Sømand i Mærsk Line

Begyndelsen

Jeg Poul Buchholz Hansen blev født fredag den 29 marts 1946 tidligt om morgenen i et kælderværelse på Resedavej i Fredericia.

Allerede da jeg blev født var jeg anderledes, “Han ligner jo en fugl” det var alt hvad jordemoderen kunne finde ud af at kalde mig.

Hvordan det er gået med fuglen vil fremgå af nedenstående tekst.

Beretningen begynder efter tiden da jeg gik ud af folkeskolen. 

Tiden i folkeskolen var på mange måder en god tid, det var også en tid med mange nederlag.

Jeg gik først 6 år i almindelig skole, derefter 1,5 år i mellemskolen.

Fra 1 juli 1955 begyndte jeg at gå med aviser om eftermiddagen efter endt skoletid.
 

Hvorfor jeg begyndte som avisbud i så tidlig en alder er mig ikke helt klart. Jeg tror nok at det var fordi min adoptivfar tit var arbejdsløs og derfor var pengene små.
Vi havde heller ikke de store forhold derhjemme, så måske var det en lettelse ikke at skulle være hjemme om eftermiddagen.
 

Vi boede i et lille hus med kun 2 værelser, der var stue, soveværelse og et lille køkken.

Alle sov i samme rum, det vil sige mine forældre min lillebror og jeg selv.

Toilettet var ude bagved, et Dash tror jeg det kaldes. Det var en spand som skulle tømmes sådan ca. Hver 10 dag. Jeg hjalp tit med at bære spanden ud i haven hvor lortet blev gravet ned mellem rabarberne, eller hvor det nu blev gjort dengang.

I over 5 år kørte jeg med aviser på samme rute. 87 aviser var sådan cirka hvad der skulle bringes ud hver dag. Aviskunderne var spredt over 21 veje, det var en daglig cykeltur på rundt regnet 16 km, undtaget søndag som var fridag.

Min løn skulle jeg selv hente hos avismanden, det kunne blive til 7,85 Kr. Per uge, men så var feriepengene også medregnet. Når min cykel ikke var i stykker kunne jeg nå turen rundt på cirka 2 timer.

Det var ikke nyeste model i cykel jeg havde at køre på, så min cykel var ofte i stykker. Da vi ikke havde ret mange penge at gøre godt med og dæk var dyre, så som oftest var dækkene sat sammen af flere lapper som var skåret ud af kasserede cykeldæk.

En eftermiddags tur med aviser blev til mange bump. Helt op til 3 overlapninger har jeg haft på et dæk.
 
Avisen som jeg kørte med hed “Frit Folk” og blev trykt i Vejle på et gammelt trykkeri som oftest var i uorden.

Efter skoletid kunne aviserne hentes nede på havnen, der var et rum i en baggård som blev brugt som aviscentral. Ofte var avisbilen forsinket.
 

Fra Vejle skulle avisbilen først til Kolding for at afleverede aviser der.

Medens vi ventede på avisbilen brugte vi ofte tiden til at se hvordan livet foregik på havnen. Det skete ofte at en eller anden sømand ville låne vores cykel for at hente øl. For at låne vores cykel ud kunne vi tjene 1 til 2 kroner bare for at låne cyklen, så det er da klart at vi anså en sømand for at være millionær. At han så bare senere satte sig over på kajen sammen med sine kammerater for at drikke øl uden tilsyneladende at skulle arbejde, det forstærkede bare vores tro på at manden måtte være millionær.

I en alder af 10 år begyndte jeg også at køre med mælkevogn om morgenen inden skolestart. Jeg skulle op kl. 0430 hver morgen for at læsse mælkevognen og hente hesten nede i byen. Der havde mejeriet 14 heste som blev brugt til at køre mælk ud med hestevogne.

Jeg fortsatte med at køre mælk ud indtil dagen før jeg tog til søs.

Jeg har ingen skolepapirer fra dengang jeg gik i skole, måske nok fordi min skolegang fik en brat afslutning.

Da det ikke var et mange lektier jeg fik lavet udenfor skoletiden så blev det klasselærerinden for meget.

Hun sendte et brev til mine forældre hvori hun gjorde opmærksom på, at hvis jeg ikke lavede lektier, så kunne jeg jo lige så godt holde op med at gå i skole.

Brevet fik vi en onsdag, næste dag, om torsdagen gik jeg op til inspektøren og fortalte at nu kom jeg ikke i skole mere.

Jeg afleverede de bøger som jeg ikke brød mig om, resten beholdt jeg bare.

Det var min sidste dag i folkeskolen.

Jeg sagde farvel til mine klassekammerater, de få jeg havde.

Jeg tror at det var lige før min 15 års fødselsdag, helt sikker på dette er jeg ikke.

Min avisplads beholdt jeg, for jeg kunne sagtens nå at bringe aviserne ud efter at mælketuren var slut.

Engang sidst i april (1961) fik jeg min mor til at hjælpe med at skrive en ansøgning til Rederiet A. P. Møller.

Jeg ønskede at få et job som messedreng, jeg havde hørt at det var den nemmeste måde at komme ud at sejle.

Der gik lang tid uden at vi hørte noget fra A. P. Køller, jeg havde faktisk glemt at vi havde sendt ansøgningen til A. P. Møller.

Lørdag den 28 maj medens jeg hjalp mælkemanden, kom min mor cyklende, hun fortalte at der var kommet et telegram fra A. P. Møller som sagde at jeg skulle ringe til A. P. Møller kl. 0800 samme morgen.

Det var ikke så nemt, for klokken var da allerede 10.

Nå men jeg fik alligevel ringet til A. P. Møller, skibspersonel tror jeg nok det var.

Inde på Rederiet fortalte de, at jeg skulle møde om mandagen, så tidligt om morgenen som muligt.

Jeg måtte have fri hos mælkemanden om mandagen, min avisrute klarede min mor for mig.

For at være i København til klokken 7 om morgenen, så måtte jeg med toget fra Fredericia allerede kl. 2 om natten.

Min cykel var selvfølgelig i stykker den dag, så jeg lånte min mors cykel.

Hendes cykel havde ikke noget lys på, og på vej ned til banegården blev jeg stoppet af politiet som gerne ville have at vide hvad en 15 års knægt lavede på en damecykel uden lys kl. 2 om natten.

Jer fortalte dem selvfølgelig at min egen cykel var i stykker og at jeg skulle skynde mig for at kunne nå toget til tiden.

Jeg fik lov til at gå, idet de sagde at det var uforsvarligt at køre uden lys.

Jeg var godt klar over, at hvis jeg skulle gå hele vejen til banegården ville jeg ikke kunne nå toget til tiden.

Så da politiet var kørt rundt om hjørnet på første vej, så skyndte jeg mig at cykle videre.
Jeg havde på fornemmelsen at de ikke rigtigt havde troet på min forklaring om, at min egen cykel var i stykker, så lige før banegården sprang jeg af cyklen og gik det sidste stykke.

Heldigvis, for politiet holdt dernede og ventede på mig.

Da jeg ankom til København tog jeg bussen til Kongens Nytorv 8, det var dengang adressen for A. P. Møller.

Jeg havde fået at vide at jeg skulle ind i 5 baggård for at komme op til Skibspersonel.
efter et stykke tid fandt jeg op til Skibspersonale afdelingen hvor jeg skulle hilse på en person som hed Lars’sen.

Han spurgte om det var mig som ønskede at komme ud som “Messe Peter”
“Ja” svarede jeg hurtigt.
Det viste sig at de ikke havde brug for messedrenge, men jeg kunne blive hovmestermath.

Jeg takkede selvfølgelig for tilbuddet, du fra den tanke at det var bedre end ingenting.
Det skulle så senere vise sig at messedreng og hovmestermath var et og samme job gjorde ikke tilbuddet dårligere.

Dette var mandag formiddag, jeg fik at vide at jeg skulle afrejse med toget allerede næste formiddag kl. 10 fra Fredericia banegård.

Jeg skulle påmønstre et sted i England som hed Heysham, lidt nord for Liverpool viste det sig.

Min mor havde givet mig penge med til at købe mad for, men nu når jeg skulle være sømand kunne jeg jo ikke rejse uden at have en køjesæk.
De fleste af pengene brugte jeg til at købe en køjesæk nede i Nyhavn som jo var lige ved siden af Kongens Nytorv.

Det var aften da jeg kom hjem til mine forældre, stor var opstandelsen da jeg fortalte at jeg havde fået hyre allerede fra næste dag.
Jeg fik pakket med min mors hjælp.

Mælkemanden skulle også have besked på at jeg ikke ville komme mere.
Ham var jeg ude ved sent om aftenen, efter midnat.

Han blev godt nok sur da jeg fortalte ham, at jeg ikke kom mere, og han blev mildest talt ophidset da jeg fortalte at min mor havde sagt at jeg skulle huske mine feriepenge.

Den 31 maj 1961 var dagen jeg rejste hjemmefra, og som sådan dagen hvor mit nye liv begyndte.

Messedrengen

Tankbåden som jeg skulle påmønstre hed Axel Mærsk og var dengang en af Danmarks største, 19800 tons var hun på.

Klokken 10, skulle jeg tage toget til Hamborg fra Fredericia, men da jeg ikke havde fået nogen billet var min mor lidt betænkelig.
Vi havde fået at vide at jeg skulle rejse sammen med en matros som ville have billetten med til mig.
Han skulle komme fra Horsens, og da vi stod og ventede ved toget fra Horsens kunne vi høre ham råbe på mig at jeg skulle skynde mig.
Min mor var yderst betænkelig over at jeg skulle rejse uden at have billet videre fra Hamburg.
Men matrosen fortalte min mor at det var meget normalt, han have åbenbart prøvet det før.

Det viste sig at vi var mange flere der skulle påmønstre, de andre ville støde til os i Hamburg, de kom åbenbart fra København og ville medbringe vores billetter til den videre færd.

Da vi kom til Hamburg skulle vi skifte tog samt perron.
Det viste sig at jeg ikke kunne komme ned på perronen uden at have en perronbillet.
Man kunne købe en perronbillet, men jeg have ingen tyske penge, ham jeg rejste sammen med havde fået en perronbillet hjemmefra af Rederiet.

Jeg fik hans perronbillet således at jeg kunne komme ned på perronen for at finde de andre, de skulle så komme op med hans billet for ellers kunne han jo ikke komme med toget.
Da jeg kom ned på perronen blev jeg mødt af en hel masse folk som hang ud af vinduerne, de råbte at jeg skulle skynde mig hvis jeg ville med toget.

Jeg fik forklaret dem at der var endnu en’ som skulle med toget, men at han ikke kunne komme ned uden billet.
De andre havde hans billet, der var en som skyndte sig op for at hente ham.
De nåede lige netop at komme ned på perronen før toget satte igang.
Vi måtte trække begge to ind gennem vinduet for dørene var allerede lukket.

I kupeen var der fyldt op, vi sad som sild i en tønde, selv oppe i bagagenettet lå der en og sov.
Vi skulle alle til samme skib, vi var 12 personer fordelt i 2 kupeer.

Det viste sig at vi skulle fra Hamburg til Hook of Holland og derfra videre med en færge til England.

Turen fra Hamburg til Hook of Holland blev også med mine øjne lidt anderledes end jeg havde forventet.
Det var som nævnt min første tur hjemmefra, så jeg sugede alle de indtryk til mig som jeg overhovedet kunne.

Jeg syntes i særdeleshed at den ene af matroserne var flink, han havde lovet at hjælpe mig på turen.
Han havde også fået mine spisebilletter for at jeg ikke skulle gå hen og miste dem.
(Vi havde fået spisebilletter til hele turen, tre måltider om dagen)

Stemningen var ved at være høj da vi nærmede os Hook of Holland om aftenen, og jeg var blevet godt sulten inden jeg tog mod til mig for at spørge hvornår vi skulle spise.

De andre skreg af grin og spurgte mig om hvor jeg troede øllene kom fra?
Naiv som jeg var kunne jeg ikke gætte det.

Det viste sig at matrosen som skulle passe på mig havde byttet alle spisebilletterne til øl, så der blev ingen mad den dag.
Jeg var godt sulten da vi endelig kom om bord på færgen og skulle til køjs.
Vel ombord på færgen fik vi forevist vores kamre, det var firemandskamre.

Vi sov under hele overfarten, og da vi skulle op om morgenen kunne vi ikke blive vasket.
Hvad vi troede var natpotten til at tisse i var i virkeligheden vores vaskevand til om morgenen.

Jeg var godt søgning og har sikkert ikke set alt for pæn ud, jeg havde sovet med alt tøjet på.

Vi fik morgenmad på færgen inden vi skulle fortsætte turen med tog til London, og derfra videre med taxa til en anden station hvor toget til Liverpool kørte fra.

Da vi kom i land fra færgen skulle vi aflevere et udfyldt kort til paspolitiet.
Jeg havde også udfyldt mit kort inden ankomst, men det var åbentbart ikke godt nok, for betjenten blev helt rød i ansigtet da han så mit kort.

Jeg smilte bare og sagde “Good Morning”, det havde de andre fortalt mig at jeg skulle sige såfremt der var problemer.
En af de andre matroser syntes åbenbart at det var synd for mig, så han hjalp med at udfylde et nyt kort.

Jeg kunne godt bagefter se at det var helt galt det jeg havde skrevet på det første kort.
Da jeg ikke kunne engelsk havde jeg i god tro spurgt en af de andre hvorledes man skulle gøre.
Han fortalte at var et godt rederi som ejede færgen, derfor ville de gerne sende et kort til vores fødselsdag.

Jeg havde udfyldt det første kort med min adresse og fødselsdag hvilket selvfølgelig ikke var det som betjenten skulle bruge.

Siden den tid er jeg blevet lidt mindre godtroende.
Jeg havde taget så meget ved lære at jeg holdt godt fast på mine 2 engelske pund som jeg havde fået i rejseforskud.
Godt det samme, for da vi ankom til London var jeg den eneste som havde penge tilbage til at betale for taxaen mellem stationerne.

Fra London og op til Liverpool var der nogenlunde ro i toget, de andre havde allerede brugt deres penge, og spiritus var der ikke meget af.
Vi var heller ikke så mange i hver kupe’.
fire eller fem tror jeg vi var, og for at komme til næste kupe’ skulle man helt ud af toget.
Der var ikke nogen gennemgående gang, alle kupe’er havde egen indgang fra perronen.

På jernbanestationen i Liverpool stod der en agent og ventede på os.

Det viste sig at skibet ikke var ankommet endnu, derfor ville vi blive indlogeret på et hotel/sommerpensionat i Heysham som var byen hvor vi skulle påmønstre.
Jeg tror at det var en slags afholdshotel, værtsparret så temmelig chokeret ud da de så os.

Vi har nok heller ikke for pæne ud, vi havde på det tidspunkt rejst i næsten to døgn, ingen af os var blevet vasket og langt over halvdelen var nok heller ikke ædru.
Heldigvis kunne vi blive vasket på hotellet, så da vi kom ned til aftensmaden var vi noget kønnere at se på.

Men sikken et måltid, jeg havde svært ved at få noget ned.
Det smagte ikke rigtigt som noget jeg før havde spist.
På en eller anden måde nåede jeg alligevel at blive mæt, så helt galt har det nok ikke været.

Da vi skulle ud til skibet var jeg lidt betænkelig, det blæste og vi skulle langt ud med en slæbebåd.
På vejen ud til Axel Mærsk nåede vores kufferter og køjesække da også at blive våde, det var et helt under at de ikke forsvandt ud i havet.
Det var lige på vippen at jeg nåede at blive søsyg.

Axel Mærsk var godt nok et stort skib, det største jeg nogensinde havde set.

Jeg blev taget godt imod, det viste sig at besætningen var temmelig stor og jeg var ikke den eneste dreng.
Der var 8 andre på samme alder som mig.

Da jeg skulle være messedreng var mit arbejdsområde at sørge for at officererne og assistenterne fik noget at spise og at der blev holdt rent i messerne samt pantry og rygesaloon.

Vi kom om bord lidt før kaffe tid om eftermiddagen den 1 juni 1961.

Ham jeg skulle afløse rejste med det samme idet de skulle ind med samme slæbebåd som vi kom ud med.
Heldigvis var der en af de andre drenge som hjalp mig den første dag, det var alligevel en helt anden verden end jeg før havde oplevet.

Jeg kom til at bo på kammer med en af de andre drenge, en som hed Peter.
Kammeret var ikke særligt stort, lige nok til en etagekøje og et lille skrivebord som vi måtte deles om, plus en lille sofa som sad fast på skottet.

Toilet og bad var fælles med de andre drenge, koksmath, ungkok samt kokken.

Min første dag gik hurtigt, de andre fandt hurtigt ud af at jeg ikke ret meget om livet til søs.

Om aftenen da jeg var færdig med mit arbejde spurgte en af de andre drenge om jeg nu havde husket at vande kompasrosen, for ellers ville skipperen blive gal.

Efter en grundig instruktion gik jeg på på broen for at finde kompasrosen (til stor morskab for de andre), men jeg skulle jo helst ikke have at skipperen blev gal på mig den første dag.

Heldigvis var der en oppe på broen som spurgte hvad jeg ville?
Da jeg fortalte ham det trak han lidt på smilebåndet og fortalte mig at kompasrosen var den skive i kompasset som viste kursen, og ikke som jeg troede en blomst der skulle vandes.

Det viste sig at det var skipperen selv som var på broen, en flink ældre mand.

H.Frerks hed han, gammel ubådsfører for Tyskland under krigen fortalte de andre mig.
Har fortalte mig en del om livet til søs, nok den bedste forklaring jeg havde fået indtil da.

Jeg fandt da helt sikkert ud af at jeg skulle til at klare mig selv på alle måder.

Fra Heysham sejlede til til Curacao i Caribien.

Jeg fandt hurtigt ud af at skibet ikke skulle bevæge sig ret meget før jeg blev utilpas.
De andre kaldte det søsyge, og mente også at det ville gå over efter et stykke tid.

Besætningen var efter nutidens forhold temmelig stor.
Den bestod af.
Skibsfører, 1.styrmand, 2.styrmand, 3.styrmand, telegrafist, 2 styrmandsaspiranter, 1.maskinmester, 2.maskinmester, 3.maskinmester, 4.maskinmester, elektriker, 4 maskinassistenter, hovmester, kok, ungkok, koksmath, 4 drenge, 1 bådsmand, i tømmermand, 1 pumpemand, 5 matroser, 2 letmatroser, 2 jungmænd, 1 dæksdreng, 1 donkeymand, 2 fyrbødere og 1 lemper.
41 personer i alt.

Beboelsen var to steder, ovre midtskibs hvor skipperen, styrmænd, telegrafist og hovmester boede.

I agterbygningen boede resten, det var også der maskinrummet befandt sig.
Larmen fra maskinen var nogle gange overdøvende, særligt i dårligt vejr.

Da jeg “kun” var messedreng boede jeg helt ude ved siden af styremaskinen, det både rystede og larmede derude.
Den ene af os drenge havde købt en grammofon, vi måtte på skift sidde og holde den oven på to puder for i det hele taget at kunne bruge den.

Når vi skulle skrive brev var det også nemmest i rygesalonen som lå et stykke fra styremaskinen.
I vores egne kamre var det umuligt at skrive således at det kunne læses af andre, så meget rystede det derude agter.

Vi kunne gratis sende 2 breve hjem fra hver havn, men det blev nu aldrig til så mange breve at det var noget problem.

Min arbejdsdag begyndte de fleste dage kl. 0600 og varede til omkring 1900.
Der var dog fri et par timer ind imellem.

Hver fjerde nat skulle jeg op for at servere kaffe til styrmænd og maskinmestre.
De gik vagt hele døgnet rundt, kl. 0400 var der vagtskifte, så havde de krav på et spejlæg og kaffe.
Onsdag og søndag havde de dog krav på at få to æg.

Koksmathen lavede kaffen og æggene, og på skift gik en af os drenge op på broen med det.
I rigtigt dårligt vejr måtte vi ikke begive os udenfor, så da hentede en af matroserne kaffen.
Matroserne havde lært at passe på sig selv og måtte være udendørs i al slags vejr.
Det var nogle gange rigtigt dårligt vejr, jeg kan huske den ene gang hvor man fra midtskibbygningen kunne se toppen af søen oppe over agterbygningen.

Jeg var nu aldrig bange, bare lidt betænkelig.
Vi følte os jo lidt små i et sådant vejr.

I den tid jeg var om bord havde vi flere forskellige kokke.
Jeg kan huske at den ene bryggede spiritus af tørrede frugter tilsat gær.
Jeg smagte aldrig på det, men de andre sagde at det var ganske udmærket når først det blev siet igennem brødskiver.

Skipperen opdagede at kokken drak hjemmebryg, så han måtte en tur i søretten.

I søretten blev han, indtil han kunne afmønstre, frataget retten til at komme i provianten, idet det var der han nemmest kunne skjule sine produkter.
Da vi var på Kanarie øerne, Las Palmas, så byttede kokken al vores kaffe for vin i store runde flasker hos skibshandleren( Muscatel tror jeg det hed).

Kokken drak al vinen sammen med matroserne, så skipperen besluttede at sende ham hjem fra næste havn.
Sende hjem er nok ikke det rigtige ord, for han stod bare af og måtte så selv finde ud af at komme hjem, eller hvor han nu skulle hen.

Da der ikke var mere kaffe måtte vi på resten af turen og indtil vi kunne få ny forsyning af kaffe drikke ren Rich.

Dengang var det jo normalt at kaffen blev tilsat enten Rich eller Danmarks for at drøje på de dyre kaffebønner.
Der var de om bord som påstod at de ikke kunne smage forskel på kaffen fra før og nu hvor det var ren Rich.

Det var nu kun hovmesteren og ungkokken som mente det, ungkokken havde jo overtaget kokkens job og fik også hans løn.

På de lange rejser vaskede vi tøj for maskinmestre samt assistenterne, de betalte 50 amerikanske cents plus vaskepulver for hver gang vask.
Vaskepulveret gemte vi og kom i stedet for vaskepulver et par store skefulde salt i vaskemaskinen, tøjet blev rent alligevel
Det skulle godt nok have temmelig lande tid for at blive rent (hele natten).

Når der så ikke var mere vaskepulver i skibet solgte vi ud af vores lager, jeg tror nu ikke at der var ret mange som opdagede noget.
Det var hårdt arbejde dengang, så tøjet holdt alligevel ikke så længe.

Lige da jeg mønstrede ville jeg gerne ligne de andre, så hver dag tog mit fineste tøj på, mine søndagsbukser som de blev kaldt dengang.
Jeg tror ikke at jeg havde mere end to par bukser i alt.

Da jeg havde haft det samme tøj på i mange dage, så var der de som mente, at nu var det tiden til at vaske tøj såfremt jeg ikke ville have øretæver.
Jeg kom da også mit tøj i vaskemaskinen, det hele på en gang.

Vaskemaskinen var nærmest som en stor balje med en rotor i, man skulle selv tilsætte vand og tømme hver gang der skulle skylles.
En vaskning på den måde tog et par timer.

Det kunne jeg ikke holde mig vågen til, så da jeg vågnede om morgenen skyndte jeg mig hen for at hente mine bukser.
Vandet i vaskemaskinen var blevet lidt tyktflydende og mine bukser var væk, det eneste jeg fandt var gylpen, lommerne og så det stykke man normalt sætter livremmen i.
Resten af bukserne var åbentbart blevet revet i stykker i nattens løb.

Siden den tid har jeg altid vasket tøj om eftermiddagen, der er chancen for at falde i søvn ikke så stor.

Efter 8 måneder om bord hvor vi havde fået overtid for natarbejde, kom der besked fra Rederiet at messedrenge ikke skulle have mere overtid for at arbejde om natten.
Vi kunne bare sove en halv time længere om morgenen.

Da vi boede to på hvert kammer var dette ikke nogen god løsning, den ene skulle alligevel op klokken 0600, og ham som purrede ud vidste heller ikke altid hvem af os der havde været oppe klokken fire.

Vi havde indtil da fået en halv times overtid for at stå op og servere kaffe til kl. 0400.
Jeg tror at det var 2,80 Kr. vi fik i overtid for en time, månedlønnen kunne komme helt op på 280-300 Kr.

Da vi fire drenge ikke ville finde os i sådan en behandling, purrede ham som skulle op om natten også os andre.
Vi gemte os så i linnedrummet, der kunne døren holdes låst indefra.

Hovmesteren måtte så selv finde ud af hvorledes han ville klare problemet.
Vi havde prøvet at tale med ham om det først, men han mente, at når vi ikke stod i nogen fagforening kunne han gøre som han selv anså for bedst.

Der var på det tidspunkt ikke nogen fagforening vi kunne melde os ind i, det kom først på et senere tidspunkt.
Efter en uges tid på denne måde fik vi vores overtid igen og der var ingen uro mere.

Nogle af de mest udskældte om bord var styrmands aspiranterne.

En dag da hovmesteren var blevet gal på os sagde han at nu kunne det være nok, nu skulle han nok sørge for at vi blev aspiranter.
For så skulle han i det mindste ikke have mere at gøre med os.

Om aftenen rottede vi fire drenge os sammen, vi tog vores bedste tøj på og gik efter udskejning over til hovmesteren.
Da vi bankede på, var det som vi regnede med Skipperen som åbnede døren.
Han spurgte hvad vi ville.
Vi ville jo gerne tale med hovmesteren, for han havde lovet at sørge for at vi kunne blive styrmandaspiranter.

Skipperen blev så glad at han lovede at sørge for at vi kunne blive aspiranter.
Næste dag kom han med en anbefaling/ansøgning til Rederiet som vi bare skulle underskrive.

Vi skrev under alle fire, og efter et måneders forløb fik vi besked om, at når vi engang kom hjem og havde holdt vores ferie, så skulle vi bare ringe til Rederiet, så ville vi kunne mønstre ud som styrmandsaspirant.

Jeg tror nok at jeg var den eneste som tog mod tilbuddet.
Under min første udmønstring skete der en del som jeg ikke senere har oplevet.

Den ene gang vi afsejlede fra Rotterdam manglede kokken, ungkokken samt den ene af os drenge, de var simpelthen bare rejst hjem uden at fortælle andre om det.

Vi måtte så sejle forkort indtil næste havn som var Curacao i Caribien.
Der fik vi en ungkok og en dreng mere, en kok kunne ikke fremskaffes, så hovmesteren måtte fortsætte som kok endnu et stykke tid.

De to som mønstrede i Curacao var lokale folk, Curacao-negre kaldte vi dem.

Den ene, ungkokken hed Flores og arbejdede oprindeligt på det lokale skibsværft som svejser, men kunne tjene mere ved at være ungkok i et Dansk skib.
Begge var nu meget flinke selv om de ikke kunne enes, de sloges for et godt ord.

Da de en aften havde været oppe at sloges på poopen og i deres iver var kommet til at smide reservedele fra et spil ud over siden, blev de herefter hver aften lukket inde på deres kamre.
1.styrmand låste deres døre hver aften kl. 2000 og døren blev først lukket op igen om morgenen.

1.styrmand mente at alle os drenge var nogle svinske unge mennesker som ikke forstod at holde sig selv rene.
Derfor måtte vi hver morgen kl.0600 stille oppe i brovingen til eftersyn.
Der blev negle samt ører efterset for skidt, var der en af os som ikke kunne godkendes måtte resten stå ret og vente på at synderen var nede for at vaske sig.

2. Styrmand var lidt af en svindler, han var Færing.
Han klippede os for en øl, troede vi, men når den ene side var klippet, så ville han have en øl mere for også at klippe den anden side.

Da man ikke kunne købe øl før man var fyldt 18 år, var det for os drenge lidt problematisk at købe øllene til ham.
Vi måtte købe dem hos hovmesteren til en kraftig overpris.
Omkring 200-300% fortjente havde hovmesteren på sit øl salg.

