Saint Peterburg/Chastine Mærsk 2000

“I oktober 2000 blev jeg forespurgt om ikke jeg ville tage en tur til Saint Peterburg hvor jeg skulle undersøge forskellige terminaler på vegne af Herr Møller.

018 Chastine Mærsk og last i Algeciras 10.11.02

Jeg skulle have visa for at komme til Rusland.

Visa’et søgte kontoret i Saint Petersburg for mig på forhånd.

Det skulle så bare hentes inde på den Russiske Ambassade i København på dagen hvor jeg skulle rejse.

Turen ville tage 3 Purchase Viagra dage hvor jeg den på anden dag en skulle besøge Kronstadt.

Som de sagde inde i Nautisk afdeling, det er at betragte som en udflugt med et smut til Kronstadt.

Jeg skulle besøge et par kajpladser, det var det hele.

Mandag den 30 oktober stillede jeg på den Russiske Ambassade for at få mit visa.

Idet jeg skulle flyve indenfor de næste par timer, så var jeg allerde ved Ambassaden inden de åbnede og måtte vente udenfor.

Da Ambassaden åbnede var jeg den første og eneste der kom ind.

Jeg skulle aflevere nogle papirer ved en skranke.

Nogle minutter senere blev jeg kaldt op til en anden skranke hvor jeg blev forespurgt om adskillige ting, blandt ”

“andet hvorfor jeg skulle til Saint Petersburg.

Det var den samme person som betjente begge skranker.

Åbentbart så var det vigtig at vedkommende stod bag den rette skranke.

072 Hovedmotor 13.12.02

Chastine Mærsk, maskinrummet

Et kvarter tids senere kunne jeg hente mit visa ved en 3. skranke, det var stadig den samme person som betjente mig.

Visa’et var udstedt af det Russiske handelsministerium og var udstedt før jeg kom til Ambassaden.

Det var åbentbart vigtigt at alle procedurer skulle overholdes, i stedet for bare at give mig mit visa.

Jeg havde temmelig travlt med at komme ud i lufthavnen, jeg skulle snart flyve og være i Saint Petersburg omkring kl. 1330 samme dag.

Jeg måtte først forbi rederiet for at hente mine billetter.

Når jeg siger billetter var det lidt underligt, for jeg fik udleveret 4 billetter.

De 2 første var turen til Saint Petersburg og den anden var fra Saint Petersburg og hjem til københavn.

De andre billetter var fra Saint Petersburg den dag jeg skulle hjem og fra København til Saint Petersburg et par dage senere.

082 Skrueaksel 13.12.02

Chastine Mærsk, skrue-akselgangen

Jeg har aldrig forstået dette, men jeg mener at vide at det var billigere hvis man købte billetterne på den måde.

Jeg fik så besked på, at når jeg ankom til Saint Petersburg skulle jeg smide den første returbillet væk.

Og når jeg skulle hjem så skulle jeg bruge den nye billet fra Saint Petersburg og når hjemme i Svendborg så skulle jeg smide returbilletten til Saint Petersburg væk.

Mig bekendt så var det væsenligt billigere på den måde.

Men som nævnt forstod jeg det aldrig.

Vel ankommet til Saint Petersburg og ude af lufthavnen var der en bus der ventede på mig.

Jeg skulle åbentbart begynde med det samme?

Bussen var helt fyldt op, der var en tolk som fulgte mig under hele opholdet.

Jeg hilse på dem alle, det viste sig at de var ansvarlige for de forskellige områder som vi skulle besøge.

093 Broen 14,4,01

Chastine Mærsk, konsol i brovinge

Før vi kørte ud til Lomonosov site og Neste Terminal stoppede vi ved en Macdonald forretning hvor vi fik burgers og cola som vi spiste på vejen.

Der var åbenbart ikke tid til at spise på stedet?

Da det var det første sted vi skulle besøge var jeg spændt på hvad det var for noget jeg kom ud til.

Der var ingen der havde forberedt mig, det eneste de sagde, tag derover så finder du nok ud af det.

På rederiet sagde de at jeg skulle tage nogle billeder af de forskellige steder.

Men det var ikke så nemt, for i Rusland var det ikke velset at fotografere, ihvertfald ikke på det tidspunkt.

