Sømand i Mærsk Line

Begyndelsen

Jeg Poul Buchholz Hansen blev født fredag den 29 marts 1946 tidligt om morgenen i et kælderværelse på Resedavej i Fredericia.

Allerede da jeg blev født var jeg anderledes, “Han ligner jo en fugl” det var alt hvad jordemoderen kunne finde ud af at kalde mig.

Hvordan det er gået med fuglen vil fremgå af nedenstående tekst.

Beretningen begynder efter tiden da jeg gik ud af folkeskolen. 

Tiden i folkeskolen var på mange måder en god tid, det var også en tid med mange nederlag.

Jeg gik først 6 år i almindelig skole, derefter 1,5 år i mellemskolen.

Fra 1 juli 1955 begyndte jeg at gå med aviser om eftermiddagen efter endt skoletid.
 

Hvorfor jeg begyndte som avisbud i så tidlig en alder er mig ikke helt klart. Jeg tror nok at det var fordi min adoptivfar tit var arbejdsløs og derfor var pengene små.


Vi havde heller ikke de store forhold derhjemme, så måske var det en lettelse ikke at skulle være hjemme om eftermiddagen.
 

Vi boede i et lille hus med kun 2 værelser, der var stue, soveværelse og et lille køkken.

Alle sov i samme rum, det vil sige mine forældre min lillebror og jeg selv.

Toilettet var ude bagved, et Dash tror jeg det kaldes. Det var en spand som skulle tømmes sådan ca. Hver 10 dag. Jeg hjalp tit med at bære spanden ud i haven hvor lortet blev gravet ned mellem rabarberne, eller hvor det nu blev gjort dengang.

I over 5 år kørte jeg med aviser på samme rute. 87 aviser var sådan cirka hvad der skulle bringes ud hver dag. Aviskunderne var spredt over 21 veje, det var en daglig cykeltur på rundt regnet 16 km, undtaget søndag som var fridag.

Min løn skulle jeg selv hente hos avismanden, det kunne blive til 7,85 Kr. per uge, men så var feriepengene også medregnet. Når min cykel ikke var i stykker kunne jeg nå turen rundt på cirka 2 timer.

Det var ikke nyeste model i cykel jeg havde at køre på, så min cykel var ofte i stykker. Da vi ikke havde ret mange penge at gøre godt med og dæk var dyre, og som oftest var dækkene sat sammen af flere lapper som var skåret ud af kasserede cykeldæk.

En eftermiddags tur med aviser blev til mange bump. Helt op til 3 overlapninger har jeg haft på et dæk.
 
Avisen som jeg kørte med hed “Frit Folk” og blev trykt i Vejle på et gammelt trykkeri som oftest var i uorden.

Efter skoletid kunne aviserne hentes nede på havnen, det var et rum i en baggård som blev brugt som aviscentral. Ofte var avisbilen forsinket.
 

Fra Vejle skulle avisbilen først til Kolding for at afleverede aviser der.

Medens vi ventede på avisbilen brugte vi ofte tiden til at se hvordan livet foregik på havnen.

Fredericia, den gamle havn

Det skete ofte at en eller anden sømand ville låne vores cykel for at hente øl. For at låne vores cykel ud kunne vi tjene 1 til 2 kroner bare for at kunne låne cyklen, så det er da klart at vi anså en sømand for at være millionær. At han så bare senere satte sig over på kajen sammen med sine kammerater for at drikke øl uden tilsyneladende at skulle arbejde, det forstærkede bare vores tro på at manden måtte være millionær.


I en alder af 10 år begyndte jeg også at køre med mælkevogn om morgenen inden skolestart. Jeg skulle op kl. 0430 hver morgen for at læsse mælkevognen og hente hesten nede i byen. Mejeriet havde 14 heste som blev brugt til at køre mælk ud med hestevogne.

Jeg fortsatte med at køre mælk ud indtil dagen før jeg tog til søs.

Jeg har ingen skolepapirer fra dengang jeg gik i skole, måske nok fordi min skolegang fik en brat afslutning.

Da det ikke var et mange lektier jeg fik lavet udenfor skoletiden så blev det for meget for klasselærerinden.

Hun sendte et brev til mine forældre hvori hun gjorde opmærksom på, at hvis jeg ikke lavede lektier, så kunne jeg jo lige så godt holde op med at gå i skole.

Brevet fik vi en onsdag, næste dag, om torsdagen gik jeg op til inspektøren og fortalte at nu kom jeg ikke i skole mere.

Jeg afleverede de bøger som jeg ikke brød mig om, resten beholdt jeg bare.

Det var min sidste dag i folkeskolen.

Jeg sagde farvel til mine klassekammerater, de få jeg havde.

Jeg tror at det var lige før min 15 års fødselsdag, helt sikker på dette er jeg ikke.

Min avisplads beholdt jeg, for jeg kunne sagtens nå at bringe aviserne ud efter at mælketuren var slut.

Engang sidst i april (1961) fik jeg min mor til at hjælpe med at skrive en ansøgning til Rederiet A. P. Møller.

Jeg ønskede at få et job som messedreng, jeg havde hørt at det var den nemmeste måde at komme ud at sejle.

Der gik lang tid uden at vi hørte noget fra A. P. Møller, jeg havde faktisk glemt at vi havde sendt ansøgningen til A. P. Møller.

Lørdag den 28 maj medens jeg hjalp mælkemanden, kom min mor cyklende, hun fortalte at der var kommet et telegram fra A. P. Møller som sagde at jeg skulle ringe til A. P. Møller kl. 0800 samme morgen.

Det var ikke så nemt, for klokken var da allerede 10.

Nå men jeg fik alligevel ringet til A. P. Møller, skibspersonel tror jeg nok det var.

Inde på Rederiet fortalte de, at jeg skulle møde om mandagen, så tidligt om morgenen som muligt.

Jeg måtte have fri hos mælkemanden om mandagen, min avisrute klarede min mor for mig.

For at være i København til klokken 7 om morgenen, så måtte jeg med toget fra Fredericia allerede kl. 2 om natten.

Min cykel var selvfølgelig i stykker den dag, så jeg lånte min mors cykel.

Hendes cykel havde ikke noget lys på, og på vej ned til banegården blev jeg stoppet af politiet som gerne ville have at vide hvad en 15 års knægt lavede på en damecykel uden lys kl. 2 om natten.

Jer fortalte dem selvfølgelig at min egen cykel var i stykker og at jeg skulle skynde mig for at kunne nå toget til tiden.

Jeg fik lov til at gå, idet de sagde at det var uforsvarligt at køre uden lys.

Jeg var godt klar over, at hvis jeg skulle gå hele vejen til banegården ville jeg ikke kunne nå toget til tiden.

Så da politiet var kørt rundt om hjørnet på første vej, så skyndte jeg mig at cykle videre.
Jeg havde på fornemmelsen at de ikke rigtigt havde troet på min forklaring om, at min egen cykel var i stykker, så lige før banegården sprang jeg af cyklen og gik det sidste stykke.

Heldigvis, for politiet holdt dernede og ventede på mig.

Da jeg ankom til København tog jeg bussen til Kongens Nytorv 8, det var dengang adressen for A. P. Møller.

Jeg havde fået at vide at jeg skulle ind i 5 baggård for at komme op til Skibspersonel.
efter et stykke tid fandt jeg op til Skibspersonale afdelingen hvor jeg skulle hilse på en person som hed Lars’sen.

Han spurgte om det var mig som ønskede at komme ud som “Messe Peter”
“Ja” svarede jeg hurtigt.
Det viste sig at de ikke havde brug for messedrenge, men jeg kunne blive hovmestermath.

Jeg takkede selvfølgelig for tilbuddet, ud fra den tanke at det var bedre end ingenting.
Det skulle så senere vise sig at messedreng og hovmestermath var et og samme job gjorde ikke tilbuddet dårligere.

Dette var mandag formiddag, jeg fik at vide at jeg skulle afrejse med toget allerede næste formiddag kl. 10 fra Fredericia banegård.

Jeg skulle påmønstre et sted i England som hed Heysham, lidt nord for Liverpool viste det sig.

Min mor havde givet mig penge med til at købe mad for, men nu når jeg skulle være sømand kunne jeg jo ikke rejse uden at have en køjesæk.
De fleste af pengene brugte jeg til at købe en køjesæk nede i Nyhavn som jo var lige ved siden af Kongens Nytorv.

Det var aften da jeg kom hjem til mine forældre, stor var opstandelsen da jeg fortalte at jeg havde fået hyre allerede fra næste dag.
Med min mors hjælp fik jeg pakket min køjesæk.

Mælkemanden skulle også have besked på at jeg ikke ville komme mere.
Ham var jeg ude ved sent om aftenen, efter midnat.

Han blev godt nok sur da jeg fortalte ham, at jeg ikke kom mere, og han blev mildest talt ophidset da jeg fortalte at min mor havde sagt at jeg skulle huske mine feriepenge.

Den 31 maj 1961 var dagen jeg rejste hjemmefra, og som sådan dagen hvor mit nye liv begyndte.

Messedrengen

Tankbåden som jeg skulle påmønstre i hed Axel Mærsk og var dengang en af Danmarks største, 19800 tons var hun på.

Klokken 10, skulle jeg tage toget til Hamborg fra Fredericia, men da jeg ikke havde modtaget nogen billet var min mor lidt betænkelig.
Vi havde fået at vide at jeg skulle rejse sammen med en matros som ville have billetten med til mig.
Han skulle komme fra Horsens, og da vi stod og ventede ved toget fra Horsens kunne vi høre ham råbe på mig at jeg skulle skynde mig.


Min mor var yderst betænkelig over at jeg skulle rejse uden at have billet videre fra Hamburg.
Men matrosen fortalte min mor at det var meget normalt, han have åbenbart prøvet det før.

Det viste sig at vi var mange flere der skulle påmønstre, de andre ville støde til os i Hamburg, de kom åbenbart fra København og ville medbringe vores billetter til den videre færd.

Da vi kom til Hamburg skulle vi skifte tog samt perron.
Det viste sig at jeg ikke kunne komme ned på perronen uden at have en perronbillet.
Man kunne købe en perronbillet, men jeg have ingen tyske penge, ham jeg rejste sammen med havde fået en perronbillet hjemmefra af Rederiet.

Jeg fik hans perronbillet således at jeg kunne komme ned på perronen for at finde de andre, som så skulle komme op med hans billet for ellers kunne han jo ikke komme med toget.


Da jeg kom ned på perronen blev jeg mødt af en hel masse folk som hang ud af vinduerne, de råbte at jeg skulle skynde mig hvis jeg ville med toget.

Jeg fik forklaret dem at der var endnu en’ som skulle med toget, men at han ikke kunne komme ned uden billet.
De andre havde hans billet, og der var en som skyndte sig op for at hente ham.
De nåede lige netop at komme ned på perronen før toget satte igang.
Vi måtte trække begge to ind gennem vinduet for dørene var allerede lukket.

I kupeen var der fyldt op, vi sad som sild i en tønde, selv oppe i bagagenettet lå der en og sov.
Vi skulle alle til samme skib, vi var 12 personer fordelt i 2 kupeer.

Det viste sig at vi skulle fra Hamburg til Hook of Holland og derfra videre med en færge til England.

Turen fra Hamburg til Hook of Holland blev også med mine øjne lidt anderledes end jeg havde forventet.


Det var som nævnt min første tur hjemmefra, så jeg sugede alle de indtryk til mig som jeg overhovedet kunne.

Jeg syntes i særdeleshed at den ene af matroserne var flink, han havde lovet at hjælpe mig på turen.


Han havde også fået mine spisebilletter for at jeg ikke skulle gå hen og miste dem.
(Vi havde fået spisebilletter til hele turen, tre måltider om dagen)

Stemningen var ved at være høj da vi nærmede os Hook of Holland om aftenen, og jeg var blevet godt sulten inden jeg tog mod til mig for at spørge hvornår vi skulle spise.

De andre skreg af grin og spurgte mig om hvor jeg troede øllene kom fra?
Naiv som jeg var kunne jeg ikke gætte det.

Det viste sig at matrosen som skulle passe på mig havde byttet alle spisebilletterne til øl, så der blev ingen mad den dag.
Jeg var godt sulten da vi endelig kom om bord på færgen og skulle til køjs.


Vel ombord på færgen fik vi forevist vores kamre, det var firemandskamre.

Vi sov under hele overfarten, og da vi skulle op om morgenen kunne vi ikke blive vasket.
Hvad vi troede var natpotten til at tisse i var i virkeligheden vores vaskevand til om morgenen.

Jeg var godt søvnig og har sikkert ikke set alt for pæn ud, jeg havde sovet med alt tøjet på.

Vi fik morgenmad på færgen inden vi skulle fortsætte turen med tog til London, og derfra videre med taxa til en anden station hvor toget til Liverpool kørte fra.

Da vi kom i land fra færgen skulle vi aflevere et udfyldt kort til paspolitiet.


Jeg havde også udfyldt mit kort inden ankomst, men det var åbentbart ikke godt nok, for betjenten blev helt rød i ansigtet da han så mit kort.

Jeg smilte bare og sagde “Good morning”, det havde de andre fortalt mig at jeg skulle sige såfremt der var problemer.
En af de andre matroser syntes åbenbart at det var lidt synd for mig, så han hjalp med at udfylde et nyt kort.

Jeg kunne godt bagefter se at det var helt galt det jeg havde skrevet på det første kort.
Da jeg ikke kunne engelsk havde jeg i god tro spurgt en af de andre hvorledes man skulle gøre.


Han fortalte at det var et godt rederi som ejede færgen, derfor ville de gerne sende et kort til vores fødselsdag.

Jeg havde udfyldt det første kort med min adresse og fødselsdag hvilket selvfølgelig ikke var det som betjenten skulle bruge.

Siden den tid er jeg blevet lidt mindre godtroende.
Jeg havde taget så meget ved lære at jeg holdt godt fast på mine 2 engelske pund som jeg havde fået i rejseforskud.
Godt det samme, for da vi ankom til London var jeg den eneste som havde penge tilbage til at betale for taxaen mellem stationerne.

Fra London og op til Liverpool var der nogenlunde ro i toget, de andre havde allerede brugt deres penge, og spiritus var der ikke meget af.
Vi var heller ikke så mange i hver kupe’.
fire eller fem tror jeg vi var, og for at komme til næste kupe’ skulle man helt ud af toget.
Der var ikke nogen gennemgående gang, alle kupe’er havde egen indgang fra perronen.

På jernbanestationen i Liverpool stod der en agent og ventede på os.


Det viste sig at skibet ikke var ankommet endnu, derfor ville vi blive indlogeret på et hotel/sommerpensionat i Heysham som var det byen hed hvor vi skulle påmønstre.


Jeg tror at det var en slags afholdshotel, værtsparret så temmelig chokeret ud da de så os.

Vi har nok heller ikke for pæne ud, vi havde på det tidspunkt rejst i næsten to døgn, ingen af os var blevet vasket og langt over halvdelen var nok heller ikke ædru.
Heldigvis kunne vi blive vasket på hotellet, så da vi kom ned til aftensmaden var vi meget kønnere at se på.

Men sikken et måltid, jeg havde svært ved at få noget ned.
Det smagte ikke rigtigt som noget jeg før havde spist.
På en eller anden måde nåede jeg alligevel at blive mæt, så helt galt har det nok ikke været.

Da vi skulle ud til skibet var jeg lidt betænkelig, det blæste og vi skulle langt ud med en slæbebåd.


På vejen ud til Axel Mærsk nåede vores kufferter og køjesække da også at blive våde, det var et helt under at de ikke forsvandt ud i havet.

Det var lige på vippen til at jeg nåede at blive søsyg.

Axel Mærsk var godt nok et stort skib, det største jeg nogensinde havde set.

Jeg blev taget godt imod, det viste sig at besætningen var temmelig stor og at jeg var ikke den eneste dreng.
Der var 8 andre på samme alder som mig.

Da jeg skulle være messedreng var mit arbejdsområde at sørge for at officererne og assistenterne fik noget at spise og at der blev holdt rent i messerne samt pantry og rygesaloon.

Vi kom om bord lidt før kaffe tid om eftermiddagen den 1 juni 1961.

Ham som jeg skulle afløse rejste med det samme idet de skulle ind med samme slæbebåd som vi kom ud med.
Heldigvis var der en af de andre drenge som hjalp mig den første dag, det var alligevel en helt anden verden end jeg før havde oplevet.

Jeg kom til at bo på kammer med en af de andre drenge, en som hed Peter.
Kammeret var ikke særligt stort, lige nok til en etagekøje og et lille skrivebord som vi måtte deles om, plus en lille sofa som sad fast på skottet.

Toilet og bad var fælles med de andre drenge, koksmath, ungkok samt kokken.

Min første dag gik hurtigt, de andre fandt hurtigt ud af at jeg ikke vidste ret meget om livet til søs.

Om aftenen da jeg var færdig med mit arbejde spurgte en af de andre drenge om jeg nu havde husket at vande kompasrosen, for ellers ville skipperen blive gal.

Efter en grundig instruktion gik jeg på på broen for at finde kompasrosen (til stor morskab for de andre), men jeg skulle jo helst ikke have at skipperen blev gal på mig den første dag.

Heldigvis var der en oppe på broen som spurgte hvad jeg ville?
Da jeg fortalte ham det trak han lidt på smilebåndet og fortalte mig at kompasrosen var den skive i kompasset som viste kursen, og ikke som jeg troede en blomst der skulle vandes.

Det viste sig at det var skipperen selv som var på broen, en flink ældre mand.

H.Frerks hed han, gammel ubådsfører for Tyskland under krigen fortalte de andre mig.


Han fortalte mig en del om livet til søs, nok den bedste forklaring jeg havde fået indtil da.

Jeg fandt da helt sikkert ud af at jeg skulle til at klare mig selv på alle måder.

Fra Heysham sejlede vi til Curacao i Caribien.

Jeg fandt hurtigt ud af at skibet ikke skulle bevæge sig ret meget før jeg blev utilpas.
De andre kaldte det søsyge, og mente også at det ville gå over efter et stykke tid.

Besætningen var efter nutidens forhold temmelig stor.
Den bestod af.
Skibsfører, 1.styrmand, 2.styrmand, 3.styrmand, telegrafist, 2 styrmandsaspiranter, 1.maskinmester, 2.maskinmester, 3.maskinmester, 4.maskinmester, elektriker, 4 maskinassistenter, hovmester, kok, ungkok, koksmath, 4 drenge, 1 bådsmand, 1 tømmermand, 1 pumpemand, 5 matroser, 2 letmatroser, 2 jungmænd, 1 dæksdreng, 1 donkeymand, 2 fyrbødere og 1 lemper.
41 personer i alt.

Beboelsen var to steder, ovre midtskibs hvor skipperen, styrmænd, telegrafist samt hovmester boede.

I agterbygningen boede resten, det var også der maskinrummet befandt sig.
Larmen fra maskinen var nogle gange overdøvende, særligt i dårligt vejr.