Rederiet tillod at man købte 2 øl om dagen efter at være fyldt 18 år.
Da der var mange som ikke kunne nøjes med to øl om dagen så tog mange hovmestre chancen for hurtigt tjente penge ved at købe øl for egen regning, og så sælge dem videre med stor fortjeneste.

Rederiet vidste ikke noget om denne form for handlen, (Skipperen må have vidst det), for han drak selv en hel del af øllene.

Vi var på et tidspunkt 18 forskellige nationaliteter om bord, så efterhånden kunne jeg tale en del engelsk.
Måske ikke grammatisk rigtigt, men jeg kunne begå mig rundt omkring i verden.

Der var mange ting man som dreng skulle passe på, ellers fik man et par på hovedet.

Blandt andet var det en yndet sport for os drenge at bringe de andre i fedtefadet.
Da jeg var messedreng yndede de andre at blande salt i sukkeret, og når officerene kom sukker i kaffen fik de lige så meget salt som sukker.
Det kunne klares ved at bytte sukkeret ud, for alle vidste jo at det var noget de andre havde fundet på.
Men når så også det udskiftede sukker var iblandet salt, ja så fik vi gerne et par på hovedet.

Jeg lærte hurtigt at smage på sukkeret inden det blev sat ind på bordene.

Det var heller ikke rart altid at skulle vaske op om aftenen, der fandtes jo ikke opvaskemaskine eller andre hjælpemidler, det Hele skulle klares i hånden.
Kunne jeg komme til det, gemte jeg opvasken i et skab til næste morgen, det var lige som lidt nemmere, eller føltes sådan.

Det skete også at vi kunne komme i land, gerne sammen med de mere voksne.

På Curacao skulle vi gerne med ud på “Kampen”, et sted hvor der fandtes letsindige damer.
For at kunne komme ind på området som var afspærret skulle man være fyldt 18 år og have et shorepass som viste alderen.
Vi betalte gerne vagten et par gylden for at ændre i vores alder således at vi kunne komme ind.

Det var første gang gang fandt ud af hvad letsindige damer brugtes til, nemlig at hente øl.
Jeg forstod også godt at de skulle været spærret inde, ellers var de jo bare rendt med byttepengene.

Ved indsejlingen til Curacao var der en pontonbro som først skulle åbnes før vi kunne komme ind i selve havnen.
Pontonbroen var i sin tid pontonbro i Nordjylland og hed dengang Kong Christian den Niendes Pontonbro.

Pontonbroen var købt af Holland og transporteret til øen Curacao, en hollandsk koloni i Caribien, hvor den var bindeled mellem to bydele i Willemstad havn.

Da vi et årstid efter kom til Rotterdam ville jeg gerne afmønstre, det var ikke rigtig mig som skulle vaske tallerkner op resten af livet.
Jeg måtte selv betale for min hjemrejse idet jeg ikke havde været om bord i 18 måneder som man skulle for at kunne få fri hjemrejse.
Da jeg havde været der i over et år så slap jeg for at skulle betale for min afløser.

65 gylden kostede det hjem med bussen, ca. 202 Kr. (vi fik 185Kr. Om måneden på det tidspunkt)

Os fire drenge havde i næsten 8 måneder samlet tomme ølflasker sammen, vi vidste at de kunne sælges i Rotterdam.
Vi fik flaskerne bragt i land ved hjælp af en kran som vi betalte for med cigaretter.
Hovmesteren skulle få pengene fra skibshandleren og senere give dem til os,
Vi så bare aldrig nogen penge.

Til gengæld inviterede hovmesteren skipperen, 1.styrmand samt 1.mester i byen, noget han ellers aldrig gjorde.
Hymøller hed hovmesteren, jeg husker det helt tydeligt.

Jeg var om bord som dreng,(forkellige jobs med rengøring/servering) i 12 måneder og 21 dage.

Vi kørte hjem med en af Rederiets busser som kørte over Kolding, Frederica, Odense, Nyborg, Korsør, Roskilde og København.

Bussen satte mig af på Fredericia banegård, og der stod jeg så.

Styrmandsaspirant

Da jeg efter endt ferie ringede til Rederiet og fortalte dem at nu ville jeg gerne mønstre ud som styrmandsaspirant, så fortalte de mig at jeg kunne påmønstre Marie Mærsk på Helsingør red.

Det som overraskede mig mens jeg havde ferie, var at jeg på en eller anden måde følte at jeg var i vejen derhjemme.
For mig var det anderledes, jeg havde sket ikke skænket det en tanke, at jeg ikke boede nogen steder, og havde en tilværelse som sømand.

Den 8 juli 1962 skulle jeg mønstre på Helsingør red, og rejste hjemme fra om morgenen.
Inde på rederiet talte jeg med en eller anden fra skibspersonel, hvem kan jeg ikke huske.

Han gav mig en billet til kystbanen, så kunne jeg selv tage toget op til Helsingør.
Da jeg ved middagstid sad i toget på hovedbanegården og ventede på at det skulle køre, kom den samme mand farende ind i kupeen og sagde det først var næste dag jeg skulle mønstre.

Skibet var blevet forsinket på prøveturen.

For natten blev jeg indlogeret på “Sømændendes Mindehotel” i København.
Det var helt spændene at skulle bo på hotel, det var jeg jo ikke vant til.

Næste morgen blev jeg sammen med en hel masse andre kørt i bus til Helsingør red hvortil skibet ankom om eftermiddagen.

Alle undtaget mig selv kom fra Odense/Fyn, det var normalt dengang at mønstre folk fra Fyn når nu skibet var bygget der.

Skibet var helt nyt, det var bygget i Odense og var på det tidspunkt Danmarks største skib.

Som noget nyt skulle jeg have mit eget kammer, vi var to aspiranter som deltes om bad og toilet, ren luksus mente vi dengang.

Vi sejlede fra Helsingør til Amsterdam hvor vi skulle laste ferskvand til Curacao i Caribien ved et vandværk.

Vi var det største skib der havde anløbet vandværket, vi havde 7 slæbebåde langs siden da vi skulle fortøjre.
Det gik ikke særligt godt, jer tror at lodsen havde svært ved at kontrollere så mange slæbebåde på en gang.
Den ene slæbebåd sprang sin trosse og næsten hoppede op på bredden, så meget fart havde den på.

Faktisk husker jeg mest det “Røde” distrikt i Amsterdam, det var første gang jeg rigtigt havde set damer sidde i udstillingsvindurer som et eller andet stykke møbel.

Det var dyrt at købe noget, så vi nøjedes med at kigge, min kollega og mig.

På vejen til Curacao var vi inde i Las Palmas for at bunkre.
Der blev der også svejset en ekstra stang på alle gelænderne således at der ikke var så store mellemrum mellem stængerne.

Ved at få svejset en ekstra stang på gelænderne kunne man få lov til at flytte lastelinjemærkerne således at der kunne lastes nogle hundrede tons mere.

Da skibet var helt ny

t og dørken på broen ikke var helt glat, blev vi to aspiranter sat til at slibe dørken med store sandsten.
Det var store klodser lavet af en blanding af cement og sand.
De blev brugt ti at slibe dørken i styrehuset indtil dørken var helt glat, hvilket tog os næsten to måneder.
I den tid lavede vi ikke ret meget andet.

Da vi så endelig var færdige med at slibe dørken troede jeg at nu skulle vi rigtigt til at lære noget.

Jeg blev hurtigt klogere for den ene af messedrengene stak af i en havn, og da jeg jo lige havde været messedreng i sidste skib, så mente kaptajnen at jeg skulle overtage jobbet som messedreng indtil der kunne mønstres en ny messedreng.

Selv om jeg ikke var helt glad for ordningen måtte jeg jo acceptere at sådan skulle det bare være.
Det varede en hel måned inden der kom en ny messedreng og afløste mig.
På det tidspunkt var jeg også ved at være træt af det hele.

I mellemtiden havde Rederiet fundet ud af at jeg ikke havde været på sømandsskole, hvilket var en fejl.
Så de havde tilmeldt mig til Sønderborg sømandsskole fra 26-11-62 til 06-03-63.

Jeg glædede mig meget til at skulle hjem på sømandsskole, det ville blive en meget kortere udmønstring end jeg havde forventet, og desuden ville Rederiet betale alle udgifterne samt give lommepenge medens vi var på skolen.

På et eller andet tidspunkt skulle jeg jo til at lære hvorledes man skulle sejle et skib, indtil nu var det jo ikke blevet til ret meget.

Min sidste tid på Marie Mærsk var sket ikke dårlig, vi lærte da lidt af hvert.
Jeg kan huske at vi var med til losning og lastning.

Den ene gang bad kaptajnen mig om at gå op i brovingen, når han så vinkede nede fra kajen skulle jeg trykke på knappen til hornet i ca, 10 sekunder.
Jeg stod oppe i brovingen og holdt meget nøje med hvad kaptajnen foretog sig, og da hans vinkede trykkede jeg straks på hornet.

Godt tilfreds med mig selv gik jeg ned på dækket hvor kaptajnen stod og ventede på mig.
Han så lidt arrig ud, og jeg fandt hurtigt ud af hvorfor han var så arrig.
Det var fordi at han ikke havde vinket til mig som jeg troede, han havde vinket til 1.styrmanden som stod henne agter og aflæste amningen.

Da jeg startede hornet stoppede man inde på land for pumperne, signalet var et tegn på at vi var fuldlastet.
Så på den rejse manglede der ca. 300 tons olie i at vi var fuldt lastet.

Kaptajnen var godt sur på mig, selv kunne jeg ikke fatte hvorfor, jeg havde jo bare gjort som han bad mig om.

Matroserne som ikke brød sig meget om kaptajnen havde en helt anden mening, blandt dem var jeg en slags helt.

Jeg havde også min første tur gennem Suez Kanalen, det  var en stor oplevelse.
Vi ankrede op på reden inde ved Port Said by, der blev all papirerne ordnet og vi forberedte os på at skulle sejle i konvoj.

Der var en handelsmand som vi kaldte Moses, han og hans hjælpere solgte al mulig ragelse for store penge.
De tog imod alle møntsorter, blandt andet sagde de at de tog imod Bornholmske træ-dollars og børnepenge, der var ikke den møntsort som ikke kunne bruges til en god handel.

Havde man ingen penge, så kunne man købe på kredit og så bagefter blive trukket på bogen.
Bogen som var en slags afregningsoversigt man brugte dengang.
Skipperen havde interesse i at vi købte på kredit.
Moses fik udbetalt alle tilgodehavender af skipperen inden afgang, selv fik skipperen 20% af beløbet for sin ulejlighed.
Måske var det derfor at skipperen syntes så godt om Moses og hans folk, han omtalte dem ofte.

Da vi ankom til Rotterdam den 13 november 1962 afmønstrede jeg for at kunne starte på sømandsskole.
Selv syntes jeg at det var en god tid om bord på Marie Mærsk.

Det var der åbenbart andre som ike mente, for den ene af matroserne narrede mig til at hans kuffert med til Fredericia og derfra sende den til Kerteminde hvor han kom fra.
Senere fandt jeg ud af at han stak af fra skibet samme dag vi andre afmønstrede.
Han ville ikke være om bord mere, hjemme havde han kærestesorger og om bord skyldte han penge til næsten alle de andre matroser.

Siden den tid har jeg ikke taget kufferter eller lignende med for andre.

Fra den 26-11-62 til den 06-03 var jeg på sømandsskolen i Sønderborg .
Vi mødtes alle om formiddagen 80 elever fra hele landet.
En del af os havde sejlet før, så vi overtog naturligt kommandoen over de andre, de var jo nybegyndere.

Sømandsskolen var indrettet i et forhenværende hotel “Al Hombre”
Vi blev indlogeret på firemandskamre og der var fælles bad.

Allerede fra første dag havde forstanderen lidt svært ved at styre så mange unge drenge.
Vi måtte gerne have en cykel med, men ikke knallert eller den slags.

Første dag ankom en “Københavner” på en Velosolex, som han påstod jo var en cykel med hjælpemotor.
Når han slog motoren fra var det en cykel.
Forstanderen var ikke helt enig og mente at enten opbevarede skolen Velosolexen til opholdet var overstået eller også rejste “Københavneren” hjem samme dag.

For at vi skulle kunne vænne os til at sejle til søs, hvilket ofte var i lange perioder ad gangen.
Så var der kun landlov hver 14. Dag og kun i et par timer.
Landlov vil sige at vi måtte bevæge os udenfor skolens område.
Der var et par stykker som ikke kunne vente på landlov, de sneg sig ofte ud gennem hegnet og tog ind til byen.

Skolen havde mange elever på dette hold.
Der var omkring 30 elever fra Esbjerg sømandsskole som af en eller anden årsag var brændt ned til grunden.

Hverdagen foregik med undervisning fra morgen til aften.
Dog var der hver morgen fælles rengøring af kamre, gange samt baderum og toiletter.

Om aftenen skiftes vi til at have nattevagt, således at der altid var fire mand på hver vagt.
Vi havde et vagts ur som skulle trækkes op forskellige steder med bestemte intervaller for at det kunne bevises at vi nu også havde været på rundering.
Vi havde vagt tre timer ad gangen, hver fjerde nat tror jeg det var.

Skolen havde robåde, sejlbåde samt en motorbåd som blev brugt i undervisningen.
Det vil sige, det var nu mest robåden som blev brugt, for så kunne vi samtidig få motion.
Robådene var temmelig store og havde plads til 12 personer plus en styrmand.
Styrmanden var bådsmand, det var en forhenværende matros som var ansat på skolen.

Vinteren blev en rigtig isvinter, der var mange dage hvor der var over 20° frost om dagen.
For at vi ikke skulle fryse når vi var udendørs fik vi udleveret ekstra bukser, stortrøje og hat samt handsker.
Vi har sikkert været et kønt syn når vi kom gående med to par bukser og to stortrøjer på.
Koldt var det, selv efter så mange år kan jeg huske det.

Da så endelig tiden kom da vi skulle til at lære at sejle med sejlbåd var Als-sund frosset til, således at det ikke var muligt at sejle nogen steder.
Sejlbådssejlads var en del af pensum, så vi lærte at sejle med sejl i en båd som på grund af is ikke kunne flytte sig ud af stedet.
Om det havde nogen værdi tror jeg ikke, men så havde skolen dog gjort hvad de kunne.

Julen samt nytåret fik vi lov til at være hjemme.
Vi blev allesammen sendt med toget fra Sønderborg til de steder vi nu engang skulle hen.
Toget havde dårligt nok sat sig i bevægelse før der var ballade, 80 unge mennesker som ikke var vant til at være ude for sig selv.
Da vi kom til Fredericia ville togkonduktøren ikke have os med længere.
Heldigvis skulle jeg af i Fredericia, de andre måtte pænt stå på perronen og vente på næste tog.
Sikkert ikke rart med de frostgrader der var.

Efter nytår blev det rigtigt koldt, det var svært at holde varmen indendørs, mest nok fordi at det ikke var isolering der var brugt flest penge på.

Hver anden søndag havde vi fri fra kl. 0900 til 1200, så gik vi bare rundt i byen, for et eller andet skulle vi jo foretage os.
Det var en sport at gå ind til bageren oppe på torvet og bestille kaffe samt rundstykker.
Det var en slags cafeteria som havde plads til 5 – 6 personer ad gangen.
Vi gik gene ind 10 til 20 ad gangen og bestilte hver fem rundstykker og kaffe.
Den stakkels butikspige vidste så ikke hvad hun skulle gøre og begyndte at græde, så var vores dag reddet og vi gik roligt igen.
Jeg er ikke sikker på at drengene fra sømandsskolen var særlig populære blandt folk i Sønderborg by.

Hver anden uge var vi ude i svømmehallen om aftenen, det var kun os der var der på det tidspunkt, turen derud skulle vi selv klare.
De fleste af os gik derud, der var langt, så vi skød genvej gennem haver og hvor ellers vi kunne gå.

Skolen havde en streng disciplin, og det varede da heller ikke mange dage før de første blev sendt hjem som uduelige for sejlads til søs.
Så vidt jeg husker blev ca. 20 sendt hjem i de tre måneder opholdet varede, de fleste fordi de ikke kunne indrette sig under den disciplin som var på skolen.

Nogle få blev sendt hjem på grund af tyveri, tyveri vil man ikke acceptere til søs, heller ikke den dag i dag er det accepteret.

Vi lærte meget forskelligt på sømandsskolen, vi lærte at splejse i tovværk og wirer, søvejsregler og almindelige sømandskundskaber samt at indrette os under andre.

I begyndelsen var der et par enkelte som troede at de ved hjælp af store armbevægelser kunne bestemme det hele, men de blev hurtigt klogere.
Var der en eller anden stor og stærk dreng som ville bestemme alt, så rottede vi svagere drenge os sammen og fik fortalt fyren at det var nemmere at gøre tingene i fællesskab.

I de tre måneder jeg opholdt mig på skolen lærte jeg meget af det som jeg ellers havde regnet med at jeg skulle lære da jeg var aspirant på “Marie Mærsk”.

Jeg kan huske at maden ikke var noget at råbe hurra for, måske fordi at kokken ikke sørgede for at få maden til at smage lækkert.
Jeg tror ikke at jeg var mere kræsen end så mange andre.
Men havregrød hver eneste morgen har nu aldrig været min livret, engang imellem ok.

Efter endt eksamen rejste vi så sømandsskolen, mange for at få hyre i handelsflåden.

Fredag den 15 marts 1963 mønstrede jeg i København om bord på Charlotte Mærsk som var en tankbåd på 14000 tons.

Inden jeg kunne påmønstre skulle jeg ned til søfartlægerne som boede i Amaliegade, jeg skulle have kolera vaccine.
Vi skulle have fornyet vores kolera vaccine hver 6. Måned, og min var udløbet.

Jeg glædede mig til at mønstre i Charlotte Mærsk, endelig skulle jeg til at bruge noget af det jeg havde lært.
Men da kaptajnen så mig, var hans eneste kommentar, “endnu en”, jeg var ikke helt klar over hvad han i grunden mente.
Jeg fandt snart ud af at kaptajnen ikke var den eneste der havde den slags kommentarer.

Det viste sig at Rederiet brugte Charlotte Mærsk til at påmønstre folk som ikke skulle være der i længere tid.
Mange mønstrede for en uge eller to indtil de kunne komme over på det skib der oprindeligt var tiltænkt for dem.

Rederiet mente at det var bedre hvis man arbejde i stedet for at få ventehyre som man skulle have udbetalt hvis Rederiet ikke kunne beskæftige en’.

Jeg fandt hurtigt ud af at der var ingen af besætningen som mente noget særligt med at man kun skulle være der i kort tid.

1.styrmand var fra Svendborg og en meget glad person, han var altid i godt humør, det var jeg jo ikke ligefrem vant til fra mit ophold i de forrige skibe.
1.styrmand ville ikke have at vi deltog i lastning og losning, idet skibet var udstyret med et dobbelt sæt af ventiler.
Derfor mente han at når man ikke skulle være om bord i ret lang tid så kunne man ikke nå at lære ventilerne at kende, med fare for at tage fejl og dermed fylde olie i havnen.

Det var ikke normalt at skibene var udstyret med dobbelt sæt af ventilen, Charlotte Mærsk  var det eneste skib så vidt jeg ved.

Da det var isvinter i Danmark havde vi meget konvoj sejlads hvor vi sejlede bagefter isbryderne som brød isen for en lang række af skibe.

Spillene som var dampdrevne skulle køre rundt hele tiden for at rørene ikke skulle fryse til og frostsprænges.

Rørene var ikke helt tætte og med den kraftige kulde forårsagede det at man næsten ikke kunne se spillene for den dampsky der opstod.

Når vi skulle fortøjre brugte vi ormeliner, det var en trosse som er sammenflettet af wire samt tovværk.
Havde vi brugt almindelige trosser var de blevet til en stor isblok og dermed ubrugelige.

Vi var altid med til ankomst og afgang.
På grund af isen i havnene var det svært at komme helt ind til kajen.
Det tog ofte adskillige timer at nå så langt.
Vi var udstyret med lange bambusstænger således at vi kunne skubbe isen væk mellem kajkanten og skibssiden.
Der var en slæbebåd til at hjælpe med at skubbe isen væk fra siden, den brugte sin propel og lod vandet piske langs med skibssiden.
Jeg tror at vi brugte bambusstave fordi at de var meget stærke og desuden vejede de ikke ret meget.
Havde vi brugt almindelige stænger ville de måske have været for tunge for os.

Vi sejlede i Danske farvende med lasteplads på Prøvestene i København.
Dog havde vi ind imellem en enkelt afstikker til Slagen i Norge.
Der var ikke meget at se på i Slagen, der var godt nok en Norsk husmor som vi kunne besøge.
Hos hende var vi altid velkomne, måske fordi at vi var temmelig unge og hun var oppe i alderen, men vi nød det alligevel for hun bagte vagter til os alt alt muligt andet.

Som regel lastede vi flere produkter ad gangen, det kunne være fyringsolie i nogle tanke og i andre tanke havde vi petroleum eller benzin.

1.styrmand han ville jo ikke have at vi deltog i lastning og losning, så vi kunne altid få fri under land.
Dette benyttede vi os meget af, Frank min kollega havde været der lidt længere så han var altid den første der spurgte om fri.
Han brugte så mange penge på piger at jeg havde ham mistænkt for at få sendt penge hjemmefra.

Vi boede på tomandskamre, Frank som var der da jeg ankom havde taget underkøjen.
Den var mere behagelig at sove i, skulle man ud for at tisse om natten så var det med livet som indsats oppe fra overkøjen, idet man først skulle finde ud af hvilken side man stod op på.
Toilettet var dengang ude i gangen og fælles med mange andre.
Måske var der en anden på toilettet og måske kunne holde sig længere? Hvad vi så gjorde skriver man ikke om.

Når vi skulle i land så havde vi en dåse til at sætte under radiatoren i kammeret, rørene var ikke helt tætte.
Skulle vi være længere væk var det en meget stor dåse vi satte under.
1.Styrmand var som nævnt en meget flink mand som jeg ikke tror havde ret mange penge at gøre godt med.
Når han skulle i land, så skulle han altid låne mine nye sorte sko, og som belønning fik jeg altid en fridag næste dag.

Da han tit skulle i byen, så blev det til mange fridage.
Som jeg husker det, så var der flere fridage end arbejdsdage.

Når vi lå i Kalundborg var det gerne på søndage, så skulle jeg hente søndagsavisen for ham.
Frank havde ikke lyst, så det var altid mig der hentede avisen.
Måske havde Frank hovedpine, for hver aften var han inde på “Jernstangen” en lokal beværtning i Kalundborg.
Efter sigende var der altid damer/unge piger at få fat i.

En dag havde Frank fundet en pige som han kom om bord med, da han havde underkøjen og jeg overkøjen var det en lidt mærkelig oplevelse.
Da pigen blev klar over at jeg lå bag forhænget i overkøjen, så ville hun hjem.
Frank var godt sur næste dag, hvorfor ved jeg ikke?

Matroserne var meget flinke og opmærksomme, vi havde et godt forhold til dem.
Måske fordi vi ikke brød nogen af deres uskrevne regler.

Under midtskibs var der flere cykler som vi gerne måtte låne.
Vi skulle bare komme tilbage med en cykel når vi havde lånt en, på den måde at forstå at der skulle altid være det samme antal cykler om bord.
Hvordan vi bar os ad var der ingen der spurgte om.

I København lastede vi som regel ude på Prøvestenen, og måske skulle vi losse noget af olien inde i Frihavnen samt lidt på ydermolen af Langelinie tog resten skulle måske til Esbjerg.

Når vi lå i Frihavnen kom kokkens kone altid på besøg, en pæn ældre dame.
Kokken derimod så forfærdelig ud og så drak han hele tiden.
Han havde den uvane at når han troede ingen så det, så tissede han i risten ude i kabyssen, da han så samtidig glemte at skylle ud efter sig, så kunne det ikke undgås at det lugtede lidt.

Det skete aldrig når kokkens kone var om bord, så vi tog altid godt imod hende.
Om det var fordi hun skulle holde øje med kokken eller have kød med hjem, det blev jeg aldrig klar over.
Når hun havde været om bord var kosten de næste par dage lidt ensformig.
Det varede lige til skibshandleren havde besøgt os igen.

Den ene gang hvor vi lå ude på Langelinje var matroserne blevet sure på fyrbøderne, hvad årsagen var blev jeg aldrig klar over.
Men en søndag da fyrbøderne skulle have morgenmad (de havde deres egen messe, fyrbødermessen) havde matroserne hyret en ældre dame til at sidde på bordet når fyrbøderne trådte ind i messen.
Damen havde lovet at sidde på bordet uden påklædning.
Efter sigende varede det længe inden fyrbøderne ville spise inde i messen igen.

Jeg troede at fyrbøderne ville tage hævn og gik og ventede på hvad hævnen ville blive,  men der skete ikke noget.

1.styrmand skulle altid låne mine nye sko, og 4.styrmand som kom lige fra skolen, han havde heller ikke fodtøj til den lange fortøjringstid, og da jeg lige havde fået et par nye scooterstøvler lånte han dem til hver ankomst/afgang.
Han var altid ivrig efter at lære os det han kunne, jeg havde ham mistænkt for at det var de lånte støvler der var årsagen.
Men jeg har senere sejlet sammen med ham, og da var han den samme hjælpsomme person.

Da vi lå i Ålborg mente alle jeg jeg skulle besøge “Dok Yrsa”, jeg nåede nu aldrig at besøge hende.
Det viste sig at hun havde fået navnet “Dok Yrsa” efter at hun havde været på besøg i et skib som lå i Ålborg dok var hun faldet ned fra gangwayen og havde overlevet.
Efter sigende så hun lidt mærkværdig ud efter den tid, men hun skulle have en ganske pæn datter.

Jeg havde jo mange fridage og ville bruge en af dem i Ålborg svømmehal som jeg havde hørt skulle være et rart sted.

Jeg troppede op om morgenen, de havde en 10 meter vippe, og da jeg jo havde prøvet vippen i Sønderborg, så mente jeg mig nok i stand til at klare 10 meter vippen.
Der var godt nok langt ned syntes jeg, men tog alligevel mod til mig og sprang ud.
Jeg klarede den uden maveplaskning, men jeg glemte at rette op, så jeg tog bunden med hovedet.
Bagefter havde jeg lidt ondt i hovede og nakken var der også et eller andet galt med.

Men jeg lod som ingenting og gik i biografen i stedet for, hvad jeg så af film er jeg ikke engang klar over.
Efter den tid har jeg ligesom ikke rigtigt haft lyst til at gå i svømmehal.

Når vi ankom til København kunne vi hver uge få udleveret fra tolderne et karton cigaretter eller 6 poker pibetobak.
Jeg valgte den ene uge cigaretter og næste uge 6 pakker pibetobak.
Vi skulle selvfølgelig betale for det hos hovmesteren.
Cigaretterne blev brugt til at handle med, pibetobakken sendte jeg hjem i en pakke. (min far røg pibe)
Min mor fik en æske chokolade hver gang, hun delte sikkert med min bror.

I Esbjerg kunne man bestille en special art taxaer, når man ringede taxacentralen op, skulle man bede om en taxa med et bestemt navn.
Navnet huser jeg desværre ikke mere.
Den slags taxa’er brugte vi når vi havde cigaretter til salg.
Vi satte os bare ind på forsædet og sagde hvortil vi skulle køres.
Når vi så kom frem lå der på sædet 25Kr. og vi lagde så en stang smøger som bytte.
På den måde var det en slags betaling for turen.

Når vi sejlede i konvojsejlads sad der end styrmand hele tiden ved radaren.
Over radaren var der sat en slags barnevognkaleche over, således at man kunne se nogenlunde i dagslys.