Neste er et datterselskab af en af de største energi Koncerner i Skandinavien.

De er beskæftiger sig med olie leveranser og sælger olie med deres egen netværk af fyldestationer.

For mig så det ud som om at projektet var stoppet på grund af pengemangel.

Terminal manageren sagde at de kunne tage skibe på op til 28000 DW ved terminalen.

Der var intet der tydede på at der skete noget overhovedet på installationen.

For mig så det ud som om de var ude på at finde nogen som ville skyde penge i foretagenet.

Det var en hel ny installation.

De eneste folk der var der, var en vagt i gaten og så var der fire eller fem personer samlet i et møderum.

Fordi jeg havde fået mistanke af en eller anden grund, bad jeg om at måtte komme på toilettet.

De viste mig derud, men blev dog ikke stående foran døren.

Da jeg var færdig gik jeg forkert med vilje, jeg skulle lige se om der var andre folk derude.

Den eneste jeg mødte var en høj slank kvinde, måske en fotomodel, sådan så hun ud.

Hun kæmpede med at få lavet en kande kaffe til os.

Da hun kom ind med kaffen så hun ud som om hun var beklemt ved situationen, måske havde hun aldrig serveret kaffe før.

Jeg spurgte direktøren om jeg kunne komme ud på terminalen for at se mig om?

Han sagde det ikke var muligt for der var så meget mudder at man skulle bruge gummistøvler for at komme derud.

De havde ingen gummistøvler, så det kunne ikke lade sig gøre.

Men jeg kunne komme op på taget således at jeg kunne komme til at se derud.

Det blev aldrig til noget, og det viste sig også at i den tid jeg var der så jeg ingen form for aktiviteter andet end fotomodellen der servere kaffe.

Hun kom forresten også med chokolade som hun bød rundt.

Et tiltalende pigebarn må jeg sige.

På vejen hjem til hotellet prøvede de på at overbevise mig om at det var en meget stor terminal vi havde besøgt og at det hele kun var et spørgsmål om tid inden det blev den største udskibningshavn for området.

109 Chastine Mærsk og Margrethe Mærsk i Los Angeles 15.12.02

Klokken var efterhånden blevet 1900 da vi ankom til Hotel Prin Business Center.

De sagde at jeg skulle skynde mig at checke ind for jeg var blevet inviteret ud at spise et eller andet sted.

Vi kørte med bussen ud til et sted hvor der var mange restauranter hvor man kunne spise.

På vejen ud spurgte de hvad vi skulle spise.

Jeg spurgte om ikke vi kunne tage ind på et ganske normalt spisested hvor man kunne få daglidags Russisk mad.

Tolken fortale mig at hun var bange for at regningen ikke ville blive stor nok, hendes boss ville måske så skælde hende ud.

Jeg sagde til hende at hun bare kunne invitere chaufføren med, samt ham som passede på os, måske kommisæren som jeg kaldte ham.

Hun indviligede i at tage dem med, og vi fik en fornøjelig aften ud af det.

Jeg troede vi skulle have en sodavand eller en øl til maden (bøf stroganoff), men nej der skulle Vodka til.

Så vi fik Vodka til, det var store ølglas der blev fyldt helt op med Vodka.

Det var åbenbart meningen at vi skulle drikke helt ud hver gang?

Eller måske var de ude på at drikke mig en skid på?

Jeg drak ikke mere end et halvt glas, jeg kunne simpelthen ikke få mere ned.

De andre drak så hele flasken og den efterfølgende flaske også.

Da vi skulle hjem var chaufføren blevet så fuld at han tog undergrundsbanen hjem og lod bussen stå.

Os andre vi tog en taxa, jeg til hotellet og de andre hjem til der hvor de boede.

Næste morgen startede vi tidligt.

Vi skulle om formiddagen besøge område 1, 2, 3 og 4.

De første 2 områder var gamle kajer som bar tydelige spor af at være i en dårlig tilstand.

Kajerne blev brugt til stykgods og kunne slet ikke bruges til at laste/losse containere.

Område 3 og 4 kunne bruges til containertransport.

De havde 3 små containerkraner i dårlig stand.

Som de sagde ved terminalen, så var der altid en af kranerne som var ude af drift.

