Styrmand i Mærsk line

Navigationsskolen

Vi ankom til Danmark den 20 juni, og allerede dagen efter skulle vi melde til kriminalpolitiet at Nit og Noy opholdt sig i landet.

Vi skulle også sørge for at Nit og Noy blev meldt ind i sygekassen, det var dengang en selvstændig afdeling.
Nit og Noy fik også tildelt CPR numre, det tog ikke så lang tid dengang for at få papirerne ordnet.
Noy skulle også begynde i skolen, men jeg kunne ikke tilmelde hende endnu, for vi vidste jo ikke hvor vi skulle bo.
Det første stykke tid boede vi os min mor.
Min mor havde ikke meget plads, og da det jo var 4,5 år siden jeg sidst havde været hjemme, så var tiden efter vi var kommet hjem meget svære at komme igennem.

Det var ikke så nemt at finde et sted at bo i Svendborg, jeg skulle jo begynde på navigationsskole til august.
De som udlejede værelser i Svendborg, ville ikke have nogen lejere som havde børn, og desuden skulle man helst arbejde om dagen og ikke være hjemme hele tiden.
Det var derfor vi ikke kunne finde noget sted at bo i selve Svendborg.
En dag da vi var ude ved min onkel Peter Ove, var han så flink at køre os over til onkel Jens som var landbetjent i Munkebo, onkel Jens kunne måske skaffe os et sted at bo?
Det viste sig at der var ledige lejligheder i et nyt boligkompleks som hed Voldsmose som lå i udkanten af Odense.
Men da jeg mente at det var for langt at køre frem og tilbage med toget til Svendborg hver eneste dag, så jeg sagde nej tak for tilbuddet.
Derfor søgte vi i Hesselager som ligger midt imellem Svendborg og Nyborg, det viste sig at vi fra den 1 august kunne vi få et værelse med tekøkken i Langgade 10 i Hesselager.
Vi tog værelset ubeset, vi var lykkelige bare vi kunne få et sted at bo.

Efter at have boet et stykke tid hos min mor, så flyttede vi til Varde.
Birgit (Søster som jeg kalder hende) var så venlig at låne os sin lejlighed på Bakkevej indtil vi skulle flytte til Hesselager.
Den ene dag medens vi boede i Varde var Nit blevet lidt hidsig, vi var ude for at købe ind hos den lokale købmand, da Nit spurgte om et eller andet som jeg kom til at grine af.
I forretningen havde købmanden et trebenet beholder/kar stående med bananer og appelsiner i.
Nit hun sparkede det ene ben væk under karret med det resultat at der pludselig lå bananer og appelsiner spredt ud over det hele, vi skyndte os derefter at løbe med det samme og  kom ikke tilbage til købmanden igen.
Min fætter Preben arbejdede i en møbelforretning som havde et slogan hvor der stod “Vi leverer over hele landet”.
I møbelforretningen købte vi en sovesofa, et brugt sofabord samt et lille bord med marmorplade som vi kunne bruge til at have en kogeplade stående på.
Men jeg måtte af med 50 Kr. til hjælp til transporten, men så lovede Preben også at vi kunne få vores forskellige dele med fra Fredericia, plus at vi kunne køre med i lastbilen til Hesselager.
Alt i alt en god forretning for os, og chaufføren var også godt tilfreds, han havde en søster inde i Odense som han senere kunne besøge.
Vi flyttede til Langgade 10 i esselager den 1. august,  jeg skulle allerede begynde på navigationsskolen mandag den 4. august.
Vi kunne lige nå at falde lidt til ro inden navigationsskolen begyndte.
Noy som var over 6 år, skulle begynde i Hesselager skole.
Hun begyndte i 1. Klasse som lå i kælderen under kommunekontoret.
I kælderen blev der undervist i første klasse om formiddagen og anden klasse om eftermiddagen.
Lærerinden boede på første sal, og i stuen var selve Hesselager kommunekontor.
Lærerinden var ikke meget for at optage Noy i klassen, for som hun sagde, “jeg kan jo ikke Engelsk”, men det kunne Noy heller ikke, så det var slet ikke noget problem.

Jeg fortalte hende (lærerinden) at hun bare kunne sætte Noy ned på bagerste række når de skulle lære ABC’en, så skulle Noy nok have fundet ud af hvad hun skulle sige når det blev hendes tur til at svare.

Jeg gik i navigationsskolen hver dag fra klokken 0800 til kl. 1500 og på lørdage fra kl. 0800 til 1300,
og måtte køre hjemmefra lidt over 0700 og var så hjemme igen cirka kl. 1545, så det var en lang dag.
Jeg kunne ikke klare at læse lektier når jeg kom hjem, jeg skulle jo også tage mig af Nit og Noy som gik alene derhjemme hele dagen.
Det skriftlige lavede jeg altid, enten i frikvarteret eller om aftenen derhjemme.
Vi havde et værelse på cirka 18m², samt et lille tekøkken som blev brugt til at lave mad i, der sov Noy ude om natten på en drømmeseng.
Vi havde som nævnt købt en sovesofa, som når den var slået ud fyldte næsten hele rummet.
Der var et toilet, men intet bad, men vi havde fået en stor balje som vi brugte til at bade i, vandet øste vi op i en stor kop og hældte det derefter ud over hele kroppen.

Det var nogle flinke mennesker som boede i Hesselager, de holdt godt øje med Nit og Noy for at de skulle befinde sig godt.
Naboen, en boghandler, han og hans kone kom Nit og Noy ofte ind til.
Vi boede til leje hos en Fru Larsen, som var så flink at låne os det halve af hendes have, således at vi kunne dyrke lidt grøntsager.
Om sommeren fik vi også lov til at låne hendes haveslange således at vi kunne blive vasket ude i haven.
Jeg husker det som en meget kold fornøjelse at stå derude i haven med en vandslange kun med koldt vand.

Nit og Noy fandt sig hurtigt til rette i Hesselager som ikke var så stor.
Der var en købmand, en slagter samt nogle få andre forretninger.
Den ris som Nit hun kunne lide at spise, kunne vi ikke købe i Hesselager, så vi måtte køre på cykel til Gudme brugsforening hver gang vi skulle indkøbe ris.
Da vi kun havde en håndvask til at vaske tøj i, så kørte jeg helt til Svendborg hver gang vi skulle have vasket sengetøj.

Inde i Svendborg, i Møllergade lå der et møntvaskeri som vi kunne bruge.
Nogle gange tog Nit med til Svendborg, så kunne hun samtidig få handlet medens tøjet blev vasket.
I weekenden plejede vi at cykle rundt i omegnen af Hesselager.
Vi tog ofte til Lundeborg, det var sådan en dejlig tur på cykel.
Vi havde gerne kaffe eller saftevand med, vi sad i grøfterne og drak kaffe/sodavand samt nød udsigten.