Der var kun en radar som styrmanden havde helt for sig selv, hvilket var normalt på den tid.
Jeg tror han nød det, ofte sad styrmanden inde under kalechen og sov, men da der både var lods og skibsfører på broen betød det nok ikke så meget.

Hver gang vi kom til Langelinje kom der folk fra B&W værftet, de skulle reparere alle de huller vi havde fået i stævnen.
Isen skar ligefrem stålet i stykker.

Jeg var fast brandvagt når der skulle svejses.
Jeg havde en tømmerflåde for mig selv nede i voidspacen (en slags lastrum på. Ca 400m³), der sejlede jeg så rundt sammen med værftsarbejderne indtil de havde fået lukket alle hullerne.
Om der kunne gå ild i noget er jeg ikke sikker på, rummet var jo mere eller mindre fyldt med vand.

Den ene gang da vi lå ude ved Prøvestenen skulle vi en tur i byen, to messedrenge og så mig.

Vi havde på forhånd fået at vide af de som havde været soldat i København at vi bare skulle tage ind i Teglgårdsstræde bag ved Rådhuspladsen, der var der mange som ville give os gratis øl.

Vi tog hver sin cykel nede under midtskibs, de var jo til fri afbenyttelse.
Vi cyklede fra Prøvestenen ind til byen i den forfærdelige kulde, så vi var godt forfrosne da vi endelig havde fundet et sted hvor vi kunne placere cyklerne.

Vi har temmelig spændte på hvad Teglgårdsstræde var for noget.
Det fandt vi hurtigt ud af på den hårde måde.

Det viste sig at hele området var for alternative mennesker, mennesker der havde en anderledes opfattelse af tingene.
Det første sted vi kom ind viste sig at være en bøssebar hvor der var en temmelig venligsindet ældre herre som straks faldt over os.
Han var så ivrig at vi nærmest flygtede ud derfra.
Over hals og hoved som det hedder, længe kunne vi høre den gamle mands halsen og klappen med sin stok.
Heldigvis var vi unge tog i stand til at løbe fra ham.

Vi løb ind i en gyde hvor der var mere roligt, der mødte vi en middelaldrene dame som tilbød sig selv for 30Kr., men så skulle vi betale en krone ekstra for gummi.
Den ene af messedrengene havde lyst til at prøve, som han forklarede, det havde han aldrig prøvet før.

Vi andre var blevet tissetrængende og troede at toiletterne på Rådhuspladsen kunne bruges.
Men da vi kom dertil viste det sig at toilettet var nede i kælderen, et skummelt sted hvor alle trækkerdrengene ligefrem stod i kø for at få fat i sådan nogle som os.
Det endte med at vi ikke kunne holde os længere og var nødt til at tisse ind ad dørsprækken i en forretning.

Da vi skulle til at finde hjem viste det sig at vi ikke kunne huske hvor vi havde sat cyklerne, vi vidste at vi ville få tæv af matroserne hvis vi kom hjem uden cykler.
Så var vi nødt til at stjæle tre andre cykler, vi fandt samtidig ud af hvorfor der var så mange forskellige cykler på Charlotte Mærsk.

Jeg afmønstrede fra Charlotte Mærsk den 22 april 1963 i København.

Jeg holdt ferie indtil jeg skulle påmønstre skoleskibet Georg Stage den 1. maj.

George Stage 1963

Vi mødtes ved brovagten i Prinsensgade på Christianshavn, vi skulle være der kl. 1300.
De fleste af os ankom lidt før middag og tænke at vi måske kunne få en øl eller lidt mad på den første og bedste restaurant uden for gaten.

Men det skulle være anderledes.
Den første restaurant var en der hed “Roy Hurtigkarl” ejeren hed også Hurtigkarl.
Han mente ikke han ville have os ind i hans restaurant, det gik der så en rum tid med at at acceptere, hvorefter vi gik over til Vagten hvor vi skulle mødes.

Vi var 79 elever, jeg fik tildelt nummer 62, vi havde alle numre i stedet for navne, på den måde var det lettere at kende os.
Jeg fik tildelt hvervet som baks-formand, hvilket vil sige at jeg skulle holde orden blandt mine kollegaer i samme gruppe.
Vi var otte i hver gruppe.

Vi måtte aflevere alle vores penge, ure, halskæder samt smykker.
Det hele ville så blive tilbageleveret når vi afmønstrede.
Jeg afleverede 110 Kr. Og 20 øre, hvilket var hvad jeg regnede med at skulle bruge så længe togtet varede.

Ved 1700 tiden skulle vi spise, vi var godt nok sultne, i den alder så man kan spise store mængder.
Vores første måltid bestod af en ris vælling, kartofler som vi selv skulle skrabe/skrælle, blodpølse med sovs af saftevand.
Vi spiste ris vællingen, kartoflerne kiggede vi lidt på, de var kogt med jord og det hele.
Blodpølsen var der ikke mange af os der spiste og sovsen var lige som ikke noget for os.

Klokken 20 fik vi lov til at gå til køjs.
Det var i hængekøjer som blev hængt op lige under dækket, så tæt at den sidste man i køjerne havde besvær med at komme op.
Jeg vågnede op ca. Kl. 0600 efter en søvnløs nat i de forbandede hængekøjer.
Kl. 0700 var der udpurring og surring af køjer, køjerne blev stuvet af vejen hver dag.
Vi blev jaget op på dækket hvor der var placeret en masse vandfade, det var vores vaskevand så vi kunne blive vasket.
Der var ferskvand i vandfadene den første dag, hvilket vi troede var almindeligt.

Hver morgen startede vi med havregrød uden sukker, det brugte sømænd ikke mente skipperen.

Den første formiddag gik med at få udleveret vores tøj,
Som var udlånt fra Marinen.
Jeg var så heldig at tøjet ikke var alt for stort for mig, det var der ikke alle der kunne prale af.
Var bukserne for store fik man blot udleveret et stykke reb til at holde dem oppe, understyrmanden der fulgte os derover mente at vi skulle være glade for at det ikke var omvendt.

Om eftermiddagen blev vi alle klippet, samme frisure, samme korte hår til alle.
Vi klippede hinanden, og når den ene var færdigklippet, så skiftede vi med vedkommende.

Da tiden kom til at vi skulle spise til middag var vi blevet sultne, dagen før havde vi ikke rigtigt fået noget at spise.
Da vi kom ned på banjen var skuffelsen stor da vi opdagede at middagsmaden bestod af sødsuppe lavet af gårsdagens sovs, hovedretten var den blodpølse som vi ikke havde spist dagen før, dog var kartoflerne friskkogte.
Efter den dag spiste vi alt hvad der blev serveret for os.

Den første opvask skulle 64 og 66 klare, de var så forvirrede at de glemte en øser under bakken, da jeg var baksformand fik jeg skældt ud over dette.

Om eftermiddagen hentede vi fire robåde som samtidig var vores redningsbåde.
Bådene havde været opbevaret under tag i vinteren.
I mellemtiden var Georg Stage blevet trukket ud på Reden.
Vi roede derud, det var lidt af et syn at se os komme roende, vi havde lidt besvær med at finde takten med de store årer.

Den første søndag var der landlov.
Efter at vi havde klaret formiddagens opgaver fik vi lov til at gå i land til klokken 1700.
Vi blev sejlet ind til lystbådehavnen hvorefter vi gik op til Østerport station for at tage S-toget til hovedbanen.
Vi var en tur i biografen hvor vi så “Rampelys” med Charlie Chaplin, bagefter skulle vi tilbage til “Georg Stage”.
Vel om bord måtte vi aflevere de resterende penge til læreren, for vi måtte ikke have penge på os.
Det var begrænset hvad vi kunne aflevere, når vi havde landlov fik vi kun udleveret 2 Kr.
Skipperen mente at det burde være nok med 2 Kr., det var alligevel forbudt at ryge, så vi kunne ikke nå at bruge så meget mente han.

En af de første dage skulle vi øve os på at klatre i riggen.
Vi begyndte med stormasten og lidt efter lidt fik vi lov til at gå op på røjlen.
Der var langt ned, jeg havde kun understøtning til knæene, resten ragede op i luften.
Lidt skræmmende, for hvis man røg ned så blev man til en klat på dækket.
Da jeg var lang (høj), så fik jeg tjeneste på storsejlet som samtidig var det tungeste sejl at bjærge.

Hver aften fik vi en kop kakao inden vi skulle til køjs.
Vi blev sendt til køjs kl. 2130 hvis det var en normal dag.
Hvis nogen skulle på toilettet indenfor de første to timer efter at vi var blevet sendt til køjs, så blev vedkommende belønnet med to timers ekstra vagt.
Vi lærte hurtigt at hvis vi ville undgå nattevagt, så var det med at komme på toilettet i god tid.

Der var 79 elever, men kun fire toiletter, så der var trængsel.
Nogle gange kunne vi ikke nå at komme på toilettet inden skipperen mente vi skulle til køjs.
De som ikke kunne nå at komme på toilettet var næsten altid de samme som ikke kunne holde sig de første to timer.

Toiletterne var ude under bakken, i den bb. Side blev opvasken klaret i en vaskerende og i Stb. side var toiletterne.
Lidet hyggeligt, idet dørene var muset (låst i åben tilstand), det var et andet af skipperens indfald, så mente han ikke at vi kunne sidde bag lukkede døre og få mærkelige tendenser.

Vi skulle lære funktionerne af rigtigt mange tov-ender at kende, det var alt sammen tovværk som havde forbindelse til sejlene.
Tov-enderne sad fast på kofilnaglerne.
Når vi skulle brase eller vende så var det nødvendigt at man kunne funktionerne på tovene.
Der var vistnok 240 forskellige tov-ender ,med hver sit navn.
Men vi lærte dem alle til sidst.

Efter en uge blev jeg syg, det var første gang jeg havde sygdom i den tid jeg havde sejlet.
Jeg blev indlogeret på hospitalet, der lå jeg så alene i et lukket rum uden vinduer eller andet.
Det var en hel straf at være syg, og efter to dage havde jeg fået nok.
Jeg skulle i hvert fald ikke på hospitalet igen.

I Snekkersten ankom den sidste understyrmand, og da havde vi efterhånden fået så meget øvelse i at sætte og bjærge sejl så at skipperen turde lade os sejle fra morgen til aften.
Om natten ankrede vi op.

Vi skulle også lære søvejsregler således at vi kunne følge med i trafikken.
Det var svært at huske alle reglerne, men vi skulle kunne dem næsten udenad inden vi forlod “Georg Stage”.

Inden vi forlod Rørvig hvor vi havde været i næsten to uger blev vi sendt på landlov.
Vi fik fri en eftermiddag i Rørvig.
Der var nu ikke meget at foretage sig i Rørvig, så vi gik og kedede os, vi ventede kun på at vi skulle tilbage til “Georg Stage”.
Det eneste lyspunkt var at vi alle fik en gratis sodavand inde på Færgekroen, ejeren havde selv engang været elev på “Georg Stage”.

Første dag med sejl sejlede vi kun om formiddagen, det begyndte at blæse op, og skipperen blev nervøs for om vi kunne klare sejlene når nu det begyndte at blæse.
Hele eftermiddagen fortsatte vi for maskinkraft indtil vi nåede til Nykøbing fjord.
Der ankrede vi så op for natten, men inden da fik vi lov til at ro i en times tid.
Næste dag blæste det for meget til at skipperen turde lade os sejle, så vi lå bare der.

I Nykøbing var der en mejerist som havde været elev på “Georg Stage”, han kom med en junge kærnemælk og en junge sødmælk.
Om morgenen var der så havregryn med mælk til, og om middagen kærnemælkskoldskål.
Det var helt rart med lidt forandring i kosten.

Kosten havde vi efterhånden vænnet os til, om aftenen fik vi alt det rugbrød vi kunne spise, men kun 10 gram smør, 10 gram fedt, så det var begrænset hvad der kunne smørres.
Vi smurte smør eller fedt på et stykke rugbrød, pålæg på et andet stykke rugbrød som så blev klappet sammen, på den måde kunne vi få pålæg eller smør på alle sider.
Pålægget bestod af 10 gram ost, 10 gram leverpostej og en eller anden levning fra middagen.
Det var alt hvad vi fik, men som nævnt var der alt det rugbrød vi kunne spise.
Til brødet fik vi te uden sukker som skipperen mente at søfolk ikke brugte.

Da vi modtog vores brød blev alt rugbrødet stuvet i dertil indrettede skabe, det var en slags klædeskabe med hylder.
Hver uge blev brødet taget ud for at blive børstet ren for mug med en stålbørste.
Brødskiverne blev derfor mindre uge for uge.

I Nykøbing blev det hele for meget for 78, han fået pludselig fået nok af det hele.
Kl. 0900 styrtede 1.styrmand og et par andre pludselig afsted, det viste at på det tidpunkt havde 78 valgt at stikke af.
Efter et stykke tid kom de andre slæbende med ham igen, han skulle ned til skipperen.
Hvad han fik fortalt ved jeg ikke, men han blev sendt hjem.
Måske fordi han, da han stak af havde stjålet to rugbrød som han løb med under armene da han blev fanget.

Da vi havde været om bord i ca. 14 dage skulle vi vaskes, det var ikke ret tit vi blev vasket over hele kroppen.
Det meste af tiden blev vi vasket fra vaskefade.
Nu blev der blev rigget en pøs med huller i op i riggen, et par mand blev sat til at pumpe vand i pøsen og vi andre skiftedes til at vandre/stoppe under pøsen.
Rigtig koldt var vandet, det var midt i maj, men det føltes som vinter.
Det var saltvand så vi fik lov til at skylle efter med ferskvand.
Hvis man lod saltvandet være på kroppen kunne man risikere at få saltvandssår.
At blive vasket var ikke noget vi så frem til, vi gruede for næste gang.

1.styrmand han var dygtig til at finde arbejde til os alle 79, der var intet tidspunkt hvor han ikke kunne finde et eller andet.
Mange gange satte han os til at pudse messing.
Pudsecremen lavede vi selv, det blev lavet af spildolie tilsat fint sand eller aske som vi fandt når vi havde haft landlov.
Det hele blev så æltet til en substans som vi kunne bruge.

Vi fik efterhånden lært at sejle skibet i blæsevejr, det gik helt fint med at få sat sejlene.
Når det blæste for meget skulle sejlene bjærges igen, og da var sejlene som regel blevet våde og derfor meget tunge at få rullet op.

Når vi hev ankeret op foregik det med håndkraft.
Oppe på bakken var der en kapstan som der kunne sættes spilspager i, således at man kunne trække ankeret op.
Spilspagerne sad vandret, 6 styks tror jeg der var, de blev sat i og en eller to personer ved hver spilspag skulle der til for at få kraft nok til at løfte ankeret.

Når vi vaskede tøj, ca. Hver 14 dag så foregik det på den måde at vi fik udleveret et vaskefad som vi skulle være fire mand til at dele om, i vaskefadet var der ferskvand.
Når styrmanden råbte undertrøje, så holdt vi alle en undertrøje op, således kunne han se at vores undertrøje blev vasket.
Næste gang blev der råbt skjorte og så videre indtil vi endte med sokkerne.
Alt overskydende sæbevand blev samlet i et kar.
Vi fik udleveret ferskvand til at skylle sæben ud af tøjet, men kun det allersidste hold skyllevand, det første skyllevand var saltvand.
Tøjet blev derefter hængt op i riggen på lange liner og i stedet for klemmer brugte vi kavlgarn til at surre tøjet med.
Når vi endelig havde fået vasket alt vores tøj, så blev det resterende beskidte sæbevand brugt til at skure dæk med.
Om det var knofedt der gjorde det ved jeg ikke, men dækket var helt hvidt bagefter.

På turen rundt i Danmark besøgte vi også Nyborg hvor Fynboerne fik lov til at rejse hjem i weekenden.
I Nyborg var der en mejerist der havde været elev på “Georg Stage”, han forærede os en junge med kærnemælk.
Kokken som var blevet lidt sparsommelig lavede kærnemælkskoldskål.
Folk der havde kabystjeneste påstod at han kun brugte et æg til alle 79 mand, så det var ikke sært at det smagte af fugl.

Der kom en del journalister fra Odense for at tage billeder og høre hvad vi mente om turen på “Georg Stage”.
Vi fortalte sandheden, at vi følte os godt behandlet, og de skrev pænt om os.
Vi vidste jo ikke bedre, dengang var livet til søs anderledes end det folk på landjorden ville finde sig i.
For os var det bare en prøve på om vi kunne indrette os under forholdene.
Det var vi jo nødt til, ellers sendte skipperen os Hjem som ubrugelige, og det var der ingen af os der ville risikere.

Vi skulle en tur til Skotland, det glædede vi os meget til, men først skulle vi en tur forbi Frederikshavn for at få fyldt ferskvand på.
Havnemesteren gav gratis ferskvand.
Vi havde muligheden for at komme ud på Frederikshavns sømandsskole hvor vi kunne blive vasket.
Den ene aften var det bagbords vagt der skulle gå frem og tilbage til sømandsskolen for at blive vasket.
Næste aften var det så styrbods vagt til at få samme tur.
Hvor mange kilometer der var ud til skolen ved jeg ikke, men der var langt.
Vi fik lov til at gå til køjs med det samme vi havde været ude at blive vasket, måske fordi skipperen godt var klar over at vi var udkørte.

På turen over Nordsøen havde vi en læge med, det var en pensioneret familielæge, han brugte det meste af tiden på at fange makreller.
Den ene dag fangede han så mange at der var makreller til alle.
Det var bortset fra en enkelt anden gang det eneste måltid der var friskt.

Turen til Skotland var forfærdelig, jeg var søsyg hele vejen.
Det var der også andre der var, i hvert fald lå der flere andre i rendestenen.
Jeg troede så at på tilbageturen ville det gå lidt lettere hvad søsygen angik, men jeg tog fejl.
Jeg var også søsyg på hele turen tilbage

I Leeds havde vi en udflugt til et eller andet kloster/kirke, dem var der mange af i Skotland.
En rigtig god tur var vi alle sammen enige om.
Medens vi var i Skotland var søsygen glemt, det er forbavsende hvor hurtigt man kan glemme det som man ikke bryder sig om.

Turen frem og tilbage over Nordsøen var hård ved mig.
Det at skulle løfte sig op i armene for at komme op i hængekøjen krævede mange kræfter når man som jeg var søsyg.
Det endte som regel med at jeg beholdt al tøjet på for ikke at være den sidste der kom op i køjen.
Den sidste kunne næsten ikke få plads til at komme op.
Køjen skulle være spændt helt ud, hvis den hang slap kunne man ikke mærke når man skulle tisse, til stor moro for de andre.

På vej til Christiansø blev det et forfærdeligt uvejr midt i en regnbyge.
Pludselig måtte vi bjærge sejlene for vinden var blevet for kraftig.
Jeg blev sendt op i røjlen for at pakke sejlet sammen, men fordi det blæste med en kraftig vind var det ikke nemt.
Men bjærges det skulle sejlet.
Det blæste så meget at vi ikke selv kunne komme ind til Christiansø for egen motor.
Vi var nødt til at have hjælp fra en fiskekutter som kom ud fra Christiansø.
Fra fiskekutteren fik vi en trosse stukket ud som vi gjorde fast om bord, fiskekutteren begyndte straks at trække os mod havnen.
Jeg kom til at se over på fiskekutteren, der stod en dreng, måske på 8 år og så over på os.
Han stod bare som om det var den naturligste ting i verden at det blæste.
Vi om bord på “Georg Stage” troede oprigtig talt at vi måske skulle synke.
Jeg blev lidt flov over at se på drengen som bare stod der på fiskekutterens dæk.
Lige før vi ankom til molerne sprang trossen som vi havde fastgjort om bord.
Det resulterede i at vi straks begyndte at drive væk og ind mod land.
Skipperen besluttede at kaste ankeret, vel vidende at det måske var ovenpå et kabel vi ville ankre.

Da det begyndte at blæse mindre kunne vi hale ankeret op og fortsætte for egen maskinkraft til havnen på Christiansø.

Vi blev på Christiansø i en hel uge.
Ugen brugte vi til at male lastelinjen op, vi satte en blok fast i masten og til en kanon inde på land.
Så halede vi tot indtil vi fik så meget slagside at vi kunne male lastelinjen, næste dag var det den anden side der fik samme tur.
Det var et princip man brugte i gamle dage når der skulle males.

Vi nød at gå rundt på øen, der var jo ikke så langt rundt.
For os var det en lettelse at kunne komme i land hver eneste dag, det var vi ikke forvænt med.
Den ene dag var vi oppe hos fyrmesteren, som samtidig var politibetjent på øen.
Vi fik lov til at bruge han badeværelse til at vaske os i.
Bagefter gav han en is, en flink mand.

Da vi havde været på øen i et par dage blev der vild opstandelse om bord.
Læreren havde fundet ud af at vi havde købt alt for mange frimærker.
Frimærker var det eneste vi kunne købe om bord, for ellers havde vi ikke mulighed for at sende breve hjem.
Læreren havde fundet ud af at vi byttede frimærkerne hos købmanden for is.
Nu kom købmanden for at veksle frimærkerne tilbage til penge.
Vores ugeløn på to kroner havde vi brugt til øl ovre på Månen.(Månen var navnet på øens forsamlingshus)

Når vi havde syning i sejldug foregik det uden sytråd, skipperen mente at vi kunne sy lige så godt uden tråd.
Den kanvas vi brugte kunne så bruges over flere gange.

Da vi forlod København havde vi en junge fyldt op med sulfosæbe, den samme junge var også fyldt da vi endte togtet.
Sæben blev brugt til skure dæk med, hver gang jungen var halvtom blev den fyldt op igen med ferskvand.
Sæben blev så svagere og svagere efterhånden som turen skred frem.
Men det lagde vi ikke særlig mærke til på det tidspunkt brugte vi meget knofedt, så måske gik det lige op med sæbens kvalitet.

Det samme gjaldt for en junge som vi havde saftevand i, hver gang den var halvtom blev der spædet op med vand.
Det gjorde os ikke noget, for saften var overgæret og smagte ikke særlig godt.

Da vi ankom til Marstal kom skipperen til at vælte en stak ølkasser med bovsprydet, det var tomme flasker som skulle have været med færgen, nu lå de knuste flasker på kajen.
I Marstal fik vi ferskvand om bord, og vi blev selv vasket i ferskvandet hvilket var dejligt selv om vandet var meget koldt.

Det sidste sted vi besøgte var Skærbæk ved Fredericia, der havde skipperen fået lovning på en kasse bananer fra en frugthandler der engang selv havde været elev på “Georg Stage”

Tilbage på Holmen skulle skibet rigges af for vinteren og vi andre skulle videre med vore uddannelse.
Skipperen som ikke ville blande sig i politik, mente alligevel at hvis vi kunne vælge, så skulle vi vælge at blive aspiranter i Rederiet A.P.Møller.

Det viste sig at ca. Halvdelen af holdet ikke havde tænkt sig en uddannelse til søs.
På det tidspunkt var “Georg Stage” meget velanset, og kunne man klare en tur på “Georg Stage” så kunne man klare alt.

Da vi ankom den 1.maj blev vi vejet ind, og da vi afmønstrede 17 september blev vi vejet ud.
Det viste sig at jeg var den eneste som havde tabt i vægt, alle de andre havde taget på.

Den 12 september 1963 mønstrede jeg i Arthur Mærsk som var en tankbåd.

Det var i Hamburg jeg skulle mønstre, turen derned foregik med Rederiets bus.
Rederiet brugte dengang et rejsebureau der lå på Rådhuspladsen til at køre folk rundt i Europa når de skulle af eller påmønstre.

Bussen startede i København, og havde stop undervejs hvor folk kunne stige på.
Det var helt normalt dengang at når der var mange besætningsmedlemmer der skulle mønstre af og på at det kunne betale sig at bruge en hel bus.
Ved grænsekroen fik vi en ostemad, kaffe eller te, ellers var der ikke nogen forplejning før vi nåede frem.
De som skulle afmønstre tog hjem med samme bus et par timer senere.

Hvor skibet lå til kaj i Hamburg havn kan jeg ikke huske, der er ca. 42km længde af kajplads i Hamburg.
Skibet lå ved en eller anden sidekanal, for når vi skulle i land foregik det med en færge.

Færgen sejlede frem og tilbage mellem Sankt Pauli og der hvor Arthur Mærsk lå fortøjret.

Jeg  følte mig straks som hjemme på Arthur Mærsk, måske fordi skibet var magen til Axel Mærsk som jeg jo havde været i før.

Jeg mønstrede med det samme som letmatros aspirant, idet min tid som messedreng talte med som sejltid.
Normalt skulle man have et år som dæksdrengs aspirant og et år som ungmandsaspirant før man kunne blive letmatros aspirant.

De to første dage gik med at finde os tilrette, vi måtte selv finde ud af hvordan skibet var indrettet.
Styrmændene havde ikke tid til at tage sig af os.

De havde vagter som de skulle passe.
De arbejde i toskift, den ene fra kl. 0600 til 1200 og igen fra 1800 til 2400, 12 timer hver dag.

Den anden dag om aftenen vil vi gerne en tur i land, men da vi ikke havde ret mange penge besluttede vi os for at tage færgen ind til Sankt Pauli.
Vi betalte 50 pfennig for færgeturen, billetøren som var dansker lovede at vente på os, vi skulle nå den sidste færge hjem idet vi var bange for at komme for sent.
Vi havde ikke nok penge til en taxa udenom.

Da vi kom til Sankt Pauli opdagede vi et stort værtshus eller ølstue er nok en bedre betegnelse.
Ølstuen hed Zillertal, og havde plads til 300-400 mennesker, det var det største værtshus vi nogensinde havde set.
Som jeg husker det, så solgte de kun øl i 1 liters krus.

Før vi kunne komme ind skulle vi forbi en dørvogter som forlangte at man skulle bære slips.
Vi havde selvfølgelig ikke regnet med dette og vi havde heller ikke noget slips.
Dørvogteren solgte slips, så det var ikke noget problem.

Vi prøvede at overtale dørvogteren til at lade os købe et slips og så lade os gå ind alle sammen på det samme slips, men det ville han ikke lade os gøre.
Han kunne dog acceptere at vi nøjes med at købe to slips.

Vel inde bestilte vi fire krus øl, de kostede 1,65 mark per styk, så vi havde ikke penge til mere end to krus øl hver.

Der var Tyrolermusik fra et orkester, det var vældig spændende.
Når en blandt publikum havde givet en omgang øl til musikken skulle vi stå oppe på bordene og danse.
Da vi havde drukket de 2 øl var det for tidligt at gå ned til færgen.

Vi blev enige om at se lidt på hvad Sankt Pauli var for noget, men det viste sig kun at være værtshuse i de gader der lå i området.
Det eneste sted vi kunne komme ind uden at skulle betale entre var noget der hed Herbert Strasse.

Det var en afspærret gade med nogle boligblokke, gaden var afspærret i begge ender af et forskudt plankeværk i to stykker.
Man kunne så komme ind imellem brædderne, og først der kunne man se hvad der foregik.
Det viste sig at være en gade med damer der sad i vinduerne, det var som en slags udstillingsvindue hvor damerne tilbød sig selv.
Når jeg siger damer, så er det fordi de ikke var særlige unge eller kønne.

De havde nogle små lemme eller vinduer som kunne åbnes for at man kunne tale med dem.
Dengang skule de have ca. 5 mark for deres service, penge jeg jo ikke havde.
Jeg sagde at jeg ville betale funundzvansig (25).
Damen fil julelys i øjnene, jeg var jo ung og ville betale 5 gange prisen, det var lige noget for hende.

Jeg blev budt indenfor med det samme, betalingen skulle foregå med det samme og forud.
Damen blev temmelig slukøret da jeg sagde 25 pfenning i stedet for 25 mark.
Så jeg blev smidt ud med det samme og fik besked på ikke at komme tilbage.
Udsmideren som ikke kunne lade være med at grine, han havde sikkert ikke hørt den med de 25 pfennig før.