Da jeg “kun” var messedreng boede jeg helt ude ved siden af styremaskinen, det både rystede og larmede derude.
Den ene af os drenge havde købt en grammofon, vi måtte på skift sidde og holde den oven på to puder for i det hele taget at kunne bruge den.

Når vi skulle skrive brev var det også nemmest at gøre i rygesalonen som lå et stykke væk fra styremaskinen.
I vores egne kamre var det umuligt at skrive således at det kunne læses af andre, så meget rystede det derude agter.

Vi kunne gratis sende 2 breve hjem fra hver havn, men det blev nu aldrig til så mange breve at det var noget problem.

Min arbejdsdag begyndte de fleste dage kl. 0600 og varede til omkring 1900.
Der var dog fri et par timer ind imellem.

Hver fjerde nat skulle jeg op for at servere kaffe til styrmænd og maskinmestre.
De gik vagt hele døgnet rundt, kl. 0400 var der vagtskifte, så havde de krav på et spejlæg og kaffe.
Onsdag og søndag havde de dog krav på at få to æg.

Koksmathen lavede kaffen og æggene, og på skift gik en af os drenge op på broen med det.
I rigtigt dårligt vejr måtte vi ikke begive os udenfor, så da hentede en af matroserne kaffen.
Matroserne havde lært at passe på sig selv og måtte være udendørs i al slags vejr.
Det var nogle gange rigtigt dårligt vejr, jeg kan huske den ene gang hvor man fra midtskibbygningen kunne se toppen af søen oppe over agterbygningen.

Jeg var nu aldrig bange, bare lidt betænkelig.
Vi følte os jo lidt små i et sådant vejr.

I den tid jeg var om bord havde vi flere forskellige kokke.
Jeg kan huske at den ene bryggede spiritus af tørrede frugter tilsat gær.
Jeg smagte aldrig på det, men de andre sagde at det var ganske udmærket når først det blev siet igennem brødskiver.

Skipperen opdagede at kokken drak hjemmebryg, så han måtte en tur i søretten.

I søretten blev han, indtil han kunne afmønstre, frataget retten til at komme i provianten, idet det var der han nemmest kunne skjule sine produkter.
Da vi var på Kanarie øerne, Las Palmas, så byttede kokken al vores kaffe for vin i store runde flasker hos skibshandleren( Muscatel tror jeg det hed).

Kokken drak al vinen sammen med matroserne, så skipperen besluttede at sende ham hjem fra næste havn.
Sende hjem er nok ikke det rigtige ord, for han stod bare af og måtte så selv finde ud af at komme hjem, eller hvor han nu skulle hen.

Da der ikke var mere kaffe måtte vi på resten af turen og indtil vi kunne få ny forsyning af kaffe drikke ren Rich.

Dengang var det jo normalt at kaffen blev tilsat enten Rich eller Danmarks for at drøje på de dyre kaffebønner.
Der var de om bord som påstod at de ikke kunne smage forskel på kaffen fra før og nu hvor det var ren Rich.

Det var nu kun hovmesteren og ungkokken som mente det, ungkokken havde jo overtaget kokkens job og fik også hans løn.

På de lange rejser vaskede vi tøj for maskinmestre samt assistenterne, de betalte 50 amerikanske cents plus vaskepulver for hver gang vask.
Vaskepulveret gemte vi og kom i stedet for vaskepulver et par store skefulde salt i vaskemaskinen, tøjet blev rent alligevel
Det skulle godt nok have temmelig lang tid for at blive rent (hele natten).

Når der så ikke var mere vaskepulver i skibet solgte vi ud af vores lager, jeg tror nu ikke at der var ret mange som opdagede noget.
Det var hårdt arbejde dengang, så tøjet holdt alligevel ikke så længe.

Lige da jeg mønstrede ville jeg gerne ligne de andre, så hver dag tog mit fineste tøj på, mine søndagsbukser 

som de blev kaldt dengang.
Jeg tror ikke at jeg havde mere end to par bukser i alt.

Da jeg havde haft det samme tøj på i mange dage, så var der de som mente, at nu var det tiden til at vaske tøj såfremt jeg ikke ville have øretæver.
Jeg kom da også mit tøj i vaskemaskinen, det hele på en gang.

Vaskemaskinen var nærmest som en stor balje med en rotor i, man skulle selv tilsætte vand og tømme hver gang der skulle skylles.
En vaskning på den måde tog et par timer.

Det kunne jeg ikke holde mig vågen til, så da jeg vågnede om morgenen skyndte jeg mig hen for at hente mine bukser.
Vandet i vaskemaskinen var blevet lidt tyktflydende og mine bukser var væk, det eneste jeg fandt var gylpen, lommerne og så det stykke man normalt sætter livremmen i.
Resten af bukserne var åbentbart blevet revet i stykker i nattens løb.

Siden den tid har jeg altid vasket tøj om eftermiddagen, der er chancen for at falde i søvn ikke så stor.

Efter 8 måneder om bord hvor vi havde fået overtid for natarbejde, kom der besked fra Rederiet at messedrenge ikke skulle have mere overtid for at arbejde om natten.
Vi kunne bare sove en halv time længere om morgenen.

Da vi boede to på hvert kammer var dette ikke nogen god løsning, den ene skulle alligevel op klokken 0600, og ham som purrede ud vidste heller ikke altid hvem af os der havde været oppe klokken fire.

Vi havde indtil da fået en halv times overtid for at stå op og servere kaffe til kl. 0400.
Jeg tror at det var 2,80 Kr. vi fik i overtid for en time, månedlønnen kunne komme helt op på 280-300 Kr.

Da vi fire drenge ikke ville finde os i sådan en behandling, purrede ham som skulle op om natten også os andre.
Vi gemte os så i linnedrummet, der kunne døren holdes låst indefra.

Hovmesteren måtte så selv finde ud af hvorledes han ville klare problemet.
Vi havde prøvet at tale med ham om det først, men han mente, at når vi ikke stod i nogen fagforening kunne han gøre som han selv anså for bedst.

Der var på det tidspunkt ikke nogen fagforening vi kunne melde os ind i, det kom først på et senere tidspunkt.
Efter en uges tid på denne måde fik vi vores overtid igen og der var ingen uro mere.

Nogle af de mest udskældte om bord var styrmands aspiranterne.

En dag da hovmesteren var blevet gal på os sagde han at nu kunne det være nok, nu skulle han nok sørge for at vi blev aspiranter.
For så skulle han i det mindste ikke have mere at gøre med os.

Om aftenen rottede vi fire drenge os sammen, vi tog vores bedste tøj på og gik efter udskejning over til hovmesteren.
Da vi bankede på, var det som vi regnede med Skipperen som åbnede døren.
Han spurgte hvad vi ville.
Vi ville jo gerne tale med hovmesteren, for han havde lovet at sørge for at vi kunne blive styrmandaspiranter.

Skipperen blev så glad at han lovede at sørge for at vi kunne blive aspiranter.
Næste dag kom han med en anbefaling/ansøgning til Rederiet som vi bare skulle underskrive.

Vi skrev under alle fire, og efter et måneders forløb fik vi besked om, at når vi engang kom hjem og havde holdt vores ferie, så skulle vi bare ringe til Rederiet, så ville vi kunne mønstre ud som styrmandsaspirant.

Jeg tror nok at jeg var den eneste som tog mod tilbuddet.
Under min første udmønstring skete der en del som jeg ikke senere har oplevet.

Den ene gang vi afsejlede fra Rotterdam manglede kokken, ungkokken samt den ene af os drenge, de var simpelthen bare rejst hjem uden at fortælle andre om det.

Vi måtte så sejle forkort indtil næste havn som var Curacao i Caribien.
Der fik vi en ungkok og en dreng mere, en kok kunne ikke fremskaffes, så hovmesteren måtte fortsætte som kok endnu et stykke tid.

De to som mønstrede i Curacao var lokale folk, Curacao-negre kaldte vi dem.

Den ene, ungkokken hed Flores og arbejdede oprindeligt på det lokale skibsværft som svejser, men kunne tjene mere ved at være ungkok i et Dansk skib.
Begge var nu meget flinke selv om de ikke kunne enes, de sloges for et godt ord.

Da de en aften havde været oppe at sloges på poopen og i deres iver var kommet til at smide reservedele fra et spil ud over siden, blev de herefter hver aften lukket inde på deres kamre.
1.styrmand låste deres døre hver aften kl. 2000 og døren blev først lukket op igen om morgenen.

1.styrmand mente at alle os drenge var nogle svinske unge mennesker som ikke forstod at holde sig selv rene.
Derfor måtte vi hver morgen kl.0600 stille oppe i brovingen til eftersyn.
Der blev negle samt ører efterset for skidt, og var der en af os som ikke kunne godkendes måtte resten stå ret og vente på at synderen var nede for at vaske sig.

2. Styrmand var lidt af en svindler, han var Færing.
Han klippede os for en øl, troede vi, men når den ene side var klippet, så ville han have en øl mere for også at klippe den anden side.

Da man ikke kunne købe øl før man var fyldt 18 år, var det for os drenge lidt problematisk at købe øllene til ham.
Vi måtte købe dem hos hovmesteren til en kraftig overpris.
Omkring 200-300% fortjente havde hovmesteren på sit øl salg.

Rederiet tillod at man købte 2 øl om dagen efter at være fyldt 18 år.
Da der var mange som ikke kunne nøjes med to øl om dagen så tog mange hovmestre chancen for hurtigt tjente penge ved at købe øl for egen regning, og så sælge dem videre med stor fortjeneste.

Rederiet vidste ikke noget om denne form for handlen, (Skipperen må have vidst det), for han drak selv en hel del af øllene.

Vi var på et tidspunkt 18 forskellige nationaliteter om bord, så efterhånden kunne jeg tale en del engelsk.
Måske ikke grammatisk rigtigt, men jeg kunne begå mig rundt omkring i verden.

Der var mange ting man som dreng skulle passe på, ellers fik man et par på hovedet.

Blandt andet var det en yndet sport for os drenge at bringe de andre i fedtefadet.
Da jeg var messedreng yndede de andre at blande salt i sukkeret, og når officerene kom sukker i kaffen fik de lige så meget salt som sukker.
Det kunne klares ved at bytte sukkeret ud, for alle vidste jo at det var noget de andre havde fundet på.
Men når så også det udskiftede sukker var iblandet salt, ja så fik vi gerne et par på hovedet.

Jeg lærte hurtigt at smage på sukkeret inden det blev sat ind på bordene.

Det var heller ikke rart altid at skulle vaske op om aftenen, der fandtes jo ikke opvaskemaskine eller andre hjælpemidler, det hele skulle klares i hånden.
Kunne jeg komme til det, gemte jeg opvasken i et skab til næste morgen, det var lige som lidt nemmere, eller føltes sådan.

Det skete også at vi kunne komme i land, gerne sammen med de mere voksne.

På Curacao skulle vi gerne med ud på “Kampen”, et sted hvor der fandtes letsindige damer.
For at kunne komme ind på området som var afspærret skulle man være fyldt 18 år og have et shorepass som viste alderen.
Vi betalte gerne vagten et par gylden for at ændre på vores alder således at vi kunne komme ind.

Det var første gang jeg fandt ud af hvad letsindige damer brugtes til, nemlig at hente øl.
Jeg forstod også godt at de skulle været spærret inde, ellers var de jo bare rendt med byttepengene.

Ved indsejlingen til Curacao var der en pontonbro som først skulle åbnes før vi kunne komme ind i selve havnen.
Pontonbroen var i sin tid pontonbro i Nordjylland og hed dengang Kong Christian den Niendes Pontonbro.

Pontonbroen var købt af Holland og transporteret til øen Curacao, en hollandsk koloni i Caribien, hvor den var bindeled mellem to bydele i Willemstad havn.

Da

et årstid efter kom til Rotterdam ville jeg gerne afmønstre, det var ikke rigtig mig som skulle vaske tallerkner op resten af livet.
Jeg måtte selv betale for min hjemrejse idet jeg ikke havde været om bord i 18 måneder som man skulle for at kunne få fri hjemrejse.
Da jeg havde været der i over et år så slap jeg for at skulle betale for min afløser.

65 gylden kostede det hjem med bussen, ca. 202 Kr. (vi fik 285Kr. Om måneden på det tidspunkt)

Os fire drenge havde i næsten 8 måneder samlet tomme ølflasker sammen, vi vidste at de kunne sælges i Rotterdam.
Vi fik flaskerne bragt i land ved hjælp af en kran som vi betalte for med cigaretter.
Hovmesteren skulle få pengene fra skibshandleren og senere give dem til os,
Vi så bare aldrig nogen penge.

Til gengæld inviterede hovmesteren både skipperen, 1.styrmand samt 1.mester i byen, noget han ellers aldrig gjorde.
Hymøller hed hovmesteren, jeg husker det helt tydeligt.

Jeg var om bord som dreng,(forkellige jobs med rengøring/servering) i 12 måneder og 21 dage.

Vi kørte hjem med en af Rederiets busser som kørte over Kolding, Frederica, Odense, Nyborg, Korsør, Roskilde og København.

Bussen satte mig af på Fredericia banegård, og der stod jeg så.

Styrmandsaspirant

Efter endt ferie ringede til Rederiet og fortalte dem at nu ville jeg gerne mønstre ud som styrmandsaspirant, de fortalte mig at jeg kunne påmønstre Marie Mærsk på Helsingør red.

Det som overraskede mig mest mens jeg havde ferie, var at jeg på en eller anden måde følte at jeg var i vejen derhjemme.
Jeg havde slet ikke skænket det en tanke, at jeg ikke boede nogen steder, og havde en tilværelse som sømand.

Den 8 juli 1962 skulle jeg mønstre på Helsingør red, og rejste hjemme fra om morgenen.
Inde på rederiet talte jeg med en eller anden fra skibspersonel, hvem kan jeg ikke huske.

Han gav mig en billet til kystbanen, så kunne jeg selv tage toget op til Helsingør.
Da jeg ved middagstid sad i toget på hovedbanegården og ventede på at det skulle køre, kom den samme mand farende ind i kupeen og sagde det først var næste dag jeg skulle mønstre.

Skibet var blevet forsinket på prøveturen.

For natten blev jeg indlogeret på “Sømændendes Mindehotel” i København.
Det var helt spændene at skulle bo på hotel, det var jeg jo ikke vant til.

Næste morgen blev jeg sammen med en hel masse andre kørt i bus til Helsingør red hvortil skibet ankom om eftermiddagen.

Alle undtaget mig selv kom fra Odense/Fyn, det var normalt dengang at mønstre folk fra Fyn når nu skibet var bygget der.

Skibet var helt nyt, det var bygget i Odense og var på det tidspunkt Danmarks største skib.

Som noget nyt skulle jeg have mit eget kammer, vi var to aspiranter som deltes om bad og toilet, ren luksus mente vi dengang.

Vi sejlede fra Helsingør til Amsterdam ved et vandværk skulle laste ferskvand til Curacao i Caribien.

Vi var det største skib der havde anløbet vandværket, vi havde 7 slæbebåde langs siden da vi skulle fortøjre.
Det gik ikke særligt godt, jer tror at lodsen havde svært ved at kontrollere så mange slæbebåde på en gang.
Den ene slæbebåd sprang sin trosse og næsten hoppede op på bredden, så meget fart havde den på.

Faktisk husker jeg mest det “Røde” distrikt i Amsterdam, det var første gang jeg rigtigt havde set damer sidde i udstillingsvinduer som et eller andet stykke møbel.

Det var dyrt at købe noget, så vi nøjedes med at kigge, min kollega og mig.

På vejen til Curacao var vi inde i Las Palmas for at bunkre.
Der blev der også svejset en ekstra stang på alle gelænderne således at der ikke var så store mellemrum mellem stængerne.

Ved at få svejset en ekstra stang på gelænderne kunne man få lov til at flytte lastelinjemærkerne således at der kunne lastes nogle hundrede tons mere.

Da skibet var helt nyt og dørken inde på broen ikke var helt glat, så blev vi to aspiranter sat til at slibe dørken med store sandsten.
Det var store klodser lavet af en blanding af cement og sand.
De blev brugt ti at slibe dørken i styrehuset indtil dørken var helt glat, hvilket tog os næsten to måneder.
I den tid lavede vi ikke ret meget andet.

Da vi så endelig var færdige med at slibe dørken troede jeg at nu skulle vi rigtigt til at lære noget.

Jeg blev hurtigt klogere for den ene af messedrengene stak af i en havn, og da jeg jo lige havde været messedreng i sidste skib, så mente kaptajnen at jeg skulle overtage jobbet som messedreng indtil der kunne mønstres en ny messedreng.

Selv om jeg ikke var helt glad for ordningen måtte jeg jo acceptere at sådan skulle det bare være.
Det varede en hel måned inden der kom en ny messedreng og afløste mig.
På det tidspunkt var jeg også ved at være træt af det hele.

I mellemtiden havde Rederiet fundet ud af at jeg ikke havde været på sømandsskole, hvilket var en fejl.
Så de havde tilmeldt mig til Sønderborg sømandsskole fra 26-11-62 til 06-03-63.

Jeg glædede mig meget til at skulle hjem på sømandsskole, det ville blive en meget kortere udmønstring end jeg havde forventet, og desuden ville Rederiet betale alle udgifterne samt give lommepenge medens vi var på skolen.

På et eller andet tidspunkt skulle jeg jo til at lære hvorledes man skulle sejle et skib, indtil nu var det jo ikke blevet til ret meget.

Min sidste tid på Marie Mærsk var slet ikke dårlig, vi lærte da lidt af hvert.
Jeg kan huske at vi var med til losning og lastning.

Den ene gang bad kaptajnen mig om at gå op i brovingen, når han så vinkede nede fra kajen skulle jeg trykke på knappen til hornet i ca, 10 sekunder.
Jeg stod oppe i brovingen og holdt meget nøje med hvad kaptajnen foretog sig, og da hans vinkede trykkede jeg straks på hornet.

Godt tilfreds med mig selv gik jeg ned på dækket hvor kaptajnen stod og ventede på mig.
Han så lidt arrig ud, og jeg fandt hurtigt ud af hvorfor han var så arrig.
Det var fordi at han ikke havde vinket til mig som jeg troede, han havde vinket til 1.styrmanden som stod henne agter og aflæste amningen.

Da jeg startede hornet stoppede man inde på land for pumperne, signalet var et tegn på at vi var fuldlastet.
Så på den rejse manglede der ca. 300 tons olie i at vi var fuldt lastet.

Kaptajnen var godt sur på mig, selv kunne jeg ikke fatte hvorfor, jeg havde jo bare gjort som han bad mig om.

Matroserne som ikke brød sig meget om kaptajnen havde en helt anden mening, blandt dem var jeg en slags helt.


Jeg havde også min første tur gennem Suez Kanalen, det var en stor oplevelse.
Vi ankrede op på reden inde ved Port Said by, der blev all papirerne ordnet og vi forberedte os på at skulle sejle i konvoj.