Jeg kunne fornemme på Nit at hun kedede sig engang imellem, så vi købte et sort/hvid fjernsyn hos Fona i Svendborg.
Forretningen var så flink at levere fjernsynet i Hesselager.
Da jeg ikke kunne betale kontant og heller ikke betale ret meget i afdrag per måned så blev fjernsynet købt med betaling over 72 måneder, som var den længste afdragsperiode man kunne opnå.

I “forberedelsen” som det første halve år blev kaldt sad jeg ved siden af “Ko Clausen’s” søn, han var søn af ejeren af rederiet Clausen som var hjemmehørende i Sønderborg.
Han fortalte at fåreskibet “Al Kuwait” som sank for et par år siden havde haft 6000 får med ombord.
Årsagen til at skibet sank, var at 2 danske reparatører havde forladt en åben sideport midt under en kaffe pause.
Åbningen til sideporten var kun et par centimeter over vandoverfladen.
Medens de to reparatører drak deres kaffe havde fårene skiftet rundt i foldene således at åbningen til sideporten kom under vand med det resultat at skibet sank meget hurtigt.

I forberedelse’s klassen havde vi ikke så mange forskellige fag, vi havde kun matematik, dansk, naturlære samt engelsk.
Alligevel var det en svær tid, for vi var ikke vant til at sidde så længe på en skolebænk, og mange af os havde heller ikke noget kendskab til den form for matematik som vi blev undervist i.
Men lærerne var flinke til at give os mange opgaver for, og var villige til at give os ekstra undervisningstimer hvis vi havde behov for det.
Til jul var der eksamen som jeg bestod.
Vi fik ikke noget bevis på at man have bestået, men det blev opført på en seddel hvem der havde bestået og hvem der ikke havde bestået.
De fleste af os havde bestået og kunne fortsætte i første styrmandsklasse efter jul.
Et stykke tid efter vi var flyttet ind i Hesselager kom der en ældre mand som spurgte hvorfor vi ikke ville være medlem af Hesselager sygekasse?
Da jeg meldte flytning fra Fredericia troede jeg at det var i Svendborg sygekasse man skulle tilmeldes til.

Manden bad mig om at komme over der hvor han boede når jeg engang havde tid.
Det viste sig at i stuen havde han et Chatol, en slags buffet med et skab i hver ende.
I det ene skab var der to cigarkasser med kartotek over hvem der var medlemmer i Hesselager sygekasse, og han indskrev os i kartoteket, hvad det kostede i måneden kan jeg ikke huske, men det var ikke ret meget.
Bagefter gav sygekassemanden en øl og vi fik en sludder om alt mellem himmel og jord.
Engang i februar beklagede Nit sig over at have ondt i maven.
Vi tog over til lægen i Gudme som hurtigt fandt ud af at Nit var gravid i cirka 6 eller 7 uger.
Det var en glædelig overraskelse idet vi ikke troede at Nit hun kunne blive gravid igen.
I begyndelsen af året viste det sig at jeg blev nødt til at bruge briller for at kunne se ordentligt på tavlen.
Da manden fra sygekassen opdagede at jeg havde fået briller spurgte han om ikke jeg lige kunne komme over til ham på hans adresse.
Da han sidste gang var så flink at give en øl, så tog jeg denne gang to øl med med som vi kunne nyde sammen.
Han udbetalte 50 Kr., når jeg nu havde fået briller, så kunne jeg nok bruge pengene som han sagde.
Jeg skulle ikke aflevere kvittering eller nogen slags bevis, men det var betryggende at vide at han holdt øje med os.

En dag i efteråret ville vi gerne se en film i Hesselager biograf, men da vi kom derned viste det sig at der var et skilt i vinduet hvor der stod.
“Børge har fødselsdag”, Børge var biografejeren og fordi han havde fødselsdag så var der lukket.
Det var den eneste gang vi var dernede, så det var ærgerligt at der var lukket.

Hver gang jeg havde bestået de forskellige terminsprøver så var det svært at skaffe penge til de nye bøger og søkort der skulle bruges.
Godt nok kunne man købe brugte bøger til billige penge hos “Nautika” som var vores forening på skolen.
Det var svært at få pengene til at slå til i den tid mens jeg læste, vi manglede aldrig noget at spise, men nyt tøj kunne Nit og mig ikke tillade os at købe.
Noy hun skulle jo af og til have nyt tøj, for hun voksede jo stadig.
Jeg mener at vi havde 1250 Kr. til rådighed i hver måned, pengene skulle så dække husleje, alle vores indkøb, såsom min benzin, og hver dag købte jeg en kop kaffe på skolen, madpakken havde jeg selv med.
Alligevel var tiden på navigationsskolen noget som vi husker som værende en rigtig god tid.
Måske fordi, der lærte vi virkelig at klare os selv og sætte tæring efter næring.

Nit hun blev større og større efterhånden som tiden gik. (hun var jo gravid)
Heldigvis var det sommer og hendes behov for ventetøj var ikke så stort.
Vi syede selv al hendes ventetøj, jeg klippede stoffet ud og Nit syede det hele i hånden, vi havde jo ikke nogen symaskine.

I sommerferien arbejdede jeg som ekstra matros i Storebæltfærgerne.
En del af tiden var det som dagmand jeg arbejdede, dagmand var de som vedligeholdte skibet på ydersiden.
Arbejdet var på hverdage og varede fra 0600 til 1800, 12 timer i alt.
Det var en lang arbejdsdag, selv på den tid, men betalingen var derefter, så jeg var glad.
Vores løn kunne vi hente hver 14. dag nede på den nærmeste jernbanestation, for mit vedkommende var det på Svendborg jernbanestation.
Den første gang jeg fik løn, så var der råd til at købe en brugt Vespa Scooter som kostede 850 Kr, men så var den også nysynet.
Arbejdet som dagmand forløb normalt på følgende vis.
Langs skibssiden var der sat nogle stativer op som kunne køre fra den ene ende til den anden af skibet.
Vi måtte ikke arbejde på skibssiden når vi var i søen, det vil sige at under hele overfartstiden måtte vi ikke arbejde på skibssiden.
Det blev ikke til så meget når vi kun måtte arbejde når vi var i havn, det var måske derfor at det tog hele sommeren for at blive færdige med at male skibssiden.
Tiden fra havn til havn sad vi gerne inde i skibets skorsten.
Skorstenen var indrettet som et lille værksted, der sad vi så og kukkelurede mens vi drak en forfærdelig masse kaffe.
Vi måtte ikke deltage i andet arbejde for de faste matroser, der skulle jo være arbejde til alle.
Om søndagen arbejdede jeg som afløser i de forskellige færger, hvad enten de sejlede mellem Nyborg og Korsør (jernbanefærgerne) eller mellem Knudshoved og Halskov (bilfærgerne).
I jernbanefærgerne måtte en reservematros gerne styre skibet i tiden mellem de to yderbøjer der var på hver side af bæltet, mens bilfærgerne kun måtte styres af overmatroser.
I jernbanefærgerne dirigerede vi togene ind og ud af færgen, samtidig satte vi også togvognene fast, således at de var forsvarligt surrede under hele overfarten.
Om natten var der rengøring af alle dæk, de blev hver nat skrubbet og spulet rene.
Når det var natarbejde, så sov vi i skift af to hold, på den måde kunne vi være helt udhvilet når vi skulle hjem igen.
Vagten gik fra kl. 1800 til 0600.
Det var nødvendigt at kunne komme til at sove om natten, for mange af de faste matroser havde også et fuldtidsarbejde om dagen.
Måske var det derfor de ikke havde lyst til at lave så meget i arbejdstiden om bord.
Ofte fik jeg tjent lidt ekstra ved at tage en udkigstørn for en af de faste matroser, så kunne han selv sidde nede i messen og spille kort om penge.