I gaden sad der damer i tre etager, på de to øverste etager sad de i åbne vinduer.
Når der kom kvindelige besøgende ind i Herbert Strasse smed beboerne vand ned i hovedet på dem.
Det hed sig at det var indholdet af damernes pispotter der blev tømt ned i hovedet på kvinderne.
Jeg hælder mere til at det var vand der blev smidt ud, hvis ikke så skulle damerne godt nok være fulde af pis.

Frihedsgudinden i New York

Vi skulle af med halvdelen af lasten i Kiel som var vores næste havn.
Vi sejlede gennem Kielerkanalen, en spændende tur.
Det var første gang jeg så at lodsen havde sin egen rorgænger med.
Rorgængeren var lokal blev brugt til at styre i stedet for vores egne matroser som ikke havde så meget erfaring i kanalsejlads.

Efter at vi var kommet ud af den Engelske Kanal fik vi lov til at styre på 2.styrmands vagt.
Først styrede vi om eftermiddagen og senere om natten, det var mere vanskeligt at styre i mørke.
Rattet var meget stort, måske 1 til 1,5 meter i diameter og med nogle store hager på.
Det var hydraulik der drev selve rorstammen rundt, jeg tror at pumpen der drev det hele skulle vi selv aktivere.
I hvert fald så var roret meget anstrengende at få helt i borde, der skulle lægges mange kræfter i.
I særdeleshed når vi sejlede med fuld fart.

Var vi så uheldige at slippe rattet, så roterede det med stor fart tilbage til udgangsstillingen.
Hvis vi prøvede at stoppe det så slog vi os, i værste tilfælde kunne man brække en arm.

Det var fast rutine hver morgen at vi skulle gøre rent på broen og ude i brovingerne.

Vores ferskvand blev opbevaret i store tanke.
Ind imellem var turen så lang at det kneb med at ferskvandet kunne slå til.
På de ture samlede vi selv ferskvand fra regnbyger.
Det fungerede på den måde, at når styrmanden på vagt opdagede regnbyger i nærheden, skulle han ringe til skipperen således at vi kunne styre gennem regnbygerne.
Den første regn blev ledt ud over skibssiden mens resten blev samlet op fra soltagene og dækket i apteringen.
Om det opsamlede vand var rent nok til at drikke ved jeg ikke, men brugt blev det.

Kunne vi ikke nå at samle regnvand nok, så løb vi på et eller andet tidspunkt ind i rationalisering af vandet.
Så blev der lukket for al ferskvand undtaget mellem kl. 1700-1730.
Men vi kunne hente ferskvand i pøse fra en tank under midtskibs, tanken blev holdt last med en hængelås.
Toiletterne brugte saltvand, så det var ikke noget problem med dem.

I pantryet midtskibs var der en direkte pumpe til ferskvandstanken, på den måde var der visse personer som kunne hente vand udenom systemet.

Under land hjalp vi pumpemanden med at losse og laste skibet.
Vi skulle lære hvor lang arbejdstid pumpemanden havde, og derfor fulgte vi ham hele tiden under land.
Det længste vi havde vagt i et stræk var 72 timer uden nogen form for søvn.
Det var utroligt anstrengende, særligt mellem klokken 0100 til 0300 om natten, da var det som om knæene blev til gele og var ved at klappe sammen.
På det tidspunkt skulle man helst læne sig op ad et eller andet, for i den tid kunne knæene finde på at ekse under os.
Kom man helskindet over dette tidspunkt kunne man klare endnu 24 timer uden nævneværdige problemer.

Vi tog ullagen fra tankene, om dagen brugte vi spejle som var lavet ud af en rustfri stålplade.
I solskin virkede det rigtigt godt, når det var overskyet kunne en lommelygte næsten ikke lyse nok op til at tage ullagen og spejlene kunne heller ikke rigtig bruges.
Det var værst når vi skulle tømme tankene, for hvis pumpen mistede sugetrykket var det meget svært at genskabe det igen.

Om natten brugte vi gastætte lygter, men de var nu ikke så gode som spejlene var i dagslys.
Det var som om at den sorte olieflade absorberede alt lys.

Når vi skulle afsluttet en tank, “toppe op” som vi kaldte det, så skulle vi godt være vakse for at tanken ikke skulle løbe Over.
Til de sidste 6” brugte vi ullage stokke, en slags pind med mærker for hver tomme, på den måde kunne vi hurtigt se hvor meget olie der kom i tanken.
Når der blev lukket for en tank så steg trykket straks, og var man ikke hurtig nok så kunne fødeslangen springe.

Fødeslangen var den slange der sad på manifolden, og hvis den sprang fossede olien ud på dækket.
Når der kom olie på dækket så skulle alle mand tørne til, indtil olien var tørret op igen.
Alle mand var kun de menige.

På hver anden eller tredje rejse skulle der renses op i bunden af olietankene.
Dette foregik ved manuelt arbejde, matroserne fik smudstillæg (ekstra penge) og havde førsteret til den slags arbejde.

Vi andre kunne få lov til at stå oppe på dækket og holde vagt, der skulle hele tiden være mindst en person ved nedgange til tanke og lignende så man kunne hente hjælp hvis der opstod behov for det.
Vi skulle høre efter om matroserne begyndte at synge eller på en anden måde blev mærkelige.
Skete det så skulle alle mand op fra tanken med det samme.
Matroserne havde så fået tankkuller, en tilstand som lignede beruselse.
De måtte ikke komme ned i tankene igen før der var blevet etableret en bedre udluftning.
Vi brugte kobber spande og små kobberskovle til arbejdet, det var fordi der ikke skulle opstå statisk elektricitet eller gnister i tankene.

Da vi ankom til Boston, viste det sig at lodsbåden var et sejlskib, lodserne brugte deres fritid til at fiske.
Skipperen havde åbentbart været der før, for da lodsbåden kom langs skibssiden hos os, så blev der firet en pøs ned med en flakse snaps i.
Så fik skipperen en pøs tilbage med makreller eller laks i.
Fiskene var ikke til os menige, men til officererne midtskibs.

Dengang spiste skipperen, 1.styrmand og 1.mester i deres egen messe som lå ovre midtskibs.
I deres messe fik de heller ikke altid samme forplejning som os andre.
Blandt andet skulle de have to æg og bacon hver morgen, vi andre måtte nøjes med et æg, bacon fik vi hver onsdag og søndag samt på danske helligdage.

Efter Boston skulle vi op ad floden til Philadelphia hvor vi skulle laste ferskvand til Curacao.
Men først skulle tankene renses, så vi sejlede frem og tilbage uden for 12 sømils grænsen indtil tankene var blevet renset.
Selve tankrensningen foregik ved hjælp ad butterwater maskiner som var en slags spulemaskine som blev sænket ned i hver tank, slangen/højden blev justeret hver anden time.
På den måde kunne man rense alle tankene.

Mens dette foregik kørte vi med strippumpen for at få vandet og olien ud af tankene.
Strippumpen var en dampdrevet stempelpumpe, pumpen kunne tåle at suge luft.

På den tid var det ikke forbudt at pumpe olie ud i havet, det skulle bare foregå på bestemte steder.
Men vi valgte altid at pumpe ud om natten.

FN bygningen i New York

Da vi var færdige med tankrensningen fortsatte vi op ad floden indtil vi nåede op til lufthavnen ved Philadelphia, der var der en strækning hvor man kunne ankre op.
Ferskvand fra floden blev så lukket ind i alle tanke, det tog 24 timer at fylde alle tankene med ca. 19800 tons flodvand.
Vandet var bestemt for Curacao, hvordan det blev brugt ved jeg ikke, men øen selv havde intet ferskvand.

Den ene gang vi afgik fra Punta Gordon var midt om natten.
Skipperen og de andre styrmænd må have været godt søvnige, i hvert tilfælde glemte vi at få ankeret op da vi skulle til at sejle.
Det var først næste formiddag da det viste sig at farten ikke kunne holdes at vi fandt ud af at ankeret hang ude.
Ankeret havde ikke taget skade, men kæden var helt ren da den kom op.

Når vi var i Curacao besøgte vi som regel den norske sømandskirke om aftenen, der kunne vi se film og kirken serverede altid kakao og varme vafler.
Sømandskirken lå inde i selve byen, vi kørte derind med den lokale bus.
Når sømandskirken lukkede var præsten så flink at han fulgte os hen til den rigtige bus, således at vi kunne komme ud på “Kampen”.

Skibets 1.mester var meget stor, han fyldte så meget at det kun var på Curacao han kunne finde tøj i sin størrelse.
Alle andre steder havde de ikke hans størrelse, hans bukser var så store at han kunne gå med 2 flasker øl i hver bukselomme uden at det kunne ses.
Senere blev han så stor at han ikke kunne klemme sig ned mellem gelænderne til maskinen.
Lidt synd for ham, for han var vældig flink og så var han stærk som en okse.
Han kunne med en arm løfte en dame på en barstol, hvilket imponerede os drenge, det havde vi ikke set før.

Jeg havde en rigtig god tid på Arthur Mærsk.
Rederiet sagde at når vi ankom til Niigata i Japan så skulle jeg flyttes over i Emilie Mærsk.

Det var første gang jeg kom til Japan, et meget anderledes land end de jeg indtil nu havde oplevet.
Da vi var færdige med at fortøjre i Niigata kom agenten om bord sammen med en Mama San fra et eller andet værtshus.
Mama San havde taget 10-15 damer med som vi kunne få lov til at se, damerne ville være til rådighed hvis vi besøgte hendes værtshus.
Der var rigtig mange der tog imod tilbuddet, jeg tror at alle de som ikke skulle arbejde var deroppe.

Efter en spændene tur med toget tværs gennem Japan fra Niigata til Osaka ankom jeg til Emilie Mærsk.
Emilie Mærsk lå i en lille dok langt fra byen, skibet var både lille og meget gammelt at se på.
Emilie Mærsk var bygget i Frederikshavn og blev færdigbygget i 1949.

Emilie Mærsk langs kaj

Dengang havde skibene mange plader som var nittet på.
Jeg var så heldig at se hvordan man fornyer nitter, idet der var enkelte nitter der skulle fornyes under opholdet i dokken.

Den gamle nitte blev udboret og der blev gjort plads til en nitte som blev opvarmet så den var rødglødende.
Nitten blev transporteret fra blæsebælgen medens den stadig var rødglødende, fra hånd til hånd blev den kastet indtil den kunne sættes i det forborede hul.
Der blev så slået med en forhammer på begge sider indtil nitten var fastgjort.
Det var sidde gang jeg skulle se nitning idet nutidig stål bliver svejset.

Efter dokningen skulle vi laste i Osaka.
Skibet var jo noget mindre end den tankbåd jeg kom fra, men jeg følte mig hurtigt hjemme.
Måske fordi en af de som jeg var sammen med på Georg Stage var mønstret om bord.

Hans hed han, vi boede på kammer sammen, han havde taget overkøjen, for i overkøjen var der bedre luftstrømning.
Der var ikke nogen aircondition på skibet, og under land skulle alle koøjer og døre være låst, ellers kunne man risikere at blive bestjålet.
Der var en vifte på kammeret som jeg havde ret til at bruge hveranden dag, de andre dage havde Hans retten.
De dage hvor jeg ikke havde viften var det temmelig varmt i underkøjen, i særdeleshed når vi befandt os på Golfen var det ulideligt varmt.
Madrassen var af skumgummi og kunne rumme meget sved og lugtede derefter.

Kammeret var heller ikke særlig stort.
Der var etagekøjer med forhæng for, en sofa som der kunne sidde en person, et lille skrivebord samt en håndvask.
Håndvasken var meget stor, den ragede langt ind i kammeret.
Der var to klædeskabe, et til hver af os, døren til kammeret skulle være lukket eller kunne man ikke komme ind i det ene skab.

Vi havde ingen messe som vi kunne indtage vores mad i.
Under land måtte vi spise ude på dækket, eller på vores kammer, i søen kunne vi bruge tallymessen.
Tallymessen var for tjekkerne, den brugte de til at lave alle deres papirer i under land.
Der var et stort bord som der kunne sidde 6 til 8 personer rundt om.

I Osaka lå vi langs en kaj hvor der var en masse pakhuse.
Vi lastede store trækasser, papkasser eller tønder.
Mellem pakhusene var der et værtshus som 3.styrmanden kunne besøge i pauserne.
Da han var forelsket i en pige som arbejde i baren, så blev det til mange ture derop.
Vi fik lov til at komme med hver gang, vi skulle jo lære hvordan det foregik

3.styrmand var fra Grækenland, en utrolig hjælpsom person som vi havde et godt forhold til.
Til midnat fik vi altid nudelsuppe, der kom en vogn som solgte forskellige former for supper.
Det var særligt fint med nudelsuppe om vinteren, i Osaka kunne det godt være koldt.

Ved hver ankomst til Kobe skulle skibene registere hos myndighederne.
Registreringen foregik med morselampe, når så ankomsten var registreret fik man besked på hvor lang tid man skulle forvente at vente ude på reden/strømmen.
Ofte var det over en uge vi skulle vente på reden.

I mellemtiden sejlede vi til Osaka hvor vi kunne komme ind med det samme og nå at laste indenfor en uge.
Der var ikke mere end ca. 2 timers sejlads fra Kobe til Osaka.
Når vi havde været i Osaka kunne der sagtens gå yderligere en til to dage på reden udenfor Kobe inden vi kunne forvente at komme langs kaj.

I 1964 var Kobe havn ikke nær så stor som den er i dag.
Vi opholdt os i Japan under de Olympiske lege i 1964.
Under OL kunne man som udlænding købe særlige OL mønter.
Det lykkedes mig at skaffe 10 stk. 100 Yen mønter af OL udgaven.
Disse møder solgte jeg videre til forskellige værtshuse som var villige til at give mellem 2000-5000 Yen for en enkelt 100 Yen mønt.
En helt god forretning mente jeg dengang.

Vi havde fået syet en speciel skjorte i anledning af OL.
Skjorten fik vi syet hos Thomsen & Company i Hong Kong.
Den var blå med de olympiske ringe på ryggen samt med logoet “Olympic Drinking Team”.
På skjortelommen var broderet skibets navn “Emilie Mærsk”.
Vi følte os som nogle seje fyre når vi stillede op i vores skorter, der blev udvist en del opmærksomhed især fra pigernes side.

Sejlede vi fra Kobe eller Osaka og skulle til Moji, så tog vi gerne turen gennem Indlandssøen, den vej var noget kortere end hele vejen udenom.
På det ene sted var der så stærk strøm at vi måtte vente på at strømmen skulle være medløbende for at vi kunne sejle gennem strædet.
Strømmen kunne være helt op til 10 knob, og med vores maksimum fart på 11-12 knob ville vi ikke kunne styre sikkert hvis ikke strømmen var med os.
Vi havde altid lods med når vi skulle sejle i indlandssøen.
Havde vi ikke ret meget last om bord, så lå vi så meget agterover at lodsen ikke kunne se ud over stævnen.
Han valgte så tit at stå oppe på en kasse på Monkey Island, et lidt sjovt syn at se ham stå der på en kasse.
Men ellers kunne han ikke se ud over stævnen.
En gennemsnitslods i Japan er kun halvt så høj som os andre.

Hans sover ude på dækket

Var vi i søen og det var meget varmt, så valgte vi nogle gange at sove oppe på dækket i hængekøjer.
Jeg brugte det ikke så ofte, for hver gang det regnede vågenede vi, og når matroserne afløste på broen kunne de ikke lade være med at spørge om vi sov.
Så sov jeg alligevel bedre på kammeret selv om der var varmere dernede.

Der var kun et baderum og et toilet til brug for os alle der boede i styrbord side, ialt 10 personer.
Toilettet var bygget ind i maskinrumscassingen og meget varmt.
Vi plejede at fløjte en bestemt melodi når en anden kunne komme til på toilettet.
Det værste var om morgenen når vi alle skulle på toilettet, mærkeligt at vi altid skulle på samme tid.

Maskinmestrene var de eneste der havde en vaskemaskine.
Den havde de selv bygget af en trækasse med en form for skovlhjul der kørte vandet rundt.
De kunne vaske helt uden sæbe når bare maskinen kørte lang tid nok.
Vi andre fik ikke lov til at bruge den.

Hver morgen i søen stod den på rengøring af bro samt brovinger, af og til skulle vi også skure dækket som var lavet af teaktræ.
Rengøringen på broen foregik med en kost, spuleslange med saltvand.
På broen var der ikke meget som kunne gå i stykker, der var ingen selvstyrer og der stod hele tiden en matros som styrede.
Når vi spulede broen åbnede styrmanden gerne vinduerne.
Vinduerne åbnede nedad i skottet som i et ældre DSB tog, der var store læderremme til at holde vinduerne hvis ikke de skulle åbnes helt.

Kabyssen var oliefyret og koksmathen skulle hver dag pumpe olie op, idet der ikke var til 2 dage i dagtanken.
Fordi kabyssen var oliefyret, så den heller ikke helt rent ud, der var lidt mørkt derude.

Kabyssen

Provianten som lå nede i lastrummet var bygget op af et bræddeskot således at ingen andre kunne komme ind i provianten fra lastrummene.
Da der ikke var nogen aircondition havde vi meget svært ved at holde melet fri for forskellige slags dyr.

Alt blev blev siet inden det skulle bruges, og som regel var der en hel sværm af små sorte dyr.
Det kunne ikke altid undgåes at der kom et eller to dyr med i sovsen eller når der skulle bages brød, men det hørte ligesom til tiden.

Det værste var at øl også blev opbevaret der og var selvsagt meget varme.
Godt nok havde vi køleskab i messerne, men det var begrænset hvor mange øl der kunne være deri.
Da vi som aspirant ikke tilhørte nogen messe fik vi altid varme øl.

Vores maksimum fart var ikke så høj, ca. 12-13 knob, så det var en fornøjelse at sidde på lugerne og nyde en kop kaffe og bare stirre ud over havet.
Vi kunne høre bølgerne skvulpe mod skibssiden.
Det har jeg ofte savnet på de senere skibe, bare at kunne sidde stille og roligt og fundere over tilværelsen.

Den fart vi kunne sejle var også ideel for delfiner, de kunne lege i timevis ved vores borgvand, farten gjorde at vi kunne se dem helt tydeligt.
Det var som at de stirrede op på os.

I Hong Kong mønstrede Frank Henderson som messedreng.
Han var søn af Henderson, fra Henderson & CO, som solgte kamfertræskister og forskellige skabe og borde af rosentræ.
Han var 18 år og sendt ud at sejle af sin far som mente han havde godt af at komme ind i et andet miljø.

Han købte svalereder og tusindeårsæg fra Saigon, det var til hans far, det resulterede i at der kom væggelus i deres skumgummi madrasser, for det hele blev opbevaret på kammeret.

Selvfølgelig var det os aspiranter som skulle fjerne de gamle madrasser.
Frank boede sammen med Susi, en kineserdreng som ikke var alt for ren.

Hver gang dæksdrengen havde gjort et eller andet som bådsen ikke brød sig om så skulle han straffes.
Dæksdrengen var kineser og over 50 år gammel.
Skulle han straffes så skulle han stå skoleret for bordenden i messen medens alle var samlet, så blev bådsmanden og matroserne i fællesskab enige om straffen.

Nogle gange blev han dømt til at skulle drikke 3 eller 4 glas snaps, han protestrede, men lige meget hjalp det.
Resultatet blev at han ikke kunne passe sit arbejde resten af dagen, men så kunne man jo straffe ham den næste dag.
Jeg tror at matroserne nød den stakkels dæksdrengs afstraffelse.
Det hjalp ikke meget at han protesterede og sagde No, No bosun, please.

På den tid brugte man stadigvæk dampdrevne lastvogne i Colombo.
Vi kunne høre når de startede hver morgen, det lød som et damplokomotiv der kom kørende.

3.styrmand Constantinos Dedes

Lastvognene kunne laste 9 tønder med palmeolie, eller ca. 16 tons, de havde solide jernhjul med en fast gummiring omkring.

Vi var vældig fascinerede over vognene, det eneste sted de blev brugt var i Colombo.

Dampbil i Colombo

Langs kajen lå der på den tid også flere kulfyrede dampere der sejlede frem og tilbage mellem Indien, der kun man stadig købe kul i de mængder der skulle til.

Det var ikke så tit vi fik lov til at anløbe Colombo, for tiden det tog at laste var al for lang, ca. 3 uger hver gang.

Når vi havde udlosset så skulle lastrummene gøres rene, det stod besætningen for.
Os aspiranter fik tildelt et lastrum og matroserne tog de 3 andre lastrum.
Matroserne valgte som regel de lastrum som der ikke var alt for meget arbejde i.

Den ene gang tog det 4 dage for os at få lastrummet gjort rent.
Det var efter en last Soda hvor der var mange sække som var gået i stykker.
Vi svedte bravt og Sodaen klæbede sig til kroppen, rigtigt ubehageligt.
Vi brugte skidtslæng til at køre resterne af Soda lasten ud over skibssiden.
Vi skulle slev klare at køre spillene, skærstokke og så videre.
Med kun to mand til det hele var det vanskeligt at klare arbejdet.
Vi skulle selv stille bomme, køre spil og åbne eller lukke mellemdækkene, så det var temmelig hårdt arbejde.

Spillene var jævnstrømsspil, farten på spillene blev reguleret af store spoler.
Når spolerne begyndte at ryge på grund af varme, var det vores opgave at lukke for ventilationen til spillene indtil det holdt op med at ryge, først da kunne ventilationen åbnes igen.

I dækshusene fandtes alle relæer til spillene, og alle sole/lamper blev opbevaret i samme rum.
Relæerne trak så lange gnister at vi dårligt nok turde træde ind i rummet for at hente sole.

Kuwait havn i 1964

Det resulterede at havnearbejderne ikke havde for meget lys i lastrummene, hvilket de som regel var glade for, så kunne de lettere komme til at stjæle af lasten.

I Bombay var alle kraner drevet af vandtryk, de var store men kunne ikke løfte særligt megen vægt, og så var de meget langsomme.
Men det var den eneste form for kraner de havde i Bombay på det tidspunkt.
Kranerne var i sin tid importeret fra England.

Den ene gang vi kom til Bombay skulle vi ligge i Victoria dokken.
Maskinmesteren havde set forkert på telegrafen, så fremadgående manøvre blev lige pludselig til bakmanøvre og omvendt.
Telegrafen i maskinrummet hang oppe under dæk på en sådan måde at bak var i sejlretningen og frem var modsat sejlretningen.
Da der kom en bak manøvre troede maskinmesteren at det var frem.
Der blev slået stop på telegrafen og så forsøgt med en ny bakmanøvre, men med samme resultat, det blev en ny manøvre frem.

Vi var efterhånden så tæt på kajkanten så skipperen trak helt vildt frem og tilbage i telegrafen for at få maskinmesteren til at vågne op.
Lige meget hjalp det, og pludselig var der ikke længere mere afstand til kajen, det gav et ordentligt bump da vi ramte med forepeaken.
Skipperen ringede ned i maskinen for at høre om maskinmesteren nu kunne mærke at vi var fremme.

Der skete ikke nogen skade på selve kajen, men vores forepeak var der hul i og den skulle repareres inden afgang.

Skipperen måtte holde et party for alle havnemyndighederne, for som de pointerede så kunne de se gennem fingrene med at vi havde ødelagt dokkanten.
Jeg var nede for at se hvor vi havde ramt, men dokken var af kampesten, så det kunne overhovedet ikke ses hvor vi havde ramt.

Man skulle selv med maskintelegrafen trække klokken nede i maskinrummet.
Det resulterede i at kæden til maskintelegrafen tit sprang og at selve maskintelegrafen ikke virkede mere, den faldt helt sammen.
Det var ikke helt så sjældent endda at kæden til maskintelegrafen sprang.
Når det skete brugte vi styremaskinealarmen som kunne høres over hele skibet og sad lige ved rorsøjlen.

En alarm var fart fremad, en alarm efter yderligere et stykke tid var mere fart fremover.
2 alarmer var bak, to gange to alarmer var mere bak, og tre alarmer betød stop.

Telegrafkæden sprang af og til, og det nede på 2.mesters kammer at kædeleddet sad fastgjort.
Dækspladen var altid taget ned på hans kammer.
Det skete jo så tit og så kunne man lettere komme til kæden når pladen var taget af.
2.mester sagde aldrig noget om den nedtagne plade, men jeg kan ikke forestille mig at det var særligt hyggeligt at ligge i køjen og stirre op på en kæde.

Vi var i Bombay for at laste donnage af jerntræ, det skulle bruges i Abadan hvor vi skulle laste asfalt i tønder.
I Iran havde man ikke så meget træ, og slet ikke noget der var hårdt nok til at kunne bruges som donnage.
Træet var så hårdt at man dårligt kunne slå et søm i det.

Når der ingen kinesere var mønstret om bord, dæksdrengen talte ikke med, så var det aspiranternes tjans at stuve ankerkæden.
Kædekasserne var kun delt af et stykke rundjern som vi måtte balancere på.
Til at slænge kæden brugte vi en stor jernkrog, bortset fra at vi let kunne falde ned så var det ikke så slemt at opholde sig dernede.
Værst var det i de havne hvor havnearbejderne havde siddet og skidt i klysset.
På en eller anden måde var det ikke så hyggeligt når deres efterladenskaber dryppede ned i hovedet på os.

Den ene gang vi ankom til Kuwait var jeg med nede for at tage imod lodsen.
Lodsen han kom om bord iført en sort kjortel som dækkede hele kroppen.
Lige da han svingede benet over lønningen for at komme om bord, kunne man se at han havde lange uldne underbukser på.
Jeg kunne ikke holde mig og begyndte at grine, lidt efter lidt grinte styrmand og matrosen også af fuld lyst, vi kunne simpelthen ikke holde op igen.
At se lodsen med lange underbukser var et syn for guder.
Heldigvis kunne lodsen også se det humoristiske i dette, så han begyndte selv at grine.

I Kuwait var det populært at købe ørkenstøvler, ørkenstøvler som var lavet af blødt skind og havde såler af rågummi.
Det var godt nok fra et eller andet overskudslager, men man kunne se om støvlerne havde været brugt før.

Fredag var lokal helligdag alle steder i Golfen, der blev ikke arbejdet på landsiden om fredagen.
Havnearbejderne var Koreaner, som ikke havde samme fridage.
Så på fredage blev der arbejdet ud over skibssiden og ned i pramme.
På den måde kunne vi undgå at få alt for mange dage i havn.
Om lørdagen blev prammene så igen losset til pakhusene.

Selv om de var muslimer i Kuwait, så havde de en form for dobbeltmoral.
Normalt var det forbudt at sælge eller købe alkohol.
Men da vi var der kunne man købe øl og spiritus i lukkede klubber.
Da der ingen vinduer var i klubben så mente araberne at så kunne Allah heller ikke vide hvad der foregik.

Vi brugte at købe cigaretter i Kuwait, et karton var 25 cent billigere end det vi kunne købe dem for om bord.
Vi købte gerne en del kartoner som vi så kunne sælge i Indonesien.
Et karton Salem var lig med en nat i Jakarta, så for os havde Salem stor værdi.

Det var også det år hvor skibet “Al Kuwait” sank.
Skibet var ejet af et firma fra Åbenrå, vi kaldte firmaet for Ko Clausen, idet de sejlede med køer og i det her tilfælde får.
De havde 6000 får om bord da skibet sank langs kajen.
Fårene kunne gå om bord gennem porte i skibssiden, det var sådan en port som ikke var lukket, og årsagen til at skibet sank.
Porten var blevet efterladt åben da fårene pludselig skiftede side i deres båse og dermed kom dækskanten under vand.
Skipperen blev anklaget for med vilje at have slået fårene ihjel, hvad der videre skete med ham kan jeg ikke huske.