Der var en handelsmand som vi kaldte Moses, han og hans hjælpere solgte al mulig ragelse for store penge.
De tog imod alle møntsorter, blandt andet sagde de at de tog imod Bornholmske træ-dollars og børnepenge, der var ikke den møntsort som ikke kunne bruges til en god handel.

Havde man ingen penge, så kunne man købe på kredit og så bagefter blive trukket på bogen.
Bogen som var en slags afregningsoversigt man brugte dengang.
Skipperen havde interesse i at vi købte på kredit.
Moses fik udbetalt alle tilgodehavender af skipperen inden afgang, selv fik skipperen 20% af beløbet for sin ulejlighed.
Måske var det derfor at skipperen syntes så godt om Moses og hans folk, han omtalte dem ofte.

Da vi ankom til Rotterdam den 13 november 1962 afmønstrede jeg for at kunne starte på sømandsskole.
Selv syntes jeg at det var en god tid om bord på Marie Mærsk.

Det var der åbenbart andre som ikke mente, for den ene af matroserne narrede mig til at tage hans kuffert med til Fredericia og derfra sende den til Kerteminde hvor han kom fra.

Senere fandt jeg ud af at han stak af fra skibet samme dag vi andre afmønstrede.
Han ville ikke være om bord mere, hjemme havde han kærestesorger og om bord skyldte han penge til næsten alle de andre matroser.

Siden den tid har jeg ikke taget kufferter eller lignende med for andre.

Fra den 26-11-62 til den 06-03 var jeg på sømandsskolen i Sønderborg .
Vi mødtes alle om formiddagen, 80 elever fra hele landet.
En del af os havde sejlet før, og vi overtog naturligt kommandoen over de andre, de var jo nybegyndere.

Sømandsskolen var indrettet i det forhenværende hotel “Al Hombre”
Vi blev indlogeret i firemandskamre og der var fælles bad.

Allerede fra første dag havde forstanderen lidt svært ved at styre så mange unge drenge.
Vi måtte gerne have en cykel med, men ikke knallert eller den slags.

Første dag ankom en “Københavner” på en Velosolex, som han påstod jo var en cykel med hjælpemotor.
Når han slog motoren fra var det en cykel.
Forstanderen var ikke helt enig og mente at enten opbevarede skolen Velosolexen til opholdet var overstået eller også rejste “Københavneren” hjem samme dag.

For at vi skulle kunne vænne os til at sejle til søs, hvilket jo ofte var i lange perioder ad gangen.
Derfor var der kun landlov hver 14. dag og kun i et par timer.
Landlov vil sige at vi måtte bevæge os udenfor skolens område.
Der var et par stykker som ikke kunne vente på landlov, de sneg sig ofte ud gennem hegnet og tog ind til byen.

Skolen havde mange elever på dette hold.
Der var omkring 30 elever fra Esbjerg sømandsskole som af en eller anden årsag var brændt ned til grunden.

Hverdagen foregik med undervisning fra morgen til aften.
Dog var der hver morgen fælles rengøring af kamre, gange samt baderum og toiletter.

Om aftenen skiftes vi til at have nattevagt, således at der altid var fire mand på hver vagt.
Vi havde et vagts ur som skulle trækkes op forskellige steder med bestemte intervaller for at det kunne bevises at vi nu også havde været på rundering.
Vi havde vagt tre timer ad gangen, hver fjerde nat tror jeg det var.

Skolen havde robåde, sejlbåde samt en motorbåd som blev brugt i undervisningen.
Det vil sige, det var nu mest robåden som blev brugt, for så kunne vi samtidig få motion.
Robådene var temmelig store og havde plads til 12 personer plus en styrmand.
Styrmanden var bådsmand, det var en forhenværende matros som var ansat på skolen.

Vinteren blev en rigtig isvinter, der var mange dage hvor der var over 20° frost om dagen.
For at vi ikke skulle fryse når vi var udendørs fik vi udleveret ekstra bukser, stortrøje, hat samt handsker.
Vi har sikkert været et kønt syn når vi kom gående med to par bukser og to stortrøjer på.
Koldt var det, selv efter så mange år kan jeg huske det.

Da så tiden endelig kom til at lære at sejle med sejlbåd, så var Als-sund frosset til, således at det ikke var muligt at sejle nogen steder.
Sejlbådssejlads var en del af pensum, så vi lærte at sejle med sejl i en båd som på grund af is ikke kunne flytte sig ud af stedet.
Om det havde nogen værdi tror jeg ikke, men så havde skolen dog gjort hvad de kunne.

Julen samt nytåret fik vi lov til at være hjemme.
Vi blev allesammen sendt med toget fra Sønderborg til de steder vi nu engang skulle hen.
Toget havde dårligt nok sat sig i bevægelse før der var ballade, 80 unge mennesker kunne lave en del ravage.
Da vi kom til Fredericia ville togkonduktøren ikke have os med længere.
Heldigvis skulle jeg af i Fredericia, de andre måtte pænt stå på perronen og vente på næste tog.
Sikkert ikke rart med de frostgrader der var.

Efter nytår blev det rigtigt koldt, det var svært at holde varmen indendørs, mest nok fordi at det ikke var isolering der var brugt flest penge på.

Hver anden søndag havde vi fri fra kl. 0900 til 1200, så gik vi bare rundt oppe i byen, for et eller andet skulle vi jo foretage os.
Det var en sport for os at gå ind til bageren oppe på torvet og bestille kaffe samt rundstykker.
Det var en slags cafeteria som havde plads til 5 – 6 personer ad gangen.
Vi gik gerne ind 10 til 20 ad gangen og bestilte hver fem rundstykker og kaffe.
Den stakkels butikspige vidste så ikke hvad hun skulle gøre og begyndte at græde, så var vores dag reddet og vi gik roligt igen.
Jeg er ikke sikker på at drengene fra sømandsskolen var særlig populære blandt folk i Sønderborg by.

Hver anden uge var vi ude i svømmehallen om aftenen, det var kun os der var der på det tidspunkt, turen derud skulle vi selv klare.
De fleste af os gik derud, der var langt, så vi skød genvej gennem haver og hvor ellers vi kunne gå.

Skolen havde en streng disciplin, og det varede da heller ikke mange dage før de første blev sendt hjem som uduelige for sejlads til søs.
Så vidt jeg husker blev ca. 20 sendt hjem i de tre måneder opholdet varede, de fleste fordi de ikke kunne indrette sig under den disciplin som var på skolen.

Nogle få blev sendt hjem på grund af tyveri, tyveri vil man ikke acceptere til søs, heller ikke den dag i dag er det accepteret.

Vi lærte meget forskelligt på sømandsskolen, vi lærte at splejse i tovværk, wirer, søvejsregler samt almindeligt sømandskundskab og i at indrette os under andre.

I begyndelsen var der et par enkelte som troede at de ved hjælp af store armbevægelser kunne bestemme det hele, men de blev hurtigt klogere.
Var der en eller anden stor og stærk dreng som ville bestemme alt, så rottede vi svagere drenge os sammen og fik fortalt fyren at det var nemmere at gøre tingene i fællesskab.

I de tre måneder jeg opholdt mig på skolen lærte jeg meget af det som jeg ellers havde regnet med at jeg skulle lære da jeg var aspirant på “Marie Mærsk”.

Jeg kan huske at maden ikke var noget at råbe hurra for, måske fordi at kokken ikke sørgede for at få maden til at smage lækkert.
Jeg tror ikke at jeg var mere kræsen end så mange andre.
Men havregrød hver eneste morgen har nu aldrig været min livret, engang imellem ok.

Efter endt eksamen rejste vi så sømandsskolen, mange af os for at få hyre i handelsflåden.

Fredag den 15 marts 1963 mønstrede jeg i København om bord i Charlotte Mærsk som var en tankbåd på 14000 tons.

Inden jeg kunne påmønstre skulle jeg dog ned til søfartlægerne som boede i Amaliegade, jeg skulle have kolera vaccine.
Vi skulle have fornyet vores kolera vaccine hver 6. Måned, og min var udløbet.

Jeg glædede mig til at mønstre i Charlotte Mærsk, endelig skulle jeg til at bruge noget af det jeg havde lært.
Men da kaptajnen så mig, var hans eneste kommentar, “endnu en”, jeg var ikke helt klar over hvad han i grunden mente.
Jeg fandt snart ud af at kaptajnen ikke var den eneste der havde den slags kommentarer.

Det viste sig at Rederiet brugte Charlotte Mærsk til at påmønstre folk som ikke skulle være der i længere tid.
Mange mønstrede for en uge eller to indtil de kunne komme over på det skib der oprindeligt var tiltænkt dem.

Rederiet mente at det var bedre hvis man arbejde i stedet for at få ventehyre som man skulle have udbetalt hvis Rederiet ikke kunne beskæftige en’.

Jeg fandt hurtigt ud af at der var ingen af besætningen som mente noget særligt med at man kun skulle være der i kort tid.

1.styrmand var fra Svendborg og en meget glad person, han var altid i godt humør, det var jeg jo ikke ligefrem vant til fra mit ophold i de forrige skibe.
1.styrmand ville ikke have at vi deltog i lastning og losning, idet skibet var udstyret med et dobbelt sæt af ventiler.
Derfor mente han at når jeg ikke skulle være om bord i ret lang tid så kunne jeg ikke nå at lære alle ventilerne at kende, med fare for at tage fejl og dermed fylde olie i havnen.

Det var ikke normalt at skibene var udstyret med dobbelt sæt af ventiler, Charlotte Mærsk  var det eneste skib så vidt jeg ved.

Da det var isvinter i Danmark havde vi meget konvoj sejlads hvor vi sejlede bagefter isbryderne som brød isen for en lang række af skibe.

Spillene som var dampdrevne skulle køre rundt hele tiden for at rørene ikke skulle fryse til og frostsprænges.
Rørene var ikke helt tætte og med den kraftige kulde forårsagede det at man næsten ikke kunne se spillene for den dampsky der opstod.

Når vi skulle fortøjre brugte vi ormeliner, det var en trosse som er sammenflettet af wire samt tovværk.
Havde vi brugt almindelige trosser var de nok blevet til en stor isblok og dermed ubrugelige.

Vi var altid med til ankomst og afgang.
På grund af isen i havnene var det svært at komme helt ind til kajen.
Det tog ofte adskillige timer at nå så langt.
Vi var udstyret med lange bambusstænger således at vi kunne skubbe isen væk mellem kajkanten og skibssiden.


Der var en slæbebåd til at hjælpe med at skubbe isen væk fra siden, den brugte sin propel og lod vandet piske langs med skibssiden.
Jeg tror at vi brugte bambusstave fordi at de var meget stærke og desuden vejede de ikke ret meget.
Havde vi brugt almindelige stænger ville de måske have været for tunge.

Vi sejlede i Danske farvende med lasteplads på Prøvestenen i København.
Vi havde ind imellem en enkelt afstikker til Slagen i Norge.
Der var ikke meget at se på i Slagen, der var godt nok en Norsk husmor som vi kunne besøge.
Hos hende var vi altid velkomne, måske fordi at vi var temmelig unge og hun var oppe i alderen, men vi nød det alligevel for hun bagte vagter til os alt muligt andet.

Som regel lastede vi flere produkter ad gangen, det kunne være fyringsolie i nogle tanke og i andre tanke havde vi petroleum eller benzin.

1.styrmand ville jo ikke have at vi deltog i lastning og losning, så vi kunne altid få fri under land.
Dette benyttede vi os meget af, Frank min kollega havde været der lidt længere så han var altid den første der spurgte om fri.
Han brugte så mange penge på piger at jeg havde ham mistænkt for at få sendt penge hjemmefra.

Vi boede på tomandskamre, Frank som var der da jeg ankom havde taget underkøjen.
Den var mere behagelig at sove i, skulle man ud for at tisse om natten så var det med livet som indsats oppe fra overkøjen, idet man først skulle finde ud af hvilken side man stod op i.
Toilettet var dengang ude i gangen og fælles med mange andre.
Måske var der en anden på toilettet og måske kunne vi ikke holde sig længere? Hvad vi så gjorde skriver man ikke om.

Når vi skulle i land så havde vi en dåse til at sætte under radiatoren i kammeret, rørene var ikke helt tætte.
Skulle vi være væk i længere tid, så var det en meget stor dåse vi satte under.

1.Styrmand var som nævnt en meget flink mand som jeg ikke tror havde ret mange penge at gøre godt med.
Når han skulle i land, skulle han altid låne mine nye sorte sko, som belønning fik jeg altid en fridag næste dag.
Da han tit skulle i byen, så blev det til mange fridage.
Jeg husker det som om at der var flere fridage end arbejdsdage.

Når vi lå i Kalundborg var det gerne på søndage, så skulle jeg hente søndagsavisen for ham.
Frank havde ikke lyst, så det var altid mig der hentede avisen.
Måske havde Frank hovedpine, for hver aften var han inde på “Jernstangen” en lokal beværtning i Kalundborg.
Efter sigende var der altid mange damer/unge piger man kunne få fat i.

En dag havde Frank fundet en pige som han kom om bord med, da han havde underkøjen og jeg overkøjen var det en lidt mærkelig oplevelse.
Da pigen blev klar over at jeg lå bag forhænget i overkøjen, så ville hun hjem.
Frank var godt sur næste dag, hvorfor ved jeg ikke?

Matroserne var meget flinke og opmærksomme, vi havde et godt forhold til dem.
Måske fordi vi ikke brød nogen af deres uskrevne regler.

Under midtskibs var der flere cykler som vi gerne måtte låne.
Vi skulle bare komme tilbage med en cykel når vi havde lånt en, på den måde at forstå at der skulle altid være det samme antal cykler om bord.
Hvordan vi bar os ad var der ingen der spurgte om.

I København lastede vi som regel ude på Prøvestenen, og måske skulle vi losse noget af olien inde i Frihavnen samt lidt på ydermolen af Langelinie og resten skulle måske til Esbjerg.

Når vi lå i Frihavnen kom kokkens kone altid på besøg, en pæn ældre dame.
Kokken derimod så forfærdelig ud og så drak han hele tiden.
Han havde den uvane at når han troede ingen så det, så tissede han i risten ude i kabyssen, og da han så samtidig glemte at skylle ud efter sig, så kunne det ikke undgås at det lugtede lidt.

Det skete aldrig når kokkens kone var om bord, så vi tog altid godt imod hende.
Om det var fordi hun skulle holde øje med kokken eller have kød med hjem, det blev jeg aldrig klar over.
Når hun havde været om bord var kosten de næste par dage lidt ensformig.
Det varede lige indtil skibshandleren havde besøgt os igen.

Den ene gang hvor vi lå ude på Langelinje var matroserne blevet sure på fyrbøderne, hvad årsagen var blev jeg aldrig klar over.
Men en søndag da fyrbøderne skulle have morgenmad (de havde deres egen messe, fyrbødermessen) havde matroserne hyret en ældre dame til at sidde på bordet når fyrbøderne trådte ind i messen.
Damen havde lovet at sidde på bordet uden påklædning.
Efter sigende varede det længe inden fyrbøderne ville spise inde i messen igen.

Jeg troede at fyrbøderne ville tage hævn og gik og ventede på hvad hævnen ville blive,  men der skete ikke noget.

1.styrmand skulle altid låne mine nye sko, og 4.styrmand som kom lige fra skolen, han havde heller ikke fodtøj til den lange fortøjringstid, og da jeg lige havde fået et par nye scooterstøvler lånte han dem til hver ankomst/afgang.
Han var altid ivrig efter at lære os det han kunne, jeg havde ham mistænkt for at det var de lånte støvler der var årsagen.
Men jeg har senere sejlet sammen med ham, og da var han den samme hjælpsomme person.

Da vi lå i Ålborg mente alle jeg jeg skulle besøge “Dok Yrsa”, jeg nåede nu aldrig at besøge hende.
Det viste sig at hun havde fået navnet “Dok Yrsa” efter at hun havde været på besøg i et skib som lå i Ålborg dok og var faldet ned fra gangwayen og havde overlevet.
Efter sigende så hun lidt mærkværdig ud efter den tid, men hun skulle have en ganske pæn datter.

Jeg havde jo mange fridage og ville bruge en af dem i Ålborg svømmehal som jeg havde hørt skulle være et rart sted.

Jeg troppede op om morgenen, de havde en 10 meter vippe, og da jeg jo havde prøvet vippen i Sønderborg, så mente jeg mig nok i stand til at klare udspring fra 10 meter vippen.
Der var godt nok langt ned syntes jeg, men tog alligevel mod til mig og sprang ud.
Jeg klarede den uden maveplaskning, men jeg glemte at rette op, så jeg tog bunden med hovedet.
Bagefter havde jeg lidt ondt i hovede og nakken var der også et eller andet galt med.

Men jeg lod som ingenting og gik i biografen i stedet for, hvad jeg så af film er jeg ikke engang klar over.
Efter den tid har jeg ligesom ikke rigtigt haft lyst til at gå i svømmehal.

Når vi ankom til København kunne vi hver uge få udleveret fra tolderne et karton cigaretter eller 6 pakker pibetobak.
Jeg valgte den ene uge cigaretter og næste uge 6 pakker pibetobak.
Vi skulle selvfølgelig betale for det hos hovmesteren.
Cigaretterne blev brugt til at handle med, pibetobakken sendte jeg hjem i en pakke. (min far røg pibe)
Min mor fik en æske chokolade hver gang, som hun sikkert delte med min bror.

I Esbjerg kunne man bestille en special art taxaer, når man ringede taxacentralen op, skulle man bede om en taxa med et bestemt navn.
Navnet husker jeg desværre ikke mere.
Den slags taxa’er brugte vi når vi havde cigaretter til salg.
Vi satte os bare ind på forsædet og sagde hvortil vi skulle køres.
Når vi så kom frem lå der på sædet 25 Kr. og vi lagde så en stang smøger som bytte.
På den måde var det en slags betaling for turen.

Når vi sejlede i konvojsejlads sad der en styrmand hele tiden ved radaren.
Over radaren var der sat en slags barnevognkaleche over, således at man kunne se nogenlunde i dagslys.

Der var kun en radar som styrmanden havde helt for sig selv, hvilket var normalt på den tid.
Jeg tror han nød det, ofte sad styrmanden inde under kalechen og sov, men da der både var lods og skibsfører på broen betød det nok ikke så meget.

Hver gang vi kom til Langelinje kom der folk fra B&W værftet, de skulle reparere alle de huller vi havde fået i stævnen.
Isen kunne ligefrem skære stålet i stykker.

Jeg var fast brandvagt når der skulle svejses.
Jeg havde en tømmerflåde for mig selv nede i voidspacen (en slags lastrum på. Ca 400m³), der sejlede jeg så rundt sammen med værftsarbejderne indtil de havde fået lukket alle hullerne.
Om der kunne gå ild i noget er jeg ikke sikker på, rummet var jo mere eller mindre fyldt op med vand.