Færgerne var udstyret med to ror, hvor kun det ene var konstant aktiv. 

vi ekstra matroser måtte gerne betjene det ror som ikke var aktiv, vi følte os ærligt talt som nogle fjolser når vi stod og styrede med et ror der ikke virkede.
Årsagen var at hvis det ene ror skulle svigte, så kunne styrmanden hurtigt skifte over til det andet ror og så var roret ude i den position med samme.

Arbejdede vi i bilfærgerne, så måtte vi ikke stå til rors, men vi måtte godt dirigere bilerne ind i skibet eller ud fra skibet.
Der var røde og grønne lys over vognbanerne for at bilerne ikke skulle starte motorerne alt for tidligt, men lige meget hjalp det.
Blev en bil startet, så startede alle bilerne op, med det resultat at man næsten ikke kunne få luft på grund af al den bilos.
Bilisterne var også bange for at de ikke kunne nå at komme ud, de var så bange at de ofte var ved at køre os ned, så travlt havde de.
Ofte blev jeg ramt i siden at et spejl.

Når de store lastbiler fra Gaza skulle med bilfærgen og ikke havde forudbestilt padsbillet, så kom de ikke med før end der blev givet en buket blomster eller en bakke jordbær til samtlige matroser om bord.

Det samme gjaldt for isbilerne, de skulle af med mindst en kasse is til messen, således at vi havde noget at spise af.
Det var ren og skær afpresning fra matrosernes side.

Hvis en af passagererne havde låst sig ude af sin bil, så kunne matrosen hjælpe til med at få døren lukket op.
Det kostede kun en omgang øl til alle i matrosmessen, vel at bemærke så var øllene til restaurant priser.
(Det var en bekostelig affære at låse sig ude af sin bil).
Pengene gik til en fælles kasse som blev brugt til at indkøbe øl for.
Det var bådsmanden der stod for ølsalget, til gengæld lavede han ikke ret meget andet end at sælge øl.
På en arbejdsdag blev der drukket så mange øl om bord i færgen at det var utroligt at alle kunne finde hjem, måske var det derfor at der af og til var nogle som overnattede om bord i færgen.

To gange afløste jeg som lampemand, en lampemand var ham der rensede toiletterne når de var tilstoppede, hvilket ofte skete.

Særlig slemt var det i ferietiden når alle skulle over bæltet på samme tid.
Når man arbejdede som lampemand, så skulle der hver dag forsvinde mindst 4 ruller toiletpapir, 2 dåser skurepulver og 2 flasker flydende sæbe.
Disse ting blev taget med hjem hver eneste dag, kunne vi som afløsere ikke bruge det, så var der mange andre som gerne ville have tingene.

Afløsningerne foregik altid i Korsør, boede man på Nyborgsiden, så måtte man tage en ekstra tur for egen regning.
Det forårsagdede altid at når vi lå i Nyborg på den sidste tur inden vi skulle hjem, så prøvede alle at komme af inden afgang.
Hvis der ankom en person som skulle mønstre fra Nyborg, så var det ikke noget problem, så tog han bare med som en del af besætningen.
Havde der været mandetælling på de nævnte tidspunkter, så tror jeg at der havde været underskud i det man kaldte for sikkerhedsbesætningen.
I DSB havde de et mærkværdigt system, blandt andet skulle man være ansat i mindst 30 dage for at få ret til et par arbejdshandsker.
Jeg arbejdede der i 31 dage, så jeg kunne hente et par arbejdshandsker dagen før jeg holdt op.
Handskerne tog jeg med hjem, de var gode som vanter om vinteren.

Nit hun var 8 måneder henne i graviditet da var vi så uheldige at medens hun sad bag på Vestpa’en faldt baghjulet af og Nit faldt ned på vejen.
Heldigvis var det lige ved benzintanken i Hesselager hvorfor farten ikke var så høj.
Jeg blev siddende på Vestpa’en, for jeg havde jo styret at holde fast i, men Nit hun lå på landevejen.
Vi turde ikke ringe til Falck, for jeg havde på det tidspunkt ikke noget kørekort, men konen inde fra benzintanken var så flink at køre Nit over til den lokale læge.

Da lægen så Nit, var det eneste han sagde, “har du ondt i maven lille pige”, og hvis ikke skal du gå hjem og hvile dig.
Vi gik så hjem, men på Nit’s højre ben var der nogle slemme skurestriber fra asfalten.
Jeg gik ned på apoteket i Hellesager og købte noget brintoverilte som kunne rense hendes ben,
heldigvis var der ikke sket mere med Nit.

Senere fik jeg kørtekort, men på det tidspunkt var der ikke penge nok til den slags.

Panida hun blev født på Svendborg sygehus om aftenen den 21 september.
Imens Nit lå inde på sygehuset, mødte hun en familie fra Lundeborg som vidste at der var et hus til leje inde i Oure.

Nu hvor vi boede 4 personer på et lille værelse, så var der ikke så meget plads i Hesselager, og vi var nok nødt til at flytte ind i noget større.

Vi flyttede fra Hesselager 1. november til Oure, i Strædet 10 som var en gammel fællesfryser.

Der var to afdelinger i huset, den ene var vores lejlighed, og i den anden ende var en fællesfryser som blev brugt til fiskeaffald (minkfoder).
Ejeren som boede i Lundeborg havde en minkfarm hvor han brugte fiskeaffald som foder.
Vi mærkede ikke ret meget til fryseafdelingen, og vi maskineriet kunne vi næsten ikke høre.

Fordi det nu var en lejlighed med køkken vi nu boede i, så kunne vi få udbetalt boligsikring således at huslejen blev mindre end der hvor vi kom fra.

En Thailænder “Gajitt” som vi kom sammen med dengang var så flink at hjælpe os med at få flyttet.
Han havde en lukket folkevogn, en kassevogn, og vi måtte køre to gange for at kunne få det hele med.
Huset var i to etager, køkken, bryggers og stue var nedenunder og der var to værelser på første sal.
Da der ikke var nogen isolering på første sal, så kunne førstesalen næsten ikke bruges om vinteren, der var simpelthen for koldtderoppe.

Om sommeren var der næsten for varmt, men det allerværste var at der løb mus og rotter rundt i etageadskillelsen, og der kom en forfærdelig lugt når der var døde rotter eller mus inde under gulvet.

