndighederne mente at når nu Adama var så voldelig, så ville det ikke være muligt at sende ham tilbage, for der var intet flyselskab som ville tage imod ham.

I mellemtiden var vi blevet færdige med at laste og alle havnearbejderne var gået hjem.

Det var helt tydeligt at myndighederne var beklemte ved situationen, det var som om at al disponibelt mandskab opholdt sig meget tæt på Cecilie Mærsk.

Der var åbenbart ikke nogen chance for at slippe af med Adama i Algeciras.

Rederiet sendte tre bodyguards fra Madrid samt en mandlig sygeplejer fra det lokale hospital.

De skulle med hele vejen til Dakar.

Fra lægen fik jeg udleveret en del beroligende midler som Adama skulle have morgen og aften.

Sygeplejeren fik yderligere medicin med for det tilfælde at de beroligende midler skulle vise sig at være utilstrækkelige.

Hver morgen og aften fik Adama blandet beroligende medicin i sin mad.

Jeg blandede det selv for at der ikke senere skulle blive problemmer.

Vi var så heldige at sygeplejeren kunne tale fransk, det livede lidt op på Adama da fandt fandt ud af det.

Myndighederne i Dakar var varskoet om, at vi ankom til havnen med en af deres borgere lagt i jern og under bedøvelse.

Jeg må indrømme at jeg var lidt spændt på hvad myndighederne ville sige til den behandling som Adama havde fået.

Trods alt var det jo ikke så mange år siden at Dakar var en stor udskibningsplads for slaver.

Myndighederne kom med det samme og fjernede Adama.

Myndighederne fortalt mig at Adama selv mente at han var blevet godt behandlet om bord.

En sådan oplevelse er ikke sådan at glemme, det er som om at man bliver træt bagefter.

På vestkysten af Afrika var vi udsat for mange forskellige oplevelser.

Uddrag fra: Poul Buchholz Hansen. “Kaptajn i Maersk Line 2 ”. iBooks.

Hvis I skriver en kommentar, så skriv det hele og indsæt eventuelt et billede før i klikker på tasten “SKRIV KOMMENTAR” idet det er det samme som at sende det hele til mig.

Ved afmærke flere billeder på en gang, så kan der sendes flere billeder i samme kommentar.