“Al Kuwait” lå på bunden og skulle fjernes hurtigst muligt.
En dansk opfinder “Karl Krøyer” havde fået den ide at man kunne hæve skibet med “Anders And” kugler, efter samme princip som når man efterisolerer hulmure på huse.
Han satte nogle varmeapparater op nede på kajen og pustede kugler ud i skibet, hvor de blev mangedoblet i størrelse da de blev opvarmet.
De fortrængte vandet således at skibet kom op af sig selv.

Der var bare det minus at kuglerne var smeltet sammen til en stor portion.
“Karl Krøyer” havde selvfølgelig også en metode til at fjerne de sammenvoksede kugler, men da intet er gratis skulle han have en masse penge for den ekstra tjeneste.

Julen fejrede vi på vej til Golfen.
Julehyggen var ligesom lidt fjern, idet os to aspiranter sammen med koksmathen Rasmus måtte sidde ude på dækket og spise vores julemiddag, der var for varmt at sidde i tallymessen.

Sådan var forholdene på den tid, vi så ikke noget forkert i dette, og desuden vidste vi jo at på et eller andet tidspunkt blev vi forhåbentlig styrmænd med retten til at sidde rundt om et bord og spise sin mad.

På hjemturen blev hovmesteren samt en matros agterudsejlet fra Colombo, om det var med vilje ved jeg ikke, men de kom ikke til afgang.
Der var lige blevet holdt nytårsoptælling af provianten 14 dage forinden, 2.styrmand havde stået for kontrollen, men måske havde han stolet for meget på hovmesteren?

Efter at hovmesteren var agterudsejlet skulle der tælles op på ny, men nu var det 1.styrmand der stod for optællingen med hjælp af os to aspiranter.
Resultatet blev noget anderledes denne gang.
Vi skulle løfte på alle kasser, i begyndelsen kunne vi ikke forstå hvorfor.
Men pludselig begyndte der at fremkomme kasser som var meget lette, selv om de burde indeholde ketchup.
På den tid var det meget brugt at skibshandleren og hovmestres delte den manglende del af indkøbene imellem sig.

Skibshandeleren afleverede en masse tomme kasser som tilsyneladende indeholdt forskellige varer, den påståede salgssum blev så fordelt mellem skibshandler og hovmester.
Da kostpengene skulle svare til gennemsnittet så blev det besætningen som i den sidste ende måtte betale for differencen i form af ringere kost.

Når havnearbejderne spiste med om bord, så kunne hovmesteren også trække en del fra, og hvem kunne sige hvor mange der spiste med i de forskellige havne?
Det var som regel en tillidssag mellem hovmesteren og hvad skipperen mente.
På den tid var hovmesterens samvittighed som regel sort, eller i hvert fald led han af erindringsforskydning i udbredt grad.

Vi plejede at ankomme til Bangkok to gange på hver tur, det glædede vi os til hver eneste gang.
Vores kusselejder blev poleret og opmalet, tovværket blev udskiftet, for pigerne skulle jo nødig falde ned.

Vi var dårligt nok færdigefortøjret før de første piger  kom om bord.
De kom op henne agter, matroserne tog sig af de pæneste og sendte resten over til os andre som boede midtskibs.
Der kom så mange piger at der ikke var kunder til allesammen, men så sejlede de bare videre til næste skib.

Pigerne blev som regel om bord indtil vi skulle sejle igen.
De gik med os i byen, på den mådee fik vi også set andet end det første værtshus.
De fleste af pigerne kom fra Moskitobar, det var deroppe vi holdt til om aftenen.
Til opholdet i Bangkok havde vi lavet en skorsten.

En skorsten var lavet ud af en 20 liters malerbøtte, med tappehane og alt var malet i vores skorstensfarve, derfra navnet skorsten.
Skorstenen blev placeret på vores stambord ved ankomst og taget med om bord til afgang.
For at sidde med ved stambordet skulle man give et eller andet til at fylde i skorstenen.
Det kunne være en øl, eller for det meste var det en flaske whisky, Monkeyshine blev det kaldt, samt et par colaer, men helst ikke for mange.

Efterhånden som aftenen skred frem kunne skorstenene godt være fyldt op med ren Monkeyshine, og vi blev godt og vel berusede.
Det var svært at holde ud i en hel aften.

Koksmathen Rasmus ville gerne kunne holde ud hele natten.
Ved siden at Moskitobar lå der en drugstore eller et lille apotek.
Der gik Rasmus ind og fortalte apotekeren at han ville have nogle piller for No Sleep.
Rasmus’s engelsk var ikke for godt og apotekerens endnu værre.
Apotekeren troede at Rasmus ikke kunne sove og at han derfor skulle have sovetabletter.
Rasmus derimod var overbevist om at han købte en slags piller som kunne holde ham vågen.

Rasmus selv nævnte ikke noget om de købte piller, der gik ikke lang tid før Rasmus så lidt træt ud i ansigtet.
Han så også lidt bleg ud.
Vi fik ud af ham at han havde købt nogle piller for No Sleep.
De der havde forstand på den slags så med det samme at det var sovetabletter.
Rasmus blev lagt på et bord, for så kunne vi se til ham ind imellem, han skulle jo gerne med om bord.

Næste morgen kunne vi næsten ikke få liv i Rasmus, vi måtte hjælpe ham med at få tændt op i komfuret så han ikke fik skældt ud af kokken.
Vi fik ud af ham at han havde spist rigtigt mange sovetabletter, for som han sagde, så blev han bare mere og mere søvnig.

Efter ca. 3 dage var der altid nogle som skulle op til 1.styrmand for at få en kur mod gonore.
Letmatrosen fyldte 18 år om bord, på det tidspunkt havde han haft 18 tilfælde af gonore.
Det var som regel de samme som stod for tur efter hver eneste havn.
Om det så var fordi at de aldrig var blevet kureret eller fordi de havde fået en ny gonore ved jeg ikke.
Men det er da lidt af en bedrift at have haft 18 gange gonore på sin 18 års fødselsdag.

2. styrmand Jørgen Smidt i brovingen

Vi aspiranter gik vagt sammen med styrmændene i havnene.
I de gode havne gik de 12 timer og 6 timer vagter.
Fra om aftenen kl. 1800 til næste morgen kl. 0600, så igen fra 1200 til 1800.
På den måde kunne styrmændene få hver anden nat fri.

Det var virkeligt hårdt at have vagt på den måde, for den aften vi havde frivagt var vi som regel i land hele natten.
Under ophold i de gode havne blev det selvsagt ikke til megen søvn.

Jeg kom til Saigon to gange, det var på det tidspunkt hvor Vietnamkrigen var på sit højeste.
Om natten var hele omegnen oplyst af faldskærmblus, det varede helt til næste morgen, alt var oplyst og lidt uhyggeligt at være tilskuer til.

Vi skulle forbi selve Saigon for at kunne vende skibet.
Ved vendepladsen var vi blevet varskoet om at en masse folk ville prøve at borde skibet og stjæle alt hvad der ikke var surret.
Da vi nærmede os vendepladsen stod vi alle klar i begge sider af dækket med ølflasker fyldt med vand.
Flaskerne skulle bruges som kasteskyts for at der ikke skulle komme for mange om bord.

Der kom alligevel en del om bord, de løb fra side til side for at gribe fat i hvad de nu kunne få fat i inden de kastede sig ud over rællingen på den modsatte side med stor fare for at komme i skruevandet.
De må have været meget sultne siden de prøvede at komme om bord selv om vi stod klar med kasteskyts.
Det fortæller lidt om hvor desperate mennesker kan blive når de sulter.

Oppe i byen kørte små taxaer rundt i gaderne.
Taxaerne var udstyret med gitter som man kunne side inde i, en slags bur.
På den måde var det næsten umuligt at kaste håndgranater ind.
Lidt uhyggeligt, men jeg var alligevel i land, jeg skulle jo se og opleve med mine egne øjne, men jeg må indrømme at det ikke var særligt tiltalende at komme til Saigon.

Vi lastede blandt andet flere tons granathylstre som dækskast i tønder, det hele skulle til Japan for at blive smeltet om.

Vi lå langs kaj den ene gang, med ankeret ude således at vi kunne komme af sted i en fart hvis der skulle ske noget uventet.
Da det blev mørkt kom der adskillige piger op ad ankerkæden.
De kom udklædt som havnearbejdere, men havde skiftetøj med, således lignede de alle andre når de kom ind i apteringen.
Pigerne var populære, måske fordi de kun skulle have lidt sæbe eller andre toiletsager.
Som regel havde vi fundet noget sæbe eller parfume nede i lastrummet.
Der var altid en kasse eller to med sæbe som der var gået hul på.

Den ene gang skar bådsen’s pige sine fødder i håndvasken.
Hun var kravlet op i håndvasken for at gøre sig ren, og var så faldet ned med håndvask og det hele.
Hun havde skåret sine fødder så meget at 1.styrmand skulle sy hendes sår.
Før det blev dagslys forsvandt alle pigerne samme vej de var kommet om bord.
Det var kun slanke piger der kom om bord, de andre kunne ikke klare turen gennem ankerklyssene.

Da vi var ved at skulle sejle kom der 250 vietnamesiske grise som skulle med som dækslast til Hong Kong som var vores næste havn.
Grisene stod i hvert sit bur, omtrent udformet som de kasser man på den tid havde spagnum i.
Kasserne var ikke særligt solide og flere grise fandt ud af hvordan de kunne gnave sig fri.

De grise som havde gnavet sig fri stod lige udenfor kabysdøren og ventede på kokken.
Kabysdøren var en dør i to dele, en over og en underdel, underdelen forblev lukket indtil vi havde losset grisene.
Koksmathen smed al affaldet ud på dækket, grisene tog alt.

Grisene stod i to lag, og i rækker tæt på hinanden således at man ikke kunne komme ind mellem to rækker uden at blive bidt i benet af en eller anden gris.

Aspiranterne var de eneste der ville have sådant et arbejde med at passe grise, vi kunne jo ikke nægte, så tjansen var vores.
Vi fik 25 øre i tillæg for hver time vi havde med grisene at gøre.
Grisene fik ikke noget mad på turen, det eneste de fik var vand fra en slange.
Vi stak slangen ind i munden for at de kunne drikke, med det resultat at de alle bed et lille stykke af slangen.
Snart kunne slangen ikke nå mere, med det resultat at de yderste grise ikke fik nogen vand at drikke men bare blev oversprøjtet.
I dag ville man kalde det dyrplageri, men vi vidste ikke bedre.

Det værste var at hver morgen skulle vi efterse om nogle grise var døde i nattens forløb.
Som regel var det i de underste lag der fandtes døde grise.
Fandt vi en død gris skulle den smides ud over skibssiden, men vi skulle beholde ørerne som bevis på at vi havde haft grisen med om bord.

Et forfærdeligt bøvl, for den øverste gris bed og skabte sig således at det blev næsten umuligt at komme i nærheden af den.
Vi havde bundet gummi rundt om vores ben, for det kunne grisene ikke rigtig få fat i således at de kunne komme til at bide os.

Jeg husker det som 3,5 dages sejllads indtil vi ankom til Hong Kong.
I Hong Kong ankrede vi op udenfor slagteriet.
Der kom specielle havnearbejdere til at losse grisene.
De brugte kæder rundt om grisens mave til at løfte i, grisene skulle alligevel slagtes inden længe.
Da grisene var udlosset kom der en flok damer fra Chau Kee, de skulle rense op og gøre rent efter hele griseriet.
På den tid brugte man enker eller fraskilte kvinder til at udføre den form for arbejde, jeg så ingen mænd bortset fra formændene.

En anden gang da vi lå i Surabaya gik det helt galt.
Jeg havde været i land og kom tilbage omkring ved midnatstid.
Skibet skulle sejle næste dag og jeg glemte at aflevere de sidste af mine penge til ham der kørte rickshaw.
Vi plejede ellers at aflevere pengene til ham der kørte rickshaw idet vi ikke måtte have penge med ud gennem gaten, og selvfølgelig heller ikke med ind.
Normalt opbevarede han så pengene indtil næste dag når vi kom tilbage.

Hovmesteren som kom samtidig havde også penge på sig.
Vi måtte aflevere vores penge til vagtsmanden i gaten.
Normalt kunne vi så få lov til at gå ned om bord, vagten ville så dele pengene med de andre i gaten.

Men pludselig stod skipperen ved siden af os, hvor han kom fra ved jeg ikke, men mon ikke han havde været i land?
De kaldte ham for Captain Marihut uden at jeg ved hvorfor.
Men dette var hans øgenavn blandt de lokale værtshusejere i Surabaya.

Han opførte sig lidt underligt og blandede sig i vores anliggende.
Han sagde at når agenten kom om bord om morgenen ville han fortælle at han (vagtsmanden) havde taget vores penge og beholdt dem for sig selv.
Det resulterede i at vi, hovmesteren og jeg blev tilbageholdt og sat op i en rickshaw og kørt til nærmeste politistation hvor vi fik lov til at tilbringe natten på en stol inde i deres kontor.

Der sad vi hele natten, jeg havde lidt svært ved at falde i søvn, jeg vidste jo ikke rigtigt hvad der ville ske.
De havde godt nok en detention, men der måtte vi ikke komme ind.
Derinde var der helt fyldt op med letfærdige damer/piger.
De var blevet samlet op i løbet af aftenen, idet det ikke var tilladt at bedrive den slags forretning på offentlige steder.
Det var godt nok mange damer som var blevet samlet op.

Om morgenen fik vi at vide at vi skulle fremstilles for en dommer om formiddagen.
Hovmesteren havde prøvet turen før, så han foreslog at vi kun måtte sige at vi kom fra Danmark.
Hvis vi sagde vores adresse mente hovmesteren at han ville få problemer med dommeren hvis han skulle blive genkendt.

Så da dommeren spurgte hvor vi kom fra sagde vi Danmark og da vi begge to hed Hansen til efternavn var han lidt forvirret.
Men han accepterede dog det vi fortalte.
Det var lidt svært at bevare alvoren idet dommeren var iklædt hvidt fehår, lige som i engelske film.
Vi fik hver en bøde som skulle betales med det samme.
Min bøde var på 6000 rupi, og hovmesteren skule betale 9000 rupi.

Da vi ingen penge havde, de var jo blevet taget af vagten, så måtte agenten sørge for at betalingen blev foretaget gennem de rigtige kanaler.
Det vil sige at pengene skulle tages op gennem Rederiet, på den måde blev det noget mere jeg skulle betale.
Jeg husker det som 1200 Kr.
Til sammenligning kunne vi få ca. 20000 rupi for et karton cigaretter som i indkøb kostede ca. 10 Kr.
Men jeg var mere end lykkelig bare for at komme med skibet inden det sejlede.
Skipperen nævnte aldrig et ord om hændelsen, men jeg tror at han grinte for sig selv.

Hans og jeg afmønstrede af i Singapore den 24 januar 1965, vi skulle skiftes over til Sine Mærsk som ville ankomme på Singapore red direkte fra Japan.

Vi boede tre dage i Singapore på Flying Angel, en typisk Engelsk sømandsklub med kvarterer for menige og separate kvarterer for officerer.

Sine Mærsk på sin jomfrurejse

Sine Mærsk var en helt ny tankbåd som kom direkte fra bygeværftet som lå i Japan og hun skulle kun ind for at bunkre i Singapore.

Vi blev sejlet ud på Singapore red i en bombåd, skibet så enormt ud i sin størrelse, det var da også Danmarks største tankbåd vi skulle mønstre i, 78000 tons dødvægt, helt enormt dengang.

Da vi kom om bord viste det sig at overstyrmanden var den samme som var 1.styrmand i mit første skib Axel Mærsk.
Dengang hed det 1.styrmand, nu hedder det overstyrmand.
Det skete ved den sidste overenskomstforhandling, da blev man enige om at ændre på titlerne således at de blev mere tidssvarende. (måske fordi at der ikke var nogen lønforhøjelse denne gang)

Vi skulle sejle allerede næste dag når vi engang havde fået vores proviant og stores om bord.

Mælkepigerne var også ankommet, de kom kun når vi lå for anker på reden.
Overstyrmanden prøvede forgæves på at få dem smidt fra borde, men det lykkedes ikke rigtigt for ham.
Måske fordi ingen andre havde interesse i at de skulle smides fra borde.
Mælkepigerne solgte øl samt mange andre ting som der var behov/brug for.

Næste morgen sejlede vi mod Golfen hvorfra vi skulle hente en last olie til Europa.

Overstyrmanden og 1.mester havde deres koner med ude at sejle, overstyrmanden havde også sin søn med om bord.

Sine Mærsk på vej til Golfen

De første dage gik med at finde ud af rørsystemet til losning og lastning.
Skibet havde ikke nogen pumpemand, os to aspiranter skulle agere som pumpemand.

Der var meget nyt som skulle læres, alle ventiler på dækket var hydrauliske og skulle åbnes/lukkes ved selve tanken.
Hydraulikken virkede ikke altid, ofte skulle vi hente en trykforstærker for at få åbnet ventilerne.
Vi lærte hurtigt at ventilerne skulle bevæges/aktiveres hver anden dag for at fungere optimalt.
Det tog meget af vores tid bare for at få ventilerne til at fungere.
I pumperummet var alle ventiler normale, på den måde at forstå at det var ventiler med svinghjul og spindel.
Der var tre dampturbiner som hver kunne give ca. 1000 tons i timen, det var dengang meget kraftige pumper.

Overstyrmanden ville have at vi skulle åbne for alle dæksler og smøre gevindene ind i blyhvidt, og da der var mange dæksler varede det et stykke tid før vi var færdige.
Der gik heller ikke længe iden overstyrmanden som hed Svend fik øgenavnet Svend Blyhvidt, et øgenavn som holdt ved indtil han blev pensioneret.

På Emilie Mærsk boede vi på tomandskammer, men her på Sine Mærsk havde vi hvert sit kammer med fælles toilet og bad (ren luksus var vi enige om).
Vi gjorde meget ud af at vi skulle føle os hjemme om bord, vi havde pyntet kammeret op med datidens popidoler samt forskellige billeder.

Mit kammer i Sine Mærsk

Skibet rystede en del, det var så slemt at stod man på en kasse uden for skorstenen, så ville kassen vibrere så meget at den bevægede sig hele vejen rundt på dækket og kom tilbage til begyndelsesstedet inden for 20 minutter.
Måske var det derfor at Sine Mærsk blev solgt inden for det første år efter afleveringen.

I messen skulle vi alle spise i samme rum, det var lidt underligt i begyndelsen.
På Emilie Mærsk havde vi ingen steder at spise vores mad undtaget på vores kammer, og så lige pludseligt at skulle spise i samme messe som officererne.
Messen var inddelt i to, således at der var en køledisk mellem de menige og officererne, men vi kunne da se til hinanden.

Officererne var ikke meget for at vi skulle spise i deres messe, men det var noget Rederiet havde bestemt.
For at chikanere os måtte vi ikke komme i messen med vores gummisko, de mente at skoene havde en forkert farve, men vi havde ikke andre sko.

Efter at vi var gået ind et par gange uden sko og med bare ben, så forbarmede officererne sig, således at vi fik lov til at komme i vores sko som jo var nye og rene.
De var bare asfaltfarvede, måske var farven for meget for en moderne officer.

Inden vi ankom til Rastanura fik vi besked på at vi ikke skule fungere som pumpemand mere, der blev mønstret en matros til den funktion.
Det var nu meget godt, for vi havde ikke helt forstand på at være pumpemand.

I Rastanura var der på kajen en isbod som solgte dansk is, der handlede vi flittigt, måske fordi at det var det eneste sted man kunne handle eller gå i land.

Vi lastede fuldt op til Le Havre, 78000 tons, det syntes vi dengang var enormt meget og så tog det kun 9 timer at laste det hele.

I Rastanura skulle alle rørforbindelser efterses for eventuelle lækager, det var jo første gang de blev trykprøvet.
Bortset fra enkelte små lækager var det hele i orden.

Vi skulle også holde øje med at skibet ikke blev bøjet for meget.
Til dette formål brugte vi en slags landmåler apparat.
På formasten sad der en målestang således kunne vi igennem en kikkert se hvor mange ca. Skibet blev bøjet under lastningen.
Bøjningen måtte helst ikke overtage 70cm. og skulle helst være mindre.
Vi kunne også ved at vende kikkerten på tværs se hvor meget slagsside vi havde.

Sine Mærsk i Suez Kanalen

I hver side sad der en målestang som den der sad på formasten.
På den måde kunne skibet rettes op ved at knibe på de forskellige ventiler.
Vi regulerede bøjningen ved at knibe for ventilerne, det var interessant at få indblik i metoden.

På vejen til Europa sejlede vi gennem Suez Kanalen, det var en dejlig tur for vi fik lov til at stå til rors gennem kanalen.

Efter ca. 3 ugers tid ankom vi til Le Havre hvor vi lå i en oliehavn for store tankskibe.
I Le Havre skulle 1.mester afmønstre, han havde fået dårlige nerver af at gå rundt helt alene i maskinrummet.
Han var blevet bange for at komme til skade uden at der var nogen som ville opdage det før næste morgen.

Efter at have udlosset skulle vi tilbage for at laste i Rastanura.
På vejen rensede vi tankene og vi afprøvede et helt nyt system som gik ud på, at med et målebånd kunne vi aflæse når vi nåede ned til vand i tanken.
Det vil sige at vi kunne aflæse hvor tykt lag olie der havde samlet sig på toppen af vandet.
På den måde kunne vi stoppe for udpumpningen når vi så at der kom olie ud over siden.
Al olien blev så pumpet op i en opsamlingstank hvorfra vi hver dag fjernede vandet.
Det var nemt nu hvor vi kunne måle hvor meget vand der var i olien.

Pumpemanden var ikke helt vaks, så det skete af og til at der kom olie i pumperummet.
Det var aspiranternes tørn at rengøre rummet for olie.
Overstyrmanden sagde at vi skulle bruge en pøs fyldt op med halvt vand og halvt dieselolie, så ville det være nemmere at rengøre.

At blande vand og olie sammen, det troede vi ikke rigtigt på, men manden havde ret, det var faktisk den nemmeste måde at rengøre på.
Den metode huskede jeg resten af tiden selv om andre troede at jeg var unormal når jeg blandede vand i olien.

Vi havde lastet i Rastanura med Lands End for ordre, det var fordi vi endnu ikke vidste hvilken havn vi skulle losse i.
Det skete ofte når olien var for videresalg at vi fik besked så sent som dagen før hvilken havn olien skulle losses i.

Vi sejlede gennem Suez Kanalen og nåede at komme gennem kanalen 2 dage før 6 dages krigen startede.
Suez Kanalen forblev lukket i mange måneder på grund af sunkne skibe.

På turen tilbage skulle vi syd om Afrika, turen tog 32 dage for fuld fart, så lastede vi i 8 timer inden vi sejlede tilbage igen.
65 dage blev det til inden vi kunne komme i land igen.
Denne gang i England.

Til gengæld nød vi landgangen i fulde drag, jeg mindes at vi fik flere øl end vi havde godt af.
De der havde vagt fra begyndelsen fik ikke nogen afløser den første dag, heldigvis tog losningen næsten 4 dage.
Det var små tanke vi skule pumpe op i.

Vi havde et par besætningsmedlemmer der skulle afmønstre i England, de fik 12 timer til at forlade landet.
Kom man ind i England som turist kunne man blive der i mindst 3 måneder.
Men på den tid blev søfolk anset for at være personer man skulle passe på.
Vi blev nærmest betragtet som en slags andenrangs mennesker.

Broen på Sine Mærsk

Englænderne er meget anderledes end os andre.
Pubben åbner kl. 1100 til 1300 og åbner igen kl 1700 til 2300 hvor værten kommer og siger “Time Please” som betyder at pubben skal til at lukke.

På mange pubber findes der et sæt trommer som baggrundsmusik, resten af underholdningen kommer fra englænderne selv, ret så hyggeligt.
Når pubben lukker meget tidligt manglede vi et sted at fortsætte festen, men det havde englænderne også tænkt på.
Vi kunne købe et engang’s medlemskab til en privat klub, og på den måde kunne vi så feste indtil den lyse morgen.
Tit og ofte i en nedlagt gymnastiksal hvor der stod et par mand som agerede som orkester med mere eller mindre held.

Da vi var i Liverpool var der fest i klubben da vi ankom, vi trådte lige midt ind i en kyssekonkurrence.
Jeg var så heldig at vinde konkurrencen, hvad jeg ikke vidste, var at pigen fulgte med resten af natten, helt til den lyse morgen.
En festlig aften må jeg indrømme selv om mit engelske ikke var alt for godt.

Hans og jeg afmønstrede i Rotterdam i maj 1965 efter en god udmønstring hvor vi havde fået lov til at deltage i mange forskellige opgaver.

Udmønstringen varede i alt 20 måneder og 9 dage.
Dengang var det mege almindelig med så lange udmønstringer.
Vi rejste hjem med toget fra Rotterdam. 12 timer tog det at komme hjem.

Efter endt ferie tog jeg med bussen fra Fredericia banegård, bussen samlede folk op i større byer hvorfra der var nogle som skulle mønstre i Rotterdam.
Bussen var fyldt op, idet der var besætninger til flere skibe med samme bus.

Den 9 juli mønstre jeg om bord i Janecke Mærsk, en bulkcarrier på 36000 tons som var bygget i Japan.

Vi lå i Rotterdam de næste to dage, hvorefter vi skulle sejle i ballast til Seven Island i Canada.
Det var første gang jeg var i en bulkcarrier.

Vi lossede jernmalm som lå i store bunker i hvert andet lastrum, de andre lastrum var tomme
Der blev losset med kraner og store grabbe.
I lastrummene kørte der nogle meget store bulldozere rundt og samlede lasten sammen i stakke som kunne fjernes af grabben.
Bulldozerne kørte ind i spanterne og ødelagde mange af dem.
Da vi var færdiglosset kom der et reparationshold for at reparere alle de ødelagte spanter.
Det var åbentbart helt normalt at spanterne blev ødelagt under losning.

Vi boede ovre midtskibs, lige ved siden af pantryet.
Der var toilet lige ved kammeret, men det måtte vi ikke bruge, vi skulle bruge det toilet der var ved siden af dækskontoret som lå nedenunder.
Toilettet var så smalt at man næsten skulle bakke for at komme derind, dog skulle man ikke først udendørs.

Jeg var altid agter ved afgang, idet jeg skulle assistere 1.styrmand ved at tage telefonen for ham.
Han kunne ikke høre hvad der blev sagt i telefonen, så jeg agerede tolk for ham.
Han havde højre arm i gips, den var brækket.
Da han kun kunne skrive med højre hånd var hans hustru mønstret for at hjælp ham med at skrive dagbog og rette søkort.

1.styrmand var den eneste jeg har sejlet sammen med som havde sejlet i sejlskibe og været rundt Cap Horn flere gange.

1.styrmand var altid agterude ved ankomst og afgang, overstyrmanden var på bakken og 2.styrmand trak i telegrafen på broen og skrev samtidig manøvrebogen.

Da vi ikke måtte arbejde sammen med matroserne gik tiden med rengøring på broen samt forskellige små arbejdsopgaver for overstyrmanden.
Heller ikke på Janecke Mærsk måtte vi deltage i brovagten, for som styrmanden sagde, så skulle vi nok få lært det når vi først kom på styrmandsskolen.

På vej til Seven Island så jeg to blåhvaler parre sig, de kom næsten helt ud af vandet under parringen.
Et storslået syn som jeg aldrig har glemt, og forresten heller aldrig set sidenhen.

På turen til Canada sejlede vi i ballast, det vil sige at hvert andet lastrum var fyldt op med vand, de andre lastrum var tomme.
De tomme lastrum brugte vi til at spille fodbold i, der var plads nok dernede, men ikke meget lys.
Vi brugte sole som belysning, men alligevel måtte vi spille i halvmørke.

