Skibsfører i Mærsk Line 3

Jeg begyndte på kontoret igen om mandagen, det vil sige at jeg tog med toget til København om søndagen for at kunne møde næste morgen klokken 8. 

Jeg boede på hotel Neptun, som var det sted hvor jeg boede inden jeg tog ind på Rederiet den 2 januar.

Jeg havde ingen anelse om hvad jeg skulle lave inde på kontoret, så jeg var meget spændt på hvordan det  ville være at arbejde derinde.

Da jeg mødte op mandag morgen viste det sig at jeg ingen steder havde at sidde på og arbejde ud fra.

I Teknisk Organisation havde de simpelthen ikke pladser nok  til alle der arbejde der.

Folk der ikke var fastansatte derinde måtte nøjes med de pladser der var ledige når de andre var ude at rejse eller var syge.

Hver morgen skulle jeg finde en plads der var tom, og det var sjældent samme plads hver dag.

Pladsen afhang af hvem der var ude at rejse eller var syg den dag.

Det var meget utilfredsstillende ikke at have en fast plads at sidde på, det bevirkede også at jeg ikke havde nogen fastnet telefon idet jeg jo ikke havde nogen fast stol at sidde på.

Den første dag fik jeg en kuffert som jeg kunne opbevare mine dokumenter i. 

Der gik meget længe før end jeg fik en fast plads med et skab som jeg kunne opbevare  mine ting i.

Den første tid gik med at falde til i kontor miljøet som var meget anderledes end jeg havde forestilt mig.

Jeg skulle arbejde sammen med en maskinmester samt en shippingmand, vi var i begyndelsen 3 personer inklusiv mig selv.

Da de 2 andre allerede arbejde på Esplanaden havde de fået tildelt en plads ved et skrivebord.

Det var åbentbart kun mig der måtte finde en ny plads de første rigtig mange dage. 

Vi skulle arbejde i 39 timer hver uge, men for mit vedkommende blev det til meget mere.

Jeg skulle i første omgang arbejde et år inde på rederiet, men af forskellige årsager blev det til lidt over 2 år.

I begyndelsen ankom jeg til København hver søndag aften for at kunne begynde om morgenen mandag.

Jeg tog hjem til Svendborg om fredagen hvor jeg gerne stoppede inde på kontoret ved middagstid for at kunne være hjemme i Svendborg hen mod aften.

I begyndelse kunne jeg køre med en af mine kollegaer hver 14. dag, hvor han skulle til Svendborg for at hente sine børn.

Han var blevet skilt og hans børn boede i Svendborg, så for at kunne være sammen med dem hver anden weekend skulle han hente og bringe dem tilbage til Svendborg.

Det foregik på den måde at jeg betalte for billetten over Storebæltsbroen i stedet for at tage med toget, det var noget hurtigere for mig på den måde, og han kom billigt til Svendborg.

I begyndelsen skulle vi finde på besparelser af forskellig art, der var frie hænder til at gøre opmærksom på hvorledes besparelserne kunne opnåes.

Vi var blevet anbragt i Teknisk Organisation sammen med alle driftlederne.

Jeg begyndte at beregne hvor meget olie de forskellige skibe havde brugt for at se om der kunne have været mindre forbrug hvis skibene kunne sejle på en anderledes måde.

Hurtigt fandt jeg ud af at hvis skibene sejlede med nedsat fart der hvor det kunne lade sig gøre, og så samtidig være fremme til den schedulerede tid, så var der masser af penge at spare på bunkersforbruget.

På det tidspunkt skulle alle breve som blev sendt ud til skibene have 2 underskrifter, en fra ledelsen og en fra den person som havde skrevet skrivelsen.

Det vil sige for mit vedkommende var det chefen for Teknisk organisation der skulle underskrive sammen med mig.

Der var bare det minus ved det hele at han altid skulle rette i det som jeg havde skrevet, han rettede det altid til noget som jeg ikke kunne acceptere.

Han mente altid at det var betydeligt mere bunkers der kunne spares end det som jeg formodede.

Jeg brugte et Excel regneark hvori jeg havde sat formlerne ind for de forskellige skibe, således at jeg hurtigt kunne regne deres olieforbrug ud ved forskellige hastigher.

Jeg var efterhånden blevet godt træt af at chefen for Teknisk organisation hver gang skulle ændre på tallene jeg havde skrevet.

For at mine kollegaer skulle kunne regne med det skrevne og tro på det, så ville jeg ikke have at han ændrede i tallene, det resulterede i at jeg ikke mere viste ham brevene til underskrivning.

Jeg underskrev det alene, ud fra den betragning at det var bedre at modtage et brev som man troede på var ærligt og således at  man selv kunne regne sig frem til det udkomne resultat.

Derfor ligger der ude i skibene en del breve fra mig,  med kun en underskrift, det selv om jeg vidste at det måtte man ikke, men det tjente alligevel et godt formål.

Flere af mine kollegaer advarede mig om hvordan det var at arbejde inde på rederiet og hvad man skulle være opmærksom på,  men jeg troede ikke på alt hvad de sagde. 

En dag kom chefen for Teknisk Organisation, den selvsamme person som havde fortalt mig, at hvis jeg ville acceptere at arbejde et eller to år inde på rederiet kunne jeg køre frem og tilbage hver eneste dag og rederiet ville betale for min kørsel.

Selvsamme person mente at jeg nu skulle finde en lejlighed i København og flytte derind, Rederiet ville betale huslejen, men indskuddet skulle man selv stå for og eventuel tab skulle man selv betale.

Jeg svarede ham ikke og lod som ingenting.

Jeg havde ingen interesse i at bo i København, for mig var det godt nok at rejse frem og tilbage.                                 

Men lidt skuffet var jeg over at han kunne lide så meget af erindringsforskydning at han selv troede på det han sagde.