Da Panida blev født modtog vi en check fra mødrehjælpen, beløbet var stort nok til at kunne betale for en barnevogn.
Vi modtog også 6 stk. Undertrøjer, 6 stk. blebukser og 12 stofbleer fra mødrehjælpen.
Det var en meget stor hjælp dengang, for pengene var små.
Jeg husker at vi altid havde en eller anden spand stående med bleer som skulle til vask, det var nødvendigt at de stod i blød inden de skulle vaskes.
Vi havde et køleskab, som kun havde et lille rum man kunne opbevare isterninger i.
Men det var slet ikke noget problem for Nit og Noy at fremskaffe frisk kød/eller fars.
Noy blev bare sendt over til slagteren selv om det var søndag, da jeg spurgte Noy om ikke der var lukket hos slagteren, så sagde hun “jo”.
Hun fortalte, at så går jeg bare ind af bagdøren, han plejer at sove på sofaen, og når han ser mig, spørger han altid om hvad vi nu skulle bruge.

I køkkenet var der et gaskomfur med en ovn, det havde vi aldrig haft før.
Første gang vi skulle bruge ovnen var det mig der tændte for gassen, der må have været lidt utætheder, for ovnen tændte med et stort brag, så jeg skyndte mig at slukke igen.

Nit som mente at jeg ikke havde båret mig rigtigt ad da jeg prøvede at tænde ovnen første gang, ville selv prøve, hun brugte en lang strikkepind med en stor tændstik sat fast ude for enden.
Det lykkedes da også for Nit at få en enorm stor stikflamme ud af ovnen, herefter blev vi enige om at det ville vi ikke prøve mere.
Kogepladerne var der ikke noget i vejen med, de virkede alle efter hensigten.

Til huset hørte der en stor dobbeltgarage som vi brugte til alt muligt, idet vi jo ikke havde nogen bil.
Der var også en stor have til, naboerne var flinke at de kom med forskellige urter/frø som vi kunne plante eller så.
Haven havde vi stor glæde af, og vi tilbragte megen tid derude.

Vi fik tilbudt en hundehvalp af en af mine kammerater, en blanding af en Collie og Schæfer.
Hunden havde vi stor moro ud af, men det var svært styre ham.
Vi var nødt til at have ham i en lænke hele tiden, vi havde en meget lang lænke, meget længere end det var normalt dengang.
Jeg tror at det var dengang ordet lænkehund blev brugt.
For at han skulle kunne kende sit navn når vi kaldte, så kaldte vi ham for “Pepsi”, men det var han åbenbart ligeglad med.

Den ene nabo, Marie hed hun var lidt oppe i årene, en gammeljomfru og måske lidt bims eller måske dement, hun spurgte ofte Nit om hun ikke måtte låne vores kat.
Men vi havde jo ikke nogen kat hun kunne låne.
Det viste sig at Marie havde en høkasse i sit køkken, og der var mus i høkassen, derfor skulle hun bruge katten til at fange musene.

En høkasse var meget brugt på det tidspunkt, det var en kasse fyldt op med hø som man så satte kartofler eller grød ned i for at det hele kunne koge færdig i kassen.

Marie hun elskede sin cykel så meget at cyklen havde sin egen specielle plads inde i stuen, hvor den stod lænet op ad spisebordet.

En af de andre naboer var en ældre dame der hed Kristine.
 Kristine kom lidt efter jul med de brugte stearinlys fra hendes juletræ, ærlig talt så vidste vi ikke hvad vi skulle bruge de brugte stearinlys til.
Men Kristine fortalte, at de var gode at have når det blev rigtigt koldt.
Vandrørene i bryggerset var fritliggende et stykke over gulvet og da der ikke var varme i bryggerset så havde rørene det med at fryse til om natten.
Om morgenen når vi stod op kunne vi så sætte stumperne af stearinlysene ind under rørene og så tænde for lysene, på den måde kunne vi komme til at koge vand, ikke til kaffe, men den første kedel kogt vand var til at komme i WC-cisternen således at vi kunne komme på toilettet.
WC lå ude i bryggerset og var derfor også uden varme og cisternen var frost helt til om morgenen.
Hun var ikke uden evner den kære Kristine, hun vidste åbenbart mange ting som vi ikke selv var klar over.

Om efteråret når det blæste meget, så skete det ofte at vores oliekamin blæste ud.
Havde vi ikke opdaget det, så fossede olien stadig ud i en slags bakke (godt nok blev olien inde i kaminen), og når vi tændte op for kaminen igen, så skete det altid med et stort at kaminen startede.
Skorstenen som lå ved siden af opgangen op til første sal blev rigtigt meget varm, og hvis vi ikke havde stået med spande og klude og hældt vand på indtil skorstenens temperatur var dæmpet lidt, så havde vi haft skorstensbrande op til flere gange.

Panida hun blev døbt nede i Lundeborg kirke den 29/11/1970, at det blev Lundeborg kirke, var fordi at der ikke  gudstjeneste i Oure kirke hver eneste søndag. (jeg mener at det kun var hver tredie søndag at der var prædiken i Oure kirke)

Vi havde også besvær med at få præsten overbevist om at godkende navnet “Panida”, som på det tidspunkt ikke var  et navn som stod i kirkebøgerne.
Hun kunne ikke hedde “Panida” alene, men hun kunne få navnet “Panida Amalie” eller noget andet i den retning.
Det var først da vi fortalte præsten, at så skulle barnet ikke døbes at han forstod alvoren.
Så faldt han til ro og sagde, at man jo kunne skrive at det rimede på Ida når man søgte om at få tilladelse til at bruge navnet “Panida”.
Det var oprindeligt meningen at min mor skulle stå fadder for Panida, men da min bror og hans kone skulle køre fra Fredericia og havde det med at komme flere timer for sent, så turde vi ikke tage chancen på, at de denne gang ville ankomme til tiden.
Derfor spurgte vi boghandleren fra Hesselager og hans kone Kiss om de ikke ville være faddere for Panida.

Vi holdt en god barnedåb med suppe, steg og is som det hørte sig til dengang.
Da vi ikke havde tallerkner nok til barnedåben, så bragte min mormor sit spisestel med hjemmefra i nogle kasser.
Mormor var bange for at vi skulle slå noget i stykker under opvasken, så tog hun det hele med hjem og vaskede det op derhjemme.

For at kunne få styrmandseksamen skulle vi først have et generelt radiocertifikat for at måtte betjene radioen om bord, det tog en lille uges tid at få radiocertifikatet.
I tiden fra 14 december til 16 december var vi med skolen på brandkursus.
Det forgik ved Esbjerg Civilforsvar hvor vi blev indlogeret med fuld forplejning.

I juni var vi med skoleskibet “Navigator” for at lære sejlads samt at bruge radaren samt de andre instrumenter .
“Navigator” var det forhenværende kabelskib “Peter Skram” som var blevet ombygget til skoleskib.