Den ene gang da vi lå ude ved Prøvestenen skulle vi en tur i byen, to messedrenge og så mig.
Vi havde på forhånd fået at vide af de som havde været soldat i København at vi bare skulle tage ind i Teglgårdsstræde bag ved Rådhuspladsen, der var der mange som ville give os gratis øl.

Vi tog hver sin cykel nede under midtskibs, de var jo til fri afbenyttelse.
Vi cyklede fra Prøvestenen ind til byen i den forfærdelige kulde, så vi var godt forfrosne da vi endelig havde fundet et sted hvor vi kunne placere cyklerne.

Vi har temmelig spændte på hvad Teglgårdsstræde var for noget.
Det fandt vi hurtigt ud af på den hårde måde.

Det viste sig at hele området var for alternative mennesker, mennesker der havde en anderledes opfattelse af mange ting.
Det første sted vi kom ind viste sig at være en bøssebar hvor der sad en en temmelig venligsindet ældre herre som straks faldt over os.
Han var så ivrig at vi nærmest flygtede ud derfra.
Over hals og hoved som det hedder, og længe kunne vi høre den gamle mands halsen og klappen med sin stok.
Heldigvis var vi unge og i stand til at løbe fra ham.

Vi løb ind i en gyde hvor der var mere roligt, der mødte vi en middelaldrene dame som tilbød sig selv for 30Kr., men så skulle vi betale en krone ekstra for gummi.
Den ene af messedrengene havde lyst til at prøve, som han forklarede, det havde han aldrig prøvet før.

Vi andre var blevet tissetrængende og troede at toiletterne på Rådhuspladsen kunne bruges.
Men da vi kom dertil viste det sig at toilettet var nede i kælderen, et skummelt sted hvor alle trækkerdrengene ligefrem stod i kø for at få fat i sådan nogle som os.
Det endte med at vi ikke kunne holde os længere og var nødt til at tisse ind ad dørsprækken i en forretning.

Da vi skulle til at finde hjem viste det sig at vi ikke kunne huske hvor vi havde sat cyklerne, og vi vidste at vi ville få tæv af matroserne hvis vi kom hjem uden cykler.
Så var vi nødt til at stjæle tre andre cykler, vi fandt samtidig ud af hvorfor der var så mange forskellige cykler på Charlotte Mærsk.

Jeg afmønstrede fra Charlotte Mærsk den 22 april 1963 i København.

Jeg holdt ferie indtil jeg skulle påmønstre skoleskibet Georg Stage den 1. maj.

Vi mødtes ved brovagten i Prinsensgade på Christianshavn, vi skulle være der kl. 1300.
De fleste af os ankom lidt før middag og tænke at vi måske kunne få en øl eller lidt mad på den første og bedste restaurant uden for gaten.

Men det skulle blive anderledes, den første restaurant var en der hed “Roy Hurtigkarl” ejeren hed også Hurtigkarl.

Han mente ikke han ville have os ind i hans restaurant, hvilket gik der så en rum tid med at at acceptere, hvorefter vi gik over til Vagten hvor vi skulle mødes.

Vi var 79 elever, jeg fik tildelt nummer 62, vi havde alle numre i stedet for navne, på den måde var det lettere at kende os.
Jeg fik tildelt hvervet som baks-formand, hvilket vil sige at jeg skulle holde orden blandt mine kollegaer i samme gruppe.
Vi var otte i hver gruppe.

Vi måtte aflevere alle vores penge, ure, halskæder samt smykker.
Det hele ville så blive tilbageleveret når vi afmønstrede.
Jeg afleverede 110 Kr. og 20 øre, hvilket var hvad jeg regnede med at skulle bruge så længe togtet varede.

Klokken 1700 skulle vi spise, vi var godt nok sultne, i den alder, kunne man spise mad i store mængder.
Vores første måltid bestod af en ris vælling, kartofler som vi selv skulle skrabe/skrælle, blodpølse med sovs af saftevand.
Vi spiste ris vællingen, kartoflerne kiggede vi lidt på, de var kogt med jord og det hele.
Blodpølsen var der ikke mange af os der spiste og sovsen var lige som ikke noget for os.

Klokken 20 fik vi lov til at gå til køjs, det var i hængekøjer som blev hængt op lige under dækket, så tæt at den sidste mand i køjerne havde besvær med at komme op.
Jeg vågnede op ca. Kl. 0600 efter en søvnløs nat i de forbandede hængekøjer.
Kl. 0700 var der udpurring og surring af køjer, køjerne blev stuvet af vejen hver dag.
Vi blev jaget op på dækket hvor der var placeret en masse vandfade, det var vores vaskevand så vi kunne blive vasket.
Der var ferskvand i vandfadene den første dag, hvilket vi troede var normalt.

Hver morgen fik vi havregrød uden sukker, det brugte sømænd ikke mente skipperen.

Den første formiddag gik med at få udleveret vores tøj,
som var udlånt fra Marinen.
Jeg var så heldig at tøjet ikke var alt for stort for mig, det var der ikke alle der kunne prale af.
Var bukserne for store fik man blot udleveret et stykke reb til at holde dem oppe, understyrmanden der fulgte os derover mente at vi skulle være glade for at det ikke var omvendt.

Om eftermiddagen blev vi alle klippet, samme frisure, samme korte hår til alle.
Vi klippede hinanden, når den ene var færdigklippet, så skiftede vi plads med vedkommende.

Da tiden kom til at vi skulle spise til middag var vi blevet sultne, dagen før havde vi ikke rigtigt fået noget at spise.
Da vi kom ned på banjen var skuffelsen stor da vi opdagede at middagsmaden bestod af sødsuppe lavet af gårsdagens sovs, hovedretten var den blodpølse som vi ikke havde spist dagen før, dog var kartoflerne friskkogte.
Efter den dag spiste vi alt hvad der blev serveret for os.

Den første opvask skulle nummer 64 og nummer 66 klare, de var så forvirrede at de glemte en øseske under bakken, da jeg var baksformand fik jeg skældt ud over dette.

Om eftermiddagen hentede vi fire robåde som samtidig var vores redningsbåde.
Bådene havde været opbevaret under tag i vinteren.
I mellemtiden var Georg Stage blevet trukket ud på Reden.
Vi roede derud, det var lidt af et syn at se os komme roende, vi havde lidt besvær med at finde takten med de store årer.

Den første søndag var der landlov.
Efter at vi havde klaret formiddagens opgaver fik vi lov til at gå i land til klokken 1700.
Vi blev sejlet ind til lystbådehavnen hvorefter vi gik op til Østerport station for at tage S-toget til hovedbanen.
Vi var en tur i biografen hvor vi så “Rampelys” med Charlie Chaplin, bagefter skulle vi tilbage til “Georg Stage”.


Vel om bord måtte vi aflevere de resterende penge til læreren, for vi måtte ikke have penge på os.
Det var begrænset hvor meget vi kunne aflevere, når vi havde landlov fik vi kun udleveret maksimum 2 Kr.
Skipperen mente at det burde være nok med 2 Kr., det var alligevel forbudt at ryge, så vi kunne ikke nå at bruge så mange penge, mente han.

En af de første dage skulle vi øve os i at klatre op i riggen.
Vi begyndte med stormasten og lidt efter lidt fik vi lov til at gå op på røjlen.
Der var langt ned, jeg havde kun understøtning til knæene, resten ragede op i luften.
Lidt skræmmende, for hvis man røg ned så blev man til en klat på dækket.
Da jeg var lang (høj), så fik jeg tjeneste på storsejlet som samtidig var det tungeste sejl at bjærge.

Hver aften fik vi en kop kakao inden vi skulle til køjs.
Vi blev sendt til køjs kl. 2130 på en normal dag.
Hvis nogen skulle på toilettet indenfor de første to timer efter at vi var blevet sendt til køjs, så blev vedkommende belønnet med to timers ekstra nattevagt.
Vi lærte hurtigt at hvis vi ville undgå nattevagt, så var det med at komme på toilettet i god tid.

Der var 79 elever, men kun fire toiletter, så der var trængsel.
Nogle gange kunne vi ikke nå at komme på toilettet inden skipperen mente vi skulle til køjs.
De som ikke kunne nå at komme på toilettet var næsten altid de samme som ikke kunne holde sig de første to timer.

Toiletterne var ude under bakken, i den bb. Side blev opvasken klaret i en vaskerende og i Stb. side var toiletterne.
Lidet hyggeligt, idet dørene var muset (låst i åben tilstand), det var et andet af skipperens indfald, så mente han ikke at vi kunne sidde bag lukkede døre og få mærkelige tendenser.

Vi skulle lære funktionerne af rigtig mange tov-ender at kende, det var alt sammen tovværk som havde forbindelse til sejlene.
Tov-enderne var sat fast på kofilnaglerne.
Når vi skulle brase eller vende så var det nødvendigt at man kunne huske alle funktionerne på tovene.
Der var vistnok 240 forskellige tov-ender ,med hver sit navn.
Men vi lærte dem alle til sidst.

Efter en uge blev jeg syg, det var første gang jeg havde sygdom i den tid jeg havde sejlet.
Jeg blev indlogeret på hospitalet, der lå jeg så alene i et lukket rum uden vinduer eller andet.
Det var en hel straf at være syg, og efter to dage havde jeg fået nok.
Jeg skulle i hvert fald ikke på hospitalet igen.

I Snekkersten ankom den sidste understyrmand, og da havde vi efterhånden fået så meget øvelse i at sætte og bjærge sejl, at skipperen turde lade os sejle fra morgen til aften.
Om natten ankrede vi op.

Vi skulle også lære søvejsregler således at vi kunne følge med i trafikken.
Det var svært at huske alle reglerne, men vi skulle kunne dem næsten udenad inden vi forlod “Georg Stage”.

Inden vi forlod Rørvig hvor vi havde været i næsten to uger blev vi sendt på landlov.
Vi fik fri en eftermiddag i Rørvig.
Der var nu ikke meget at foretage sig i Rørvig, så vi gik og kedede os, vi ventede kun på at vi skulle tilbage til “Georg Stage”.
Det eneste lyspunkt var at vi alle fik en gratis sodavand inde på Færgekroen, ejeren havde selv engang været elev på “Georg Stage”.

Første dag med sejl sejlede vi kun om formiddagen, det begyndte at blæse op, og skipperen blev nervøs for om vi kunne klare sejlene når nu det begyndte at blæse.
Hele eftermiddagen fortsatte vi for maskinkraft indtil vi nåede til Nykøbing fjord.
Der ankrede vi så op for natten, men inden da fik vi lov til at ro i en times tid.
Næste dag blæste det for meget til at skipperen turde lade os sejle, så vi lå bare der.

I Nykøbing var der en mejerist som havde været elev på “Georg Stage”, han kom med en junge kærnemælk og en junge sødmælk.
Om morgenen var der så havregryn med mælk til, og om middagen kærnemælkskoldskål.
Det var helt rart med lidt forandring i kosten.

Kosten havde vi efterhånden vænnet os til, om aftenen fik vi alt det rugbrød vi kunne spise, men kun 10 gram smør, 10 gram fedt, og det var begrænset hvad der kunne smørres.
Vi smurte smør eller fedt på et stykke rugbrød, pålæg på et andet stykke rugbrød som så blev klappet sammen, på den måde kunne vi få pålæg eller smør på alle sider.
Pålægget bestod af 10 gram ost, 10 gram leverpostej og en eller anden levning fra middagen.
Det var alt hvad vi fik, men som nævnt så var der alt det rugbrød vi kunne spise.
Til brødet fik vi te uden sukker som skipperen ikke mente at søfolk brugte.

Da vi modtog vores brød blev alt rugbrødet stuvet i dertil indrettede skabe, det var en slags klædeskabe med hylder.
Hver uge blev brødet taget ud for at blive børstet ren for mug med en stålbørste.
Brødskiverne blev derfor mindre uge for uge.

I Nykøbing blev det hele for meget for nummer 78, han fået pludselig fået nok af det hele.
Kl. 0900 styrtede 1.styrmand og et par andre pludselig afsted, det viste at på det tidpunkt havde nummer 78 valgt at stikke af.
Efter et stykke tid kom de slæbende med ham igen, han skulle ned til skipperen.
Hvad han fik fortalt ved jeg ikke, men han blev sendt hjem med det samme.
Måske fordi at han, da han stak af havde stjålet to rugbrød som han rendte med under armene da han blev fanget.

Da vi havde været om bord i ca. 14 dage skulle vi vaskes, det var ikke ret tit vi blev vasket over hele kroppen.
Det meste af tiden blev vi vasket fra vaskefade.
Nu blev der blev rigget en pøs med huller i bunden i riggen, et par mand blev sat til at pumpe vand i pøsen og vi andre skiftedes til at vandre/stoppe under pøsen.
Rigtig koldt var vandet, det var midt i maj, men det føltes som vinter.
Det var saltvand så vi fik lov til at skylle efter med ferskvand.
Hvis man lod saltvandet være på kroppen kunne man risikere at få saltvandssår.
At blive vasket var ikke noget vi så frem til, vi gruede for næste gang.

1.styrmand han var dygtig til at finde arbejde til os alle 79 elever, der var på intet tidspunkt han ikke kunne finde et eller andet vi kunne lave.
Mange gange satte han os til at pudse messing.
Pudsecremen lavede vi selv, det blev lavet af spildolie tilsat fint sand eller aske fra cigaretskodder som vi fandt når vi var på landlov.
Det hele blev så æltet til en substans som vi kunne bruge.

Vi fik efterhånden lært at sejle skibet i blæsevejr, det gik helt fint med at få sat sejlene.
Når det blæste for meget skulle sejlene bjærges igen, og da var sejlene som regel blevet våde og derfor meget tunge at få rullet op.

Når vi hev ankeret op foregik det med håndkraft.
Oppe på bakken var der en kapstan som der kunne sættes spilspager i, således at man kunne trække ankeret op.
Spilspagerne sad vandret, 6 styks tror jeg der var, de blev sat i og en eller to personer ved hver spilspag skulle der til for at få kraft nok til at løfte ankeret.

Når vi vaskede tøj, ca. Hver 14 dag så foregik det på den måde at vi fik udleveret et vaskefad som vi skulle være fire mand til at deles om, i vaskefadet var der ferskvand.
Når styrmanden råbte undertrøje, så holdt vi alle en undertrøje op, således kunne han se at vores undertrøje blev vasket.
Næste gang blev der råbt skjorte og så videre indtil vi endte med sokkerne.
Alt overskydende sæbevand blev samlet i et kar.
Vi fik udleveret ferskvand til at skylle sæben ud af tøjet, men kun det allersidste hold skyllevand, først brugte vi saltvand.
Tøjet blev derefter hængt op i riggen på lange liner og i stedet for klemmer brugte vi kavlgarn til at surre tøjet med.
Når vi endelig havde fået vasket alt vores tøj, så blev det resterende beskidte sæbevand brugt til at skure dæk med.
Om det var knofedt der gjorde det ved jeg ikke, men dækket var helt hvidt bagefter.

På turen rundt i Danmark besøgte vi også Nyborg hvor Fynboerne fik lov til at rejse hjem i weekenden.
I Nyborg var der en mejerist der havde været elev på “Georg Stage”, han forærede os en junge med kærnemælk.
Kokken som var blevet lidt sparsommelig lavede kærnemælkskoldskål.
De lever der havde kabystjeneste påstod at han kun brugte et æg til alle 79 mand, så det var ikke sært at det smagte af fugl.

Der kom en del journalister fra Odense for at tage billeder og høre hvad vi mente om turen i “Georg Stage”.
Vi fortalte sandheden, at vi følte os godt behandlet, så de skrev pænt om os.
Vi vidste jo ikke bedre, dengang var livet til søs anderledes end det folk på landjorden ville finde sig i.
For os var det bare en prøve på om vi kunne indrette os under forholdene.
Det var vi jo nødt til, ellers sendte skipperen os Hjem som ubrugelige, og det var der ingen af os der ville risikere.

Efter Frederikshavn skulle vi en tur til Skotland, det glædede vi os meget til, men først skulle vi en tur forbi Frederikshavn for at få fyldt ferskvand på, havnemesteren gav gratis ferskvand.
Der var mulighed for at vi komme ud på Frederikshavns sømandsskole hvor vi kunne blive vasket.
Den ene aften var det bagbords vagt der skulle gå frem og tilbage til sømandsskolen for at blive vasket.
Næste aften var det så styrbods vagt til at få samme tur.
Hvor mange kilometer der var ud til skolen ved jeg ikke, men der var langt.
Vi fik lov til at gå til køjs med det samme vi havde været ude at blive vasket, måske fordi skipperen godt var klar over at vi var udkørte.

På turen over Nordsøen havde vi en læge med, det var en pensioneret familielæge, som brugte det meste af tiden på at fange makreller.
Den ene dag fangede han så mange at der var makreller til alle.
Det var bortset fra en enkelt anden gang det eneste måltid der var friskt.

Turen til Skotland var forfærdelig, jeg var søsyg hele vejen.
Det var der også andre der var, i hvert fald lå der flere andre i rendestenen.
Jeg troede så at på tilbageturen ville det gå lidt lettere hvad søsygen angik, men jeg tog fejl.
Jeg var også søsyg på hele turen tilbage.

I Leeds havde vi en udflugt til et eller andet kloster/kirke, dem var der mange af i Skotland.
En rigtig god tur var vi alle enige om.
Medens vi var i Skotland var søsygen glemt, det er forbavsende hvor hurtigt man kan glemme det som man ikke bryder sig om.

Turen frem og tilbage over Nordsøen var hård ved mig.
Det at skulle løfte sig op i armene for at komme op i hængekøjen krævede mange kræfter når man som jeg var søsyg.
Det endte som regel med at jeg beholdt al tøjet på for ikke at være den sidste der kom op i køjen.
Den sidste mand kunne næsten ikke få plads til at komme op.
Køjen skulle være spændt helt ud, hvis den hang slap kunne man ikke mærke når man skulle tisse, (til stor moro for de andre).

På vej til Christiansø blev det pludseligt et forfærdeligt uvejr midt i en regnbyge.
Pludselig måtte vi bjærge sejlene for vinden var blevet for kraftig.
Jeg blev sendt op i røjlen for at pakke sejlet sammen, men fordi det blæste med en kraftig vind var det ikke nemt.
Men bjærges, det skulle sejlet.
Det blæste så meget at vi ikke selv kunne komme ind til Christiansø for egen motor.
Vi var nødt til at have hjælp fra en fiskekutter som kom ud fra Christiansø.
Fra fiskekutteren fik vi en trosse stukket ud som vi gjorde fast om bord, fiskekutteren begyndte straks at trække os mod havnen.
Jeg kom til at se over på fiskekutteren, der stod en dreng, måske på 8 år og så over på os.
Han stod bare som om det var den naturligste ting i verden at det blæste.
Vi om bord på “Georg Stage” troede oprigtig talt at vi måske skulle synke.
Jeg blev lidt flov over at se på drengen som bare stod der på fiskekutterens dæk.
Lige før vi ankom til molerne sprang trossen som vi havde fastgjort om bord i fiskekutteren.
Det resulterede i at vi straks begyndte at drive væk og ind mod land.
Skipperen besluttede at kaste ankeret, vel vidende at det måske var ovenpå et strømkabel vi ville ankre.