I Seven Island skulle vi laste jernmalm igen, det tog kun 6 timer at laste 36000 tons.
Det hele kom på rullebånd og blev smidt ned i lastrummene, det larmede en hel del.
Der lå kun små toppe i hvert andet lastrum da vi var fuldt lastet.

Vi hjalp til med lastningen, det eneste vi skulle gøre var at skrive ned hvilke lastrum transportbåndet kørte i og i hvor lang tid.
Os to aspiranter blev hurtigt enige om, at arbejde i en bulkcarrier ikke var noget for os.
Heldigvis havde vi allerede hjemmefra fået at vide at vi skulle skiftes over i en stykgodsbåd når vi kom ud til Østen.

Efter Seven Island skulle vi til Baltimore i USA med jernmalmen.
Helt oppe i selve byen lå der et stålværk som vi skulle ligge ved.
Kranerne stod på selve stålværket, og for at der ikke skulle falde malm ned i hovedet på os var der en Gangway fra søsiden.

Når vi skulle i land blev vi sejlet ind for enden af stålværket, så var der heller ikke så langt op til byen.
Vi var inde for at handle, vi var ikke gamle nok til at komme på værtshus.
De fleste steder skulle man være 21 år for at komme ind.
Men vi fandt alligevel et værtshus hvor der ikke blev spurgt om alder, og da vi kom til at se os om, viste det sig at vi var de eneste hvide derinde.
Bartenderen spurgte hvor vi kom fra, “Danmark svarede vi”, og så var det helt i orden at vi fik os en øl.
Men da stemningen var lidt trykkende blev vi enige om at en øl var nok.
Mærkeligt nok så følte vi ikke at det var farligt at gå i kvarteret, selv om vi nok var de eneste hvide som gik i gaden.

To dage senere var vi udlosset og skulle til Nordfolk hvor vi skulle hente en last kulstøv, en lille rejse ned ad floden.
18 timer mener jeg det varede inden vi ankom til Norfolk.

Alle lastrummene skulle godkendes inden vi kunne få lov til at laste kulstøv.
Overstyrmanden sagde at lastrummene skulle være helt rene, der måtte ikke være den mindste smule støv når vi var færdige.
Matroserne fik alle lastrum til rengøring med undtagelse at et som vi to aspiranter skulle rengøre.

Da synsmanden kom blev det lastrum vi havde rengjort godkendt, mens de andre lastrum skulle rengøres igen.
Vi følte os lidt stolte af resultatet.
Årsagen til at lastrummene skulle være så rene når nu det kun var kulstøv vi skulle laste, var at kulstøvet var så fint at det kunne sprøjtes ind sammen med vand og dermed forbedre forbrænding.
Hvis der var urenheder i kulstøvet kunne dyserne stoppe til og skulle rengøres igen.
Kulstøvet blev fordelt i samtlige lastrum fra et transportbånd som blev flyttet rundt efter behov.

Der blev lastet således at skibet ikke blev belastet forkert og derved udsat for meget stress.
Dengang sagde man, at det ikke var klogt at mønstre i en bulkcarrier hvis den var mere end 15 år gammel.
Bulkcarrier Over 15 år havde en hvis tendens til at synke eller brække over i to dele.

Kulstøvet kom i jernbanevogne som blev tømt automatisk gennem bunden af vognen.
Kulstøvet endte i en slags tragt som mundede ud på transporbåndet.
Det hele var monteret på et højt skelet af træ.
Jernbanevognene blev trukket op ad rampen via wirer.
Når vognene var tømte kunne de trille ned ad rampen af sig selv og et godt stykke hen ad jernbaneskinnerne.

Vi skulle stå vagt ved lugerne for at kontrollere at stuvningen blev udført korrekt.
Vores fornemmelse var et det var fordi ingen andre ville være så beskidte.
Efter et par timer på dækket kunne man ikke se forskel på os og de sorte oppe fra byen.

Kulstøvet kom ind alle vegne, selv om ventilationen var stoppet, så kom kulstøvet alligevel ind.
Selv efter flere år kunne man finde kulstøv i ventilationskanaler og i diverse filtre.

Efter Norfolk skulle vi til Jokata i Japan, der skulle vi losse alt kulstøvet.

Janecke Mærsk i Panama kanalen

Turen gik gennem Panama kanalen, det var første gang vi aspiranter skulle gennem kanalen.
En stor oplevelse og et velkomment bræk på den lange rejse til Japan.
Vi så frem til at komme til Japan, for der skulle vi jo skiftes over i Hans Mærsk.

Da vi ankom til Jokata skulle vi losse ved et kraftværk med en lang smal/snæver kaj.
Når vi skulle i land, så iførte vi os lange plastikposer som vi trak helt ned over kroppen for at vi ikke skulle få alt for meget kulstøv på vores landgangstøj.
Plastikposerne lagde vi under nogle sten uden for gaten, de skulle bruges igen når vi engang skulle hjem.

Vi holdt fri i to dage inden agenten kom for at hente os, vi skulle til Moji, det lå ikke så langt fra Jokata, så vi kune nøjes med at køre i bil dertil.

Det blev kun til 1 måned og 27 dage om bord i Janecke Mærsk, noget vi ikke var særligt kede af.
Bulkcarrier var stadig ikke noget som vi var særlig begejstret for.

Den 7 september 1965 påmønstrede jeg som matros aspirant i Hans Mærsk som lå i Moji.
Hans Mærsk var en baglader på 7000 tons, og havde ikke mange hestekræfter, jeg mener hun kun havde 3760 HK.

I Moji lå Hans Mærsk ude på strømmen, den var fortøjret med ankerkæden i en bøje.

Skibet var ankommet om morgenen og skulle allerede sejle igen sent på eftermiddagen.
Jeg var med på bakken ved afgang, det var spændene at se hvorledes man koblede kæden sammen med ankeret.

Ankeret blev koblet ud og surret i klysset således at kæden kunne bruges til at fortøjre med.
Det var et system man brugte mange gange på den tid.

Efter Moji skulle vi afsejle til Hong Kong for at laste det sidste last til Indonesien.

Da Hans Mærsk var en baglader boede vi alle sammen helt ude på agterdækket.
Det var rart for så kunne man spærre af således at havnearbejderne kun kom på fordækket.
Der var sat en låge op i hver side som afspærring, Malabar skulle nok passe på at der ikke kom alt for mange havnearbejdere ned på poopen.
Malabar var en skibshund som hørte til på Hans Mærsk, det var en hunhund af ubestemt race.
Vi havde megen glæde af Malabar, som blev ca. 11 år inden hun blev aflivet.

I Hong Kong fortøjrede vi også i bøjer ude på strømmen, der var en shorebåd som sejlede ind til Centerpier.

Vi skulle laste det sidste inden vi sejlede ned til Indonesien, det tog ca. 2 dage at færdiglaste.

Vi blev rådet til at købe flere armbåndsure inden vi skulle ned til Indonesien.
Da vi lige var mønstret havde vi ikke mange penge at gøre godt med.
Vi købte hver tre ure på kredit hos “Jimmy Watchmaker”.
Jimmy Watchmaker var en urmager som gerne ville sælge os ure på kredit indtil vi kom tilbage fra Indonesien.
Urene kostede ca. 250 kr. Stykket, urene skulle bruges til at sælge i Jakarta.

Mit kammer var ud til agterdækket, bag ved en trappe, så det var ikke megen dagslys der kunne trænge ind.
Men det var et enmandskammer, så jeg var godt tilfreds.
Toilet og bad var fælles med en del andre.

Vi skulle spise i koksmessen idet der ikke var plads andre steder, eller som sagt ville man ikke have aspiranter ind i de andre messer.

I kokkemessen var vi en kok, en ungkok/koksmath samt os to aspiranter der skulle spise her.
Hovmesteren han spiste for sig selv inde på sit kammer, eller også spiste han sammen med skipperen, overstyrmanden og maskinchefen i salonen.

Hovmesteren blev kaldt for “Kaj Supermarked”, han solgte træsko og saltlakrids til alle om bord samt til folk fra land.
Træsko og saltlakrids var i høj kurs og derfor kom der mange fra kontorene i de forskellige lande for handle med ham.

Der blev selvfølgelig også solgt øl, på en god måned påstod folk der kendte ham godt, at hans fortjeneste på salget var mere end han havde i hyre.
Han havde så mange øl på lager at det fyldte et helt kammer, et andet kammer blev brugt til hans handel idet det fyldte alt for meget til at kune være på hans eget kammer.
Da han solgte øl, kunne man sagtens tolerere det, han fik lov til at gøre som han selv ønskede.

Jakarta havn var efter datidens forhold temmelig stor med en lang indsejling med kajer på begge sider.
Når vi ankom havde vi en slæbebåd sat fast agter, forude smed vi ankeret når vi kom til midten af den rende som vi skulle ind i.
Ankeret blev så brugt til at styre forstavnen med, når vi så ankom til der hvor vi skulle fortøjre så blev ankerkæden firet ud således at vi kunne komme helt ind til kajen.
Når vi var færdigfortøjret blev ankeret halet ind til ca. 1 sjækkel.
På denne måde kunne vi spare udgiften til en slæbebåd når vi skulle afsejle.

Den ene gang tog opholdet i Jakarta 28 dage, årsagen var at landet var på randen af en borgerkrig.
Præsident Sukarno havde opkøbt ris og gummi fra bønderne.
Kort tid efter opkøbet havde han devalueret pengene.
Pengene blev fra den ene dag til den anden kun halvt så meget værd.
Det ville bønderne ikke finde sig i, de startede et oprør som gik ud over kineserne i landet idet kineserne sad på alle pengene.

Det var en forfærdelig tid hvor der blev dræbt mange mennesker, jeg mener at det var over 300.000 der blev dræbt i den periode.
Vi havde 28 dage i Jakarta for der var udgangsforbud som gjaldt fra klokken 1700 til 0600 om morgenen.

Der var meget tyveri fra lastrummene, det var svært helt at undgå tyverierne og måske havde vi heller ikke lyst til at være alt for strenge overfor tyveknægtene.
De havde jo ikke meget at gøre godt med, jeg vil gå så langt at sige at de havde ingenting.
Priserne i forretningerne steg for hver dag, nogle gange til det dobbelte på en dag.
Folk havde ikke penge nok til at købe mad for.

Når havnearbejderne forlod skibet blev de kropsvisiteret og alt hvad de havde samlet i dagens løb blev taget fra dem.
Der var ingen straf selv om de havde ødelagt mange papkasser for at få lidt samlet sammen som kunne bruges til at sælge.
Måske var det kun et stykke stof på en meters længde.

Der var soldater på vagt alle steder, og når de mente at tyverierne tog overhånd så fandt de en eller anden stakkel der skulle straffes.
Straffen bestod ofte i at manden skulle stå 1, 2 eller 3 timer på et ben.
Kunne han ikke det, blev han slået med geværkolber i ryggen hver gang benet faldt til jorden.
Kunne han ikke stå oprejst mere, så blev han sat til at kravle på knæ rundt på kajen indtil vagterne mente at det var nok.

Udenfor gaten ventede folk på lastbiler der skulle til Jakarta med fødevarer.
Lastbilerne var fyldt med bevæbnede soldater.
Med lange kæppe slog de på gamle damer som prøvede at klatre op på lastbilerne.(mange af dem var det vi kalder bedstemødre)

Hver aften når vi havde fri gik vi i land selv om der var udgangsforbud.
Vi skulle bare op på det første værtshus som havde åbent, der følte vi os nogenlunde sikre.

Værtshusene havde lov til at holde åbent (sikkert mod kontant betaling.)

Vi kom ofte på Bataan bar eller London bar for til sidst at ende på Radio bar.
Disse steder var masser af øl og damer.
Der var også rigtig mange bambuslus i stolene.
Når det blev til for mange bid af lusene hældte vi tændvæske ud over stolens armlæn for at brænde lusene af.

Bambus kunne åbenbart tåle den behandling for der skete aldrig noget med stolene, og der gik heller ikke ild i dem.

Når vi skulle fra værtshus til værtshus under udgangsforbuddet, larmede vi så meget som muligt for at gøre opmærksom på vores tilstedeværelse.
Vi gik ud midt på gaden, ud fra den betagning at hvis der var nogen som ville skyde på os, så havde de svært ved ikke også at ramme deres kollegaer som lå på den ene eller anden side af gaden.
Der skete nu aldrig noget, om det var held eller hvad ved jeg ikke, men jeg tror at vi jo havde penge at bruge (udenlandske penge) og dem havde alle brug for.

Vi kunne ikke få penge op på Indonesien, der var ikke nogen der turde sige hvad vekselkursen blev.
Så der var ingen agent der turde levere penge til os.
Vi var nødt til at veksle penge fra dag til dag.
Der var bare det at pengene kunne vi ikke få gennem gaten (vagten) uden at risikere at soldaterne i vagten delte pengene mellem sig selv, eller i værste tilfælde så kunne vi blive fængslet.
Vi brugte at sælge vores ure i land, de ure som vi havde købt i Hong Kong.
Der var ikke noget forbud mod at have ure på.
Selvfølgelig skulle vi passe på, for på vejen fra gaten til værtshusene kunne vi blive rullet eller holdt op med pistol.

Malabar brugte vi som ledsager når vi skule i land. Indoneserne var bange for hunde, så selv om Malabar var en rigtig skikkelig hund, så kunne hun bruges som ledsager.

Pengene for urene rakte til mere end en dag, og når vi havde overskud afleverede vi gerne de overskydende penge til en eller anden rickshaw chauffør som så lovede at aflevere pengene tilbage den næste dag.
Jeg må indrømme at de første par gange var jeg lidt nervøs for at pengene var forsvundet og manden væk.
Men i alle de år jeg sejlede på Indonesien har der ikke været nogen rickshaw chauffør der har snydt med pengene.

Skulle vi have kontanter med ud gennem gaten, så opbevarede vi dem gerne skjult i et hæfteplaster som var smurt ind i blod så det hele så naturligt ud.

Det bedste var at sælge cigaretter.
For et karton Salem kunne man få til en hel aften med tilbehør.
Problemet med cigaretterne var at vi ikke kunne komme til at sælge dem uden risiko for os selv.
Så var det meget bedre med ure eller kontanter.

I Jakarta havde vi travlt hver morgen, for besætningen skulle selv åbne lugerne inden havnearbejderne ankom.
Om aftenen lukkede havnearbejderne for pontonerne, og lugerne blev skalket af os selv.
Styrmanden forlangte at der blev skalket hver aften når havnearbejderne gik hjem
Jeg kunne godt forstå ham, ellers ville det være for let at komme ned i lugerne for at stjæle.

Efter Jakarta kom vi nogle mange til Semarang.
Der var ikke nogen havn der, så vi måtte losse til pramme ude på reden, men vi kunne kun losse i dagtimerne.
Når det blev mørkt, så var der alt for megen vind og prammene bevægede op og ned så det var umuligt at arbejde.
På visse tidspunkter af året kunne det slet ikke lade sig gøre at losse til pramme på grund af Monsunen.

Når vi nærmede os Makassar på Celebes var der altid mange sejlbåde, Makassar skonnerter blev de kaldt.

Det var store sejlbåde som fragtede varer til de omkringliggende øer.
Bådene var utrolig fascinerende at betragte.

Vi havde også last med til skonnerterne.
Lasten blev omladet med håndkraft idet de ikke havde nogen form for kraner.
Havnearbejderne arbejdede på akkord, så det gjaldt jo om at bære så meget som muligt for der var mange om buddet.
Det meste jeg har set en person bære er 6 melsække a’ 22,5 kilo stykket.
Det kunne han bære på sine skuldre, i alt over 120 kg.
Han kunne ikke selv løfte så stor en vægt op på skuldrene, det var der andre der gjorde for dem.
Normalen var mellem fire til fem sække.

Makassar

Det var på akkord de bar sækkene.
Regnskabet foregik på den måde at de fik en farvet pind for hver sæk, når de så havde 5 pinde blev pinden udskiftet til en pind i en anden farve.
Der var farver for 1, 5, 20 og 50 sække.
Når så dagen var gået, var det nemt at gøre regnskabet op.
Betalingen var altid i kontanter, fra dag til dag.
Ingen turde tage chancen for at have noget til gode til næste dag.

Under anløb i Hong Kong skulle vi modtage en ændring til hovedmotoren, der skulle komme reservedele således at motormanden ikke skulle gå vagt i maskinen mere.
Vi var spændt på hvad der kunne erstatte en motormand.
Da delene kom kunne vi ikke lade være med at grine af det hele.
Det viste sig at være nogle store smørekopper til at sætte på vippearmene til udstødsventilerne.
Før skulle motormanden hælde olie på vippearmene hver 2. Time, nu med de store smørekopper kunne han nøjes med at fylde olie på morgen og aften.

Vi havde brevskoleundervisning som aspirant, det var Handelsflådens Velfærd der stod for undervisningen.
Meningen var at vi skulle lave et sæt opgaver for hver måned, og så sende det med brev til Handelsflådens Velfærd.
Brevposten var så langsommelig at det kunne tage op til 2-3 måneder inden vi fik svar.
Mange gange var vi i mellemtiden blevet skiftes over i et andet skib således at brevskolens svar blev væk.

Medens jeg var om bord fik Malabar 2 hvalpe.
Den ene blev afsat til nogen i Japan og den anden kom til Hong Kong.

I Hans Mærsk var der begyndt at komme kinesere, både messedrenge, fyrbødere og matroser.
De kom stille og roligt, hver gang der var en dansker der mønstrede af, så kom der en kineser i stedet for.

Det var en af de kinesiske matroserne som fik Malabar’s ene hvalp mod at fremvise den hver gang vi kom til Hong Kong.
Matroserne fik således bevis for at kineserne ike havde spist hvalpen.

Den ene gang fik jeg en kønssygdom, og måtte stille sammen med de andre hos styrmanden hver dag kl. 0900.
Han spiste morgenmad fra 0830-0900, så kunne han ordne os andre bagefter.
Dengang var det normalt at man fik mellem 5 – 7 indsprøjtninger med penicillin og så var sygdommen ovre.
Men jeg blev ikke rask efter 7 dage, så behandlingen blev stoppet indtil næste havn som var Hong Kong, der kunne jeg komme til læge.

I Hong Kong og Singapore havde de fri-klinikker som tog sig af den slags sygdomme.
Da behandlingen var gratis kunne det ikke lade sig gøre at få medicin til at tage med om bord, og kunne man ikke blive kureret under havneopholdet, så måtte man vente til næste gang/havn.
De udleverede ikke medicin på de gratis klinikker, det var for at man ikke skulle sælge medicinen og derved tjene penge.
Min behandling var mangelfuld og tilfældig, så efter et par måneder fik jeg en blå bog.

En blå bog var en slags journal således at lægerne kunne følge med i hvordan jeg blev behandlet.
Lægerne blev snart enige om at jeg havde “Bibo”, hvad det var ved jeg heller ikke den dag i dag.
Jeg tror at det var en eller anden slags infektion i urinrøret som udartede sig på forskellig vis.
Nogle dage kunne jeg ikke være til for smerter, andre dage mærkede jeg ikke noget og igen andre dage løb der masser af betændelse ud af urinrøret.

Alt i alt en træls affære, styrmanden mente at hvis nu hvor vi skulle ligge så mange dage i Jakarta og jeg ikke var blevet rask inden da, så måtte jeg sendes hjem.

Heldigvis efter 10 dage i Jakarta blev jeg erklæret rask, en festdag som blev fejret på behørig vis.
I havneområdet var der en læge som havde erfaring med den slags sygdomme.
Lægen besøgte jeg hver dag om morgenen inden han kørte ud i sumpene for at sprøjte mod malariamyg som dengang var et stort problem.

Fra Japan til Indonesien var der dengang så meget last at sejle med at skibet kunne fyldes hver gang.
Der var så meget last at vi var nødt til at fylde brugte varevogne op med kartoner af forskellig art.
Varevognene var ikke nye biler, så det betød ikke så meget at de fik en skramme i ny og næ.
Det var lidt mærkeligt at se havnearbejderne laste varevognene med kartoner, selv inde i kabinen blev der fyldt op.

Malabar som jo havde fået to hvalpe skulle steriliseres i Japan.
Hun blev sat af første gang i Osaka og så kom hun tilbage efter 14 dage i Osaka.
Dengang havde vi alle havne i Japan to gange, en gang for losning og en gang for lastning.

I Japan arbejdede de i døgndrift og altid med maksimum antal gæng, så vi lå aldrig særligt længe i Japan.
De af besætningen som var gift i Japan fik deres koner om bord i første havn og så blev konerne som regel om bord indtil sidste havn hvorfra de rejste hjem igen.
Det var en stiltiende aftale at konerne blev om bord i de forskellige havne.
Jeg tror ikke at det var helt lovligt at de var om bord, men som nævnt så så myndighederne gennem fingrene med dette.

Vi sejlede dengang med en del post fra havn til havn.
Luftpost var ikke rigtig noget der blev brugt på den tid.
Postsækkene blev talt, der var megen kontrol med hver eneste sæk.
Sækkene blev opbevaret i lukkede rum af stålskotter med døre som havde en meget kraftig hængelås.
Tallyen blev udført af en fra besætningen, enten en styrmand eller en aspirant samt en fra det lokale posthus.
Vi brugte tællemaskiner, og hvis antallet ikke stemte, så blev der talt om igen.
Flere gange på hver havnevagt blev det kontrolleret at forseglingen af rummet ikke var blevet brudt op.
Hvis det skete blev politiet tilkaldt og alle havnearbejdere blev undersøgt før de igen kunne komme i land.

På opturen fra Indonesien skete det engang imellem at vi kaldte Singapore.
Vi lastede som regel tin eller gummi i Singapore.

Om aftenen var vi ofte en tur oppe i Buggis Street.
Buggis Street var en lang gade som var fyldt med restauranter som havde borde og stole ude på gaden.
Gaden var afspærret om aftenen, om dagen var der normal trafik.

I Buggis Street elskede vi at se på transversiter, mange af dem så bedre ud end kvinderne.
Et par gange i året havde de skønhedskonkurrencer for Billy Boy’s som de blev kaldt.
På den tid kom der mange Australske soldater til Singapore, de fik deres ilddåb oppe i Buggis Street.
Det foregik på den måde at den arme soldat måtte smide alle kludene, så fik han en avis sat fast mellem ballerne.
Der blev så sat ild til avisen, og hvis han skulle bestå ilddåben skulle han kunne løbe nøgen 100 meter uden at tabe avisen.
Vi heppede på soldaterne som blev nøje fulgt af Billy Boys.

En enkelt tur til Manila blev det også for mit vedkommende.

Vi lå for anker ude på strømmen en enkelt dag, så sejlede vi videre.
Alle der kunne komme afsted, ville i land i Manila, jeg var også så heldig ikke at have vagt den nat.
Der var shorebåd tidlig om aftenen og en shorebåd retur efter midnat.
Vi havde hørt meget om en kvinde der Felix, hun skulle kunne tisse længere og højere end de fleste mænd.
Felix, hun kunne efter sigende stille sprækken på højkant eller på tværs eller hvad ved jeg.
Hun kom meget på et værtshus der hed “Piskroen”.
Felix var desværre ikke på “Piskroen” den nat vi var der.

Efter nogle øl og Tandya rom havde jeg ikke flere penge.
Da vi skulle med shorebåden lige efter midnat, så besluttede jeg mig for at vente nede på kajen, der hvor shorebåden sejlede fra.
Jeg var bange for at komme for sent.
Da jeg sad og ventede blev jeg antastet af nogle lokale som spurgte hvad jeg lavede.

Jeg fandt hurtigt ud af at de ville have fat i mine penge, jeg kom til at grine, for penge havde jeg jo ingen af.
De troede åbentbart ikke på mig, så jeg fik et lag tæsk og blev slået flere gange i hovedet.
Jeg fik knækket en fortand samt forskellige skrammer, men jeg fik da lov til at behold mit pas.

Da vi ankom til Hong Kong var jeg nødt til at have en ny fortand.
Jeg fik lavet fortanden af en tandlæge som kom om bord for at søge efter kunder.
Jeg fik rodbehandlet tanden under det ene ophold i Hong Kong og kunne hente resten når vi kom tilbage.
Da vi kom tilbage var tanden ikke finpudset, så jeg måtte vente en times tid på at den blev slebet til med sandpapir.

Jeg var meget glad for at være om bord i Hans Mærsk, og da den tid kom at jeg skulle afmønstre var jeg helt trist til mode.

Fra Hans Mærsk afmønstrede jeg 3 juni 1966 og skulle mønstre om bord i Sally Mærsk næste dag i Yokohama.

Jeg kørte med hurtigtog fra Osaka til Yokohama hvor jeg skulle påmønstre Sally Mærsk.
En spænde tur, togene kørte meget præcist, man vidste på forhånd hvor man skole stå på toget.
Der var afmærkninger hvor på perronen toget holdt og hvilke døre der holdt ud for hvilke numre, så det lige til at gå ind i toget og finde sin plads.

Agenten fortalte at jeg ca. 2 minutter før toget skulle ankomme til Yokohama skulle jeg gå hen til døren.
Hvis jeg ikke begyndte i god tid kunne jeg måske ikke nå at komme ud inden toget satte igang igen.
Der ville stå en rejseagent ved perronen i Yokohama og vente på mig.
Ganske rigtigt så stod der en rejseagent og ventede på mig på det sted jeg gik ud af døren.
Jeg var meget imponeret over hvor præcis det hele var, man kunne stille uret efter togene eller agenterne.

Da jeg ankom til Yokohama havde emigrationen lukket, så jeg var nødt til at overnatte på hotel indtil næste morgen hvor jeg kunne komme til emigration for at få lov til at mønstre.

Sally Mærsk var en linjebåd, det var et af Rederiets store skibe..
Man sagde dengang at for at være et linjeskib, så skulle skibet have ca. 1,5 HK for hvert ton det kunne laste.
Det passede meget godt for Sally Mærsk kunne laste 9750 ton, farten var 18 knob, længden 151,5m og bredden 19,5m.

Som aspirant var vi hver gang vi kom til Yokohama oppe på den svenske sømandskirke som viste film hver aften og bød på kaffe samt varme vafler.
Kirken var i gå afstand fra skibet, det tog ca. 30 minutter at gå derop.

Vi plejede gerne efter at have set filmen at gå på værtshus, for vi havde jo ikke penge til en hel aften i byen.
Det var ikke fordi at en øl kostede forfærdelig meget, 150 Yen var prisen.
1000 Yen stod dengang i ca. 14 r., så selv efter danske forhold var det billigt.

Der var en dansker som havde et værtshus i Yokohama, i China Town, men vi aspiranter var nu aldrig deroppe.
Vagn hed han, og var forhenværende matros, der kom mande matroser derinde så vi ville som aspirant nok ikke være velkomne derinde.

Efter Yokohama sejlede vi gennem Panama kanalen til New York.
I New York lå vi altid ved pier 11, det var Mærsk’s egen terminal.
Pakhuset på pier 11 var så langt at der kunne ligge 4 skibe på række ud for pakhuset.

Det må have været ca. 800 meter langt, på bagsiden kunne lastbilerne bakke ind til en rampe, der kunne være mindst 100 lastbiler samtidigt.
Pakhuset var helt enormt efter datidens målestok.

I USA havde vi gerne New York som første havn, derefter havde vi forskellige havne, Aston, New London, Philadelphia, Baltimore, Morehead City, Charleston, Long Beach samt San Fransisco er blot nogle af de havne vi kom til.

Fra Philadelphia sejlede vi som regel til Baltimore, for at turen ikke skulle blive for lang sejlede vi, hvis dybgangen tillod det gennem C-D kanalen.

Chesapeake og Delaware kanalen er ikke så lang, kun 14 miles (ca. 24 km), 450 fod bred og 35 fod dyb, og forbinder Philadelphia med Baltimore.
Man skulle passe på farten når vi sejlede gennem kanalen.