Da vi havde overstået eksamen, så forlangte skolen en gyldig synsattest for at vi kunne få udstedt vores næringsbrev.
Da vi kom op til øjenlægen viste det sig at jeg ikke kunne klare en synsprøve indenfor de givne rammer, og som sådan kunne jeg ikke få mit næringsbrev.

Jeg var virkelig ked af det, for nu stod jeg jo her med en eksamen som ikke kunne bruges til noget.
Jeg vidste ikke rigtigt hvad jeg skulle stille op med min tilværelse, derfor jeg ringede til skibspersonel inde på Rederiet A. P. Møller, og spurgte om de ikke kendte nogen man kunne bestikke til at give mig mine papirer.
Jeg talte med en som hed Guldbrandsen som fortale at bestikkelse, det kunne de ikke klare, men han kendte nogen i Handelsministeriet som jeg kunne tale med.
Navigatøruddannelsen hørte dengang ind under Handelsministeriet.

Jeg ringede til vedkomne person med det samme, personen var en professor i øjensygdomme som forklarede at jeg skulle indlægget på Rigshospitalet.
Jeg fortalte ham at jeg ikke kunne komme med det samme, idet jeg boede i Svendborg, men jeg kunne være der tidligt næste morgen hvis han ønskede det. men så var det som om at det ikke betød så meget om jeg var tilstede eller ej.
Så jeg blev bedt om at sende synsprøverne til København.
Da vi ikke havde nogen telefon, så skulle jeg helt til Svendborg for at komme til en telefon.
På posthuset kunne man ringe mod forudbetalling, og der var to telefonbokse som man kunne bruge.

Efter 14 dage fik jeg tilladelse til at erhverve bevis som styrmand uanset at jeg ikke har bestået den foreskrevne synsprøve.
Samme dag ringede til Rederiet og spurgte om de havde en hyre til mig i sommerferien.
Selv om ferien var begyndt for et stykke tid siden, så gav de mig lov til at mønstre i “Prima Mærsk” den 6 juli i Nynashamn.
Samtidig lovede de at jeg ville komme hjem, således at jeg kunne begynde i skibsførerklassen til august, selv dengang var der stor mangel på navigatører.

Inden jeg tog afsted henvendte jeg mig hos skattekontoret i Gudme for at høre hvordan og hvorledes jeg skulle forholde mig når jeg nu skulle ud at sejle i ferien?
Manden fra skattekontoret fortalte, at hvis jeg kun havde indtjening i den måned jeg var ude at sejle i, så ville jeg få pengene tilbage når året var gået.
Han sagde, at jeg jo ikke ville have opbrugt alt mit personfradrag såfremt jeg ikke havde nogen anden indtjening.

Den 6 juli skulle jeg til Prima Mærsk som lå i Nynashamn i Sverige.
Jeg mønstrede ud som 2.styrmand, og det var min første udmønstring som navigatør.
Inden jeg rejste sagde de inde på Rederiet at det var mit ansvar at få alle med til Nynashamn.
Vi var 12 der skulle påmønstre, så det var lidt af en opgave idet jeg ikke kendte nogen af de andre, derfor havde vi sat hinanden stævne ved informationen i Kastrup.
Den ene matros var så beruset da vi andre mødte ham, at SAS som vi skulle flyve med til Nynashamn mente at han var for beruset til at de ville tillade at han kom med flyveren.
Matrosen henvendte sig derfor ved informationen for at få en ny billet hos et andet selskab som ikke havde nogen problemer med at han skulle flyve, og det viste sig at han ankom til Nynashamn en halv time senere end os andre, så agenten og vi andre måtte så vente på ham.

I lufthavnen mødte jeg overstyrmanden som jeg havde sejlet sammen med i mit sidste skib “Effie Mærsk” som jo  en stykgodsbåd.
Nu skulle han udmønstre i en tankbåd, dengang var det normalt at man skiftede mellem flere skibstyper for at få erfaring i sejlads med flere skibe.
Da jeg sejlede sammen med ham i sidste skib, virkede han meget normal. Men nu påstod han, at han i mellemtiden var blevet muslim og derfor ikke måtte spise svinekød.
Han gik rundt med en bedekrans som han hele tiden rullede gennem fingrene.
Jeg havde ham mistænkt for at det hele var et skuespil fordi at han ikke brød sig særligt meget om svinekød.

Da vi kom om bord viste det sig at olielasten ikke var varm nok til at kunne pumpes gennem rørene med den ønskede hastighed.
Pumpemanden havde ikke sørget for at få olien opvarmet i tide, så han havde fået sækken (var blevet sagt op).
Den nye pumpemand som påmønstrede samtidig med os andre, havde arbejdet de sidste 6 år på Silkeborg rivefabrik.
Han havde sit hyr med at finde ud af rørsystemet, men han lærte hurtigt, og det viste sig ikke at blive noget problem.

Ham som jeg afløste skulle hjem med flyveren samme eftermiddag, men han gav en god mundtlig overlevering, og havde samtidig forberedt en skriftlig overlevering.
Så jeg følte mig godt rustet selv om det var første gang jeg stod med hele ansvaret.

Det første jeg gjorde, var at få telegrafisten til at lave en pengeanvisning og derefter sende pengene med brev hjem til Nit, for ellers ville hun jo ikke have penge nok til jeg kom hjem igen.

Efter 3 dage var vi klar til at sejle fra Nynashamn.
Den første vagt jeg havde på broen var med lods hele vejen.
Det var bare at følge med i kortet, skipperen var også på broen under hele forløbet, plus at det var i dagslys, så det hele var nemt nok.

Vi skulle sejle til Bonny River i Nigeria, der skulle vi laste en last olie til Point Fortin på Trinidad.
Turen gennem den Engelske kanal husker jeg som et sandt maderidt idet sigtbarheden var alt for god, vi kunne se alle fyr samt alle bøjer i en afstand af mindst 24sm.
Der var alt for mange fyr samt bøjer til at jeg kunne følge med i fyrtider samt blinkene de alle lyste med.
Der var godt nok en radar om bord, men den var kun til brug for kaptajnen når vi skulle i havn.
Der var en timetæller på radaren som kaptajnen hele tiden holdt øje med, og man skulle have en ualmindelig god grund til at bruge hans radar.(Jeg turde ikke engang tænke på at bruge radaren).
Efter vi var kommet ud af Kanalen skulle vi rense tanke, og i den tid det varede deltog overstyrmanden ikke i vagterne.
Vi andre gik 6 timers vagt ad gangen og tjente derved en hel del overtid som for mit vedkommende var yderst velkommen.

I Nigeria lastede vi inde på Sonny River, det tog cirka et døgn at laste helt op.

Derfra gik turen til Point Fortin, et sted på Trinidad som kun var en olieterminal med en pier som stak ud i vandet.