Da det begyndte at blæse mindre kunne vi hale ankeret op og fortsætte for egen maskinkraft til havnen på Christiansø.

Vi var på Christiansø i en hel uge.
Ugen brugte vi til at male lastelinjen op, vi satte en blok fast i masten og til en kanon inde på land.
Så halede vi tot indtil vi fik så meget slagside at vi kunne male lastelinjen, næste dag var det den anden side der fik samme tur.
Det var et princip man brugte i gamle dage når der skulle males.

Vi nød at gå rundt på øen, der var jo ikke så langt rundt.
For os var det en lettelse at kunne komme i land hver eneste dag, det var vi ikke forvænt med.
Den ene dag var vi oppe hos fyrmesteren, som samtidig var politibetjent på øen.
Vi fik lov til at bruge hans badeværelse til at vaske os i.
Bagefter gav han en is, en flink mand.

Da vi havde været på øen i et par dage blev der vild opstandelse om bord.


Læreren havde fundet ud af at vi havde købt alt for mange frimærker.
Frimærker var det eneste vi kunne købe om bord, for ellers havde vi ikke mulighed for at sende breve hjem.
Læreren havde fundet ud af at vi byttede frimærkerne hos købmanden for is.
Nu kom købmanden for at veksle frimærkerne tilbage til penge.
Vores ugeløn på to kroner havde vi brugt til øl ovre på Månen.(Månen var navnet på øens forsamlingshus)

Når vi havde syning i sejldug foregik det uden sytråd, skipperen mente at vi kunne sy lige så godt uden tråd.
Den kanvas vi brugte kunne så bruges over flere omgange.

Da vi forlod København havde vi en junge fyldt op med sulfosæbe, den samme junge var også fyldt da vi endte togtet.
Sæben blev brugt til skure dæk med, når jungen var halvtom blev den fyldt op igen med ferskvand.
Sæben blev så svagere og svagere efterhånden som turen skred frem.
Men det lagde vi ikke særlig mærke til, på det tidspunkt brugte vi meget knofedt, så måske gik det lige op med sæbens kvalitet.

Det samme gjaldt for en junge som vi havde saftevand i, hver gang den var halvtom blev der spædet op med vand.
Det gjorde os ikke noget, for saften var overgæret og smagte ikke særlig godt.

Da vi ankom til Marstal kom skipperen til at vælte en stak ølkasser med bovsprydet, det var tomme flasker som skulle have været med færgen til Svendborg, nu lå de knuste flasker på kajen.
I Marstal fik vi ferskvand om bord, og vi blev selv vasket i ferskvandet hvilket var dejligt selv om vandet var meget koldt.

Det sidste sted vi besøgte var Skærbæk ved Fredericia, der havde skipperen fået lovning på en kasse bananer fra en frugthandler der engang selv havde været elev på “Georg Stage”

Tilbage på Holmen skulle skibet rigges af for vinteren og vi andre skulle videre med vores uddannelse.
Skipperen som ikke ville blande sig i politik, men han mente alligevel at hvis vi kunne vælge, så skulle vi vælge at blive aspiranter i Rederiet A.P.Møller.

Det viste sig at cirka Halvdelen af holdet ikke havde tænkt sig en uddannelse til søs.
På det tidspunkt var “Georg Stage” meget velanset, kunne man klare en tur på “Georg Stage” så kunne man klare alt.

Da vi ankom den 1.maj blev vi vejet ind, og da vi afmønstrede 17 september blev vi vejet ud igen.
Det viste sig at jeg var den eneste som havde tabt i vægt, alle de andre havde taget på.

Den 12 september 1963 mønstrede jeg i Arthur Mærsk som var en tankbåd.

Det var i Hamburg jeg skulle påmønstre, turen derned foregik med Rederiets bus.
Rederiet brugte dengang et rejsebureau der lå inde på Rådhuspladsen til at køre folk rundt i Europa når de skulle afmønstre eller påmønstre.

Bussen startede i København, og havde stop undervejs hvor folk kunne stige på.
Det var helt normalt dengang, at når der var mange besætningsmedlemmer skulle mønstre af eller påmønstre så kunne det betale sig at bruge en hel bus.
Ved grænsekroen fik vi en ostemad, kaffe eller te, ellers var der ikke nogen forplejning før vi nåede frem.
De som skulle afmønstre tog hjem med samme bus et par timer senere.

Hvor skibet lå til kaj i Hamburg havn kan jeg ikke huske, der er cirka 42km længde af kajplads i Hamburg.
Skibet lå ved en eller anden sidekanal, for når vi skulle i land foregik det med en færge.

Færgen sejlede frem og tilbage mellem Sankt Pauli og der hvor Arthur Mærsk lå fortøjret.

Jeg  følte mig straks hjemme på Arthur Mærsk, måske fordi skibet var magen til Axel Mærsk som jeg jo havde været i før.

Jeg mønstrede med det samme som letmatros aspirant, idet min tid som messedreng talte med som sejltid.
Normalt skulle man have et år som dæksdrengs aspirant og et år som ungmandsaspirant før man kunne blive letmatros aspirant.

De to første dage gik med at finde os tilrette, vi måtte selv finde ud af hvordan skibet var indrettet.
Styrmændene havde ikke tid til at tage sig af os.

De havde vagter som de skulle passe.
De arbejde i toskift, den ene fra kl. 0600 til 1200 og igen fra 1800 til 2400, 12 timer hver dag.

Den anden dag om aftenen vil vi gerne en tur i land, men da vi ikke havde ret mange penge besluttede vi os for at tage færgen ind til Sankt Pauli.
Vi betalte 50 pfennig for færgeturen, billetøren som var dansker lovede at vente på os når vi skulle hjem med den sidste færge hjem, vi var bange for at komme for sent.
Vi havde ikke nok penge til en taxa udenom.

Da vi kom til Sankt Pauli opdagede vi et stort værtshus eller ølstue er nok en bedre betegnelse.
Ølstuen hed Zillertal, og havde plads til 300-400 mennesker, det var det største værtshus vi nogensinde havde set.
Som jeg husker det, så solgte de kun øl i 1 liters krus.

Før vi kunne komme ind skulle vi forbi en dørvogter som forlangte at man skulle bære slips.
Vi havde selvfølgelig ikke regnet med dette og vi havde heller ikke noget slips.
Dørvogteren solgte slips, så det var ikke noget problem.

Vi prøvede at overtale dørvogteren til at lade os købe et slips og så lade os gå ind alle sammen på det samme slips, men det ville han ikke lade os gøre.
Han kunne dog acceptere at vi nøjes med at købe to slips.

Vel inde bestilte vi fire krus øl, de kostede 1,65 mark per styk, så vi havde ikke penge til mere end to krus øl hver.

Der var Tyrolermusik fra et orkester, det var vældig spændende.
Når en blandt publikum havde givet en omgang øl til musikken skulle vi stå oppe på bordene og danse.
Da vi havde drukket de 2 øl var det for tidligt at gå ned til færgen.

Vi blev enige om at se lidt på hvad Sankt Pauli var for noget, men det viste sig kun at være værtshuse i de gader der lå i området.
Det eneste sted vi kunne komme ind uden at skulle betale entre var noget der hed Herbert Strasse.

Det var en afspærret gade med nogle boligblokke, gaden var afspærret i begge ender af et forskudt plankeværk i to stykker.
Man kunne så komme ind imellem brædderne, og først der kunne man se hvad der foregik.
Det viste sig at være en gade med damer der sad i vinduerne, det var som en slags udstillingsvindue hvor damerne tilbød sig selv.
Når jeg siger damer, så er det fordi de ikke var særlige unge eller kønne.

De havde nogle små lemme eller vinduer som kunne åbnes for at man kunne tale med dem.
Dengang skulle de have ca. 5 mark for deres service, penge jeg jo ikke havde.
Jeg sagde at jeg ville betale funundzvansig (25).
Damen fil julelys i øjnene, jeg var jo ung og ville betale 5 gange prisen, det var lige noget for hende.

Jeg blev budt indenfor med det samme, betalingen skulle foregå med det samme og forud.
Damen blev temmelig slukøret da jeg sagde 25 pfenning i stedet for 25 mark.
Så jeg blev smidt ud med det samme og fik besked på ikke at komme tilbage.
Udsmideren som ikke kunne lade være med at smile, han havde sikkert ikke hørt den med de 25 pfennig før.

I gaden sad der damer i tre etager, på de to øverste etager sad de i åbne vinduer.
Når der kom kvindelige besøgende ind i Herbert Strasse smed beboerne vand ned i hovedet på dem.
Det hed sig at det var indholdet af damernes pispotter der blev tømt ned i hovedet på kvinderne.
Jeg hælder mere til at det var vand der blev smidt ud, hvis ikke, så skulle damerne godt nok være fulde af pis.

Vi skulle af med halvdelen af lasten i Kiel som var vores næste havn.
Vi sejlede gennem Kielerkanalen, en spændende tur.
Det var første gang jeg så at lodsen havde sin egen rorgænger med.
Rorgængeren var lokal blev brugt til at styre i stedet for vores egne matroser som ikke havde så meget erfaring i kanalsejlads.

Efter at vi var kommet ud af den Engelske Kanal fik vi lov til at styre på 2.styrmands vagt.
Først styrede vi om eftermiddagen og senere om natten, det var mere vanskeligt at styre i mørke.
Rattet var meget stort, måske 1 til 1,5 meter i diameter og med nogle store hager på.
Det var hydraulik der drev selve rorstammen rundt, jeg tror at pumpen der drev det hele skulle vi selv aktivere.
I hvert fald så var roret meget anstrengende at få helt i borde, der skulle lægges mange kræfter i.
I særdeleshed når vi sejlede med fuld fart.

Var vi så uheldige at slippe rattet, så roterede det med stor fart tilbage til udgangsstillingen.
Hvis vi prøvede at stoppe det så slog vi os, i værste tilfælde kunne man brække en arm.

Det var fast rutine hver morgen at vi skulle gøre rent på broen og ude i brovingerne.

Vores ferskvand blev opbevaret i store tanke.
Ind imellem var turen så lang at det kneb med at ferskvandet kunne slå til.
På de ture samlede vi selv ferskvand fra regnbyger.
Det fungerede på den måde, at når styrmanden på vagt opdagede regnbyger i nærheden, skulle han ringe til skipperen således at han kunne få tilladelse til at styre gennem regnbygerne.
Den første regn blev ledt ud over skibssiden mens resten blev samlet op fra soltagene og dækket i apteringen.
Om det opsamlede vand var rent nok til at drikke ved jeg ikke, men brugt blev det.

Kunne vi ikke nå at samle regnvand nok, så løb vi på et eller andet tidspunkt ind i rationalisering af vandet.
Så blev der lukket for al ferskvand undtaget mellem kl. 1700-1730.
Men vi kunne hente ferskvand i pøse fra en tank under midtskibs, tanken blev holdt låst med en hængelås.
Toiletterne brugte saltvand, så det var ikke noget problem med dem.

I pantryet midtskibs var der en direkte pumpe til ferskvandstanken, på den måde var der visse personer som kunne hente vand udenom systemet.

Under land hjalp vi pumpemanden med at losse og laste skibet.
Vi skulle lære hvor lang arbejdstid pumpemanden havde, og derfor fulgte vi ham hele tiden under land.
Det længste vi havde vagt i et stræk var 72 timer uden nogen form for søvn.
Det var utroligt anstrengende, særligt mellem klokken 0100 til 0300 om natten, da var det som om knæene blev til gele og var ved at klappe sammen.
På det tidspunkt skulle man helst læne sig op ad et eller andet, for i den tid kunne knæene finde på at ekse under os.
Kom man helskindet over dette tidspunkt kunne man klare endnu 24 timer uden nævneværdige problemer.

Vi tog ullagen fra tankene, om dagen brugte vi spejle som var lavet ud af en rustfri stålplade.
I solskin virkede det rigtigt godt, når det var overskyet kunne en lommelygte næsten ikke lyse nok op til at tage ullagen og spejlene kunne heller ikke rigtig bruges.
Det var værst når vi skulle tømme tankene, for hvis pumpen mistede sugetrykket var det meget svært at genskabe det igen.

Om natten brugte vi gastætte lygter, men de var nu ikke så gode som spejlene var i dagslys.
Det var som om at den sorte olieflade absorberede alt lys.

Når vi skulle afsluttet en tank, “toppe op” som vi kaldte det, så skulle vi godt være vakse for at tanken ikke skulle løbe over.
Til de sidste 6” brugte vi ullage stokke, en slags pind med mærker for hver tomme, på den måde kunne vi hurtigt se hvor meget olie der kom i tanken.
Når der blev lukket for en tank så steg trykket straks, og var man ikke hurtig nok så kunne fødeslangen springe.

Fødeslangen var den slange der sad på manifolden, og hvis den sprang fossede olien ud på dækket.
Når der kom olie på dækket så skulle alle mand tørne til, indtil olien var tørret op igen.
Alle mand var kun de menige.

På hver anden eller tredje rejse skulle der renses op i bunden af olietankene.
Dette foregik ved manuelt arbejde, matroserne fik smudstillæg (ekstra penge) og havde førsteret til den slags arbejde.

Vi andre kunne få lov til at stå oppe på dækket og holde vagt, der skulle hele tiden være mindst en person ved nedgange til tanke og lignende så man kunne hente hjælp hvis der opstod behov for det.
Vi skulle høre efter om matroserne begyndte at synge eller på en anden måde blev mærkelige.


Skete det, så skulle alle mand op fra tanken med det samme.
Matroserne havde da fået tankkuller, en tilstand som lignede beruselse.
De måtte ikke komme ned i tankene igen før der var blevet etableret en bedre udluftning.
Vi brugte kobber spande og små kobberskovle til arbejdet, det var fordi der ikke skulle opstå statisk elektricitet eller gnister i tankene.

Da vi ankom til Boston, viste det sig at lodsbåden var et sejlskib, og lodserne brugte deres fritid til at fiske.
Skipperen havde åbentbart været der før, for da lodsbåden kom langs skibssiden hos os, så blev der firet en pøs ned med en flakse snaps i.
skipperen fik en pøs tilbage med makreller eller laks i.
Fiskene var ikke til os menige, men til officererne midtskibs.

Dengang spiste skipperen, 1.styrmand og 1.mester i deres egen messe som lå ovre midtskibs.
I deres messe fik de heller ikke altid samme forplejning som os andre.
Blandt andet skulle de have to æg og bacon hver morgen, vi andre måtte nøjes med et æg, bacon fik vi hver onsdag og søndag samt på danske helligdage.

Efter Boston skulle vi op ad floden til Philadelphia hvor vi skulle laste ferskvand til Curacao.
Men først skulle tankene renses, så vi sejlede frem og tilbage uden for 12 sømils grænsen indtil tankene var blevet renset.
Selve tankrensningen foregik ved hjælp ad butterwater maskiner som var en slags spulemaskine som blev sænket ned i hver tank, slangen/højden blev justeret hver anden time.
På den måde kunne man rense alle tankene.

Mens dette foregik kørte vi med strippumpen for at få vandet og olien ud af tankene.
Strippumpen var en dampdrevet stempelpumpe, pumpen kunne tåle at suge luft.

På den tid var det ikke forbudt at pumpe olie ud i havet, det skulle bare foregå på bestemte steder.
Men vi valgte altid at pumpe ud om natten.

Da vi var færdige med tankrensningen fortsatte vi op ad Delaware floden indtil vi nåede op til lufthavnen ved Philadelphia, der var der en strækning hvor man kunne ankre op.
Ferskvand fra floden blev så lukket ind i alle tanke, det tog 24 timer at fylde alle tankene med ca. 19800 tons flodvand.
Vandet var bestemt for Curacao, hvordan det blev brugt ved jeg ikke, men øen selv havde intet ferskvand.

Den ene gang vi afgik fra Punta Gordon var midt om natten.
Skipperen og de andre styrmænd må have været godt søvnige, i hvert tilfælde glemte vi at få ankeret op da vi skulle til at sejle.
Det var først næste formiddag da det viste sig at farten ikke kunne holdes at vi fandt ud af at ankeret hang ude.
Ankeret havde ikke taget skade, men kæden var helt ren da den kom op.

Når vi var i Curacao besøgte vi som regel den norske sømandskirke om aftenen, der kunne vi se film og kirken serverede altid kakao og varme vafler.
Sømandskirken lå inde i selve byen, vi kørte derind med den lokale bus.
Når sømandskirken lukkede var præsten så flink at han fulgte os hen til den rigtige bus, således at vi kunne komme ud på “Kampen”.

Skibets 1.mester var meget stor, han fyldte så meget at det kun var på Curacao han kunne finde tøj i sin størrelse.
Alle andre steder havde de ikke hans størrelse, hans bukser var så store at han kunne gå med 2 flasker øl i hver bukselomme uden at det kunne ses.
Senere blev han så stor at han ikke kunne klemme sig ned mellem gelænderne til maskinen.
Lidt synd for ham, for han var vældig flink og så var han stærk som en okse.
Han kunne med en arm løfte en dame på en barstol, hvilket imponerede os drenge, det havde vi ikke set før.

Rederiet fortalte at når vi ankom til Niigata i Japan så skulle jeg flyttes over i Emilie Mærsk.

Det var første gang jeg kom til Japan, et meget anderledes land end de jeg indtil nu havde oplevet.
Da vi var færdige med at fortøjre i Niigata kom agenten om bord sammen med en Mama San fra et eller andet værtshus.
Mama San havde taget 10-15 damer med som vi kunne få lov til at se, damerne ville være til rådighed hvis vi besøgte hendes værtshus.
Der var rigtig mange der tog imod tilbuddet, jeg tror at alle de som ikke skulle arbejde var deroppe.

Efter en spændene tur med toget tværs gennem Japan fra Niigata til Osaka ankom jeg til Emilie Mærsk.


Emilie Mærsk lå i en lille dok langt fra byen, skibet var både lille og meget gammelt at se på.
Emilie Mærsk var bygget i Frederikshavn og blev færdigbygget i 1949.

Dengang havde skibene mange plader som var nittet på.
Jeg var så heldig at se hvorledes man fornyer nitter, idet der var enkelte nitter der skulle fornyes under opholdet i dokken.

Den gamle nitte blev udboret og der blev gjort plads til en nitte som blev opvarmet til den var rødglødende.
Nitten blev transporteret fra blæsebælgen medens den stadig var rødglødende, fra hånd til hånd blev den kastet indtil den kunne sættes i det forborede hul.
Der blev så slået med en forhammer på begge sider indtil nitten var fastgjort.
Det var sidde gang jeg skulle se nitning idet nutidig stål bliver svejset.

Efter dokningen skulle vi laste i Osaka.
Skibet var jo noget mindre end den tankbåd jeg kom fra, men jeg følte mig hurtigt hjemme.
Måske fordi en af de som jeg var sammen med på Georg Stage var mønstret om bord.