Ved indsejlingen kunne vi trække bølger på op til 2 meters høre langs med breden.
Hvis der stod lystfiskere kunne de blive væltet af bølgen og i værste tilfælde risikere at drukne.

Langs kanalen var der flere folk som regelmæssigt klagede over at skibene sejlede for hurtigt gennem kanalen.
Der var blandt andet en ældre dame som altid ringede til Coast Guarden når der passerede en Mærsk båd forbi.
Hun klagede over at der kom vand op på hendes græsplæne.
Det var nemt for at finde ud af skibets navn, på den tid stod navnet skrevet på skibssiden med store bogstaver.

I Baltimore lå vi helt oppe i byen, det var i gå afstand fra indkøbscentre.
Der var også en dask sømandskirke, præsten eller medhjælperen kom altid om bord på alle danske skibe som anløb Baltimore.
De var flinke til at arrangere ture for os.

Den ene gang var vi en aften til Wrestling (Amerikansk brydning).
Det forgik i en stor hal som kunne rumme ca. 4500 mennesker.
Wrestling var åbentbart en sport der var meget in blandt de sorte, vi var ikke mange hvide der så stævnet, måske 100 i alt.

Når det gik hårdt til stod alle de sorte op og råbte tilråb til deres favorit.
Vi stand også op, vi turde ikke andet, på en aller anden måde følte vi at det så sort ud hvis vi ikke fulgte med mængden.
Det var en oplevelse at stå blandt så mange folk med et andet udseende end os.
Oplevelsen var de 2$ værd som billetten kostede.

I Baltimore var kajen så tæt på pakhusene at der ikke var plads til at lande lasten, derfor var pakhusene indrettet således at man med spillene kunne køre direkte ind i pakhusene med slængende.

Efter Baltimore havde vi tit Morehead City med, der lossede vi som regel tobak fra Indonesien eller Filippinerne.

Derefter gik turen gennem Panama kanalen og videre til Long Beach.

I Long Beach lå vi gerne et stykke inde i havnen, vi skulle passerede forbi den Norske sømandskirke.
Hver gang vi passerede kirken så blev den danske nationalmelodi afspillet, det var helt underligt at høre melodien når skibet passerede kirken.
Men hyggeligt var det.

Når v sejlede over Stillehavet fra USA, så sejlede vi gerne ned omkring Hawaii for oppe nordpå var der som regel tåge og dårligt vejr.
Vi kunne ikke få mok observationer til at kunne navigere hvis vi kom derop.

Hvis vejret blev alt for dårligt, så kunne vi ikke nå alt det udendørs arbejde der skulle til inden vi nåede til Filippinerne.
Alle wirer skulle smøres og der var en del malerarbejde der skulle passes.

I Filippinerne havde vi gerne Manila, Cebu og en eller anden havn som ikke var kendt på forhånd.
I Cebu var kajen en slags offentlig kaj, der var fri adgang til havneområdet.
Det nærmeste værtshus “Sloppy Joe” lå ikke længere væk end man kunne spytte derover.

I Cebu lastede vi som regel en del kokosmel i sække til USA.
Skibet stillede selv paletter til rådighed til at laste på, vi aspiranter skulle så smøre en slags lim mellem sækkene så de ikke kunne skride ud på paletten.

Det foregik ned spå kajen og var et sjovt arbejde, for på den måde kom vi tæt på lokalbefolkningen.
De kunne ikke rigtig forstå hvad vi lavede.
Senere blev det til, at vi afleverede limen ved ankomst og så var det end af de lokale som smurte limen på.

Når lasten stod på paletter, så kunne lasten hurtigere losses i de amerikanske havne.
Derovre var havnearbejderne ikke så meget for at udføre manuelt arbejde.

Da vi ankom til Bangkok viste det sig at vi ikke kunne komme over yderbarren på grund af for lav vandstand i floden.
Vi ankrede i stedet op ud for Ko Si Chang, som viste sig at være et godt sted.

Vi skulle arbejde i alle luger, med undtagelse af lugen lige agten for bygningen.
På den luge rejste vi regnteltet så det blev spændt ud over hele lugen.
På måde fik vi en slags telt som skærmede af for solen.
PÅ lugen blev der straks sat et spisested og et værtshus op, det var lokale folk fra land som sørgede for dette.
Vi kunne få serveret forskellige retter samt få serveret kolde øl og Monkeyshine som var den lokale whisky.
Der kom også damer om bord, de kom i så store mængder at der var nok til alle.

Vi lå der en lille uges tid inden vi sejle til Hong Kong.

Vi skulle i dok i Hong Kong, jeg troede at det ville tage flere dage, men dagen efter dokkede vi ud igen.
Turen i dok tog  ca. 30 timer i alt.
På den tid havde vi fået malet hele bunden samt skibssiden og fået zinklodserne udskiftet.
De begyndte at rens og male på skibssiden inden alt vandet var ude af dokken.
Vi havde en del last om bord som ikke var blevet lyset forinden.
Det viste sig at dokken tillod at man havde ca. 10% af lasten inde medens man dokkede.

En del af tiden om bord boede vi to mand på hospitalet, idetalle andre kamre var optaget i lange perioder.
Når der ikke var kamre nok, så skulle aspiranter hele tiden fatte til de dårligste kamre, en aspirant havde ikke mange rettigheder på den tid.

Når vi var i søen, så vi gerne film en gang i ugen.
Det var film vi lejede fra Handelsflådens Velfærd, og vi betalte hver måned et beløb for at være medlem af skibsklubben, beløbet afhang af hvor mange film vi skulle leje.
Om bord på Sally ville matroserne ikke være med i skibsklubben, forårsaget af and e ikke kunne side og se film sammen med aspiranter.

Var det fint vejr, så sad vi ofte ude på verandaen, der kunne vi se film ud over dækslugen som der var spændt et lærred ud over.
Matroserne kunne man se prøve at lade som om de ikke så film, men de var alle ude fra deres kamre i den tid filmen varede, og det selv om de kun kunne se filmen spejlvendt.

Rederiet var begyndt at montere automatbomme på dækket.
Automatbomme kunne justeres med en joystick i stedet fro at man skulle stille bommene ved at bruge geder, preventer samt bomspil.
Nu kunne det hele udføres ved hjælp af et joystick.

Sally Mærsk havde som noget nyt fået installeret flushdæk på de øverste mellemdæk.
Flushdæk var et jerndæk som var helt plan.
Der var også installeret en sidedør således kunne man laste eller losse ud gennem døren.
Det foregik med forklift og det var en meget hurtig måde at laste eller losse på.
Fordelen var at så kunne man bruge et ekstra gæng af havnearbejdere når der blev arbejdet ud gennem døren.
De behøvede jo ikke nogen bomme til at laste/losse med.

Ungkokken og jeg blev enige om at vi ville prøve om ikke vi kunne få lov til at holde ferie i Bangkok inden vi skulle hjem til Danmark.
Da vi nærmede os USA igen, fik ungkokken at vide at han skulle hjem på ferie med afmønstring i New York.
Ungkokken Flemming ville så ikke med til Bangkok på ferie, koksmathen der skulle forfremmes til ungkok ville gerne med, for som han sagde, nu har jeg jo bedre råd til det.

Jeg havde skrevet et brev til Rederiet hvori jeg spurgte om det var muligt at afmønstre i Bangkok for så at påmønstre 2 måneder senere i et “Jorden Rundt skib”
Det fik jeg lo til af Rederiet og jeg glædede mig meget til det tidspunkt, jeg kunne dårligt vente på at vi skulle ankomme til Bangkok.

I Kobe var jeg oppe på det Thailandske konsulat for at få visa.
Det tog bare 30 minutter, så havde jeg fået visa, det var virkelig nemt at få visa på den tid.

Jeg afmønstrede i Bangkok den 16 november for at holde ferie indtil jeg skulle mønstre om bord i Jeppesen Mærsk.

Jeg holdt ferie i Bangkok i lidt over 2 måneder inden jeg skulle påmønstre om bord i Jeppesen Mærsk, der skulle  blive indtil vi kom til Italien, hvor jeg skulle rejse hjem for at begynde på navigationsskolen.
Men først skulle jeg nyde min ferie.

De første par dage gik med fester, jeg var jo sammen med ungkokken Torben som afmønstrede samtidig som mig.
Senere mødte jeg en sød pige som jeg begyndte at komme sammen med, hun havde en datter på lidt over 3 år.

Den søde pige hed Suknit, men blev kaldt Nit, datteren kaldte vi for Noy.
Suknit boede oppe i bydelen Borngai på Soi Suwansawat, der havde hun lejet et hus.
Naboerne var utrolig finke og hjælpsomme.
Gaden var ikke så bred, nærmest en gangsti, der kunne ikke køre biler, så det var vi forskånet for.
Naboen en ældre dame (Baang hed hun)lavede tit mad til os, rigtig god og velsmagende mad.

Jeg tog tit børnene med i Zoo, børnene var Noy og hendes veninder på samme alder.
Dom, Din og Joy hed de, en anden lidt større pige hed Noy.
Når vi skulle ud til Zoo, var det gerne med taxa.
Børnene skulle skjule sig indtil jeg havde fået fat i en taxa, hvis taxa chaufføren så alle børnene, så ville have have ekstra betalling.
Måske fordi jeg var udlænding og havde presset prisen ned til et absolut minimum, men jeg kunne som regel køre billigere end Nit.

Når alle børnene var med, så fik de som regel en sodavand ude i Zoo.
En ville have en rød, en anden en grøn og så videre.
Børnene blev ved indtil jeg kunne forstå hvad de sagde, og på den måde begyndte jeg at lære Thailandsk.

Måske ikke grammatisk rigtigt, men jeg kunne sige ordene så andre kunne forstå hvad jeg sagde.

Den ene gang vi skulle af sted blev taxa chaufføren så forbandet at han sagde “Jet Ma”, hvilket frit oversat betyder “knep din mor”.
På den smule thailandsk jeg kunne, svarede jeg “Jet Paa”, hvilket frit oversat betyder “knep din far”.
Chaufføren blev så paf at han kørte væk i fuld fart.
Jeg fandt så en anden taxa, og inden han kunne fortryde væltede alle børnene ind.
Børnene var så ivrige og morede sig så meget at Noy glemte at chaufføren havde en vifte kørende.
Hun ramte viften med panden og fik en grim hudafskrabning, men sagde ikke noget, så vi fortsatte til Zoo.

Når jeg var alene tog jeg som regel bussen, folk i bussen var behjælpelig med at jeg kom af det rette sted.
Bussen kostede dengang kun 25 satang hver gang, det svarer til 1/4 baht.

I gaden hvor vi boede var der også en Billy Boy “Cathoy”, han boede ved siden af Noy’s veninder Dom, Din og Joy.
Noy’s veninder og Noy selv var vældig fascineret over at han’s hofter eller baller hang til udluftning engang imellem.

Han kunne spænde ballerne på når han/hun skulle have lidt ekstra former. (ballerne var lavet af stof)
Nit hed han/hun, og hans hus var med en masse revner i træværket.
Flere gange tog jeg børnene i at sidde og kigge ind gennem revnerne uden at de dog ville fortælle hvad de så.

Nit og jeg tog ofte i biografen, i Bangkok var der mange store biografer med rigtigt store lærreder og surround lyd hvilket var en sjældenhed dengang.

Vi spiste gerne hos nabokonen som lavede god mad.
Naboen tog sig også af en lille pige, Dam hed pigen.
Hendes mor kunne ikke tage sig af hende, moderen var både dranker og narkoman.
Baang som nabokonen hed, byggede et lille hus/skur til pigen på sin grund.
Hun sørgede for at Dam kom i skole og fik lært at læse og skrive.
Det var selvfølgelig ikke uden omkostninger for pigen, idet hun skulle hjælpe til med at gøre rent og vaske op for Baang.

Hver måned skulle jeg ud af landet for at få et nyt visa, man måtte kun opholde sig 30 dage ad gangen i Thailand.
Vi, Torben og jeg tog til Laos, til Vientiane som var ca. 20 kilometer fra grænsen til Thailand.


Vi kørte første gang med toget fra Bangkok til Nongkai og så med bussen hjem den næste dag.
Når vi skulle ind i Laos skulle vi opgive en adresse hvor vi kunne bo.
Ved grænseposten var der et stort skilt hvorpå der stod “Bliss hotel”, jeg tror der var rigtig mange der opgav hotellet som adresse.
En anden gang tog vi bussen både frem og tilbage, det viste sig at være noget hurtigere.
Bussen havde plads til mange folk, bagerst var der ståpladser.
De forreste sæder hvor der var lidt mere plads og blev solgt sidst.
Thaierne var ikke meget for at sidde deroppe.
Hvorfor, fandt vi hurtigt ud af, idet chaufføren kørte som en vild og overhalede alle de andre biler.
Thaierne turde slet ikke sidde ved siden af chaufføren.
Jeg havde ham mistænkt for at køre på speed eller et andet narkotika.
Han kunne køre både frem og tilbage uden at hvile sig, det var trods alt en tur på ca. 24 timer.

På vejen op stopper vi ved et stoppested i Udorn.
På stoppestedet blev der smidt øgler ind i hovedet på de udlændinge som sad i bussen.

Det var store drenge som mente at det var sjovt at kaste øgler efter os.
Øglerne var ca. 50 centimeter lange og så mildest talt uhyggelige ud.

For eftertiden var vi lige ved at skide i bukserne hver gang vi gjorde holdt ved et stoppested.
Anden gang vi kom til Nongkai var vandstanden faldet lidt, det havde ellers været 10 meter over daglig vande i floden som afgrænser området til Laos.
Vi var heldige at vi kunne køre ind i Laos, var vi kommet en uge før ville det have været umuligt at køre så langt ind i Laos på grund af højvandet.
10 meter over normal vandstand er meget og svært at forstå når man befinder sig langt inde i landet.

Jeg troede at Nit gik til engelsk undervisning om morgenen, men jeg fandt hurtigt ud af at hun kun lod som om hun tog til engelsk undervisning.
I virkeligheden spillede hun kort, men kom hjem på samme tidspunkter som skolen lukkede.

Jeg havde lært så meget thailandsk af børnene at jeg kunne gætte hvad der foregik.

Kaffe drak jeg meget af, thailandsk kaffe “olian”.
Noy hun hentede ofte kaffen for mig, det var skaffe med en speciel smag og kostede 1 baht.

Noy var også begyndt i skolen, de starter meget tidligt i skolen, til gengæld så var der kun 4 års tungen skolegang.
I stedet for madpakke fik hun penge til at købe mad for.
Hun kom tit grædende hjem efter skole, hun var sulten sagde hun.
Der gik et stykke tid før jeg fandt ud af hvorfor hun var sulten.
Hun havde jo fået penge med hjemmefra til at købe mad for.
Noy spillede simpelthen pengene op.

I skolen spillede pigerne et spil med sten, de spillede om hvem der skulle købe noget ekstra lækkert til frokost den dag.
Den der vandt kunne så spise det lækreste mad og de andre måtte så undvære.
Det var selvfølgelig ikke lovligt at spille den slags spil om penge.

Blev børnene grebet i en løgn i skolen blev munden vasket med sæbe.
Kom et barn for sent til skolen, var det benene som ikke havde været hurtige nok.
Så blev de (benene) straffet ved slag af en tynd pind.

Nede i havneområdet var der fyldt helt op med store bomber (uden armering).
Der var så mange bomber at de lå langt oppe i gaden.
Bomberne skulle videre til Udorn hvorfra der hver eneste dag fløj B52’er ind over Vietnam.
På det tidspunkt var Vietnamkrigen på sit højeste.
Hvis man kom til Udorn tidlig om morgenen kunne man se B52’erne lette.
Et imponerende syn, først rullede maskinerne langs med startbanen, så begyndte vingerne at rette sig ud, og til sidst lettede B52’en i et inferno af larm.
Det var tydeligt at de var fuldt lastede med bomber.

Nu nærmede tiden sig til at jeg skulle mønstre i Jeppesen Mærsk.
Jeg var ikke særlig lykkelig ved at tage afsked med Nit og Noy, men lovede dog at skrive.
Jeg tog ned i havnen så snart Jeppesen Mærsk lagde til kaj, men fik den besked at jeg kunne komme igen til afgang.

Skibet havde ikke plads til mig, de skulle først have købt en madras og finde en plads hvor jeg kunne sove.
Den 22 januar kunne jeg så påmønstre Jeppesen Mærsk.

Jeg følte overhovedet ikke at jeg var velkommen, jeg følte at jeg kun var til besvær.
Det viste sig at skibet havde 22 kinesiske reparatører om bord, de skulle udskifte stålet i 8 højtanke og være færdig inden skibet forlod østen, så de havde travlt.
De 8 højtanke blev brugt til at laste palmeolie, latex eller forskellige flydende laster i.

Jeg fik anvist et storesrum/kammer at sove i, godt nok var der i sin tid en dobbeltkøje monteret.
Jeg måtte bruge underkøjen, overkøjen var helt fyldt op med ekstra strygejern, gafler og lignende.
Jeg måtte ikke prøve at rydde op, for jeg skulle jo afmønstre når vi kom til Genova.

Dette samtidig med at jeg var i syv sind om jeg skulle tage Nit og Noy med til Danmark gjorde at jeg følte at jeg måte opsige min kontrakt som aspirant og selv prøve at finde en løsning på at komme hjem.

Jeg var udmærket klar over at hvis jeg skulle betale for min egen hjemrejse samt for Nit og Noy, så ville det gøre et ordentligt indhug i min opsparring at skulle betale for 3 billetter hjem til Danmark.
Jeg sagde op til skibets ankomst til Singapore 2.gang.
Jeg skulle også have et visa fra det Thailandske konsulat i Singapore.
Man skulle bruge et par pasbilleder for at få visa.
Så jeg tog op i Buggis street til midnat for at blive fotograferet.
Medens jeg var ved at blive fotograferet kom den ene af de kinesiske reparatører ind, han skulle til tandlæge.
Det viste sig at fotografen også var tandlæge.
Medens pasbillederne blev tørret kunne jeg se på reparatøren som sad i en slags tandlægestol.
Boret der blev brugt var manuelt opereret.
Boret blev trukket rundt af en slags drivrem som blev trukket af en rokke.
Rokken var den del der trak drivremmen og blev aktiveret af benet på fotografen/tandlægen.
Jeg tror at boret kørte meget ujævnt og bedøvelse tror jeg ikke han havde fået, bedøvelse kostede jo penge.

Nede om bord havde Rederiet fundet ud af af de ikke ville have min opsparring stående i deres bank mere når nu jeg havde sagt op.
Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, idet pengene skulle jeg nødigt have udbetalt i kontanter.
Skipperen og jeg blev enige om at jeg kunne sætte pengene ind i Den Danske Bank.
Bankbog havde jeg ikke fået nogen af heller andet bevis på at jeg havde penge i Den Danske Bank, pengene var bare sat ind på mit pasnummer.

Jeg nåede at være aspirant i 54 måneder, normalt skulle man kun have 48 måneders sejltid for at komme ind på navigationsskole, men på en eller anden måde følte jeg at have opfyldt min part af aspirantkontrakten.
Jeg skulle jo hjem på skole samt fortsætte i Rederiet.

Jeg tog tilbage til Bangkok, og da jeg ikke kunne ringe i forvejen var der ingen der vidste at jeg kom.

Det viste sig at Nit og Noy blev meget glade for at jeg kom tilbage, det havde de ikke forventet.

Senere når jeg skulle bruge penge i Bangkok, så gik jeg bare ind i Chase Manhattan Bank, opgav mit pasnummer, og tre dage senere kunne jeg hente pengene. 

Jeg opholdt mig 3 måneder i Bangkok, hvor hvert minut blev nydt.

Nit prøvede jeg at overtale til at tage med mig hjem til Danmark, det var lidt svært at forklare at der i Danmark kunne blive så koldt som i en dybfryser.
Lidt svært, for Nit havde ikke oplevet mindre end 10 graders varme.

Vi kunne blive gift når vi hjem til Danmark.
En uges tid efter at have taget beslutningen om at Nit og Noy skulle med til Danmark, mødte jeg en oppe i byen som jeg før havde sejlet sammen med.
Han fortalte at de manglede en letmatros om bord i Effie Mærsk.
Hvis jeg var interesseret, så troede han at jeg kunne få stillingen.

Jeg var godt klar over, at hvis jeg skulle betale for min egen hjemrejse og samtidig også betale for Nit og Noy, så ville det gøre et ordentligt indhug i min opsparing.

Hvorimod hvis jeg kunne få jobbet om bord i Effie Mærsk, så kunne jeg selv få fri hjemrejse og samtidig tjene til Nit og Noy’s billet hjem.
Jeg skulle hjem for at læse i 2,5 år, derfor var beslutningen om at vente til jeg havde tjent penge let at tage.

Skipperen gav mig jobbet med det samme, jeg kunne mønstre den 12 maj 1967 som letmatros.
Jeg havde to dage til at forklare Nit at jeg ikke ville stikke af fra hende, men at jeg ville prøve at blive et stykke tid om bord i Effie Mærsk for at optjene penge til tiden på navigationsskolen.
Der ville gå mindst 2,5 år på skolen uden indtægt.
Heldigvis var hun med på det hele, så jeg mønstrede ud som letmatros fra Bangkok den 12 maj.
Jeg var letmatros indtil den 25 august hvor jeg mønstrede om til matros.

Den første tid var vanskelig, ikke alene skulle jeg vænne mig til at tilhøre den modsatte part, nemlig matroserne.
Det viste sig at matroserne var meget behjælpelige med at vise mig de forskellige jobs.

Det første jeg blev sat til var at fjerne affaldet fra havneopholdet i Bangkok.
Vi havde været der en uge, så skraldet var blevet levende, der var dagstemperaturer på ca. 39°.
Maddikerne flokkedes om at komme ud på bakken selv om affaldet lå henne på agterdækket.
Maddikerne søgte hele tiden opad, og da vi lå agterover så var bakken som en naturlig plads for dem.
De kravlede hele vejen på lønningen, et lidt underligt syn at se alle maddikerne komme krybende på lønningen.
Affaldet blev smidt ud over skibssiden så snart vi havde efterladt lodsen.

De fleste andre matroser var fuldesyge og prøvede at undgå at komme til at smide affaldet ud.
Det var kun mig og en mere som kunne klare udsmidningen uden at kaste op.

Vi sejlede i en rundtur som varede i ca. 4,5 måned.
Når jeg skriver ca. 4,5 måned, så var det fordi vi ikke havde nogen fast schedule at følge.

I USA havde vi fast New York, Boston, Baltimore, Philadelphia, Long Beach og San Fransisco.
Desuden havde vi ofte Morehead City, og New London med.

I Canada havde vi Montreale, Quebec,  Three Rivers samt Port Alfred når Sankt Laurens floden var åben for sejlads.

I Østen havde vi Yokohama, Kobe, Osaka, Hong Kong, Singapore, Bangkok, Manila, Cebu, Penang samt adskillige havne som blev bestemt fra gang til gang, alt efter hvor stort behovet var.

Hvis vi begynder i New York vil jeg prøve at berette hvordan det var dengang.

I New York lå vi altid ved Pier 11 som var Mærsk Line’s egen kaj.
Kajen var ca. 800 meter lang, og der kunne ligge 4 linjebåde på rad og række.
Pakhuset var næsten hele kajens længde, det største pakhus af alle de steder vi kom.
På bagsiden kunne der lastes/losses ca. 60 til 70 lastbiler samtidig.
Der var en platform hvorfra lastbilerne kunne tømmes eller lastes med gaffeltrucks.

Vi havde altid meget last med til New York, og det var vigtigt at der ikke opstod forsinkelser under havneopholdet.
Af den grund havde vi regntelte, som kun blev brugt i New York.

Regnteltene kunne rigges på en sådan måde at man kunne losse/laste inde under selve teltet.
Regnteltet gik på ydersiden af bommene og hang på den måde som en stor paraply under hele losningen/lastningen.
På den måde skulle det være meget kraftig regn for at stoppe losningen/lastningen.
Da det var et meget stort arbejde at rigge regnteltene til, så fik de lov til at være rigget på hele kysten.
Jeg tror ikke at regnteltene blev brugt mange andre steder end i New York.

Den ene gang vi ankom til New York endte vi på grund af en strejke fra havnearbejderne side, flere måneder i New York.
På grund af strejken skulle vi først til Halifax hvor vi lossede den del af USA lasten som kunne losses uden problemer for Rederiet.
Fordi vi havde god tid, så sejlede vi meget langsomt op til Halifax.

Strejken varede i ca. 3,5 måned, og bevirkede at jeg i stedet for at komme til at læse på Fanø navigationsskole, begyndte på Svendborg navigationsskole som begyndte et halvt år senere.

Vi havde god tid under strejken, der blev jo ikke lastet eller losset noget som helst, og vi kunne ikke få tilladelse til at forlade havnen sålænge strejken stod på.
Vi fik set mange film under opholdet, som tv antenne brugte vi en sprunget/defekt pære fra en projektør.
Det var den bedste form for antenne, idet pæren ikke var retningsbestemt.
Jo kraftigere pære des bedre var signalet.

Blandt andet så vi en film den ene nat om en hånd der faldt ned fra himlen, hånden kravlede op i en bil og kvalte chaufføren.
Næste aften ville Evald i land.
Evald var vestjyde og lidt anderledes end de fleste af os andre.
Da han skulle hjem, så tog han en taxa ned til pier 11.
Taxachaufføren tog ikke den vej som Evald ville have at han kørte.
Så Evald tog kvælertag på chaufføren, med det resultat at de kørte galt.

Om aftenen kom politiet ned om bord mens jeg havde vagt, de spurgte, om vi havde et besætningsmedlem der hed Evald om bord.
Evald kom for retten næste dag.
Bådsen og vi andre splejsede sammen til at kunne betale en eventuel bødestraf eller løskøbssum for Evald.
Det viste sig at Evald kun skulle betale 125$ i bod, pengene blev betalt med det samme således at han kunne frigives.
Evald var så heldig, at det var en sort han havde prøvet at kvæle.
Da chaufføren havde forsøgt at køre en omvej, så mente dommeren at det mere eller mindre var chaufførens egen skyld.

Vi lå i New York i julen, og havde besøg af 2 forhenværende matroser som ikke havde noget sted at opholde sig i julen.
Den ene var Smukke Leo, han havde ikke noget sted at bo.
Han holdt til i kælderen under værtshuset Kronborg.
Der havde han fået lov til at sove ved siden af fyret, og som Leo udtrykte det, så var der dejligt varmt dernede rundt fyret.
På det tidspunkt levede Smukke Leo som bilkaster.

En bilkaster var en person der stod og ventede på ældre damer der kørte rundt i store dyre biler.
Når de ældre damer kørte forbi Smukke Leo, så kastede han sig ud foran bilen med håbet om at han ikke ville komme alt for alvorligt til skade.
Når de så kom i retten sørgede Smukke Leo for at få fat i en sagfører som havde gode erfaringer med at føre den slags sager.
Det endte som regel med at Smukke Leo fik tildelt en erstatning, idet det ikke kunne bevises, at han selv havde gjort det med fuld overlæg.

Sagførerne i USA skulle ikke have noget salær hvis de ikke vandt sagen.
Til gengæld tog de det meste af erstatningen.
Smukke Leo fortalte at han nogle gange havde fået 10.000$ udbetalt, hvilket var mange penge dengang.
Leo festede så til alle pengene var brugt op og han ikke kunne få mere kredit.
Så tog han chancen med bilerne, og på at det ville gå godt endnu engang.

Hvad der senere blev af Smukke Leo ved jeg ikke, pludselig var der ikke nogen som havde hørt fra ham.
Måske blev han kørt over, eller blot fjernet fra gadebilledet.