På turen over Atlanten fik jeg lært at tage solhøjder i rigelige mængder.
Der skulle tages en solhøjde/position en gang for hver time.
2.styrmand skulle også tage middagsbredden og samle sammen på oberservationerne således at der hver middag kunne fåes en nogenlunde nøjagtig position.
Fordi jeg brugte briller havde jeg lidt besvær med at tage solhøjder i begyndelsen.
Jeg kunne ikke bruge den blændklap som sad på sekstanten, så den tog jeg helt af.
Sekstanten satte jeg med lidt afstand til mine briller, således at kikkerten ikke rørte brilleglasset.
Således tog jeg solhøjdes i mange år, og blev helt god til at måle solen.
Det var ofte at jeg kunne tage højden ned til 0,2 sømils nøjagtighed, hvilket jeg mente ikke var så ringe endda.

Vi havde forude på bakken samt henne agter på poopen et kamera som pegede forud på bakken og agterud på poopen, oppe på broen stod en monitor som viste billederne fra kameraerne.
Kameraerne var beregnet til at vurdere afstanden når vi gik i havn, men billedet var så forvrænget at det ikke var muligt at man kunne bruge det til formålet.
I stedet brugte vi det forude til at se hvor høj sø der slog ind over bakken, og agterude brugte vi kameraet til at vise skruevandet således at vi bedre kunne indstille selvstyreren.
Selvstyreren kendte jeg ikke meget til, det var lærestof som først kom  skibsførerklassen, og derfor kunne jeg dårligt nok finde ud af at få den justeret ind.
På det tidspunkt var der ikke så mange skibe der havde selvtyrer om bord, de fleste skibe brugte stadig manual styrring.

Rederiet brugte på den tid at ansætte en del unge piger som stewardesser.
En del af de unge piger havde fået et barn som de parkerede hos deres forældre inden de tog ud at sejle, (en slags flugt fra et eller andet).
De unge piger tog ofte afsted uden at gøre sig klart hvor lang tidsrum et år kunne være, det var den tid de skulle være om bord for at opnå fri hjemrejse.
Mange ville efter et stykke tid gerne hjem, hvilket de kun kunne komme hvis de betalte alle udgifter for den person som skulle afløse dem.
Det endte gerne med at de blev om bord, idet de jo også skulle tjene til deres egen hjemrejse før de kunne komme hjem, det med at betale i afdrag hørte ligesom ikke til i tiden dengang.

I maskinrummet var der opsat et videokamera som kunne ses på en monitor oppe på broen, det var meningen at vagthavende maskinmester skulle passere under kameraet med jævne mellemrum.
På den måde kunne vi se om han stadig var i live, maskinmesteren gik vagt alene i maskinrummet som ikke
kunne blive ubemandet på grund af at der manglede flere alarmer.

1.styrmanden var Færing, han opbevarede alle søkort på sit kammer.
Mangelede der pludselig søkort på broen skulle vi altid ringe til skipperen som også var færing, så gik han med og hentede kortene hos 1.styrmand således at sejladsen kunne fortsætte.

Medens vi lå oppe på Bonny River opdagede jeg at jeg havde havde fået olieeksem, en sygdom som jeg lider af den dag i dag.
Kommer jeg i berøring med råolie bliver blommen på mine fingerspidser helt udtørret og sprækket.
Jeg besluttede mig derfor ikke at ville påmønstre i tankbåde mere, for det er meget smertefuldt at have olieeksem.
Prima Mærsk var den sidste tankbåd jeg påmønstrede i.

Jeg havde lavet en skriftlig overlevering til min afløser, idet jeg skulle hjem med det samme vi ankom til Point Fortin, navigationskolen var allerede begyndt først i august, og nu var det den 13 august.

Jeg skulle med taxa til lufthavnen i Port of Spain.
Det viste sig at jeg ikke kunne komme med et fly før to dage senere.
Så jeg måtte blive på lufthavnshotellet i de to dage, jeg havde ingen andre steder at gå hen og penge havde jeg heller ikke.

Jeg glædede mig til at komme hjem, jeg var meget spændt på hvordan Nit havde klaret det at være alene hjemme, det var jo første gang.

Jeg begyndte i skibsførerklassen så snart jeg hjemme fra udmønstringen på Prima Mærsk, og jeg var ikke den eneste der kom for sent til skibsførerklassen, nogle få ankom sidst i august.

Da skibsførerklassen var færdig allerede i december, så havde vi ikke megen tid til at færdiggøre pensum.
Der var så lidt tid at vi ikke kunne nå at gennemgå pensum mere end en gang.
Det bevirkede også at det var svært at opnå samme gennemsnit som det jeg havde opnået til styrmandseksamen.

Vi ansøgte om at Nit og Noy kunne få dansk statsborgerskab. dengang var det lidt lettere at blive dansker.
Man skulle enten kunne tale eller skrive dansk som hovedkrav.
Var man blevet gift i udlandet inden man kom til Danmark, så var det ikke noget krav at man skulle kunne tale eller skrive dansk.

Man skulle kun have opholdt sig i Danmark i mindst et år før der kunne søges om statsborgerskab.

Ansøgningen skulle gå gennem politiet, så vi henvendte os hos landbetjenten i Vejstrup, “Hansen” hed han.
Han spurgte om en hel masse, det var nærmest at betragte som et værende i et forhør.
“Hansen” havde lidt svært ved at forstå at Nit ikke kunne aflevere de papirer som han skulle bruge.
Men som Nit hun forklarede, så var den by hun var opvokset i udbrændt.
Landbetjenten havde endog meget svært ved at forstå at “Sukhothai” var udbrændt for det var alligevel en by på dengang cirka 12000 indbyggere.
Han så ud som om at han troede det hele var en stor løgn, sådan så han virkelig ud i ansigtet.
Han må alligevel have undersøgt det, for en dag kom han og fortalte mig, at jeg alligevel havde talt sandt, idet hele Sukhothai faktisk var udbrændt.

Den anvisning som jeg havde sendt til Nit lige inden jeg påmønstrede i Prima Mærsk havde vores hund “Pepsi” fuldstædig ødelagt.
Den havde bidt det hele i stykker, men heldigvis kunne man se afsender samt beløbet.
Nit gik over i Svendborg Sparrekasse som dengang havde en filial i Oure.
Der forklarede hun det hele for bankbestyreren som sammen med Nit fik anvisningen stykket sammen med tape således at den kunne udbetales.
Som Nit hun sagde, så var anvisningen i mange stykker.

Dengang vi fik tilsendt hundeforsikringspolicen blev jeg også nødt til at skrive tilbage hvorfor forsikringsselskabet havde sendt en tom kuvert, hvorefter de sendte en ny police.
“Pepsi” havde også spist hele policen første gang, så han må have været sulten for en gangs skyld.

Dengang vi fik tilsendt hundeforsikringspolicen blev jeg også nødt til at skrive tilbage hvorfor forsikringsselskabet havde sendt en tom kuvert, hvorefter de sendte en ny police.
“Pepsi” havde også spist hele policen første gang, så han må have været sulten for en gangs skyld.

De penge jeg havde tjent medens jeg var ude at sejle blev brugt til at købe en ny scooter, en Lambretta, min Vespa’en kunne ikke mere.
Vespa’en fik jeg 650 Kr. for, men den var heller ikke mere værd.
Lambretta’en måtte jeg betale 3250 Kr. for, men så var den også helt ny, og jeg fik også kørekort til motorcykel, det kostede 250 Kr. i alt.