Hans hed han, vi boede på kammer sammen, han havde taget overkøjen, for i overkøjen var der bedre luftstrømning.
Der var ikke nogen aircondition på skibet, og under land skulle alle koøjer og døre være låst, ellers kunne man risikere at blive bestjålet.
Der var en vifte på kammeret som jeg havde ret til at bruge hveranden dag, de andre dage havde Hans retten.
De dage hvor jeg ikke havde viften var det temmelig varmt i underkøjen, i særdeleshed når vi befandt os på Golfen var det ulideligt varmt.
Madrassen var af skumgummi og kunne rumme meget sved og lugtede derefter.

Kammeret var heller ikke særlig stort, der var etagekøjer med forhæng for, en sofa der kunne sidde en person i, et lille skrivebord samt en håndvask.
Håndvasken var meget stor, den ragede langt ind i kammeret.
Der var to klædeskabe, et til hver af os, døren til kammeret skulle være lukket eller kunne man ikke komme ind i det ene skab.

Vi havde ingen messe som vi kunne indtage vores mad i.
Under land måtte vi spise ude på dækket, eller i vores kammer, i søen kunne vi bruge tallymessen.
Tallymessen var for tjekkerne, den brugte de til at lave alle deres papirer i under land.
Der var et stort bord som der kunne sidde 6 til 8 personer rundt om.

I Osaka lå vi langs en kaj hvor der var en masse pakhuse.
Vi lastede store trækasser, papkasser eller tønder.
Mellem pakhusene var der et værtshus som 3.styrmanden kunne besøge i pauserne.
Da han var forelsket i en pige som arbejde i baren, så blev det til mange besøg derop.
Vi fik lov til at komme med hver gang, vi skulle jo lære hvordan det foregik

3.styrmand var fra Grækenland, en utrolig hjælpsom person som vi havde et godt forhold til.
Til midnat fik vi altid nudelsuppe, der kom en vogn som solgte forskellige former for supper.
Det var særligt fint med nudelsuppe om vinteren, i Osaka kunne vejret godt være koldt.

Ved hver eneste ankomst til Kobe skulle skibene registere hos myndighederne.
Registreringen foregik med morselampe, når så ankomsten var registreret fik man besked på hvor lang tid man skulle forvente at vente ude på reden/strømmen.
Ofte var det over en uge vi skulle vente på reden.

I mellemtiden sejlede vi over til Osaka hvor vi kunne komme ind med det samme og nå at laste indenfor en uge.
Der var ikke mere end ca. 2 timers sejlads fra Kobe til Osaka.
Når vi havde været i Osaka kunne der sagtens gå yderligere en til to dage på reden udenfor Kobe inden vi kunne forvente at komme langs kaj.

I 1964 var Kobe havn ikke nær så stor som den er i dag.
Vi opholdt os i Japan under de Olympiske lege i 1964.
Under OL kunne man som udlænding købe særlige OL mønter.
Det lykkedes mig at skaffe 10 stk. 100 Yen mønter af OL udgaven.
Disse mønter solgte jeg videre til forskellige værtshuse som var villige til at give mellem 2000-5000 Yen for en enkelt 100 Yen mønt.
En helt god forretning mente jeg dengang.

Vi havde fået syet en speciel skjorte i anledning af OL, skjorten fik vi syet hos Thomsen & Company i Hong Kong.
Den var blå med de olympiske ringe på ryggen samt med logoet “Olympic Drinking Team”.
På skjortelommen var broderet skibets navn “Emilie Mærsk”.
Vi følte os som nogle seje fyre når vi stillede op i vores skjorter, der blev udvist en del opmærksomhed især fra pigernes side.

Sejlede vi fra Kobe eller Osaka og skulle til Moji, så tog vi gerne turen gennem Indlandssøen, den vej var noget kortere end hele vejen udenom.
På det ene sted var der så stærk strøm at vi måtte vente på at strømmen skulle være medløbende for at vi kunne sejle gennem strædet.


Strømmen kunne være helt op til 10 knob, og med vores maksimum fart på 11-12 knob ville vi ikke kunne styre sikkert hvis ikke strømmen var med os.
Vi havde altid lods med når vi skulle sejle i indlandssøen.
Havde vi ikke ret meget last om bord, så lå vi så meget agterover at lodsen ikke kunne se ud over stævnen.
Han valgte så tit at stå oppe på en kasse på Monkey Island, et lidt sjovt syn at se ham stå der på en trækasse.
Men ellers kunne han ikke se ud over stævnen.
En gennemsnitslods i Japan er kun halvt så høj som os andre.

Var vi i søen og det var meget varmt, så valgte vi nogle gange at sove oppe på dækket i hængekøjer.
Jeg brugte det ikke ret ofte, for hver gang det regnede vågenede vi, og når matroserne afløste på broen kunne de ikke lade være med at spørge om vi sov.
Så sov jeg alligevel bedre på kammeret selv om der var varmere dernede.

Der var kun et baderum og et toilet til brug for os alle der boede i styrbord side, i alt 10 personer.
Toilettet var bygget ind i maskinrumscassingen og meget meget varmt.
Vi plejede at fløjte en bestemt melodi når en anden kunne komme til på toilettet.
Det værste var om morgenen når vi alle skulle på toilettet, mærkeligt at vi altid skulle på samme tid.

Maskinmestrene var de eneste der havde en vaskemaskine.
Den havde de selv bygget af en trækasse med en form for skovlhjul der kørte vandet rundt.
De kunne vaske helt uden sæbe når bare maskinen kørte lang tid nok.
Vi andre fik ikke lov til at bruge den.

Hver morgen i søen stod den på rengøring af bro samt brovinger, af og til skulle vi også skure dækket som var lavet af teaktræ.
Rengøringen på broen foregik med en kost, spuleslange med saltvand.
På broen var der ikke meget som kunne gå i stykker, der var ingen selvstyrer og derfor stod der hele tiden en matros til rors.
Når vi spulede broen åbnede styrmanden gerne vinduerne.
Vinduerne åbnede nedad i skottet som i et ældre DSB tog, der var store læderremme til at holde vinduerne hvis ikke de skulle åbnes helt.

Kabyssen var oliefyret og koksmathen skulle hver dag pumpe olie op, idet der ikke var til 2 dage i dagtanken.
Fordi kabyssen var oliefyret, så den heller ikke helt rent ud, der var lidt mørkt derude.

Provianten som lå nede i lastrummet var bygget op af et bræddeskot således at ingen andre kunne komme ind i provianten fra lastrummene.
Da der ikke var nogen aircondition havde vi meget svært ved at holde melet fri for forskellige slags dyr.

Alt melet blev blev siet inden det skulle bruges, som regel var der en hel sværm af små sorte dyr.
Det kunne ikke altid undgåes at der kom et eller to dyr med i sovsen eller når der skulle bages brød, men det hørte ligesom til tiden.

Det værste var at øl også blev opbevaret der og var selvsagt meget varme.
Godt nok havde vi køleskab i messerne, men det var begrænset hvor mange øl der kunne være deri.
Da vi som aspirant ikke tilhørte nogen messe fik vi altid varme øl.

Vores maksimum fart var ikke så høj, ca. 12-13 knob, så det var en fornøjelse at sidde på lugerne og nyde en kop kaffe og bare stirre ud over havet.
Vi kunne høre bølgerne skvulpe mod skibssiden.
Det har jeg ofte savnet på de senere skibe, bare at kunne sidde stille og roligt og fundere over tilværelsen.

Den fart vi kunne sejle var også ideel for delfiner, de kunne lege i timevis ved vores bovvand, farten gjorde at vi kunne se dem helt tydeligt.
Det var som at de stirrede op på os.

I Hong Kong mønstrede Frank Henderson som messedreng.
Han var søn af Henderson, fra Henderson & CO, som solgte kamfertræskister og forskellige skabe og borde af rosentræ.
Han var 18 år og sendt ud at sejle af sin far som mente han havde godt af at komme ind i et andet miljø.

Frank købte svalereder og tusindeårsæg fra Saigon, det var til hans far, det resulterede i at der kom væggelus i deres skumgummi madrasser, for det hele blev opbevaret på kammeret.

Selvfølgelig var det os aspiranter som skulle fjerne de gamle madrasser.
Frank boede sammen med Susi, en kineserdreng som ikke var alt for ren.

Hver gang dæksdrengen havde gjort et eller andet som bådsen ikke brød sig om så skulle han straffes.
Dæksdrengen var kineser og over 50 år gammel.
Skulle han straffes så skulle han stå skoleret for bordenden i messen medens alle var samlet, så blev bådsmanden og matroserne i fællesskab enige om straffen.

Nogle gange blev han dømt til at skulle drikke 3 eller 4 glas snaps, han protestrede, men lige meget hjalp det.
Resultatet blev at han ikke kunne passe sit arbejde resten af dagen, men så kunne man jo straffe ham den næste dag.


Jeg tror at matroserne nød den stakkels dæksdrengs afstraffelse.
Det hjalp ikke meget at han protesterede og sagde No, No bosun, please.

På den tid brugte man stadigvæk dampdrevne lastvogne i Colombo.
Vi kunne høre når de startede hver morgen, det lød som et damplokomotiv der kom kørende.
Lastvognene kunne laste 9 tønder med palmeolie, eller ca. 16 tons, de havde solide jernhjul med en fast gummiring omkring.

Vi var vældig fascinerede over vognene, det eneste sted de blev brugt var i Colombo.

Langs kajen lå der på den tid også flere kulfyrede dampere der sejlede frem og tilbage mellem Indien, der kun man stadig købe kul i de mængder der skulle til.

Det var ikke så tit vi fik lov til at anløbe Colombo, for tiden det tog at laste var al for lang, ca. 3 uger hver gang.

Når vi havde udlosset så skulle lastrummene gøres rene, det stod besætningen for.
Os aspiranter fik tildelt et lastrum og matroserne tog de 3 andre lastrum.
Matroserne valgte som regel de lastrum som der ikke var alt for meget arbejde i.

Den ene gang tog det 4 dage for os at få lastrummet gjort rent.
Det var efter en last Soda hvor der var mange sække som var gået i stykker.
Vi svedte bravt og Sodaen klæbede sig til kroppen, rigtigt ubehageligt.
Vi brugte skidtslæng til at køre resterne af Soda lasten ud over skibssiden.
Vi skulle slev klare at køre spillene, skærstokke og så videre.
Med kun to mand til det hele var det vanskeligt at klare arbejdet.
Vi skulle selv stille bomme, køre spil og åbne eller lukke mellemdækkene, så det var temmelig hårdt arbejde.

Spillene var jævnstrømsspil, farten på spillene blev reguleret af store spoler.
Når spolerne begyndte at ryge på grund af varme, var det vores opgave at lukke for ventilationen til spillene indtil det holdt op med at ryge, først da kunne ventilationen åbnes igen.

I dækshusene fandtes alle relæer til spillene, og alle sole/lamper blev opbevaret i samme rum.
Relæerne trak så lange gnister at vi dårligt nok turde træde ind i rummet for at hente sole.
Det resulterede at havnearbejderne ikke havde for meget lys i lastrummene, hvilket de som regel var glade for, så kunne de lettere komme til at stjæle af lasten.

I Bombay var alle kraner drevet af vandtryk, de var store men kunne ikke løfte særligt megen vægt, og så var de meget langsomme.
Men det var den eneste form for kraner de havde i Bombay på det tidspunkt.
Kranerne var i sin tid importeret fra England.

Den ene gang vi kom til Bombay skulle vi ligge i Victoria dokken.
Maskinmesteren havde set forkert på telegrafen, så fremadgående manøvre blev lige pludselig til bakmanøvre og omvendt.
Telegrafen i maskinrummet hang oppe under dæk på en sådan måde at bak var i sejlretningen og frem var modsat sejlretningen.
Da der kom en bak manøvre troede maskinmesteren at det var frem.
Der blev slået stop på telegrafen og så forsøgt med en ny bakmanøvre, men med samme resultat, det blev en ny manøvre frem.

Vi var efterhånden så tæt på kajkanten så skipperen trak helt vildt frem og tilbage i telegrafen for at få maskinmesteren til at vågne op.
Lige meget hjalp det, og pludselig var der ikke længere mere afstand til kajen, det gav et ordentligt bump da vi ramte med forepeaken.
Skipperen ringede ned i maskinen for at høre om maskinmesteren nu kunne mærke at vi var fremme.

Der skete ikke nogen skade på selve kajen, men vores forepeak var der hul i og skulle repareres inden afgang.

Skipperen måtte holde et party for alle havnemyndighederne, for som de pointerede så kunne de se gennem fingrene med at vi havde ødelagt dokkanten.
Jeg var nede for at se hvor vi havde ramt, men dokken var af kampesten, så det kunne overhovedet ikke ses hvor vi havde ramt.

Man skulle selv med maskintelegrafen trække klokken nede i maskinrummet.
Det resulterede i at kæden til maskintelegrafen ofte sprang og at selve maskintelegrafen ikke virkede mere, den faldt helt sammen.
Det var ikke helt så sjældent endda at kæden til maskintelegrafen sprang.
Når det skete brugte vi styremaskinealarmen som kunne høres over hele skibet og sad lige ved rorsøjlen.

En alarm var fart fremad, en alarm efter yderligere et stykke tid var mere fart fremover.
2 alarmer var bak, to gange to alarmer var mere bak, og tre alarmer betød stop.

Telegrafkæden sprang af og til, og det var nede på 2.mesters kammer at kædeleddet sad fastgjort.
Dækspladen var altid taget ned på hans kammer.
Det skete jo så tit og man kunne lettere komme til kæden når pladen var taget af.
2.mester sagde aldrig noget om den nedtagne plade, men jeg kan ikke forestille mig at det var særligt hyggeligt at ligge i køjen og stirre op på en kæde.

Vi var i Bombay for at laste donnage af jerntræ, det skulle bruges i Abadan hvor vi skulle laste asfalt i tønder.
I Iran havde man ikke så meget træ, og slet ikke noget der var hårdt nok til at kunne bruges som donnage.
Træet var så hårdt at man dårligt kunne slå et søm i det.

Når der ingen kinesere var mønstret om bord, dæksdrengen talte ikke med, så var det aspiranternes tjans at stuve ankerkæden.
Kædekasserne var kun delt af et stykke rundjern som vi måtte balancere på.
Til at slænge kæden brugte vi en stor jernkrog, bortset fra at vi let kunne falde ned så var det ikke så slemt at opholde sig dernede.
Værst var det i de havne hvor havnearbejderne havde siddet og skidt i klysset.
På en eller anden måde var det ikke så hyggeligt når deres efterladenskaber dryppede ned i hovedet på os.

Den ene gang vi ankom til Kuwait var jeg med nede for at tage imod lodsen.
Lodsen han kom om bord iført en sort kjortel som dækkede hele kroppen.
Lige da han svingede benet over lønningen for at komme om bord, kunne man se at han havde lange uldne underbukser på.
Jeg kunne ikke holde mig og begyndte at grine, lidt efter lidt grinte styrmand og matrosen også af fuld lyst, vi kunne simpelthen ikke holde op igen.
At se lodsen med lange underbukser var et syn for guder.
Heldigvis kunne lodsen også se det humoristiske i dette, så han begyndte selv at grine.

I Kuwait var det populært at købe ørkenstøvler, ørkenstøvler som var lavet af blødt skind og havde såler af rågummi.
Det var godt nok fra et eller andet overskudslager, men støvlerne var nye.

Fredag var lokal helligdag alle steder i Golfen, der blev ikke arbejdet på landsiden om fredagen.
Havnearbejderne var Koreaner, som ikke havde samme fridage.
Så på fredage blev der arbejdet ud over skibssiden og ned i pramme.
På den måde kunne vi undgå at få alt for mange dage i havn.
Om lørdagen blev prammene så igen losset til pakhusene.

Selv om de var muslimer i Kuwait, så havde de en form for dobbeltmoral.
Normalt var det forbudt at sælge eller købe alkohol.
Men da vi var der kunne man købe både øl og spiritus i lukkede klubber.
Da der ingen vinduer var i klubben så mente araberne at så kunne Allah heller ikke vide hvad der foregik.

Vi brugte at købe cigaretter i Kuwait, et karton var 25 cent billigere end det vi kunne købe dem for om bord.
Vi købte gerne en del kartoner som vi så kunne sælge i Indonesien.
Et karton Salem var lig med en nat i Jakarta, så for os havde Salem stor værdi.

Det var også det år hvor skibet “Al Kuwait” sank.
Skibet var ejet af et firma fra Åbenrå, vi kaldte firmaet for Ko Clausen, idet de sejlede med køer og i det her tilfælde får.
De havde 6000 får om bord da skibet sank langs kajen.
Fårene kunne gå om bord gennem porte i skibssiden, det var sådan en port som ikke var lukket, og årsagen til at skibet sank.
Porten var blevet efterladt åben da fårene pludselig skiftede side i deres båse og dermed kom dækskanten under vand.
Skipperen blev anklaget for med vilje at have slået fårene ihjel, hvad der videre skete med ham kan jeg ikke huske.

“Al Kuwait” lå på bunden og skulle fjernes hurtigst muligt.
En dansk opfinder “Karl Krøyer” havde fået den ide at man kunne hæve skibet med “Anders And” kugler, efter samme princip som når man efterisolerer hulmure på huse.
Han satte nogle varmeapparater op nede på kajen og pustede kugler ud i skibet, hvor de blev mangedoblet i størrelse da de blev opvarmet.
De fortrængte vandet således at skibet kom op af sig selv.

Der var bare det minus at kuglerne var smeltet sammen til en stor portion.
“Karl Krøyer” havde selvfølgelig også en metode til at fjerne de sammenvoksede kugler, men da intet er gratis skulle han have en masse penge for den ekstra tjeneste.

Julen fejrede vi på vej til Golfen.
Julehyggen var ligesom lidt fjern, idet os to aspiranter sammen med koksmathen Rasmus måtte sidde ude på dækket og spise vores julemiddag, der var for varmt at sidde i tallymessen.

Sådan var forholdene på den tid, vi så ikke noget forkert i dette, desuden vidste vi jo at på et eller andet tidspunkt blev vi forhåbentlig styrmænd med retten til at sidde rundt om et bord og spise sin mad.

På hjemturen blev hovmesteren samt en matros agterudsejlet fra Colombo, om det var med vilje ved jeg ikke, men de kom ikke til afgang.
Der var lige blevet holdt nytårsoptælling af provianten 14 dage forinden, 2.styrmand havde stået for kontrollen, men måske havde han stolet for meget på hovmesteren?

Efter at hovmesteren var agterudsejlet skulle der tælles op på ny, men nu var det 1.styrmand der stod for optællingen med hjælp af os to aspiranter.
Resultatet blev noget anderledes denne gang.
Vi skulle løfte på alle kasser, i begyndelsen kunne vi ikke forstå hvorfor.
Men pludselig begyndte der at fremkomme kasser som var meget lette, selv om de burde indeholde ketchup.
På den tid var det meget brugt at skibshandleren og hovmestres delte den manglende del af indkøbene imellem sig.