Om søndagen blev jeg ofte sendt op til bageren for at købe lagkager.
Vi skulle selv betale for lagkagerne, men de var så gode at det at ville vi gerne.
Jeg var ofte oppe i kvarteret rundt ved havnen, men kun om dagen.
Om natten var det ikke sikkert at færdes deroppe, allerede dengang var der mange skyderier, men følte mig på ingen måde forulempet når jeg var i land, måske fordi jeg passede mig selv.

Jeg var aldrig på værtshus, jeg havde jo vagttørn hver eneste nat.
De andre kom ofte på et værtshus lige uden for gaten, et værtshus der hed “Pat’s bar”.
Indehaveren var en korpulent spansk-amerikaner som blev meget ophidset når man fortalte ham at Erik den Røde kom til Amerika før Christoffer Columbus.

Hver gang vi ankom til New York havde vi besøg af Rederiets læge, Dr. Hauer.
Han skulle vaccinere os for kolera samt andre vacciner der måtte være tæt på udløbsdatoen.
Kolera vaccinen kunne kun vare i 6 måneder, så der var altid flere der skulle vaccineres.
Han brugte en gammel blikæske til at opbevare sine nåle i.
Det var ikke engang’s nåle, men nåle som blev brugt indtil Dr. Hauer mente at de var blevet for sløve til at blive brugt mere.
Skulle man have mere end en slags vaccine, så fjerne han ikke nålen mellem vaccinationerne.
Nålen blev siddende i armen og der løb som regel lidt vaccine ud.

Æsken var fyldt op med sprit, og når han skulle bruge en anden nål tog han bare en brugt nål fra æsken.
Men jeg har ikke hørt om at nogen blev syge efter sådan en vaccination.
Dr. Hauer fik senere frataget sin bestalling som læge, måske fordi det siges at han solgte narkotika til de lokale.

Om sommeren anløb vi Montreal, og Quebec, det var en dejlig tur op ad Sankt Laurens floden.
Den ene gang vi ankom til Montreal var under verdensudstillingen.
Vi lå lige udenfor udstillingsområdet.

Jeg tog en tur derover, hvilket var en dejlig oplevelse og et bræk i den daglige rutine.
Der var meget at se på, jeg kunne næsten ikke nå at se det hele på en dag.
Jeg havde fri om dagen, idet jeg havde vagt hver eneste nat.
Inde i den Japanske pavillon kunne man fiske efter perlemuslinger.
Jeg var så heldig at fiske en musling hvor der var en perle i.
Perlen tog jeg med hjem til Nit som gemte perlen i en pose ris.
Da perlen efter flere år blev taget ud af risen, så vidste det sig at det var blevet til en rigtig pæn perle, Nit fik senere monteret perlen i en ring der blev lavet ud af min mormors gamle vielsesring.

Den Franske præsident besøgte også verdensudstillingen.
Det var meningen han skulle have været i Canada i flere dage.
Men den første dag kom han til at sige, at det ikke var et Fransk Quebec man ønskede, men et frit Quebec, hvilket var en så alvorlig udtalelse at Charles de Gaulle måtte tage hjem i huj og hast.
I Quebec taler man fransk og i de andre provinser i Canada taler man engelsk, lidt mærkeligt, men sådan er det nu engang.

Længere nede ad Sankt Laurens floden lastede vi avispapir i ruller til de store aviser i Manila og Bangkok.
Hver rulle vejede ca. 1 ton, så det var store ruller som var svære at håndtere uden specielværktøj.
Rullerne blev ofte stuvet under vores køleanlæg, der passede rullerne ind under dækket.
Rullerne skulle så overdækkes med presenninger for at der ikke skulle dryppe kondens ned på dem.
Hvis der kom vand på papiret, så udvidede rullerne sig således at de ikke kunne passe ind i trykkerimaskinerne og dermed var ubrugelige.

Om vinteren kom vi ikke op på Sankt Laurens floden, men vendte i stedet i St.John’s på Newfoundland.
Forskellen mellem lav og højvande kunne være helt op til 10 meter.
Der var en rivende strøm, så vi var nødt til at være to mand på vagt hele tiden, for der skulle slækkes eller hives på trosserne, gangwayen skulle også justeres hele tiden.

Når vi skulle til Boston, så sejlede vi gerne gennem Cape Cod kanalen, den vej var lidt kortere når vi ankom fra New London.
Lodsen kom allerede før vi afsejlede fra New London, Jensen hed han og var Dansk Amerikaner.
Det var ikke ret tit vi havde Boston på schedulen, det var ellers en fin havn at være i.

I Philadelphia og Baltimore lossede/lastede vi direkte til pakhusene.
Vi lå langs kajen, kajerne var så smalle at der ikke var plads til at lande lasten på kajen.
Havnearbejderne skiftede wirerne ud på de spil der skulle bruges, de havde deres egene wirer med.
Wiren blev sat fast i øverste etage inde i pakhuset, døren eller porten til pakhuset kunne åbne i fuld bredde.
På den måde kunne vi losse eller laste direkte ind i pakhuset selv om en del af pakhuset var i to etager.

I Philadelphia kunne vi ikke holde skibet langs kaj når det var lavvande, der var en skrå mudderbanke som vi hele tiden gled ned ad.
Derfor var der altid to mand på vagt, idet man ikke kunne være til stede forude på bakken, og samtidig være henne agter.
Der skulle også holdes godt med gangwayen, ellers kunne den falde ned mellem skibet og kajen.

Fra Philadelphia gik vi gennem C&D kanalen.
Det var første rortørn jeg havde, jeg havde været om bord i et par måneder, men rortørn havde jeg ikke haft indtil nu.
De første par minutter havde jeg meget svært ved at holde
skibet på rette kurs.
Måske var det fordi at klokken var fire om morgenen og det var mørkt, jeg tror nok at jeg tilmed var lidt søvnig.
Jeg kom hurtigt efter det med at styre, når først man havde vænnet sig til det gik det som en leg.

Den ene gang på vej til Philadelphia, lidt før jul, 22 december havde vi et uheld i et af svingende.
Der var en tankbåd der kom i vejen for os, den ramte os på BB bov, og gled hele vejen ned langs med BB skibsside.
Heldigvis var der ikke noget der eksploderede, tankbåden var tom, g betragtes som farligere end en fyldt.

Vi fik et stort hul i forepeaken, heldigvis over vandlinjen.
Det hele skete i svinget lige ud for Sun Ship Dockyard så vi ankrede op lige uden for dokken.
Næste morgen kunne vi sejle ind i dokken og påbegynde reparationen.

På det tidspunkt havde Mærsk ansat en inspektør som gik under navnet “2$”, det var nok mest fordi han skulle have alting udført så billigt som overhovet muligt.
Han blev kontaktet med det samme efter uheldet, og han sørgede for at vi kom ind i dokken allerede næste morgen hvorpå vi straks begyndte på reparationerne.

Han var fantastisk til at arrangere forskellige reparationer der skete uden forudgående varsel.

Juleaften sad jeg vagt ude i forepeaken, idet i USA fejrer man ikke jul før end 25 december.
Vi lå i dokken fire eller fem dage, så var skaden udbedret og vi fik tilladelse til at fortsætte rejsen.

I Panama var vi ofte en tur inde i selve Cristobal havn, det var som regel for at laste Coca Cola ekstrakt til Østen.
Turen gennem Panama kanalen var en stor oplevelse hver gang, bare det at se lokomotiverne trække os gennem sluserne var det hele værd.

I Long Beach lastede vi for det meste kun fryselast, frugt og andet frysegods som skulle til Østen.
Der var ikke meget last i Long Beach, så opholdet varede som regel ikke længe, og det selv om havnearbejderne arbejde meget langsomt.
Vi havde på fornemmelsen at de var dovne.

 San Fransisco var altid den sidste havn vi havde inden vi skulle over til Østen.
Vi lå ikke langt fra Fishermans wharf, som lå helt centralt i San Fransisco, vi kunne gå derfra og op til centrum på 15 minutter.
Et par af de andre matroser ville gerne have at jeg gik med dem i banken når de skulle have udstedt rejsechecks, for som de sagde, så så jeg stabil ud.
Den ene matros led af en slags rystesyge, han kunne næsten ikke skrive sit navn således at det var læseligt.
Han mente, at når jeg gik med ham, så var det lettere at få godkendt underskriften.

Jeg handlede ind for de fleste af matroserne om bord.
Når jeg kom ind i et supermarked så gloede de som regel en ekstra gang når jeg købte 100 stykker sæbe, 20 store pakker vaskepulver og flere end 20 flasker shampoo.

Med jævne mellemrum skulle alle rendestene oprenses.
Arbejdet blev udført af dagmanden samt af søvagterne.
Vi var så beskidte og lugtede så afskyeligt at styrmanden holdt døren til bestiklukafet lukket mens vi stod og styrede.
Vi lugtede afskyeligt, men vi kunne jo ikke vaske os hver gang vi havde rortørn.
Dengang skulle man have håndstyring på langs kysten af USA.
Coast Guarden forlangte at der skulle være en rorgænger på nat og dag så længe man sejlede langs med kysten.

Hver gang det var så dårligt vejr at vi ikke kunne være udendørs, så blev vi altid sendt ned i forepeaken eller agterpeaken for at rydde op.
Hvordan de andre havde det, ved jeg ikke, men jeg blev søsyg hver eneste gang vi skulle derned under dårligt vejr.
Mest på grund af den dårlige luft der var dernede.
I forepeaken skulle vi altid sætte maling på plads og samtidig skrabe den spildte maling af dørken.
Skibet bevægede sig så voldsomt ude på bakken at det var svært at arbejde dernede, så var det lidt bedre nede i agterpeaken, men ikke ret meget.
I agterpeaken opbevarede vi wirer samt løst tovværk.

Sommetider lasterede vi majs i Philadelphia og Baltimore, majs som skulle til Japan.
Majsen blev lastet i bunden af de underste lastrum, til ca. Halvt oppe i lastrummet, så blev der lagt plywood ud over det hele.
Den resterende del blev så fyldt op med stykgods.

På den tid havde vi altid fuld last med til Japan, skibet blev tømt for derefter at blive fyldt op igen med last til resten Østen.
Hvilket vil sige at vi kom to gange til Japan.
Senere blev schedulen ændret således at vi sejlede udenom Japan på vejen ud fra USA.

Når vi var færdige med at bruge de store regntelte, de som man kunne laste og losse inde under, så blev de lagt ned i tonnagelugen.
Tonnagelugen blev brugt som lagerrum, men kun når skibet sejlede som åben shelterdækker.
Hvis skibet skulle sejle som lukket shelterdækker måtte der ikke være noget i tonnagelugen, og man kunne så laste et par hundrede tons mere..

Bommene på flere af lugerne blev udskiftet med automatbomme, så kunne man stille bommene med et joystick.
Med et joystick kunne man køre bommene op og ned samt til begge sider.
Det lettede arbejdet en del, og det var meget hurtigere.
Der skulle ikke mere bruges tid på at sætte preventere og stille bommene op eller ned, nu blev alting automatisk.

Men det bedste ved det hele var, at når bommene blev overbelastede, så  firede gærderne ud, før var det preventerne der sprang.
Vi var ellers blevet helt gode til at smide os ned når hørte lyden af sprængt wire, så vidste vi med det samme at der kom et eller andet flyvende gennem luften.

På vejen frem og tilbage over Stillehavet udførte vi vedligehold på blokke og des lignende.
Alle blokke blev smurt, skilt ad og efterset for ødelagte kuglelejer.
Alle wirer blev smurt med Ferryl mindst 2 gange per rundrejse.

Vi brugte tiden når det var regnvejr til at splejse nye preventere samt lave tovværk til gærderne.

Ind imellem skulle der bruges svære wirer til at losse sværvægtsgods med.
Wirerne var så stive eller tunge at vi var nødt til at bruge rørtænger for at kunne åbne kordelerne.
En mand til at åbne wiren, og en anden til at lave indstikkene, det var en anstrengende måde at splejse wirer på, men den eneste vi kendte til.

I første havn på Østen og indtil sidste havn, ankom Brigantine gerne for at lave forskellige reparationer eller forbedringer af skibet.

Når der skulle skiftes svanehalse på olietanke, blev olietanken ikke tømt og erklæret gasfrit.
I stedet blev der lavet en gummiskive som så blev sat ned i udluftningen således at den var helt tæt.
Røret blev så fyldt op med et lag sand, og til sidst blev der hældt vand ovenpå sandet.
Sank det ikke i vandstanden så blev svanehalsen skåret af og en ny svejset på.
På den måde kunne vi skifte svanehalse relativt hurtigt.

En gang vi kom fra Pandang på Indonesien og skulle til Cebu på Philippinerne så blev skibsføreren syg.
Han havde fået blødende mavesår og skulle landsættes når vi passerede Sandakan på Nordboneo.
Da vi ikke havde noget søkort over området var styrmændene ikke meget for at sejle derind.

Efter at havde opholdt os et par timer uden for havnen tog overstyrmanden mod til sig og sejlede ind i havnen hvor vi blev mødt af lodsbåden.
Skibsføreren havde sin hustru med om bord, hun skulle selvfølgelig med i land sammen med ham.

Skibsførerens hustru var ikke så gode venner med den anden hustru om bord, maskinchefens kone.
De kunne mildest talt ikke fordrage hinanden.
Hun, maskinchefens hustru blev mellem officererne kaldt for Nam Nam Lulu, og skipperens hustru blev benævnt som Stripperen fra Boston.
Da vi havde fået skipperen ned ad gangwayen sagde Nam Nam Lulu til Stripperen fra Boston at hun ikke mente at hospitalerne i Sandakan var ret gode, men de havde en flot kirkegård.
I dag ville vi kalde det mobning, men det udtryk fandtes ikke før i tiden.
Officererne åndede lettet op da de så skipperen forlade skibet, han var åbenbart ikke særlig populær blandt besætningen.

På turen fra Sandakan og indtil vi ankom til Cebu var overstyrmanden blevet forfremmet til midlertidig skibsfører.

Hver gang vi ankom til Japan kom Evalds kone om bord, de boede i Osaka, og de kunne begge to ikke tale engelsk.
Evald kunne heller ikke tale Japansk, men de forstod åbentbart hinanden alligevel.
Når vi lagde til kajen stod Evalds kone og viftede med det danske flag sammen med en flaske Torys whisky.
Som Evald nævnte, så var der ingen grund til at købe den lidt dyrere whisky Suntory, solen kom alligevel senere som han sagde.
Den ene gang var der en masse larm nede i gangen hvor vi boede i skibet.
Jeg gik ud for at se hvor larmen kom fra, det var åbenbart Evald der havde låst sin kone inde.

Hun stod og råbte, “a ska pis, a ska pis”
Det var åbenbart noget Evald havde lært hende at sige.
Jeg fandt ham ude på dækket og fortalte at hans kone skulle på toilettet.
Han havde låst hende inde for at hun ikke skulle gå andre steder hen.

Når vi nærmede os Cebu skulle vi i begyndelsen selv paletterne som skulle bruges til at laste kokosmel på.

Når vi ankom til Manila, så gik jeg gerne i land tidligt om aftenen, idet jeg havde vagten fra Midnat til kl. 0800 om morgenen.
Det skete at jeg fik for meget at drikke inden jeg skulle på vagt.
Jeg drak halvt øl og halvt rødvin, hvad det smagte af kan jeg ikke rigtigt huske.
Men man blev ikke nær så beruset af det sammenlignet med at man drak Tanduay rum med cola.
Når jeg kom om bord sidst på aftenen var jeg ikke helt ædru og var nødt til at få tømt mavesækken inden jeg blev mere beruset.

Jeg kogte først en stærk bouillon.
Bouillon var vigtig at få lavet før jeg tømte maven, for bagefter kunne jeg ikke klare det.
Når bouillonen var færdiglavet gik jeg ud til rællingen og drak et glas med ren eddike.
Eddiken kunne næsten ikke nå at komme ned i maven førend hele mavesækkens indhold kom op.
Det var lidt af en pine at få eddiken ned, men så snart jeg havde drukket af bouillonen kunne jeg fornemme at jeg fik det bedre.
Efter en times tid var jeg næsten blevet helt ædru.
Kunne man ikke få fat i eddike, så kunne et halvt glas med sennep blandet op med vand gøre det ud for det samme.
Men eddiken var lidt nemmere at få ned.

Når jeg havde sundet mig lidt var det tid til at se ned i agterpeaken, der på det tidspunkt som regel var fyldt op med ferskvand.
Når vi ankom fra USA og havde Manila som første havn skulle vi altid have fyldt op med ferskvand
Ferskvandsslangen blev sat på agterpeaktanken, det var så meningen at der skulle pejles med jævne mellemrum.
Pejlehullet sad i styremaskinen som samtidig var storesrum.
1.mester var den eneste som havde nøglen til styremaskinen.
Han gik altid i land i Manila og tog nøglerne med, idet han ikke havde tiltro til andre, som måske kunne finde på at tage elpærer eller lignende.
Vi var efterhånden godt trætte af ikke at kunne komme ind for at pejle, så der blev ikke pejlet når han var i land.
Resultatet var at vandet løb fra styremaskinen ned i agterpeaken.

Var der meget at lave på dækket kunne det godt tage et stykke tid før der kom nogen for at låse op til agterpeaken.
Jeg plejede gerne at kigge derned som noget af det første når jeg kom på vagt.
Hver gang i Manila var tanken løbet over i ca. 1,5 time før jeg kom på vagt og fik set det.
Da det var mere eller mindre normalt at vandet løb over i Manila, så kunne jeg varsko styrmanden så snart jeg overtog vagten.
Vi kunne så nå at få lejet en pumpe fra land inden at der blev for meget ødelagt.

Der var kun en ejektor som kunne fjerne vandet fra agterpeaken, men vi turde ikke bruge skibets rørsystem som måske ikke var helt rent og måske pumpe olie ud i havnen hvilket var ulovligt.

Fyrbøderen kom ikke på arbejde i 4 dage, og derfor blev han tilsagt at skulle møde i søretten.
Jeg blev udnævnt som bisidder, idet der skulle være mindst en fra de menige til stede under søretten.
I søretten blev han idømt en bod på en uges løn som gik til bombebørsen i København (Bombebørsen var en fond til ældre søfarende)
Fyrbøderen blev senere opsagt til afmønstring når vi ankom til Manila 2.gang.

I New York mønstrede 2 ungmænd hjemmefra, det var Rederiet der havde arrangeret det.
Dengang var det sådan, at hvis man havde begået noget kriminelt og var mindreårig, så kunne man enten vælge mellem at komme på opdragelseanstalt eller tage ud at sejle.

Den ene af dem kom næste dag med et blåt øje.
Det var bådsen som mente at den unge mand var lidt for dygtig, så han havde stukket ham en på kassen.

Den anden kaldte vi for Fedtmule, han var blevet sendt til søs af en værge som var blevet træt af ham.
Fedtmule var analfabet og kunne ikke engang skrive sit eget navn.
I Bangkok skulle vi mønstre hos immigrationen ved ankomst og til afgang for med vores underskrift at bevidne at vi var den vi var.
Fedtmule måtte hver gang aflevere sine fingeraftryk, idet han jo ikke kunne skrive.
Alle andre kunne nøjes med en underskrift, selv om ved afgangen var underskriften fra visse personer ikke til at genkende.

Fedtmule han var ikke som de fleste, blandt andet betalte han en pige for at fortælle at hun havde været sammen med ham, og at han kneppede skide godt.
Det fandt vi andre selvfølgelig ud af, og spurgte Fedtmule hvorfor han havde betalt pigen for at fortælle dette.
Han sagde, at det var fordi han ikke fik nogen afløsning, han mente selvfølgelig udløsning.

I Japan kom Fedtmule til mig og fortalte at han gerne ville have en dårlig (pik).
Jeg vidste ikke rigtigt hvad jeg skulle sige til ham, men spurgte om han mente han havde en dårlig.
Fedtmule som var lidt naiv vidste ikke hvorledes en dårlig så ud.
Så jeg fortalte ham, at hvis han så på kuglerne og de ikke hang helt lige, så havde han muligvis en dårlig.
Fedtmule kiggede straks efter, så gik han over til overstyrmanden og fortalte at havde fået en dårlig.

Da vi lå under land, så sendte overstyrmanden Fedtmule til læge samme dag.
Et par timer senere kom Fedtmule tilbage fra lægen, helt gasblå i hovedet af arrigskab.
Lægen havde sagt til Fedtmule at han var født med at kuglerne sad skævt.
Som Fedtmule sagde, så havde han aldrig set lægen før, så hvordan kunne lægen så sige at han var født med skæve kugler.

Når vi lastede Latex var det ofte fra Penang til USA, højtankene blev rengjort i Singapore, der var det billigere at få det gjort.
Højtankene skulle skrabes ren for al anden form for last og tanken skulle vokses indvendigt.
En operation som tog ca. et døgn.
Når vi lastede op med Latex, så var Latexen opblandet med ammoniak og tanken skulle toppes helt op, ellers ville Latexen blive stiv og kunne så næsten ikke losses.
Vi slog på tanktoppen og siderne af tanken med 4×4 træstykker for at få alle luftblærer ud af tanken før den blev lukket.
Når så tanken var lukket, så blev der fyldt ammoniak i alle luftrør, igen for at Latexen ikke skulle stivne.

Så var det noget nemmere når vi lastede palmeolie, der skulle kun varmes på tanken inden losningen, hvilket kunne være svært nok, for varmesystemet var ikke beregnet til dette.

Fra Balboa til Los Angeles havde vi den ene gang en tandlæge med ude at sejle.
Dengang kunne rederierne af og til få tandlæger til at tage en tur med på skibene.
Så fra Panama til Los Angeles kunne vi få behandlet de dårlige tænder.

Behandlingen foregik på et af passagerkamrene.
Der havde tandlægen indrettet klinik, en af skibets lænestole var sat op på fire kasser for at få den rette højde.

Boret var luftdrevet gennem en slange som var ført ind ad koøjet.
Det hele foregik i arbejdstiden, og det var populært at komme der, samtidig var det næsten den eneste chance for at komme til tandlæge hvis behandlingen var på mere end et besøg.

Jeg fik lavet 12 huller, så for mit vedkommende var det en ordentlig omgang.
Til gengæld var prisen nogenlunde, som det fremgår af regningen løb det hele op i 475 Kr.

Før tandlægen tog ud at sejle, havde han lavet tænder for de Finske lapper som jo var en slags nomadefolk.

Når vi var i Hong Kong kom der nogle ældre damer om bord som vaskede tøj og reparere det som var gået i stykker.
De fik gerne lov til at hænge vasketøjet op inde i styremaskinen hvor der var ventilation således at tøjet kunne nå at tørre inden de afleverede det igen.
Det var ikke særligt dyrt, så det var ikke derfor jeg aldrig benyttede mig af det, men jeg ville selv vaske mit tøj.

Vi havde også besøg af Søndagsskolen i Hong Kong, søndagsskolen var en flok ældre damer som ydede forskellige former for service.
De kom gerne om aftenens når vi lå ude på strømmen, og de forsvandt så igen næste morgen.

Der var et populært værtshus i Hong Kong som hed den “Røde Løve”.
Jeg var der kun en gang, jeg sad stille på en sofa lige indtil jeg opdagede at der boede rotter i sofaen.
Jeg skyndte mig at drikke min øl, det var alligevel for meget for mig, hele tiden at skulle holde øje med rotterne som var meget nysgerrige og hele tiden tittede frem.

Der var en dame på den “Røde Løve” som blev kaldt for crazy Mimi, en af de andre matroser lovede at tage en papegøje med til hende næste gang vi kom til Hong Kong.
Men på næste tur kom vi ikke til Indonesien hvor man kunne købe papegøjer, og derfor valgte ham der havde lovet at tage papegøjen med, istedet at købe en and til “Crazy Mimi”.
Anden blev købt i Bangkok som var havnen før Hong Kong.
Anden blev dyppet i tre forskellige frugtfarver for at få kulør.
“Crazy Mimi” kunne ikke lade være med at smile da de kom med anden, om hun spiste den eller hvilket, ved jeg ikke.

Hver 4,5 måned når vi kom til Bangkok, havde jeg fri og tog hjem til Nit og Noy.
Jeg henvendte mig på den Danske ambassade for at få tilladelse til at gifte mig med Nit.

Men da der skulle forskellige tilladelser til fra Danmark var det ikke helt så nemt som jeg troede.
Det skulle først undersøges om jeg var gift i forvejen.
Jeg fik besked på at komme igen næste gang jeg kom til  Bangkok.
Næste gang jeg kom, da var ambassadøren ikke hjemme og vi måtte vent endnu 4,5 måneder inden vi kunne blive gift.

En af naboerne var vidne da vi skulle giftes, det hele blev oversat til Thai, således at det var helt klart for Nit hvad hun gik ind til.
På det tidspunkt accepterede Danmark ikke indgået thailandsk  ægteskab, omvendt så var et dansk ægteskab heller ikke accepteret i Thailand.
Vi blev også gift på Thailandsk, men ikke før end i december 1968.

Da vi jo allerede var blevet gift en gang, så valgte vi denne gang at blive gift på et rådhus, vi valgte et hvor det var lettest at få papirerne.

En anden gang ville jeg tage en radio med hjem til Nit.
For ikke at blive arresteret for noget ulovligt valgte jeg at gå op til Gaten i havnen for at høre hvorledes man skulle bære sig ad for ikke ikke komme til at betale en bøde for ulovlig import.
Da vagten i Gaten ikke rigtigt forstod hvad jeg sagde, så blev jeg i stedet for anholdt og sat i det lokale fængsel ved gaten.
Der sad jeg så i en 12 mands celle uden seng eller noget som helst.
Jeg sad der indtil næst morgen hvor Nit kom og kautionerede for mig.
Nabokonen var så flink at hun satte sit skøde i huset ind som garanti.

Jeg  måtte betale en bøde på 550 Bath, dengang var det lidt over 1800 Kr. (en Bath stod mange år fast på kurs 3,36 Kr)
Det værste var, at jeg skulle af med en flaske god amerikansk whisky til chefen for fængslet som tak for god behandling.

Efter at have været i Effie Mærsk i 26 måneder fik jeg lov til at afmønstre i Singapore med ret til fri hjemrejse samt en uges ophold i Bangkok inden jeg skulle hjem til Danmark.

Nit og Noy skulle have pas udstedt i den uge hvor jeg var i Bangkok, så vi havde meget travlt, vi skulle også have pakket og afsendt vores tøj samt diverse ting som skulle sendes hjem med skib.

jeg havde billet hjem, og vi var så heldige at Nit og Noy kunne komme med samme flyver hjem, hvilket gjorde det lidt nemmere.
Vi fløj over Tahskent i Rusland, dengang kunne flyene ikke række helt til Danmark på en tank benzin.

Vi landede i København den 20 juni 1969 og fløj samme dag videre til Billund for så at køre til Havepladsvej i Fredericia, hvor min mor boede.
Det var 4,5 år siden jeg sidst havde været hjemme.

Jeg mangler et billede af coastere i en gamle havn i Fredericia omkring 1959-1960, er der nogle Fredericia drenge som har et billede så er I velkomne til at sende det til mig.

Er der nogle blandt læserne som ligger inde med billeder af tankbåden Axel Mærsk hører jeg gerne fra jer.

Jeg mangler også billeder fra tiden på sømandskolen, så hvis der er nogle af læserne der har været der i samme tidsrum hører jeg gerne fra jer.

Er der nogle blandt læserne som har været på Charlotte Mærsk under vinteren 1963 og har billeder derfra hører jeg gerne fra jer.

PS
Jeg kan kontaktes på E:mail adressen buchholz@soemanden.com

Hvis I skriver en kommentar, så skriv det hele og indsæt eventuelt et billede før i klikker på tasten “SKRIV KOMMENTAR” idet det er det samme som at sende det hele til mig.

Ved afmærke flere billeder på en gang, så kan der sendes flere billeder i samme kommentar.

Fortsættes snarest