Kranproduktionen fik jeg fortalt var ca. 8 til 10 container i timen.

Dybden ved kajerne var ca. 10,00 meter.

Jeg var blevet bedt om at se særlig godt på Pier 101.

Overfladen var beton og måske den mindst ujævne af de kajer jeg havde set indtil nu.

Besøget på Kronstadt var helt specielt.

Vi kom derover på en slags dæmning, som ikke var blevet færdig.

De var også begyndt at bygge en bro derover til, men de var aldrig blevet færdig og broen lignede en ruin fra 2. verdenskrig.

På Kronstadt skulle jeg besøge Mr. Surikov, den lokale administrator.

Surikov var meget stolt af beboerne på Kronstadt.

Som han sagde, så havde de alle en lille have foran deres huse således at de kunne dyrke grøntsager.

Der var også alverdens moderne installationer derude, bygningerne så gamle og solide ud.

Men når man kom indenfor kunne man se forskellen.

Blandt andet havde de lynhurtigt internet med lyslederkabler, hvilket ikke var normalt på den tid.

Jeg blev tilbudt at komme rundt på øen i følgeskab med hans nummer 2 mand.

På den måde kunne jeg få adgang til at se alt.

De havde en tørdok, bygget i kampsten omkring sidst i 1800 og først i 1900.

Det er den største dok jeg nogensinde har set.

Der lå to krigsskibe i dokken, de synede ikke af ret meget, bare 2 små skibe i det ene hjørne.

Ialt var det en stor oplevelse at se Kronstadt, de havde også et hospital for specielsygdomme og de havde de bedste eksperter som fandtes i Rusland.

Det mest mærkværdige var at husene var rigtigt solide og havde store afløbsrør fra tagrenderne, men afløbsrørende stoppede lige for fortovet og var ikke forbundet med noget kloaksytem.

Det bevirkede at når det var regnvejr så skulle man have gummistøvler for i det hele taget at kunne komme tørskoet frem.

Åbenbart havde man ikke tænkt på det.

Mødet med Mr. Surikov var også lidt speciel.

Han forestillede ikke at kunne engelsk, men når tolken oversatte det jeg havde ”

“sagt til russisk, så kunne jeg fornemme på ham at tolken ikke oversatte rigtigt.

Måske fordi tolken, en kvinde, ikke turde oversætte det jeg fortalte direkte,

Det var ikke altid Mr. Surikov og jeg var enige, det fortalte jeg ham hver gang.

Men tolken havde åbenbart så stor respekt for den magt han besad således at hun ikke turde bruge mine vendinger direkte.

Havnen i Saint Peterburg kunne man anløbe hele året rundt.

Dog var der is i farvandet mindst 95 dage om året, og gennemsnittet for is dage var 155 dage.

Havnen havde aldrig nogensinde været nødt til at lukke i de 100 år man havde observeret dette.

Issæsonen startede normalt 23 november og 155 dage frem.

Der var 2 store isbrydere til brug i kanalen og 3 mindre til brug inde i selve havnen.

Der var ligeledes mange slæbebåde i havnen, blandt andet havde de 1 med 5000 hk og 5-6 stykker hver med 3000 hk plus et utal af mindre slæbebåde.

På 3 dagen skulle jeg hjem med flyveren lidt over middag.

Jeg sagde pænt farvel til tolken og de som jeg havde været sammen med i bussen.

Da jeg aldrig havde smagt ægte kaviar så jeg købte en dåse russisk kaviar i lufthaven for at have noget med hjem til Nit.

Det var også det eneste man kunne købe derude.

Vel hjemme igen lå der et brev i postkassen fra skibspersonel som ville have at jeg skulle begynde på nybygningskursus til Lindø 180 som jeg så skulle være fast skibsfører på.”

Uddrag fra: Poul Buchholz Hansen. “Kaptajn i Maersk Line 2 ”. iBooks.

Hvis I skriver en kommentar, så skriv det hele og indsæt eventuelt et billede før i klikker på tasten “SKRIV KOMMENTAR” idet det er det samme som at sende det hele til mig.

Ved afmærke flere billeder på en gang, så kan der sendes flere billeder i samme kommentar.