Da vi holdt afslutningsfest efter at have bestået eksamen, så kom tjeneren pludselig og fortalte at Kong Frederik var død, det var den 14 januar om aftenen.
Der blev lidt stille, for det havde vi ikke regnet med, men festen fortsatte alligevel.

Den 20 januar 1972 var jeg indkaldt til militær tjeneste.

Den 20 januar 1972 var jeg indkaldt til militær tjeneste.

Jeg skulle møde den 20 januar på Avderød kaserne som marine soldat.
Da vi blev råbt an med personnummer for at få anvist hvilken deling samt hvilket kammer vi skulle bo på,
Så da mit personnummer blev råbt op, så var vi to der trådte frem, lidt mærkeligt for normalt er der kun en med samme personnummer.
Det viste sig at ham den anden have samme cifre i personnummeret bortset fra det sidste tal.
Han havde et 3 tal hvor mit var et 1 tal, og mærkeligt nok var vi næsten lige høje og brugte briller begge to.

Pudsigt at vi skulle mødes som soldat, og samtidig bo på samme kammer, jeg havde underkøjen, og han havde overkøjen.

Efter tre måneder i Avderød, så fik vi fik tildelt det endelige tjenestested.
Jeg fik tildelt tjeneste på Langelandsfortet i 9 måneder.
Fordi jeg brugte briller så var jeg den eneste af os navigatører som ikke blev udtaget til Sergentskolen, de andre var tvunget til mindst 18 måneders tjeneste.
Da jeg var almindelig menig kunne jeg nøjes med 12 måneders soldatertid.

Der var meget spildtid medens vi var soldater, i Avderød brugte vi rigtig meget tid på at marchere og lære på at gå i takt.
Vi fik lært at skyde med gevær samt smide med håndgranater, så lidt fik vi da lært.

Jeg fik løn som soldat, jeg husker det som cirka 15 Kr. om dagen, men så skulle vi selv betale for kosten.
Vi havde fri transport med DSB, så det var ikke noget problem at tage hjem i weekenderne.
Vi havde fri de fleste weekends fra fredag eftermiddag til tidligt mandag morgen.
De fleste af os var nødt til at tage afsted søndag aften for at nå frem til tiden, dengang var der færger over Storebælt.
Færgerne tog gerne cirka 1,5 times tid om at komme til Korsør.

Da jeg ikke kunne forsørge Nit medens jeg var soldat, så modtog hun soldaterhjælp.
Soldaterhjælpen bestod af et fast månedligt beløb per voksen og et fast beløb for Noy og Panida, det var til kosten, alle andre faste udgifter blev betalt per regning.

Vi havde nu flere penge til rådighed efter at jeg var blevet soldat end dengang jeg læste, jeg husker ikke beløbets størrelse, men der var noget mere til rådighed nu.
Vi følte os næsten som millionærer, idet der nu også var råd til at købe lidt tøj engang imellem.

Hver torsdag kunne man ansøge efter lejligheder i Svendborg Boligforening hvor vi havde tegnet os som medlem allerede dengang vi ankom til Danmark.
Kontoret var lige overfor banegården i Svendborg.
Vi kunne jo ikke blive ved med at bo i Oure, i frysehuset som jo varmt meget koldt om vinteren.

Den ene torsdag fortalte Nit glædesstrålende at nu havde hun anskaffet os en lejlighed inde i Svendborg, i noget der hed Sandalsparken.
Vi flyttede til Sandalsparken engang i juli måned.

Jeg kørte til Langelandsfortet hver morgen og kom hjem igen om eftermiddagen på de dage hvor jeg ikke havde nattevagt.
Hver 3. dag havde jeg nattevagt og måtte blive på fortet den dag.

Jeg gjorde tjeneste på Fakkebjerget, som var en høj cirka 2-3 kilometer fra selve fortet.
Der sad jeg sammen med to andre og passede radaren, vi skulle bare sørge for at radaren kørte rundt.
Selve aflæsningen af radaren skete nede på fortet i et O-rum som lå gravet ned under jorden således at det ikke kunne ses fra luften.

Da vi havde besluttet os for at flytte, troede jeg at jeg også kunne låne til indskuddet i lejligheden.
Men da vi skulle flytte fra Gudme kommune, så ville kommunen ikke garantere for lånet, og fordi vi kom fra Gudme kommune, så ville Svendborg kommune heller ikke garantere for lånet.
Selve huslejen blev betalt af det offentlige som soldaterhjælp, så huslejen var allerede garanteret.
Jeg blev nødt til at bede min mor om at garantere for lånet, jeg havde ikke andre måder at klare det på.

Da jeg modtog min skatteopgørelse, var der ikke nogen sum til udbetaling.
Jeg henvendte mig til Gudme kommune, til den selvsamme mand som havde fortalt mig at jeg ville få penge tilbage hvis jeg ikke havde anden indtjening end den måned jeg var påmønstret i Prima Mærsk.
Manden led åbenbart lidt af erindringsforskydning idet han han fortalte mig at sømandsskatten var definitiv måned for måned, og at jeg ikke ville få noget af den betalte skat tilbage.
Siden den tid har jeg altid undersøgt og regnet efter om den betalte skat svarede til noget jeg kunne forstå.

Da vi flyttede til Sandalsparken var det som at komme i himmerige, det var en stor fornøjelse at bo i noget hvor det hele bare virkede.

Det havde hele tiden været meningen at Nit hun skulle bestemme hvilket sted vi skulle bo når jeg var færdig med at læse.
Efter at Panida var født og Noy var begyndt i dansk skole, så besluttede hun sig for at vi skulle bo i Danmark og dermed være Danske statsborgere.

Den 22 december var en glædelig dag, på den dag blev Nit og Noy danske statsborgere.

I begyndelsen af Januar fik jeg en regning på 3700 Kr. for modtaget socialhjælp fra Svendborg kommune.
Jeg tog ned i Svinget som dengang husede socialkontoret og spurgte hvad det var for noget socialhjælp jeg havde modtaget, og om de ikke kunne finde en eller anden form for kvittering for modtagelsen som jeg kunne få at se.
Det kunne de ikke fremskaffe og jeg hørte heller ikke mere fra dem.
Måske var det en af de ansatte som havde hjulpet sig selv til kontanter, for vi havde ikke modtaget nogen form for hjælp, ikke andet end at de betalte Nit’s udgifter medens jeg var soldat.

Den 12 januar 1973 blev jeg hjemsendt fra militærtjenseste og den 16 januar skulle jeg påmønstre i Clifford Mærsk som lå i New York.

2.styrmand


Den 16 januar 1973 påmønstrede jeg om bord i Clifford Mærsk som lå i New York.
Jeg glædede mig til at afprøve alt det som jeg havde lært på navigationsskolen, samtidig var jeg lidt beklemt ved at efterlade Nit, Noy og Panida derhjemme.