Skibshandeleren afleverede en masse tomme kasser som tilsyneladende indeholdt forskellige varer, den påståede salgssum blev så fordelt mellem skibshandler og hovmester.
Da kostpengene skulle svare til gennemsnittet så blev det besætningen som i den sidste ende måtte betale for differencen i form af ringere kost.

Når havnearbejderne spiste med om bord, så kunne hovmesteren også trække en del fra, og hvem kunne sige hvor mange der spiste med i de forskellige havne?
Det var som regel en tillidssag mellem hovmesteren og hvad skipperen mente.
På den tid var hovmesterens samvittighed som regel sort, eller i hvert fald led han af erindringsforskydning i udbredt grad.

Vi plejede at ankomme til Bangkok to gange på hver tur, det glædede vi os til hver eneste gang.
Vores kusselejder blev poleret og opmalet, tovværket blev udskiftet, for pigerne skulle jo nødig falde ned.

Vi var dårligt nok færdigefortøjret før de første piger  kom om bord.
De kom op henne agter, matroserne tog sig af de pæneste og sendte resten over til os andre som boede midtskibs.
Der kom så mange piger at der ikke var kunder til allesammen, men så sejlede de bare videre til næste skib.

Pigerne blev som regel om bord indtil vi skulle sejle igen.
De gik med os i byen, på den måde fik vi også set andet end det første værtshus.

De fleste af pigerne kom fra Moskitobar, det var deroppe vi holdt til om aftenen.
Til opholdet i Bangkok havde vi lavet en skorsten.

En skorsten var lavet ud af en 20 liters malerbøtte, med tappehane og alt var malet i vores skorstensfarve, derfra navnet skorsten.
Skorstenen blev placeret på vores stambord ved ankomst og taget med om bord til afgang.
For at sidde med ved stambordet skulle man give et eller andet til at fylde i skorstenen.
Det kunne være en øl, eller for det meste var det en flaske whisky, Monkeyshine blev det kaldt, samt et par colaer, men helst ikke for mange colaer.

Efterhånden som aftenen skred frem kunne skorstenene godt være fyldt op med ren Monkeyshine, og vi blev godt og vel berusede.
Det var svært at holde ud i en hel aften.

Koksmathen Rasmus ville gerne kunne holde ud hele natten.
Ved siden at Moskitobar lå der en drugstore eller et lille apotek.
Der gik Rasmus ind og fortalte apotekeren at han ville have nogle piller for No Sleep.
Rasmus’s engelsk var ikke for godt og apotekerens endnu værre.
Apotekeren troede at Rasmus ikke kunne sove og at han derfor skulle have sovetabletter.
Rasmus derimod var overbevist om at han købte en slags piller som kunne holde ham vågen.

Rasmus selv nævnte ikke noget om de købte piller, der gik ikke længe inden at Rasmus så lidt træt ud i ansigtet.
Vi fik ud af ham at han havde købt nogle piller for No Sleep.
De der havde forstand på den slags så med det samme at det var sovetabletter.
Rasmus blev lagt på et bord, for så kunne vi se til ham ind imellem, han skulle jo gerne med om bord.

Næste morgen kunne vi næsten ikke få liv i Rasmus, vi måtte hjælpe ham med at få tændt op i komfuret så han ikke fik skældt ud af kokken.
Vi fik ud af ham at han havde spist rigtigt mange sovetabletter, for som han sagde, så blev han bare mere og mere søvnig.

Efter ca. 3 dage var der altid nogle som skulle op til 1.styrmand for at få en kur mod gonore.
Letmatrosen som fyldte 18 år om bord, på det tidspunkt havde han haft 18 tilfælde af gonore.
Det var som regel de samme som stod for tur efter hver eneste havn.
Om det så var fordi at de aldrig var blevet kureret eller fordi de havde fået en ny gonore ved jeg ikke.
Men det er da lidt af en bedrift at have haft 18 gange gonore på sin 18 års fødselsdag.

Vi aspiranter gik vagt sammen med styrmændene i havnene.
I de gode havne gik de 12 timer og 6 timer vagter.
Fra om aftenen kl. 1800 til næste morgen kl. 0600, så igen fra 1200 til 1800.
På den måde kunne styrmændene få hver anden nat fri.

Det var virkeligt hårdt at have vagt på den måde, for den aften vi havde frivagt var vi som regel i land hele natten.
Under ophold i de gode havne blev det selvsagt ikke til megen søvn.

Jeg kom til Saigon to gange, det var på det tidspunkt hvor Vietnamkrigen var på sit højeste.
Om natten var hele omegnen oplyst af faldskærmblus, det varede helt til næste morgen, alt var oplyst og lidt uhyggeligt at være tilskuer til.

Vi skulle forbi selve Saigon for at kunne vende skibet.
Ved vendepladsen var vi blevet varskoet om at en masse folk ville prøve at borde skibet og stjæle alt hvad der ikke var surret.
Da vi nærmede os vendepladsen stod vi alle klar i begge sider af dækket med ølflasker fyldt med vand.
Flaskerne skulle bruges som kasteskyts for at der ikke skulle komme for mange om bord.

Der kom alligevel en del om bord, de løb fra side til side for at gribe fat i hvad de nu kunne få fat i inden de kastede sig ud over rællingen på den modsatte side med stor fare for at komme i skruevandet.
De må have været meget sultne siden de prøvede at komme om bord selv om vi stod klar med kasteskyts.
Det fortæller lidt om hvor desperate mennesker kan blive når de sulter.

Oppe i byen kørte små taxaer rundt i gaderne.
Taxaerne var udstyret med gitter som man kunne side inde i, en slags bur.
På den måde var det næsten umuligt at kaste håndgranater ind.
Lidt uhyggeligt, men jeg var alligevel i land, jeg skulle jo se og opleve med mine egne øjne, men jeg må indrømme at det ikke var særligt tiltalende at komme til Saigon.

Vi lastede blandt andet flere tons granathylstre som dækskast i tønder, det hele skulle til Japan for at blive smeltet om.

Vi lå langs kaj den ene gang, med ankeret ude således at vi kunne komme af sted i en fart hvis der skulle ske noget uventet.
Da det blev mørkt kom der adskillige piger op ad ankerkæden.
De kom udklædt som havnearbejdere, men havde skiftetøj med, således lignede de alle andre når de kom ind i apteringen.
Pigerne var populære, måske fordi de kun skulle have lidt sæbe eller andre toiletsager.
Som regel havde vi fundet noget sæbe eller parfume nede i lastrummet.
Der var altid en kasse eller to med sæbe som der var gået hul på.

Den ene gang skar bådsen’s pige sine fødder på håndvasken.
Hun var kravlet op i håndvasken for at gøre sig ren, og var så faldet ned med håndvask og det hele.
Hun havde skåret sine fødder så meget at 1.styrmand skulle sy hendes sår.
Før det blev dagslys forsvandt alle pigerne samme vej de var kommet om bord.
Det var kun slanke piger der kom om bord, de andre kunne ikke klare turen gennem ankerklyssene.

Da vi var ved at skulle sejle kom der 250 vietnamesiske grise som skulle med som dækslast til Hong Kong som var vores næste havn.
Grisene stod i hvert sit bur, omtrent udformet som de kasser man på den tid havde spagnum i.
Kasserne var ikke særligt solide og flere grise fandt ud af hvordan de kunne gnave sig fri.
De grise som havde gnavet sig fri stod lige udenfor
kabysdøren og ventede på kokken.

Kabysdøren var en dør i to dele, en over og en underdel, underdelen forblev lukket indtil vi havde losset grisene.
Koksmathen smed al affaldet ud på dækket, grisene tog alt.

Grisene stod i to lag, og i rækker tæt på hinanden således at man ikke kunne komme ind mellem to rækker uden at blive bidt i benet af en eller anden gris.

Aspiranterne var de eneste der ville have sådant et arbejde med at passe grise, vi kunne jo ikke nægte, så tjansen var vores.
Vi fik 25 øre i tillæg for hver time vi havde med grisene at gøre.
Grisene fik ikke noget mad på turen, det eneste de fik var vand fra en slange.
Vi stak slangen ind i munden for at de kunne drikke, med det resultat at de alle bed et lille stykke af slangen.
Snart kunne slangen ikke nå mere, med det resultat at de yderste grise ikke fik noget vand at drikke men bare blev oversprøjtet.
I dag ville man kalde det dyrplageri, men vi vidste ikke bedre.

Det værste var at hver morgen skulle vi efterse om nogle grise var døde i nattens forløb.
Som regel var det i de underste lag der fandtes døde grise.
Fandt vi en død gris skulle den smides ud over skibssiden, men vi skulle beholde ørerne som bevis på at vi havde haft grisen med om bord.

Et forfærdeligt bøvl, for den øverste gris bed og skabte sig således at det blev næsten umuligt at komme i nærheden af den.
Vi havde bundet gummi rundt om vores ben, for det kunne grisene ikke rigtig få fat i således at de kunne komme til at bide os.

Jeg husker det som 3,5 dages sejllads indtil vi ankom til Hong Kong.
I Hong Kong ankrede vi op udenfor slagteriet.
Der kom specielle havnearbejdere til at losse grisene.
De brugte kæder rundt om grisens mave til at løfte i, grisene skulle alligevel slagtes inden længe.
Da grisene var udlosset kom der en flok damer fra Chau Kee, de skulle rense op og gøre rent efter hele griseriet.
På den tid brugte man enker eller fraskilte kvinder til at udføre den form for arbejde, jeg så ingen mænd bortset fra formændene.

En anden gang da vi lå i Surabaya gik det helt galt.
Jeg havde været i land og kom tilbage omkring ved midnatstid.
Skibet skulle sejle næste dag og jeg glemte at aflevere de sidste af mine penge til ham der kørte rickshaw.
Vi plejede ellers at aflevere pengene til ham der kørte rickshaw idet vi ikke måtte have penge med ud gennem gaten, og selvfølgelig heller ikke med ind.
Normalt opbevarede han så pengene indtil næste dag når vi kom tilbage.

Hovmesteren som kom samtidig havde også penge på sig.
Vi måtte aflevere vores penge til vagtsmanden i gaten.
Normalt kunne vi så få lov til at gå ned om bord, vagten ville så dele pengene med de andre i gaten.

Men pludselig stod skipperen ved siden af os, hvor han kom fra ved jeg ikke, men mon ikke han havde været i land?
De kaldte ham for Captain Marihut uden at jeg ved hvorfor.
Men dette var hans øgenavn blandt de lokale værtshusejere i Surabaya.

Han opførte sig lidt underligt og blandede sig i vores anliggende.
Han sagde at når agenten kom om bord om morgenen ville han fortælle at han (vagtsmanden) havde taget vores penge og beholdt dem for sig selv.
Det resulterede i at vi, hovmesteren og jeg blev tilbageholdt og sat op i en rickshaw og kørt til nærmeste politistation hvor vi fik lov til at tilbringe natten på en stol inde i deres kontor.

Der sad vi hele natten, jeg havde lidt svært ved at falde i søvn, jeg vidste jo ikke rigtigt hvad der ville ske.
De havde godt nok en detention, men der måtte vi ikke komme ind.
Derinde var der helt fyldt op med letfærdige damer/piger.
De var blevet samlet op i løbet af aftenen, idet det ikke var tilladt at bedrive den slags forretning på offentlige steder.
Det var godt nok mange damer som var blevet samlet op.

Om morgenen fik vi at vide at vi skulle fremstilles for en dommer om formiddagen.
Hovmesteren havde prøvet turen før, så han foreslog at vi kun måtte sige at vi kom fra Danmark.
Hvis vi sagde vores adresse mente hovmesteren at han ville få problemer med dommeren hvis han skulle blive genkendt.

Så da dommeren spurgte hvor vi kom fra sagde vi Danmark og da vi begge to hed Hansen til efternavn var han lidt forvirret.
Men han accepterede dog det vi fortalte.
Det var lidt svært at bevare alvoren idet dommeren var iklædt hvidt fehår, lige som i engelske film.
Vi fik hver en bøde som skulle betales med det samme.
Min bøde var på 6000 rupi, og hovmesteren skule betale 9000 rupi.

Da vi ingen penge havde, de var jo blevet taget af vagten, så måtte agenten sørge for at betalingen blev foretaget gennem de rigtige kanaler.
Det vil sige at pengene skulle tages op gennem Rederiet, på den måde blev det noget mere jeg skulle betale.
Jeg husker det som 1200 Kr.
Til sammenligning kunne vi få ca. 20000 rupi for et karton cigaretter som i indkøb kostede ca. 10 Kr.
Men jeg var mere end lykkelig bare for at komme med skibet inden det sejlede.
Skipperen nævnte aldrig et ord om hændelsen, men jeg tror at han grinte for sig selv.

Hans og jeg afmønstrede af fra Emilie Mærsk i Singapore den 24 januar 1965, vi skulle skiftes over til Sine Mærsk som ville ankomme på Singapore red direkte fra Japan.

Vi boede tre dage i Singapore på Flying Angel, en typisk Engelsk sømandsklub med kvarterer for menige og separate kvarterer for officerer.


Sine Mærsk var en helt ny tankbåd som kom direkte fra byggeværftet som lå i Japan og hun skulle kun ind for at bunkre i Singapore.

Vi blev sejlet ud på Singapore red i en bombåd, skibet så enormt ud i sin størrelse, det var da også Danmarks største tankbåd vi skulle mønstre i, 78000 tons dødvægt, helt enormt dengang.

Da vi kom om bord viste det sig at overstyrmanden var den samme som var 1.styrmand i mit første skib Axel Mærsk.
Dengang hed det 1.styrmand, nu hedder det overstyrmand.
Det skete ved den sidste overenskomstforhandling, da blev man enige om at ændre på titlerne således at de blev mere tidssvarende. (måske fordi at der ikke var nogen lønforhøjelse denne gang)

Vi skulle sejle allerede næste dag når vi engang havde fået vores proviant og stores om bord.

Mælkepigerne var også ankommet, de kom kun når vi lå for anker på reden.
Overstyrmanden prøvede forgæves på at få dem smidt fra borde, men det lykkedes ikke rigtigt for ham.
Måske fordi ingen andre havde interesse i at de skulle smides fra borde.
Mælkepigerne solgte øl samt mange andre ting som der var behov/brug for.

Næste morgen sejlede vi mod Golfen hvorfra vi skulle hente en last olie til Europa.

Overstyrmanden og 1.mester havde deres hustruer med om bord, overstyrmanden havde også sin søn med.

De første dage gik med at finde ud af rørsystemet til losning og lastning.
Skibet havde ikke nogen pumpemand, så vi to måtte aspiranter agere som pumpemand.

Der var meget nyt som skulle læres, alle ventiler på dækket var hydrauliske og skulle åbnes/lukkes ved selve tanken.
Hydraulikken virkede ikke altid, tit måtte vi hente en trykforstærker for at kunne åbne ventilerne.
Vi lærte hurtigt at ventilerne skulle bevæges/aktiveres hver anden dag for at fungere optimalt.
Det tog meget af vores tid bare for at få ventilerne til at fungere.
I pumperummet var alle ventiler normale, på den måde at forstå at det var ventiler med svinghjul og spindel.
Der var tre dampturbiner som hver kunne give ca. 1000 tons i timen, det var dengang meget kraftige pumper.

Overstyrmanden ville have at vi skulle åbne for alle dæksler og smøre gevindene ind i blyhvidt, og da der var mange dæksler varede det et stykke tid før vi var færdige.
Der gik heller ikke længe inden overstyrmanden som hed Svend fik øgenavnet Svend Blyhvidt, et øgenavn som holdt ved indtil han blev pensioneret.

På Emilie Mærsk boede vi på tomandskammer, men her på Sine Mærsk havde vi hvert sit kammer med fælles toilet og bad (ren luksus var vi enige om).
Vi gjorde meget ud af at vi skulle føle os hjemme om bord, vi havde pyntet kammeret op med datidens popidoler samt forskellige billeder.

Skibet rystede en del, det var så slemt at stod man på en kasse uden for skorstenen, så ville kassen vibrere så meget at den bevægede sig hele vejen rundt på dækket og kom tilbage til begyndelsesstedet inden for 20 minutter.
Måske var det derfor at Sine Mærsk blev solgt inden for det første år efter afleveringen.

I messen skulle vi alle spise i samme rum, det var lidt underligt i begyndelsen.
På Emilie Mærsk havde vi ingen steder at spise vores mad undtaget på vores kammer, og så lige pludseligt at skulle spise i samme messe som officererne.
Messen var inddelt i to, således at der var en køledisk mellem de menige og officererne, men vi kunne da se til hinanden.

Officererne var ikke meget for at vi skulle spise i deres messe, men det var noget Rederiet havde bestemt.
For at chikanere os måtte vi ikke komme i messen med vores gummisko, de mente at skoene havde en forkert farve, men vi havde ikke andre sko.

Efter at vi var gået ind et par gange uden sko og med bare ben, så forbarmede officererne sig, således at vi fik lov til at komme i vores sko som jo var nye og rene.
De var bare asfaltfarvede, måske var farven for meget for en moderne officer.

Inden vi ankom til Rastanura fik vi besked på at vi ikke skulle fungere som pumpemand mere, der blev ommønstret en matros til den funktion.
Det var nu meget godt, for vi havde ikke meget forstand på det at være pumpemand.

I Rastanura var der på kajen en isbod som solgte dansk is, der handlede vi flittigt, måske fordi at det var det eneste sted man kunne handle eller gå i land.

Vi lastede fuldt op til Le Havre, 78000 tons, det syntes vi dengang var enormt meget og så tog det kun 9 timer at laste det hele.

I Rastanura skulle alle rørforbindelser efterses for eventuelle lækager, det var jo første gang de blev trykprøvet.
Bortset fra enkelte små lækager var det hele i orden.

Vi skulle også holde øje med at skibet ikke blev bøjet for meget.
Til dette formål brugte vi en slags landmåler apparat.
På formasten sad der en målestang således kunne vi igennem en kikkert se hvor mange centimeter Skibet blev bøjet under lastningen.
Bøjningen måtte helst ikke overstige 70cm. og skulle helst være mindre.


Vi kunne også ved at vende kikkerten på tværs se hvor meget slagsside vi havde.
I hver side sad der en målestang som den der sad på formasten.
På den måde kunne skibet rettes op ved at knibe på de forskellige ventiler, det var interessant at få indblik i metoden.

På vejen til Europa sejlede vi gennem Suez Kanalen, det var en dejlig tur hvor vi fik lov til at stå til rors gennem kanalen.

Efter ca. 3 ugers tid ankom vi til Le Havre hvor vi lå i en oliehavn for store tankskibe.
I Le Havre skulle 1.mester afmønstre, han havde fået dårlige nerver af at gå rundt helt alene i maskinrummet.
Han var blevet bange for at komme til skade uden at der var nogen som ville opdage det før næste morgen.