Udmønstringerne var dengang på mindst 9 måneder, det var lang tid at være væk hjemmefra, i særdeleshed når børnene var så små.

Clifford Mærsk var en moderne linjebåd som sejlede i fast fart på USA’s østkyst, Canada, Panama, USA’s vestkyst, Fjernøsten samt Japan.

Vejret på vej til New York havde været dårligt med stormvejr, hvilket havde forårsaget at meget af lasten var blevet ødelagt.

Det meste af lasten inde på de øverste mellemdæk var lige til at køre ud på lossepladsen, det meste var knust eller ødelagt.

På den årstid var det meget normalt at skibsføreren afleverede en Sea Protest som var et stykke papir som fritog skibet for ethvert ansvar for skader på ladning på grund af dårligt vejr.
Jeg skrev et brev til Nit om at jeg var kommet godt om bord og havde det godt.
Dengang skrev jeg så vidt det var muligt et brev til Nit fra hver eneste havn, det var svært altid at finde på noget at skrive, og mange gange var jeg for træt til at tænke over hvad jeg skrev.
Så jeg skrev bare et eller andet, for jeg mente at det var vigtigt at de som gik derhjemme fik følelsen af at de var savnede.
Efter tre dage sejlede vi videre til Canada.
Vi afsejlede næsten altid fra havnene ved afslutning på havnearbejdernes arbejdstid cirka Kl. 1800.
Jeg kom op på min første brovagt kl. 2000 og indtil midnat.
Det første stykke tid holdt skibsføreren øje med mig, det var betryggende for jeg kendte ikke meget til at have vagt på broen.
Godt nok havde jeg fået en god overlevering af ham jeg afløste, men det var svært at huske det hele.


Vi havde ikke nogen form for elektronisk navigation såsom GPS eller den slags.
Der blev navigeret efter sol, måne og stjerner, så da skibsføreren bad mig om at nedtage en stjerneobservation, så jeg bare på ham og svarede at jeg måske ikke ville være færdig med at udregne det hele inden vi ankom til Canada?

Jeg havde aldrig prøvet det før, så jeg syntes at det ville tage al min tid for at finde ud af hvordan jeg skulle bære mig ad.

Skibsføreren sagde til mig, at så ville han selv tage en position, efter et stykke tid hvor han så forvirret ud kom han til den samme konklusion som mig, at han nok heller ikke ville blive færdig før ankomst til Canada, så vi opgav.
Det betød nu heller ikke så meget for vi havde sikker landkendingkending på radaren, Så det var nok mere for at finde ud af om jeg turde sige fra hvis der var noget galt.

Skibsføreren var Peter Maribo Jensen, en meget spøjs person som havde mange pudsige tilbøjeligheder, men flink og godmodig var han.

Når vi hver middag tog middagsbredden med sekstant kunne jeg aldrig blive enige med skibsføreren om hvad den korrekte måling viste.


Der var altid forskel på mine målinger og på hans, og fordi jeg ikke havde så meget øvelse i dette så gav jeg ham altid ret.

Det viste sig at hver eneste gang jeg brugte hans målinger, så blev positionen mere unøjagtig.

Jeg spurgte de to andre styrmænd om de havde samme problemer når skipperen kontrollerede deres målinger, det sagde de ja til, de sagde at skipperen ikke kunne måle rigtigt med en sekstant.

Jeg vidste ikke rigtigt hvordan jeg skulle klare at forklare ham at det måske var hans målinger som der var noget galt med.
Så jeg valgte den løsning, at hvis vi lagde hans og mine målinger sammen og delte med to, så ville det måske blive mere rigtigt.
Det var en god ide mente han, og sidenhen var der aldrig problemer med målingerne, det selv om jeg lod som om at jeg lagde hans sammen med min, så brugte jeg alligevel kun mine egne målinger.

Var det overskyet med enkelte solstrejf, så skulle jeg kalde på skipperen når jeg mente at der var nogle solpletter der kunne bruges.

Når man kunne se solen skinne enkelte steder i vandet, så hvis man var på dette sted, så ville man også kunne se solen, ellers ville den jo ikke kunne skinne i vandet.
Jeg regnede ud på forhånd hvor højt solen ville stå når vi sejlede ind i sådan en solplet.
Så var det bare at finindstille på sekstanten og trykke på stopuret, så fik man en solhøjde der kunne bruges.
På broen havde skipperen en lille lem der kunne åbnes, således at han kunne følge med i hvad der foregik inde på selve broen.
Hver formiddag lige før spisetid blev lemmen åbnet og han råbte “Der er vand i badeværelset”.
Første gang jeg hørte det lod jeg som ingenting, men han kom tilbage og sagde at han jo havde sagt at der var vand i badeværelset.
Jeg tog mod til mig og spurgte, hvad jeg skulle gøre ved det, hvortil han svarede at jeg skulle dreje på roret, 10 grader fra side til side indtil alt vandet var væk fra dørken i hans badeværelse.
Første gang gjorde jeg som han sagde, med det resultat at skibet væltede sig fra side til side, med over 15 graders krængning, med det resultat at alle tallerknerne faldt nede fra bordene nede i messerne.


Næste gang tog jeg selv fat i roret og drejede lidt fra side til side uden få tallerknerne til at falde ned.

Når vi afgik fra havn, så var det næsten altid ved havnearbejdernes arbejdtids ophør som var kl.cirka 1730 eller 1800, som regel midt i vores spisetid.
Vi skulle så være i næste navn til kl. 0800 start for at arbejdstiden for havnearbejderne kunne udnyttes optimalt.
Det resulterede at i mange havne var vi ikke færdige med at surre al lasten inden vi skulle afsejle.
Efter afgang blev matroserne sendt ned for at surre videre med 2. Styrmand som tilsynsførende.
I lastrummene var der ikke meget lys, og når vi rullede, hvilket ofte skete lige uden for havnen, så var det tit livsfarligt at opholde sig i lastrummet, men surres det skulle der, og surret det blev der altid gjort.
Man kunne godt få den fornemmelse at skibsledelsen så bort fra at det var en af vores fornemste opgaver at passe på selve lasten.

Clifford Mærsk havde en topfart på cirka 23 knob, hvilket var næsten det samme som de store tunfiskere kunne sejle med.
Dengang var det ofte at vi langs Mexicos vestkyst så flere af de store tunfiskere som fiskede efter tunfisk ved at bruge helikoptere samt bruge dynamit.
Fiskerne brugte store net som langsomt blev lukket, men ikke før end at helikopteren havde jaget tunfiskene ind i nettet ved hjælp at dynamitten.
Sprængningerne blev foretaget agten for det nettet.
Nettet blev så strammet op til det var helt lukket, og så blev der sat små både ud inde i selve nettet for at samle fiskene op.
Det var et helt blodbad at se på, de stakkels fisk havde ikke en chance for at undslippe
Det var dengang, nu ser man ikke mange tunfiskere mere, og de metoder der blev brugt dengang er nu blevet ulovlige.