Efter at have udlosset skulle vi tilbage for at laste i Rastanura.
På vejen rensede vi tankene og vi afprøvede et helt nyt system som gik ud på, at med et målebånd kunne vi aflæse når vi nåede ned til vand i tanken.
Det vil sige at vi kunne aflæse hvor tykt lag olie der havde samlet sig på toppen af vandet.
På den måde kunne vi stoppe for udpumpningen når vi så at der kom olie ud over siden.
Al olien blev pumpet op i en opsamlingstank hvorfra vi hver dag fjernede vandet.
Det var nemt nu hvor vi kunne måle hvor meget vand der var i olien.

Pumpemanden var ikke helt vaks/snu, så det skete af og til at der kom olie i pumperummet.
Det var aspiranternes tørn at rengøre rummet for olie.
Overstyrmanden sagde at vi skulle bruge en pøs fyldt op med halvt vand og halvt dieselolie, så ville det være nemmere at rengøre og mindre fedtet.

At blande vand og olie sammen, det troede vi ikke rigtigt på, men manden havde ret, det var faktisk den nemmeste måde at rengøre på.
Den metode huskede jeg resten af tiden selv om andre troede at jeg var unormal når jeg blandede vand i dieselolien.

Vi havde lastet i Rastanura med Lands End for ordre, det var fordi vi endnu ikke vidste hvilken havn vi skulle losse i.
Det skete ofte når olien var for videresalg at vi fik besked så sent som dagen før hvilken havn olien skulle losses i.
Vi sejlede gennem Suez Kanalen og nåede at komme gennem kanalen 2 dage før 6 dages krigen startede.
Suez Kanalen forblev lukket i mange måneder på grund af sunkne skibe.

På turen tilbage skulle vi syd om Afrika, turen tog 32 dage for fuld fart, så lastede vi i 8 timer inden vi sejlede tilbage igen.
65 dage blev det til inden vi kunne komme i land igen.
Denne gang i England.

Til gengæld nød vi landgangen i fulde drag, jeg mindes at vi fik flere øl end vi havde godt af.
De der havde vagt fra begyndelsen fik ikke nogen afløser den første dag, heldigvis tog losningen næsten 4 dage.

Vi havde et par besætningsmedlemmer der skulle afmønstre i England, de fik 12 timer til at forlade landet.
Kom man ind i England som turist kunne man blive der i mindst 3 måneder.
Men på den tid blev søfolk anset for at være personer man skulle passe på.
Vi blev nærmest betragtet som en slags andenrangs mennesker.

Englænderne er meget anderledes end os andre, pubben åbner kl. 1100 til 1300 og åbner igen kl 1700 til 2300 hvor værten kommer og siger “Time Please” som betyder at pubben skal til at lukke.

På mange pubber findes der et sæt trommer som baggrundsmusik, resten af underholdningen kommer fra englænderne selv, ret så hyggeligt.
Når pubben lukker så tidligt så manglede vi et sted at fortsætte festen, men det havde englænderne også tænkt på.
Vi kunne købe et engang’s medlemskab til en privat klub, og på den måde kunne vi så feste indtil den lyse morgen.
Tit og ofte i en nedlagt gymnastiksal hvor der stod et par mand og agerede som orkester med mere eller mindre held.

Da vi var i Liverpool var der fest i klubben da vi ankom, vi trådte lige midt ind i en kyssekonkurrence.
Jeg var så heldig at vinde konkurrencen, hvad jeg ikke vidste, var at pigen fulgte med resten af natten, helt til den lyse morgen.
En festlig aften må jeg indrømme selv om mit engelske ikke var alt for godt.

Hans og jeg afmønstrede i Rotterdam i maj 1965 efter en god udmønstring hvor vi havde fået lov til at deltage i mange forskellige opgaver.

Udmønstringen varede i alt 20 måneder og 9 dage.
Dengang var det meget almindelig med så lange udmønstringer.
Vi rejste hjem med toget fra Rotterdam, 12 timer tog det at komme hjem.

Efter endt ferie skulle jeg udmønstre på Janecke Mærsk og tog med bussen fra Fredericia banegård, bussen samlede folk op i større byer hvorfra der var nogle som skulle mønstre i Rotterdam.
Bussen var fyldt helt op, idet der var besætninger til flere skibe med samme bus.

Den 9 juli mønstrede jeg om bord i Janecke Mærsk, en bulkcarrier på 36000 tons som var bygget i Japan.

Vi lå i Rotterdam de næste to dage, hvorefter vi skulle sejle i ballast til Seven Island i Canada.
Det var første gang jeg var i en bulkcarrier.

Vi lossede jernmalm som lå i store bunker i hvert andet lastrum, de andre lastrum var tomme
Der blev losset med kraner og store grabbe.
I lastrummene kørte der nogle meget store bulldozere rundt og samlede lasten sammen i stakke som kunne fjernes af grabben.
Bulldozerne kørte ind i spanterne og ødelagde mange af dem.
Da vi var færdiglosset kom der et reparationshold for at reparere alle de ødelagte spanter.
Det var åbentbart helt normalt at spanterne blev ødelagt under losning.

Vi boede ovre midtskibs, kammeret var lige ved siden af pantryet, med toilet lige ved siden kammeret, men toilettet måtte vi ikke bruge, vi skulle bruge det toilet som lå ved siden af dækskontoret som var nedenunder.
Toilettet var så smalt at man næsten skulle gå baglæns for at komme derind.

JJeg var altid henne agter ved afgang, jeg skulle assistere 1.styrmand ved at tage telefonen for ham.
Han kunne ikke høre hvad der blev sagt i telefonen, så jeg agerede tolk for ham.
Han havde højre arm i gips, den var brækket, han kun kunne skrive med højre hånd derfor var hans hustru mønstret for at hjælp ham med at skrive dagbog og rette søkort.

1.styrmand er den eneste som jeg har sejlet sammen med som har sejlet i sejlskibe og været rundt Cap Horn flere gange.

1.styrmand var altid agterude ved ankomst og afgang, overstyrmanden var på bakken og 2.styrmand trak i telegrafen på broen og skrev samtidig manøvrebogen.

Da vi ikke måtte arbejde sammen med matroserne gik tiden med rengøring på broen samt forskellige små arbejdsopgaver for overstyrmanden.
Heller ikke på Janecke Mærsk måtte vi deltage i brovagten, for som styrmanden sagde, så skulle vi nok få lært det når vi først kom på navigationsskole.

På vej til Seven Island så jeg to blåhvaler parre sig, de kom næsten helt ud af vandet under parringen.
Et storslået syn som jeg aldrig har glemt, og forresten heller aldrig set sidenhen.

På turen til Canada sejlede vi i ballast, det vil sige at hvert andet lastrum var fyldt op med vand, de andre lastrum var tomme.
De tomme lastrum brugte vi til at spille fodbold i, der var plads nok dernede, men ikke meget lys.
Vi brugte lastrumssole som belysning, men alligevel måtte vi spille i halvmørke.

I Seven Island skulle vi laste jernmalm igen, det tog kun 6 timer at laste 36000 tons.
Det hele kom på rullebånd og blev smidt ned i lastrummene, det larmede en hel del.
Der lå kun små toppe i hvert andet lastrum da vi var fuldt lastet.

Vi hjalp til med lastningen, det eneste vi skulle gøre var at skrive ned hvilke lastrum transportbåndet kørte i og i hvor lang tid.
Vi to aspiranter blev hurtigt enige om, at arbejde i en bulkcarrier ikke var noget for os.
Heldigvis havde vi allerede hjemmefra fået at vide at vi skulle skiftes over i en stykgodsbåd når vi kom ud til Østen.

Efter Seven Island skulle vi til Baltimore i USA med jernmalmen.
Helt oppe i selve Baltimore lå der et stålværk som vi skulle ligge ved.
Kranerne stod på selve stålværket, og for at der ikke skulle falde malm ned i hovedet på os var der sat en Gangway ud fra søsiden.

Når vi skulle i land blev vi sejlet ind for enden af stålværket, så var der heller ikke så langt op til byen.
Vi var inde for at handle, vi var ikke gamle nok til at komme på værtshus.
De fleste steder skulle man være 21 år for at komme ind,
Men vi fandt alligevel et værtshus hvor der ikke blev spurgt om alder, og da vi kom til at se os om, viste det sig at vi var de eneste hvide derinde.

Bartenderen spurgte hvor vi kom fra, “Danmark” svarede vi, og så var det helt i orden at vi fik os en øl.
Men da stemningen var lidt trykkende blev vi enige om at en øl var nok.
Mærkeligt nok så følte vi ikke at det var farligt at gå i kvarteret, selv om vi nok var de eneste hvide som gik i gaden.

To dage senere var vi udlosset og skulle til Nordfolk hvor vi skulle hente en last kulstøv, en lille rejse ned ad floden.
18 timer mener jeg det varede inden vi ankom til Norfolk.

Alle lastrummene skulle godkendes inden vi kunne få lov til at laste kulstøv.
Overstyrmanden sagde at lastrummene skulle være helt rene, der måtte ikke være den mindste smule støv når vi var færdige.
Matroserne fik alle lastrum til rengøring med undtagelse at et som vi to aspiranter skulle rengøre.

Da synsmanden kom blev det lastrum vi havde rengjort godkendt, mens de andre lastrum skulle rengøres igen.
Vi følte os lidt stolte af resultatet.
Årsagen til at lastrummene skulle være så rene når nu det kun var kulstøv vi skulle laste, var at kulstøvet var så fint at det kunne sprøjtes ind sammen med vand i dyser og dermed forbedre forbrænding.
Hvis der var urenheder i kulstøvet kunne dyserne stoppe til og skulle rengøres igen.
Kulstøvet blev fordelt i samtlige lastrum fra et transportbånd som blev flyttet rundt efter behov.

Der blev lastet således at skibet ikke blev overbelastet og derved blev udsat for meget stress.
Dengang sagde man, at det ikke var klogt at mønstre i en bulkcarrier hvis den var mere end 15 år gammel.
Bulkcarrier over 15 år havde en hvis tendens til at synke eller brække over i to dele.

Kulstøvet kom i jernbanevogne som blev tømt automatisk gennem bunden af vognen.
Kulstøvet endte i en slags tragt som mundede ud på transporbåndet.
Det hele var monteret på et højt skelet af træ.
Jernbanevognene blev trukket op ad rampen via wirer.
Når vognene var tømte kunne de trille ned ad rampen af sig selv og et godt stykke hen ad jernbaneskinnerne.

Vi skulle stå vagt ved lugerne for at kontrollere at stuvningen blev udført korrekt.
Vores fornemmelse var at det var fordi ingen andre ville være så beskidte.
Efter et par timer på dækket kunne man ikke se forskel på os og de sorte oppe fra byen.

Kulstøvet kom ind alle vegne, selv om ventilationen var stoppet, så kom kulstøvet alligevel ind.
Selv efter flere år kunne man finde kulstøv i ventilationskanaler og i diverse filtre.

Efter Norfolk skulle vi til Jokata i Japan, der skulle vi losse alt kulstøvet.

Turen gik gennem Panama kanalen, det var første gang vi aspiranter skulle gennem kanalen.


En stor oplevelse og et velkomment bræk på den lange rejse til Japan.
Vi så frem til at komme til Japan, for der skulle vi jo skiftes over i Hans Mærsk.

Da vi ankom til Jokata skulle vi losse ved et kraftværk med en lang smal/snæver kaj.
Når vi skulle i land, så iførte vi os lange plastikposer som vi trak helt ned over hoved og krop for at vi ikke skulle få alt for meget kulstøv på vores landgangstøj.
Plastikposerne lagde vi under nogle sten uden for gaten, de skulle bruges igen når vi engang skulle hjem.

Vi holdt fri i to dage inden agenten kom for at hente os, vi skulle til Moji, det lå ikke så langt fra Jokata, så vi kune nøjes med at køre i bil dertil.

Det blev kun til 1 måned og 27 dage om bord i Janecke Mærsk, noget vi ikke var særligt kede af.
Bulkcarrier var stadig ikke noget som vi var særlig begejstret for.

Den 7 september 1965 påmønstrede jeg som matros aspirant i Hans Mærsk som lå i Moji.
Hans Mærsk var en baglader på 7000 tons, og havde ikke mange hestekræfter, jeg mener hun kun havde 3760 HK.

I Moji lå Hans Mærsk ude på strømmen, den var fortøjret med ankerkæden i en bøje.

Skibet var ankommet om morgenen og skulle allerede sejle igen sent på eftermiddagen.
Jeg var med på bakken ved afgang, det var spændene at se hvorledes man koblede kæden sammen med ankeret.

Ankeret blev koblet ud og surret i klysset således at man kunne bruge kæden til at fortøjre med.
Det var et system man brugte mange gange på den tid.

Efter Moji skulle vi afsejle til Hong Kong for at laste det sidste last til Indonesien.

Da Hans Mærsk var en baglader boede vi alle sammen helt ude på agterdækket.
Det var rart for så kunne man spærre af således at havnearbejderne kun kom på fordækket.
Der var sat en låge op i hver side som afspærring, Malabar skulle nok passe på at der ikke kom alt for mange havnearbejdere ned på poopen.
Malabar var en skibshund som hørte til på Hans Mærsk, det var en hunhund af ubestemt race.
Vi havde megen glæde af Malabar, som blev ca. 11 år inden hun blev aflivet.

I Hong Kong fortøjrede vi også i bøjer ude på strømmen, og der var en shorebåd som sejlede ind til Centerpier.

Vi skulle laste det sidste inden vi sejlede ned til Indonesien, det tog cirka 2 dage at færdiglaste.

Vi blev rådet til at købe flere armbåndsure inden vi skulle ned til Indonesien.
Da vi lige var mønstret havde vi ikke mange penge at gøre godt med.
Vi købte hver tre ure på kredit hos “Jimmy Watchmaker”.
Jimmy Watchmaker var en urmager som gerne ville sælge os ure på kredit indtil vi kom tilbage fra Indonesien.
Urene kostede ca. 250 kr. Stykket, urene skulle bruges til at sælge i Jakarta.

Mit kammer var ud til agterdækket, bag ved en trappe, der var ikke megen dagslys der kunne trænge ind.
Men det var et enmandskammer, så jeg var godt tilfreds.
Toilet og bad var fælles med en del andre.

Vi skulle spise i kokkemessen idet der ikke var plads andre steder, eller som sagt ville man ikke have aspiranter ind i de andre messer.

I kokkemessen var vi en kok, en ungkok/koksmath samt os to aspiranter der skulle spise her.
Hovmesteren han spiste for sig selv inde på sit kammer, eller også spiste han sammen med skipperen, overstyrmanden og maskinchefen i salonen.

Hovmesteren blev kaldt for “Kaj Supermarked”, han solgte træsko og saltlakrids til alle om bord samt til folk fra land.
Træsko og saltlakrids var i høj kurs og derfor kom der mange fra kontorene i de forskellige lande for handle med ham.

Der blev selvfølgelig også solgt øl, på en god måned påstod folk der kendte ham godt, at hans fortjeneste på salget var mere end han havde i hyre.
Han havde så mange øl på lager at det fyldte et helt kammer, et andet kammer blev brugt til hans handel idet det fyldte alt for meget til at kunne være på hans eget kammer.
Da han solgte øl, kunne man sagtens tolerere det, han fik lov til at gøre som han selv ønskede.

Jakarta havn var efter datidens forhold temmelig stor med en lang indsejling med kajer på begge sider.
Når vi ankom havde vi en slæbebåd sat fast agter, forude smed vi ankeret når vi kom til midten af den rende som vi skulle sejle ind i.
Ankeret blev så brugt til at styre forstavnen med, når vi så ankom til der hvor vi skulle fortøjre så blev ankerkæden firet ud således at vi kunne komme helt ind til kajen.
Når vi var færdigfortøjret blev ankeret halet ind til ca. 1 sjækkel.
På denne måde kunne vi spare udgiften til en slæbebåd når vi skulle afsejle.

Den ene gang tog opholdet i Jakarta 28 dage, det var forårsaget af at landet var på randen af en borgerkrig.
Præsident Sukarno havde opkøbt ris og gummi fra bønderne.
Kort tid efter opkøbet havde han devalueret pengene.
Pengene blev fra den ene dag til den anden kun halvt så meget værd.
Det ville bønderne ikke finde sig i, de startede et oprør som gik ud over kineserne i landet idet kineserne sad på alle pengene.

Det var en forfærdelig tid hvor der blev dræbt mange mennesker, jeg mener at det var over 300.000 der blev dræbt i den periode.
Vi havde 28 dage i Jakarta for der var udgangsforbud som gjaldt fra klokken 1700 til 0600 om morgenen.

Der var meget tyveri fra lastrummene, det var svært helt at undgå tyverierne og måske havde vi heller ikke lyst til at være alt for strenge overfor tyveknægtene.
De havde jo ikke meget at gøre godt med, jeg vil gå så langt som at sige at de havde ingenting.
Priserne i forretningerne steg for hver dag, nogle gange til det dobbelte på en dag.
Folk havde ikke penge nok til at købe mad for.

Når havnearbejderne forlod skibet blev de kropsvisiteret og alt hvad de havde samlet i dagens løb blev taget fra dem.
Der var ingen straf selv om de havde ødelagt mange papkasser for at få lidt samlet sammen som kunne bruges til at sælge.
Måske var det kun et stykke stof på en meters længde.

Der var soldater på vagt alle steder, og når de mente at tyverierne tog overhånd så fandt de en eller anden stakkel der skulle straffes.
Straffen bestod ofte i at manden skulle stå 1, 2 eller 3 timer på et ben.
Kunne han ikke det, blev han slået med geværkolber i ryggen hver gang benet faldt til jorden.
Kunne han ikke stå oprejst mere, så blev han sat til at kravle på knæ rundt på kajen indtil vagterne mente at det var nok.

Lastbilerne var fyldt varer der skulle ind til Jakarta og med bevæbnede soldater som vagter.

Med lange kæppe slog de på gamle damer som prøvede at klatre op på lastbilerne.(mange af dem var det vi kalder bedstemødre)

Hver aften når vi havde fri gik vi i land selv om der var udgangsforbud.
Vi skulle bare op på det første værtshus som havde åbent, der følte vi os nogenlunde sikre.
Værtshusene havde lov til at holde åbent (sikkert mod kontant betaling.)

Vi kom ofte på Bataan bar eller London bar for til sidst at ende på Radio bar.
Disse steder fandtes der masser af øl og damer.
Der var også rigtig mange bambuslus i stolene.
Når det blev til for mange bid af lusene hældte vi tændvæske ud over stolens armlæn for at brænde lusene af.


Bambus kunne åbenbart tåle den behandling for der skete aldrig noget med stolene, og der gik heller ikke ild i dem.

Husk at se alt fra den lyse side, det skader ikke synet.

Her slutter den gratis version

Vil du fortsætte med at læse resten , så bliver du nødt til at købe bogen?